ISSAKAR
(Isʹsakar) [han er løn [dvs. en lønnens mand]].
1. Jakobs niende søn og Leas femte af de syv børn hun fødte i Paddan-Aram. Lea betragtede denne søn som en belønning eller løn fra Jehova fordi hun havde ladet sin tjenestepige føde sin mand sønner i en periode hvor hun ikke selv fik nogen børn. — 1Mo 29:32–30:21; 35:23, 26; 1Kr 2:1.
Issakar var måske otte år gammel da hans familie flyttede til Kana’an i 1761 f.v.t. Man kender intet til hans liv ud over de markante begivenheder han oplevede sammen med sine brødre, hvor Bibelen beretter om „Jakobs sønner“ under ét. (1Mo 34:5-7, 13, 27; 37:3-27; 42:1-3; 45:15) I 1728 f.v.t., da Issakar var omkring 41 år gammel, flyttede han til Ægypten sammen med sine sønner Tola, Puva (Pua), Job (Jasjub) og Sjimron som en del af de „halvfjerds sjæle“ i Jakobs hus som kom til Ægypten. — 1Mo 46:13, 27; 2Mo 1:1-3; 1Kr 7:1.
Da Jakob lå på sit dødsleje, modtog Issakar sin faders velsignelse som den 6. af hans 12 sønner: „Issakar er et knokkelstærkt æsel, der ligger mellem de to sadelkurve. Og han vil se at hvilestedet er godt og at landet er lifligt; og han vil bøje sin skulder for at bære byrder, og han vil blive underlagt tvangsarbejde som træl.“ (1Mo 49:14, 15) Med denne velsignelse påpegede Jakob ikke blot visse karakteristiske træk ved Issakars person og i hans liv, men som for de øvrige brødres vedkommende forudsagde Jakob noget der ville kendetegne hele stammen, og som Issakars efterkommere ville komme til at opleve i fremtiden, i „de sidste dage“. — 1Mo 49:1.
2. En af Israels 12 stammer; efterkommere af Jakob gennem hans søn Issakar.
Da den første folketælling fandt sted efter udgangen af Ægypten, var antallet af våbenføre mænd fra 20-årsalderen og opefter i denne stamme på 54.400. (4Mo 1:17-19, 28, 29) En lignende folketælling omkring 39 år senere viste at antallet af dem der mønstredes til hæren, var steget til 64.300, og på Davids tid talte kampstyrken 87.000. (4Mo 26:23-25; 1Kr 7:5) Der var 200 overhoveder fra denne stamme som kom til Hebron i 1070 f.v.t. da David blev udråbt til „konge over hele Israel“. — 1Kr 12:23, 32, 38.
Når israelitterne slog lejr i ørkenen, lå slægterne i Issakars stamme lejret øst for teltboligen, på Judas side, sammen med de slægter der tilhørte helbroderen Zebulons stamme (4Mo 2:3-8); når de var på vandring, gik denne lejrafdelings tre stammer i spidsen. (4Mo 10:14-16) Da Moses velsignede stammerne til afsked, blev Issakar og Zebulon nævnt sammen (5Mo 33:18), men nogle få år senere blev de adskilt da stammerne blev delt i to grupper for at høre Lovens velsignelser og forbandelser oplæst på Garizims Bjerg og Ebals Bjerg. — 5Mo 27:11-13; Jos 8:33-35; se EBALS BJERG.
Ved tildelingen af arvelodder i det forjættede land var Issakar den fjerde stamme der ved lodkastning blev udvalgt til at modtage sin arvelod, som hovedsagelig kom til at ligge på den frugtbare Jizre’elslette. Mod nord grænsede Issakars område op til Zebulons og Naftalis områder, mod øst dannede Jordanfloden grænse, mod syd lå Manasses område, og mod vest en del af Asers område. Tabors Bjerg lå mod nord, på grænsen til Zebulon, mens byen Megiddo lå nær den sydvestlige grænse og Bet-Sjean i nærheden af den sydøstlige grænse. Inden for dette område lå flere kana’anæiske byer med deres fritliggende bebyggelser. (Jos 17:10; 19:17-23) Det var her i denne frugtbare dal at Issakars stamme ifølge Moses’ velsignelse skulle ’fryde sig i sine telte’. — 5Mo 33:18.
Når Jakobs søn Issakar blev sammenlignet med „et knokkelstærkt æsel“, var det åbenbart en egenskab der kendetegnede såvel personen som stammen. (1Mo 49:14, 15) Det land den fik tildelt, kunne virkelig siges at være „lifligt“. Det var en frugtbar del af Palæstina som var velegnet til agerdyrkning, og Issakar synes at have taget vel imod det slid der var forbundet med dette arbejde. Villigheden fremgår af at han ville „bøje sin skulder for at bære byrder“. Selv om stammen ikke udmærkede sig på nogen særlig måde, kunne den åbenbart roses for at have påtaget sig den ansvarsbyrde den fik tildelt.
Visse byer i Issakars arvelod var enklaver som tilhørte nabostammen Manasse, deriblandt de kendte byer Megiddo og Bet-Sjean. (Jos 17:11) Et antal byer i dette område, med tilhørende græsgange, tilfaldt levitterne. (Jos 21:6, 28, 29; 1Kr 6:62, 71-73) Senere ydede Issakar sin andel af fødevarer (en tolvtedel af de årlige fornødenheder) til Salomons hof. — 1Kg 4:1, 7, 17.
Blandt de fremtrædende medlemmer af Issakars stammer var Jigal, den mand stammen valgte til at udspejde Kana’ans land, og som bagefter sammen med flere andre frarådede israelitterne at drage ind i det forjættede land. (4Mo 13:1-3, 7, 31-33) Netan’el var høvding for stammen efter udgangen af Ægypten (4Mo 1:4, 8; 7:18; 10:15), Paltiel var høvding da Israel gik ind i det forjættede land (4Mo 34:17, 18, 26), og Omri var høvding i Davids regeringstid. — 1Kr 27:18, 22.
Issakar var blandt dem der støttede dommeren Barak da denne nedkæmpede Jabins styrker under Sisera. (Dom 4:2; 5:15) Senere virkede Tola af Issakars stamme i 23 år som en af Israels dommere. (Dom 10:1, 2) Efter rigets deling var Basja af Issakars stamme den tredje hersker over det nordlige rige. Han havde snigmyrdet sin forgænger for selv at tilvende sig tronen, og han beholdt den i 24 år. (1Kg 15:27, 28, 33, 34) Omkring 200 år senere indbød kong Ezekias af Juda stammerne i det nordlige rige til at komme og fejre påsken i Jerusalem, og mange fra Issakar rejste til Jerusalem for at fejre højtiden. — 2Kr 30:1, 13, 18-20.
I Ezekiels Bog og Åbenbaringens Bog nævnes Issakar sammen med de øvrige stammer og har her tydeligvis en symbolsk betydning i betragtning af disse syners profetiske karakter. — Ez 48:25, 26, 33; Åb 7:7.
3. En levitisk portvagt; den syvende søn af koraitten Obed-Edom. Issakar og hans slægtninge stod vagt på sydsiden af helligdommen i Jerusalem. — 1Kr 26:1-5, 13, 15.