Billede i betydningen „lighed“. Et forholdsvis lille antal steder, men i en betydningsfuld sammenhæng, forekommer ordet billede i betydningen „lighed“. Således sagde Gud da han skabte mennesket: „Lad os frembringe mennesker i vort billede [el.: skyggebillede, afbillede], så de ligner os.“ (1Mo 1:26, 27, fdn.) Eftersom Gud er „en ånd“, udelukker dette enhver fysisk lighed mellem Gud og mennesker. (Joh 4:24) Derimod havde mennesket egenskaber der afspejlede eller svarede til de egenskaber dets himmelske Skaber besad, egenskaber som adskilte det helt fra dyrene. (Se ADAM, 1.) Selv om mennesket blev skabt i Skaberens billede, skulle det ikke vises ærefrygt eller tilbedes.

Ligesom Adams egen søn Set (skønt avlet da Adam var blevet ufuldkommen) „lignede ham og var i hans billede“ (1Mo 5:3), sådan var det Adams lighed med Gud der fra begyndelsen godtgjorde at han var Guds jordiske søn. (Lu 3:38) Den omstændighed at mennesket oprindelig var skabt i Guds billede, blev efter Vandfloden anført som begrundelse for den guddommelige lov der bemyndiger mennesker til at henrette mordere selv om mennesket nu var ufuldkomment. (1Mo 9:5, 6; se BLODHÆVNER.) I forbindelse med de anvisninger der gives om at kristne kvinder skal bruge en hovedbeklædning under visse omstændigheder, nævnes det at kristne mænd ikke skal gøre det samme, da manden er „Guds billede og herlighed“, mens kvinden er mandens herlighed. — 1Kor 11:7.

Guds førstefødte søn, der senere blev mennesket Jesus, er sin Faders billede. (2Kor 4:4) Eftersom det åbenbart var til denne søn Gud talte da han sagde: „Lad os frembringe mennesker i vort billede,“ må Sønnens lighed med sin Fader og Skaber have bestået lige siden Sønnen blev skabt. (1Mo 1:26; Joh 1:1-3; Kol 1:15, 16) Da Jesus var på jorden som et fuldkomment menneske, afspejlede han sin Faders egenskaber og personlighed i så stor en udstrækning som det var muligt for ham som menneske, og han kunne derfor sige at „den der har set mig, har også set Faderen“. (Joh 14:9; 5:17, 19, 30, 36; 8:28, 38, 42) Men denne lighed øgedes yderligere da Jesus blev oprejst til liv som en ånd og hans Fader, Jehova Gud, overdrog ham „al myndighed i himmelen og på jorden“. (1Pe 3:18; Mt 28:18) Eftersom Gud dengang ophøjede Jesus til „en højere stilling“, genspejlede Guds søn nu sin Faders herlighed i endnu højere grad end han havde gjort før han forlod himmelen for at komme ned til jorden. (Flp 2:9; He 2:9) Han er nu „det nøjagtige udtryk for selve [Guds] væsen“. — He 1:2-4.