Bevaret i live under hungersnød
1. Hvilke vise forholdsregler traf Josef i årene med overflod, og med hvilket resultat?
JOSEF rejste rundt i hele Ægypten da han var blevet udnævnt til fødevareadministrator, og da årene med overflod begyndte var alt tilrettelagt. Nu bar landet sin afgrøde i dyngevis! Josef indsamlede fødevarerne fra den mark som var rundt om hver by, og oplagrede dem inde i byen. Han „fortsatte med at ophobe korn i meget stor mængde, som havets sand, indtil man opgav at holde tal på det, for det var uden tal“. — 1 Mosebog 41:46-49.
2. Hvilke personlige ofre måtte folk bringe for at få mad?
2 Da de syv år med overflod var til ende, begyndte hungersnøden som Jehova havde forudsagt — en hungersnød der ikke blot hærgede i Ægypten, men bredte sig til „hele jordens flade“. Da de sultende ægyptere begyndte at råbe til Farao efter brød, sagde han: „Gå til Josef. Hvad han siger til jer, skal I gøre.“ Josef solgte korn til ægypterne indtil de ikke havde flere penge. Derefter modtog han deres hjorde som betaling. Til sidst kom ægypterne til Josef og sagde: „Køb os og vor agerjord for brød, og vi og vor agerjord vil blive trælle for Farao.“ Så købte Josef al ægypternes agerjord til Farao. — 1 Mosebog 41:53-57; 47:13-20.
Uddeling af åndelig føde
3. Hvem skulle ifølge Jesus sørge for mad i rette tid?
3 Ligesom det korn Josef uddelte betød liv for ægypterne, er den sande åndelige føde livsvigtig for kristne der er blevet Jehovas trælle ved deres indvielse til ham gennem den større Josef, Jesus Kristus. Under sin tjeneste her på jorden forudsagde Jesus at hans salvede disciple ville få ansvaret for at uddele denne åndelige føde. Han spurgte: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således.“ — Mattæus 24:45, 46.
4. Hvordan svarer ’trælleskarens’ arbejde til den ordning der blev truffet på Josefs tid?
4 Den trofaste rest af denne ’kloge trælleskare’ gør i dag alt hvad Bibelen bemyndiger den til for at give Jehovas indviede vidner, såvel som de interesserede i verden, livsopretholdende åndelig føde. Dette hverv betragtes som en hellig pligt og udføres som en hellig tjeneste for Jehova. ’Trællen’ har desuden oprettet menigheder og forsynet dem med bibelsk læsestof i en sådan mængde at de har rigelig „såsæd“ at tilså deres ’marker’ med. Det svarer til at Josef flyttede folk ind i byer og gav dem korn, ikke kun til føde, men også til såsæd så de senere kunne høste. — 1 Mosebog 47:21-25; Markus 4:14, 20; Mattæus 28:19, 20.
5. (a) Hvad gør ’trællen’ for at dække husstandens behov i krisesituationer? (b) Kan forsyningerne af åndelig føde i 1986 stå mål med ’overfloden’ på Josefs tid?
5 Selv når den offentlige forkyndelse er underlagt forbud og Jehovas Vidner forfølges, betragter ’den trofaste træl’ denne tilvejebringelse af åndelig føde som en hellig pligt. (Apostelgerninger 5:29, 41, 42; 14:19-22) Når der indtræffer katastrofer som storme, oversvømmelser og jordskælv, sørger ’trællen’ for at både Guds husstands bogstavelige og åndelige behov dækkes. Selv i koncentrationslejre har Guds tjenere regelmæssigt modtaget det trykte ord. Landegrænserne får ikke lov at hindre den åndelige føde i at nå frem til dem der har brug for den. At holde strømmen af forsyninger ved lige kræver mod, tro på Jehova og, i mange tilfælde, en betydelig opfindsomhed. Alene i 1986 har ’trællen’ produceret en overflod på 43.958.303 bibler og indbundne bøger, samt 550.216.455 blade — en „meget stor mængde, som havets sand“.
Gengældelse, straf eller barmhjertighed?
6, 7. (a) Hvordan resulterede hungersnøden i at Josefs ti halvbrødre kom og bøjede sig for ham? (b) I hvilke henseender blev Josef nu selv stillet på en prøve?
6 Med tiden bredte hungersnøden sig til Kana’ans land. Jakob sendte Josefs ti halvbrødre ned til Ægypten for at købe korn. Han lod ikke Benjamin, Josefs eneste helbroder, rejse med, af angst for at der skulle „hænde ham en dødelig ulykke“, som han sagde. Da kun Josef solgte korn, kom hans brødre nu til ham og bøjede sig for ham. De genkendte ham ikke, men Josef var straks klar over hvem de var. — 1 Mosebog 42:1-7.
7 Josef huskede nu de drømme han engang havde haft om dem. Men hvad skulle han gøre? Skulle han give igen med samme mønt? Eller skulle han tilgive dem hvad de havde gjort imod ham, nu da de var i nød? Skulle han blot lade hånt om sin faders dybe sorg? Hvordan så hans brødre selv på den store uret de havde begået imod ham? Også Josef blev stillet på prøve i denne sag. Ville han handle i overensstemmelse med den holdning som den større Josef, Jesus Kristus, senere lagde for dagen? Den er beskrevet i Første Petersbrev 2:22, 23: „Han begik ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund. Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“
8. Hvad lod Josef sig lede af, og hvilken parallel danner dette til Jesus og hans disciple?
8 Da Josef kunne se at begivenhederne blev ledet af Jehova, ønskede han at følge hans love og principper omhyggeligt. Tilsvarende var Jesus altid ivrig efter at gøre sin Faders vilje, idet han skænkede evigt liv til ’enhver der troede på ham’. (Johannes 6:37-40) Som „ambassadører på Kristi vegne“ bestrider hans salvede disciple ligeledes det hellige hverv de har fået tildelt, det hverv at ’tale til folket, at fremholde alle udtalelserne om dette liv’. — 2 Korinther 5:20; Apostelgerninger 5:20.
9, 10. (a) Hvad gjorde Josef nu, og hvorfor? (b) Hvordan viste Josef en barmhjertighed som Jesu?
9 Josef gav sig ikke til kende for sine brødre med det samme. I stedet talte han barskt til dem gennem en tolk, og sagde: „I er spioner!“ De havde nævnt at de havde en yngre broder, og Josef befalede dem at bevise at de var ærlige ved at bringe denne broder til Ægypten. Josef hørte dem sige angrende til hinanden at begivenhedernes udvikling måtte skyldes at de havde solgt ham, Josef, som træl. Josef vendte sig bort fra dem og græd. Men Simeon bandt han for at beholde ham som gidsel indtil de vendte tilbage med Benjamin. — 1 Mosebog 42:9-24.
10 Dette gjorde Josef ikke for at gengælde den uret de havde begået imod ham. Han ønskede blot at se om de virkelig angrede af hjertet, så der var grundlag for at vise dem barmhjertighed. (Malakias 3:7; Jakob 4:8) Med en barmhjertighed som den Jesus senere viste, fyldte Josef ikke blot deres sække med korn, men sørgede også for at de fik deres penge tilbage, idet de blev lagt i hver enkelts sæk. Desuden gav han dem proviant til rejsen. — 1 Mosebog 42:25-35; jævnfør Mattæus 11:28-30.
11. (a) Hvad blev Jakob senere tvunget til, og hvorfor gik han til sidst med til det? (b) Hvordan giver Romerbrevet 8:32 og Første Johannesbrev 4:10 os en lignende forsikring om Guds kærlighed?
11 Tiden gik, og de fødevarer de havde købt i Ægypten slap op. Jakob bad de ni sønner om at vende tilbage og købe mere. Om Benjamin havde han tidligere sagt til dem: „Min søn skal ikke rejse ned med jer, for hans broder er død og han alene er tilbage. Og skulle der hænde ham en dødelig ulykke på den vej som I rejser ad, så bringer I mine grå hår ned til Sheol med sorg.“ Først efter megen overtalelse og efter at Juda havde lovet at stå inde for Benjamin, gik Jakob tøvende med til at lade dem tage drengen med. — 1 Mosebog 42:36 til 43:14.
12, 13. (a) Hvordan prøvede Josef sine halvbrødres hjertetilstand? (b) Hvordan gav resultatet Josef grundlag for at vise barmhjertighed?
12 Da Josef så at Benjamin var kommet sammen med de andre brødre, indbød han dem til sit hus og tilberedte et måltid til dem. Benjamin gav han en portion der var fem gange større end alle de andres portioner. Så udsatte Josef sine brødre for en sidste prøve. Igen gav han dem deres penge tilbage ved at lægge dem i hver enkelts sæk, og desuden sørgede han denne gang for at hans særlige sølvbæger blev lagt i åbningen til Benjamins sæk. Da de var taget af sted befalede Josef sin hushovmester at sætte efter dem for at anklage dem for tyveri og søge efter sølvbægeret i deres sække. Da det blev fundet i Benjamins sæk, rev brødrene deres kapper itu. De blev så ført tilbage til Josef. Juda bad indtrængende om barmhjertighed og tilbød at blive Josefs træl i Benjamins sted, så drengen kunne vende tilbage til sin fader. — 1 Mosebog 43:15 til 44:34.
13 Da Josef nu var overbevist om at hans brødre havde ændret hjertetilstand, kunne han ikke længere beherske sine følelser. Efter at have befalet alle andre at gå ud, sagde han: „Jeg er Josef, jeres broder, som I solgte til Ægypten. Men vær nu ikke kede af det og bliv ikke vrede på jer selv fordi I solgte mig hertil; Gud har nemlig sendt mig forud for jer til bevarelse af liv. . . . Derfor sendte Gud mig forud for jer for at sikre jer en rest på jorden og for at bevare jer I live ved en storslået redning.“ Derefter tilføjede han: „Skynd jer at rejse op til min fader og sig til ham: ’. . . Kom ned til mig. Tøv ikke. Og du skal bo i Gosens land og . . . jeg skal forsyne dig med føde dér — der kommer nemlig endnu fem års hungersnød — for at ikke du og dit hus og alt hvad der tilhører dig, skal komme i nød.’“ — 1 Mosebog 45:4-15.
14. Hvilken glædelig nyhed blev overbragt Jakob?
14 Da Farao hørte nyheden om Josefs brødre, gav han Josef besked på at tage transportvogne fra Ægyptens land og bringe sin fader og hele sin familie til Ægypten, fordi det bedste i hele landet skulle være deres. Da Jakob hørte om alt hvad der var sket levede hans ånd op, og han udbrød: „Det er nok! Min søn Josef lever endnu! Lad mig tage hen og se ham før jeg dør!“ — 1 Mosebog 45:16-28.
En overflod af åndelig føde
15. Af hvem får vi nu åndelig føde, og hvorfor kan vi være sikre på at få det i overmål?
15 Hvad betyder alt dette for os i dag? I erkendelse af vort åndelige behov ser vi hen til en der er langt større end den venlige Farao på Josefs tid, nemlig den suveræne Herre, Jehova, der giver os føde og leder os gennem denne verden som hungrer efter Bibelens sandhed. Vi har kæmpet energisk for hans riges interesser, vi har så at sige bragt hele vor tiende til hans forrådshus, og han har gavmildt åbnet „himmelens sluser“ for os og tømt „velsignelse i overmål“ ud over os. — Malakias 3:10.
16. (a) Hvilket sted er det eneste hvor der i dag findes åndelig føde? (b) Hvordan går arbejdet med at tilså markerne til gavn for den hungrende menneskehed?
16 Ved Jehovas højre hånd sidder hans fødevareadministrator, den herliggjorte Jesus der nu er indsat på tronen som konge. (Apostelgerninger 2:34-36) Ligesom folk på Josefs tid måtte sælge sig selv som trælle for at bevare livet, må alle der i dag ønsker at leve komme til Jesus, blive hans disciple og indvi sig til Gud. (Lukas 9:23, 24) Ligesom Jakob opfordrede sine sønner til at henvende sig til Josef for at få mad, sådan leder Jehova alle angrende mennesker til sin elskede søn, Jesus Kristus. (Johannes 6:44, 48-51) Jesus samler sine disciple i ’byer’, eller menigheder — hvoraf der nu er over 52.000 i hele verden. Her får de rigelig åndelig føde og en overflod af „korn“ eller „såsæd“. (1 Mosebog 47:23, 24; Mattæus 13:4-9, 18-23) Disse vidner for Jehova er villige arbejdere! Flere og flere af dem melder sig frivilligt som heltidsforkyndere, pionerer. I en måned sidste år havde et højdepunkt på 595.896 en andel i denne gerning. Det giver et gennemsnit på over 11 pionerer i hver menighed!
17. Hvilken anden profetisk beretning minder Josefs forening med sine ti halvbrødre os om?
17 Det er værd at lægge mærke til at da Josefs ti halvbrødre angrede det de havde gjort og den indstilling de havde haft, blev de alle forenet med ham i Ægypten, der ligesom Sodoma er et billede på den verden hvori Jesus blev pælfæstet. (Åbenbaringen 11:8) Dette minder os om Zakarias 8:20-23, hvor der som et højdepunkt beskrives „ti mænd“ der siger: „Vi vil gå med jer,“ det vil sige med Jehovas salvede folk, hvoraf en rest stadig tjener her på jorden.
18. Hvad svarer Josefs begunstigelse af Benjamin til i nutiden?
18 Hvem skildres ved Josefs eneste helbroder, Benjamin, hvis fødsel kostede Jakobs elskede hustru Rakel livet? Benjamin blev særlig begunstiget af Josef, der uden tvivl følte sig nærmere knyttet til ham fordi de havde samme moder. Det var sikkert derfor Benjamin fik en portion der var fem gange større end de andres da alle de tolv brødre for første gang var genforenet ved et måltid i Josefs hus. Er Benjamin ikke et glimrende billede på resten af de salvede vidner i dag, hvoraf de fleste som lever nu er blevet indsamlet siden 1919? Denne ’Benjaminskare’ er bestemt blevet begunstiget af Jehova, idet ’hans ånd vidner sammen med deres ånd’. (Romerne 8:16) Også deres uangribelighed er blevet sat på en prøve mens Herrens „får“ har betjent dem. — Mattæus 25:34-40.
19. Hvilken parallel kan man drage mellem Israels husstande der flyttede til Gosens land, og Guds folk der indsamles i dag?
19 Bemærk at da Farao lod Jakob og hans husstand hente til Ægypten, nævnes det at der var 70 (alle de mandlige „sjæle“) der begav sig på vej. (1 Mosebog 46:26, 27) Halvfjerds er et produkt af syv og ti, og disse to tal har en særlig betydning i Bibelen, idet „syv“ ofte betegner himmelsk fuldstændighed, mens „ti“ betegner jordisk fuldstændighed. (Åbenbaringen 1:4, 12, 16; 2:10; 17:12) Som en parallel hertil kan vi i dag forvente at Jehova vil samle hele sin familie af vidner ind i sit „land“, det åndelige paradis vi nu til vor glæde befinder os i. (Jævnfør Efeserbrevet 1:10.) „Jehova kender dem der hører ham til,“ og allerede nu tildeler han dem en plads i „den bedste del af landet“, som Gosens land var på Faraos tid. — 1 Mosebog 47:5, 6; 2 Timoteus 2:19.
20. Hvorfor bør vi glæde os trods hungersnøden i dag?
20 På Josefs tid fulgte hungerårene efter årene med overflod. I nutiden forløber de parallelt. Som modsætning til den åndelige hunger der hærger landet uden for Jehovas gunst, er der en overflod af åndelig føde dér hvor Jehova tilbedes. (Esajas 25:6-9; Åbenbaringen 7:16, 17) Ja, skønt der i kristenheden hersker hunger efter at høre Jehovas ord, som Amos forudsagde, udgår Jehovas ord fra det himmelske Jerusalem. Det har vi grund til at glæde os over! — Amos 8:11; Esajas 2:2, 3; 65:17, 18.
21. (a) Hvilket stort privilegium kan vi nu glæde os over? (b) Hvad bør vi være taknemmelige for, og hvordan kan vi udtrykke vor taknemmelighed?
21 Under ledelse af den større Josef, Jesus Kristus, har vi nu den store forret at blive samlet i ’byer’, eller menigheder, hvor vi kan gøre os til gode med en overflod af nærende, åndelig føde. Desuden kan vi så sandhedens sæd og udbrede den gode nyhed om at man kan få åndelig føde, og det gør vi til gavn for alle som vil gå ind på de betingelser den suveræne Hersker, Jehova, har stillet, og som vil tage imod de foranstaltninger han har truffet. Vi er Jehova taknemmelige for den gave han har givet os i sin søn, den større Josef, der forestår uddelingen af den åndelige føde. Det er ham Jehova har overdraget at bevare mennesker i live i denne tid med åndelig hungersnød. Lad os alle flittigt tjene efter hans eksempel og under hans ledelse!
Kan du se parallellen?
■ Hvordan svarede Josef til Jesus som fødevareadministrator?
■ Hvilket aspekt i beretningen om Josef svarer til det at man indvier sig til Gud og derved bliver hans træl?
■ Med hvilken egenskab blev både Josef og Jesus et eksempel for os?
■ Hvilken velorganiseret ordning med hensyn til uddeling af mad findes i dag, ligesom på Josefs tid?
■ Hvad bør dette profetiske drama tilskynde os til at gøre?
[Illustrationer på side 16, 17]
I en verden der hærges af åndelig hungersnød, sørger den større Josef for rigelig mad til alle der kommer til ham i tro
Ligesom de ti halvbrødre underkastede sig Josef, lader en stor skare sig nu lede af Kristus
Ligesom de 70 sjæle fra Jakobs hus vil det fuldstændige antal af Jehovas „får“ blive bragt til et godt „land“ — deres arv i Guds nye ordning
[Illustration på side 18]
Nutidens Benjaminskare er blevet særligt begunstiget af Kristus, idet den har fået en overflod af „mad i rette tid“