Er du gået ind til Guds hvile?
„Den der er gået ind til Guds hvile, har . . . også selv fået hvile fra sine gerninger.“ — Hebræerne 4:10.
1. Hvorfor er hvile noget vi alle sætter pris på?
ORDET hvile har en behagelig klang. Så hektisk som tilværelsen er i dag, synes de fleste af os at et lille hvil kan være tiltrængt. Mange, både gamle og unge, gifte og ugifte, har en krævende og udmattende dagligdag. Hvis man er kronisk syg eller handicappet, kan hver dag være en udfordring. Bibelen har ret når den siger at „hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu“. (Romerne 8:22) At man hviler sig, behøver derfor ikke at være et udtryk for dovenskab. Vi har alle behov for hvile.
2. Siden hvornår har Jehova hvilet?
2 Jehova Gud har selv hvilet. I Første Mosebog læser vi: „Sådan fuldendtes himmelen og jorden og hele deres hær. Og da Gud på den syvende dag var færdig med sit værk som han havde frembragt, gav han sig på den syvende dag til at hvile fra hele sit værk som han havde frembragt.“ Jehova tillagde „den syvende dag“ særlig betydning, hvilket fremgår af fortsættelsen i den inspirerede beretning: „Gud velsignede den syvende dag og helligede den.“ — 1 Mosebog 2:1-3.
Gud hvilede fra sit værk
3. Hvad var ikke grunden til at Gud hvilede?
3 Hvorfor hvilede Gud på „den syvende dag“? Det var selvfølgelig ikke fordi han var træt. Jehova besidder ’vældig styrke’ og „bliver ikke træt eller mat“. (Esajas 40:26, 28) Han hvilede heller ikke fordi han trængte til en pause i forbindelse med sit skaberværk, for Jesus sagde: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ (Johannes 5:17) „Gud er en ånd“ og er derfor ikke underkastet jordiske væseners cykluser og behov. — Johannes 4:24.
4. På hvilken måde var „den syvende dag“ forskellig fra de foregående seks ’dage’?
4 Hvad kan da være årsagen til at Gud hvilede på „den syvende dag“? Vi får et fingerpeg om det når vi lægger mærke til at Gud var tilfreds med det han havde udrettet i det lange tidsrum de seks foregående ’skabelsesdage’ havde varet, men at han specielt velsignede „den syvende dag“ og erklærede den hellig. Ordbogen Concise Oxford Dictionary definerer „hellig“ som „ubeskåret viet eller reserveret (til en gud eller et religiøst formål)“. At Jehova velsignede „den syvende dag“ og helligede den, betyder altså ikke at denne dag og hans „hvile“ har noget at gøre med et behov hos ham. Den må på en eller anden måde have forbindelse med hans hellige vilje og hensigt. Hvordan det?
5. Hvad havde Gud iværksat i løbet af de seks første ’skabelsesdage’?
5 I løbet af de seks forudgående ’skabelsesdage’ havde Gud frembragt og igangsat alle de cykluser og love der gør sig gældende for jorden og dens livsformer. Forskere erkender nu mere og mere at der er tale om et mesterværk. Hen imod slutningen af den „sjette dag“ skabte Gud de to første mennesker og anbragte dem i „en have i Eden, mod øst“. Til sidst erklærede han med disse profetiske ord hvad der var hans hensigt med menneskeslægten og jorden: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ — 1 Mosebog 1:28, 31; 2:8.
6. (a) Hvad syntes Gud om alt det han havde skabt i løbet af de seks første ’skabelsesdage’? (b) I hvilken betydning er „den syvende dag“ hellig?
6 I forbindelse med afslutningen på den sjette ’skabelsesdag’ siger beretningen: „Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ (1 Mosebog 1:31) Gud var tilfreds med alt hvad han havde frembragt. Derfor hvilede han eller afstod fra at skabe mere på jorden. Den paradisiske have var fuldendt og smuk, men den optog kun et beskedent areal, og der var kun to mennesker på jorden. Det ville vare nogen tid før jorden og menneskeslægten opfyldte Guds hensigt i fuld udstrækning. Af den grund fastsatte han en „syvende dag“, en periode hvor alt det han havde skabt i løbet af de forudgående seks ’dage’, gradvis skulle udfolde sig i overensstemmelse med hans hellige vilje. (Jævnfør Efeserbrevet 1:11.) Når „den syvende dag“ afsluttes, vil hele jorden være et paradis der til evig tid bebos af fuldkomne mennesker. (Esajas 45:18) „Den syvende dag“ er sat til side eller viet til den fuldstændige gennemførelse af Guds vilje med jorden og menneskeheden. I den forstand er den hellig.
7. (a) I hvilken henseende hvilede Gud på „den syvende dag“? (b) Hvordan vil alt blive ved slutningen af „den syvende dag“?
7 Gud hvilede altså fra sin skabervirksomhed på „den syvende dag“. Det var som om han trådte tilbage og lod det han havde sat i værk, gå sin gang. Han har fuld tillid til at ved slutningen af „den syvende dag“ vil alt være fuldbyrdet nøjagtig som han har udtænkt det. Enhver hindring vil være overvundet. Når Guds vilje bliver fuldstændig gennemført, vil det komme alle lydige mennesker til gode. Intet vil kunne forpurre hans hensigt, for Gud har velsignet „den syvende dag“ og helliget den. Hvilken storslået udsigt for alle lydige mennesker!
Israel gik ikke ind til Guds hvile
8. Hvornår og hvordan begyndte israelitterne at holde sabbat?
8 Israels nation nød godt af Jehovas ordning vedrørende arbejde og hvile. Endog før Gud gav israelitterne Loven ved Sinaj Bjerg, gav han dem følgende befaling gennem Moses: „Mærk jer at Jehova har givet jer sabbatten. Det er derfor at han på den sjette dag giver jer brød til to dage. Hver bør blive på sin plads. Ingen må gå bort fra sit sted på den syvende dag.“ Af den grund „holdt folket sabbat på den syvende dag“. — 2 Mosebog 16:22-30.
9. Hvorfor var sabbatsloven utvivlsomt en kærkommen forandring for israelitterne?
9 Denne ordning var ny for israelitterne, der netop var blevet udfriet fra trældommen i Ægypten. Ægypterne og andre folkeslag inddelte tiden i perioder af fem til ti dages varighed, men sandsynligvis havde de israelitiske trælle ikke haft nogen hviledag. (Jævnfør Anden Mosebog 5:1-9.) Man må derfor gå ud fra at israelitterne hilste denne nyhed velkommen. De burde ikke regne sabbatten for en byrde eller begrænsning, men holde den med glæde. Desuden meddelte Gud dem senere at sabbatten skulle minde dem om deres trældom i Ægypten og om hvordan han havde udfriet dem. — 5 Mosebog 5:15.
10, 11. (a) Hvad kunne israelitterne se frem til hvis de var lydige? (b) Hvorfor kunne israelitterne ikke gå ind til Guds hvile?
10 Hvis de israelitter Moses førte ud af Ægypten, havde været lydige, ville de være kommet ind i ’det forjættede land’, der ’flød med mælk og honning’. (2 Mosebog 3:8) Dér ville de have kunnet glæde sig over sand hvile, ikke kun på sabbatten, men hele livet igennem. (5 Mosebog 12:9, 10) Men sådan gik det ikke. Apostelen Paulus skrev om dem: „Hvem var det nemlig der hørte og dog vakte bitter vrede? Var det ikke alle dem som gik ud af Ægypten under Moses? Og hvem følte Gud lede ved i fyrre år? Var det ikke ved dem som syndede, hvis kroppe faldt i ørkenen? Og over for hvem svor han at de ikke skulle gå ind til hans hvile, undtagen over for dem som handlede ulydigt? Så vi ser at de ikke kunne gå ind på grund af mangel på tro.“ — Hebræerne 3:16-19.
11 Det er et eksempel vi bør lære af. På grund af manglende tro på Jehova gik dette slægtled glip af den hvile han havde lovet israelitterne; og de døde i ørkenen. De indså ikke at de som Abrahams efterkommere var nært knyttet til gennemførelsen af Guds beslutning om at velsigne alle jordens nationer. (1 Mosebog 17:7, 8; 22:18) De handlede ikke i overensstemmelse med Guds vilje, men var i deres selviskhed fuldstændig opslugt af deres fysiske behov. Måtte det aldrig gå sådan for os! — 1 Korinther 10:6, 10.
Der står en hvile tilbage
12. Hvad havde de kristne i det første århundrede udsigt til, og hvordan kunne de erfare opfyldelsen af dette løfte?
12 Efter at have beskrevet hvordan manglende tro afskar Israel fra at gå ind til Guds hvile, rettede Paulus opmærksomheden mod sine trosfæller. I Hebræerbrevet 4:1-5 læser vi den forsikring han gav dem: „Der står et løfte tilbage om at gå ind til [Guds] hvile.“ Paulus tilskyndede dem til at tro på „den gode nyhed“ med denne begrundelse: „For vi som har fået tro, går ind til hvilen.“ Da Loven jo allerede var blevet sat ud af kraft ved Jesu genløsningsoffer, var det ikke den fysiske hvile på sabbatten Paulus sigtede til. (Kolossenserne 2:13, 14) Med citater fra Første Mosebog 2:2 og Salme 95:11 opmuntrede Paulus de kristne hebræere til at gå ind til Guds hvile.
13. Hvorfor lagde Paulus vægt på udtrykket „i dag“ da han citerede fra Salme 95?
13 Udsigten til at gå ind til Guds hvile burde have været en ’god nyhed’ for de kristne hebræere, ligesom sabbatshvilen burde have været det for deres forfædre. Paulus formanede derfor sine trosfæller til at vogte sig for at gentage det fejltrin israelitterne havde begået i ørkenen. Da han gengav den passage vi kender fra Salme 95:7, 8, lagde han vægt på udtrykket „i dag“, skønt Gud længe havde hvilet fra sin skabervirksomhed. (Hebræerne 4:6, 7) Hvad var det Paulus gerne ville gøre opmærksom på? At han og hans læsere stadig befandt sig på „den syvende dag“, som Gud havde sat til side til at fuldføre sin hensigt med jorden og menneskene. Det var derfor bydende nødvendigt at hans medkristne samarbejdede med denne hensigt frem for at være opslugt af selviske forehavender. Han gentog advarselen: „Forhærd ikke jeres hjerter.“
14. Hvordan viste Paulus at „Guds hvile“ stadig varede ved?
14 Paulus viste også at israelitterne ikke opnåede den lovede „hvile“ ved blot at slå sig ned i det forjættede land under Josuas ledelse. (Josua 21:44) Begrundelsen lød: „For hvis Josua havde ført dem ind til hvilens sted, ville Gud ikke derefter have talt om en anden dag.“ Derfor kunne Paulus tilføje: „Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk.“ (Hebræerne 4:8, 9) Hvori består denne „sabbatshvile“?
Gå ind til Guds hvile
15, 16. (a) Hvad ligger der i betegnelsen „sabbatshvile“? (b) Hvad indebærer det at ’hvile fra sine gerninger’?
15 Udtrykket „sabbatshvile“ er oversat fra et græsk ord der betyder „overholdelse af sabbatten“. (Kingdom Interlinear) Professor William Lane oplyser: „Udtrykket fik sit særlige betydningsindhold fra den sabbatslov der udviklede sig i jødedommen på grundlag af Anden Mosebog 20:8-10, hvor forbindelsen mellem hvile og lovprisning blev betonet . . . [Det] fremhæver især den fest og glæde som kommer til udtryk i tilbedelse og lovprisning af Gud.“ Den lovede hvile er altså ikke slet og ret frihed fra arbejde. Den består i glad tjeneste til ære for Gud, til forskel fra udmattende, formålsløst slid.
16 Dette fremgår af Paulus’ næste ord: „Den der er gået ind til Guds hvile, har nemlig også selv fået hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine.“ (Hebræerne 4:10) Det skyldtes ikke træthed at Gud hvilede på den syvende skabelsesdag. Nej, han afstod fra at skabe mere på jorden for at lade sit værk gradvis udfolde sig til sin fulde herlighed, til pris og ære for ham. Som en del af Guds skaberværk skal vi indordne os under dette. Vi skal ’hvile fra vore gerninger’ i den forstand at vi ikke søger at retfærdiggøre os selv over for Gud for at opnå frelse. I stedet skal vi tro på at vores frelse afhænger af Jesu genløsningsoffer, der er grundlaget for at alt igen vil blive bragt i harmoni med Guds hensigt. — Efeserne 1:8-14; Kolossenserne 1:19, 20.
Guds ord er virkende
17. Hvilken indstilling og adfærd hos det kødelige Israel må vi undgå?
17 Israelitterne gik ikke ind til Guds lovede hvile fordi de var ulydige og manglede tro. Af den grund tilskyndede Paulus de kristne hebræere: „Lad os derfor gøre vort yderste for at gå ind til den hvile, for at ikke nogen skal falde, efter samme eksempel på ulydighed.“ (Hebræerne 4:11) De fleste jøder i det første århundrede troede ikke på Jesus, og mange af dem blev udsat for frygtelige lidelser da den jødiske ordning mødte sit endeligt i år 70. Det er således af største betydning for os i dag at vi tror på de løfter Gud har givet i sit ord.
18. (a) Hvilke grunde til at tro på Guds ord gav Paulus? (b) Hvad vil det sige at Guds ord er „skarpere end noget tveægget sværd“?
18 Vi har god grund til at tro på Jehovas ord. Paulus skrev: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ (Hebræerne 4:12) Ja, Guds ord, hans budskab, er „skarpere end noget tveægget sværd“. De kristne hebræere skulle huske hvordan det var gået deres forfædre da de ignorerede Jehovas beslutning om at de skulle gå til grunde i ørkenen og forsøgte at gå ind i det forjættede land. Moses advarede dem: „Amalekitterne og kana’anæerne er dér foran jer, og I skal falde for sværdet.“ Da de selvrådigt fremturede, „drog amalekitterne og kana’anæerne, som boede i det bjergland, ned og slog dem og spredte dem helt til Horma“. (4 Mosebog 14:39-45) Jehovas ord er skarpere end noget tveægget sværd, og enhver der overlagt tilsidesætter det, må tage følgerne. — Galaterne 6:7-9.
19. Hvor dybt trænger Guds ord ind, og hvorfor bør vi huske at vi skal stå Gud til regnskab?
19 Guds virkningsfulde ord „trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv“. Det skærer igennem hver enkelts tanker og motiver og trænger så at sige helt ind til knoglemarven. Efter udfrielsen fra trældommen i Ægypten var israelitterne gået ind på at holde Loven, men Jehova vidste at de inderst inde ikke værdsatte hans velgerninger og bud. (Salme 95:7-11) De sansede kun deres kødelige ønsker og forsømte at gøre hans vilje. Derfor gik de ikke ind til Guds lovede hvile, men omkom i ørkenen. Dette har også bud til os, for „der er ingen skabning som er usynlig for [Gud], men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab“. (Hebræerne 4:13) Vi bør derfor leve op til vor indvielse til Jehova og ikke ’unddrage os, så vi går til grunde’. — Hebræerne 10:39.
20. Hvad venter der os i fremtiden, og hvad må vi gøre nu for at gå ind til Guds hvile?
20 Vi befinder os stadig på „den syvende dag“, Guds hviledag, og Gud følger nøje med i gennemførelsen af sin hensigt med jorden og menneskene. Meget snart vil den messianske konge, Jesus Kristus, skride til handling og befri jorden for alle der modstår Guds vilje, deriblandt Satan Djævelen. Under sit tusindårige styre vil Jesus og hans 144.000 medregenter føre jorden og menneskeheden frem til det stade som oprindelig var Guds hensigt. (Åbenbaringen 14:1; 20:1-6) Tiden er nu inde til at bevise at vores tilværelse er centreret om at gøre Jehova Guds vilje. I stedet for at søge at retfærdiggøre os selv over for Jehova og fremme vore egne interesser bør vi ’hvile fra vore gerninger’ og helhjertet tjene Rigets interesser. Hvis vi gør det og forbliver trofaste mod vor himmelske Fader, Jehova, vil vi få gavn af Guds hvile nu og til evig tid.
Kan du forklare dette?
◻ I hvilken hensigt hvilede Gud på „den syvende dag“?
◻ Hvilken hvile kunne israelitterne have opnået, og hvorfor gik de ikke ind til den?
◻ Hvad skal vi gøre for at gå ind til Guds hvile?
◻ Hvad vil det sige at Guds ord er levende, virkende og skarpere end noget tveægget sværd?
[Illustration på side 16, 17]
Israelitterne holdt sabbatten, men gik ikke ind til Guds hvile. Ved du hvorfor?