Hvad siger Bibelen?

Er kristne fortalere for dødsstraf?

„DET er moralsk og etisk forkert.“ „Det er kun ret og rimeligt.“ Disse modstridende synspunkter er fremsat af to af kristenhedens præster, i en diskussion om et af vor tids brændende spørgsmål — dødsstraf. I den avisartikel hvor de blev citeret, stod der: „Når religiøse ledere debatterer spørgsmålet om dødsstraf, henviser begge parter til passager fra Bibelen som støtte for deres standpunkt.“

Nogle bruger som argument at dødsstraf beskytter de uskyldige, fremmer retfærdigheden og hindrer alvorlige forbrydelser. Andre finder at det er umoralsk at bekæmpe vold med mere vold og at det er en langt dårligere løsning end at påtage sig den ædle opgave at hjælpe kriminelle til at blive gode samfundsborgere gennem et rehabiliteringsprogram.

I USA er det især på den politiske arena at denne debat er hed, men de religiøse ledere har ikke tøvet med at give deres besyv med. Du tænker måske: ’Har Bibelen noget at sige om dødsstraf?’ Det har den faktisk.

De jordiske myndigheder får tildelt ’sværdet’

Kort efter vandfloden i Noas dage gav Jehova Gud udtryk for at han betragter livet som noget dyrebart, og sagde videre: „Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt.“ (1 Mosebog 9:6) Dette var selvfølgelig ikke en sanktionering af hævnakter. Men det betød at en retmæssig jordisk myndighed fra da af ville få lov til at straffe dem der tog andres liv.

I Guds lov til Israel, som blev givet gennem Moses, var der dødsstraf for visse grove forbrydelser. (3 Mosebog 18:29) Moseloven sikrede imidlertid også upartisk domsafsigelse; den krævede øjenvidneudsagn og bremsede korruption. (3 Mosebog 19:15; 5 Mosebog 16:18-20; 19:15) Dommerne skulle være gudfrygtige mænd, og de skulle aflægge regnskab over for Gud. (5 Mosebog 1:16, 17; 2 Krønikebog 19:6-10) Disse foranstaltninger skulle hindre misbrug af dødsstraffen.

I dag er der ikke nogen jordisk regering som repræsenterer guddommelig retfærdighed, som det var tilfældet med fortidens Israel. Men myndighederne optræder på mange måder som „Guds tjener“ eller stedfortræder, ved at de opretholder en vis orden og stabilitet og yder de nødvendige offentlige tjenesteydelser. Apostelen Paulus mindede de kristne om at underordne sig „de højere myndigheder“ og tilføjede: „Hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den der øver det onde.“ — Romerne 13:1-4.

Det ’sværd’ som Paulus nævner, symboliserer regeringernes ret til at tildele kriminelle elementer straf — også dødsstraf. Kristne respekterer dette, men bør de søge at få indflydelse på de afgørelser der træffes i den forbindelse?

„Sværdet“ misbruges

Den verdslige øvrighed har brugt „sværdet“ retfærdigt mange gange. Men det må indrømmes at den også har misbrugt det. (Prædikeren 8:9) For eksempel brugte den verdslige myndighed i fortidens Rom „sværdet“ til at henrette uskyldige tjenere for Gud med. Nogle af disse ofre var Johannes Døber, Jakob og Jesus Kristus. — Mattæus 14:8-11; Markus 15:15; Apostelgerninger 12:1, 2.

I vor tid er der sket lignende forseelser. Uskyldige tjenere for Jehova er blevet henrettet i forskellige lande — ved skydning, ved guillotinering, ved hængning, ved gasning — og alt dette har myndighederne ’lovligt’ gennemført for at undertrykke kristendommen. Alle regeringer der misbruger deres myndighed skal stå til ansvar over for Gud. Hvilken frygtelig blodskyld har de ikke pådraget sig! — Åbenbaringen 6:9, 10.

Sande kristne skælver ved tanken om at pådrage sig blodskyld over for Jehova Gud. De respekterer myndighedernes ret til at bære „sværdet“, men de er udmærket klar over at det er blevet misbrugt. Det har tjent som et redskab til forfølgelse og er også til tider blevet benyttet med fordomsfuld grusomhed mod nogle og med malplaceret lemfældighed mod andre.a Hvordan stiller kristne sig til debatten om dødsstraf? Går de ind i debatten som fortalere for det ene eller det andet?

Kristen neutralitet

I modsætning til de præster som blev citeret i indledningen, prøver kristne at holde sig et vigtigt princip for øje: Jesus Kristus sagde at hans efterfølgere ’ikke skulle være en del af verden’. — Johannes 15:19; 17:16.

Kan en kristen adlyde dette påbud og samtidig tage del i debatten om dødsstraf? Nej, bestemt ikke. Det er et samfundsmæssigt og politisk spørgsmål. I De Forenede Stater benytter kandidater til politiske poster ofte deres synspunkt angående dødsstraf — det være sig for eller imod — som et vigtigt programpunkt i deres valgkampagne. De argumenterer heftigt for deres synspunkt og udnytter de stærke følelser dette spørgsmål som regel vækker hos folk, til at sikre sig flere stemmer.

En kristen kunne stille sig selv dette spørgsmål: Ville Jesus have taget del i en polemik om hvordan de verdslige myndigheder bærer „sværdet“? Da Jesu landsmænd forsøgte at involvere ham i politik, „trak han sig igen tilbage til bjerget, helt alene“. (Johannes 6:15) Det er altså mere sandsynligt at Jesus ville have ladet dette spørgsmål ligge dér hvor Gud har anbragt det — hos myndighederne.

I dag vil kristne heller ikke gå ind i en debat om dette emne. De respekterer de beslutninger som myndighederne træffer. Og som kristne tjenere der ikke er en del af verden, vil de hverken være fortalere for dødsstraffens indførelse eller for dens afskaffelse.

I stedet husker de på ordene i Prædikeren 8:4: „Kongens ord er øverste myndighed; og hvem kan sige til ham: ’Hvad er det du gør?’“ Ja, verdens ’konger’, eller politiske herskere, har fået magt til at regere efter deres eget forgodtbefindende. Ingen kristne har myndighed til at kritisere den måde hvorpå de gør det. Det er kun Jehova der har det — og han vil også gøre det. Bibelen beskriver den dag hvor Gud retfærdigt vil dømme enhver forbrydelse og ethvert misbrug af „sværdet“ i denne gamle verden. — Jeremias 25:31-33; Åbenbaringen 19:11-21.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 22]

The Bettmann Archive