Hvad er Guds hensigt med menneskeheden?
1-4. (a) Hvad var Guds oprindelige hensigt med menneskeheden? (b) Hvorfor blev menneskene ulydige? (Se rammen „Hvem er Satan?“)
LØFTET om en verden uden krig som fremholdes i Esajas 2:2-4 og Mika 4:1-4, giver os ikke blot et velbegrundet håb for den nærmeste fremtid, men lærer os samtidig noget meget vigtigt om vor Skaber. Han er en Gud der har en hensigt. Profetien i Esajas, kapitel 2, er faktisk blot én af en lang række profetier i Bibelen som forklarer os hvordan Gud vil gennemføre sin oprindelige hensigt.
2 Da Gud skabte det første menneskepar gav han tydeligt til kende hvilken hensigt han havde med dem. I Første Mosebog, kapitel 1, vers 28, læser vi: „Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!’“ Når vi sammenholder denne befaling med det der siges i det næste kapitel i Første Mosebog — „Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den“ — er det tydeligt at det var Guds hensigt at de første mennesker og deres afkom skulle udvide Paradiset så det kom til at omfatte mere end Edens have, ja, så det til sidst kom til at omfatte hele jordkloden.a — 1 Mosebog 2:15.
3 Hvor længe ville de kunne glæde sig over deres paradisiske hjem? Bibelen lader forstå at mennesket blev skabt til at leve evigt på jorden. Menneskene ville kun dø hvis de undlod at adlyde deres Skaber, sådan som det fremgår af Første Mosebog, kapitel 2, vers 16 og 17: „Gud HERREN bød Adam: ’Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!’“ Hvis de var forblevet lydige ville de derfor naturligvis være fortsat med at leve for evigt under disse paradisiske forhold. — Salme 37:29; Ordsprogene 2:21, 22.
4 En engel, som senere blev kaldt Satan (der betyder „modstander“), fik imidlertid det første menneskepar til at misbruge deres frie vilje så de valgte at være ulydige mod Gud. (Job 1:6-12; jævnfør Femte Mosebog 30:19, 20.) Idet denne oprørske engel fik det til at se ud som om det var en slange der talte, fortalte den Eva, og gennem hende Adam, at de ville blive klogere og at deres liv ville blive mere fuldstændigt hvis de ikke underkastede sig Gud som den øverste Myndighed.b (1 Mosebog 3:1-19) De blev dømt til døden for deres oprør. Var Guds hensigt med menneskeheden nu blevet forpurret? Nej, men det betød at der nu skulle andre midler til for at gennemføre Guds oprindelige hensigt med en paradisisk jord fyldt med lydige mennesker der skulle leve evigt. Hvordan ville dette blive muligt?
Det lovede afkom
5, 6. (a) Hvilket løfte fra Gud ville løse de problemer Satans oprør havde skabt på jorden? (b) Hvilket løfte gav Gud Abraham?
5 I det domsbudskab Jehova Gud udtalte over dem der havde gjort oprør mod hans myndighed, erklærede han at han ville frembringe en „sæd“ eller et „afkom“ der ville råde bod på den skade som anstifteren af dette oprør havde forvoldt. I symbolske vendinger talte Gud om at slangen, der skildrer Satan, ville få hovedet knust af denne sæd, hvilket ville gøre ende på Satans eksistens og oprør. Gennem tiden er dette skriftsted i Første Mosebog blevet fortolket på forskellige indbyrdes modstridende måder. Men eftersom ordet „sæd“ anvendes i mange profetier, kan man ud fra andre tilsvarende løfter finde ud af hvad der menes. — 1 Mosebog 3:15.
6 Ordet „sæd“ anvendes ofte i forbindelse med gennemførelsen af Guds hensigt med menneskeheden som et hele. Som beskrevet i Første Mosebog 22:18 fik den trofaste hebræer Abraham dette løfte af Gud: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (Kursiveret af os.) Gud viste særlig interesse for Abraham fordi han søgte Gud i sandhed. Skønt Gud direkte belønnede Abraham viser dette skriftsted tydeligt at han ikke udelukkende interesserede sig for Abraham eller hans kødelige efterkommere. Gud har aldrig glemt sin oprindelige hensigt med at jorden skulle være et paradis for „alle jordens folk“. Nu åbenbarede han for Abraham at han som følge af Abrahams trofasthed ville lade ham få den forret at frembringe den „sæd“ hvorved alle nationerne ville kunne velsigne sig.
7, 8. Hvordan blev det lovede afkom kædet sammen med løfterne om et kongedømme og Messias?
7 Abraham blev fader til mange store folkeslag. (1 Mosebog 17:4, 5) Men Jehova Gud viste tydeligt gennem hvilken slægtslinje den lovede sæd skulle komme og velsigne hele menneskeheden. (1 Mosebog 17:17, 21) Både Abrahams søn Isak og hans sønnesøn Jakob blev omtalt som hørende til den slægtslinje hvorigennem ’afkommet’ skulle komme. En af de nationer der udsprang fra Abraham var nationen Israel, som bestod af 12 stammer. De var efterkommere af Abrahams barnebarn Jakobs sønner. Det var i denne nation at den lovede „sæd“ til sidst ville fremstå. — 1 Mosebog 26:1, 4; 28:10, 13-15.
8 Senere blev det i en profeti forudsagt at der ville fremstå et særligt afkom, eller en hersker, gennem Judas stamme. I Første Mosebog 49:10 siges der: „Staven skal ikke vige fra Juda, eller en lovgiver fra hans fødder, før Silo kommer; og ham skal folkenes lydighed tilhøre.“3 Bibelkommentatoren Rashi siger at udtrykket „før Silo kommer“ (ordret: „indtil Silo kommer“) betyder „indtil kong Messias kommer, hvem Riget vil tilhøre“.4 Mange andre bibelkommentatorer har ligesom Rashi forstået at denne profeti hentyder til Messias.
9. (a) Hvad lovede Gud kong David vedrørende afkommet? (b) Hvilken forbindelse er der mellem løftet i Første Mosebog 49:10 og løftet i Salme 72:7, 8?
9 Kong David, den første hersker i Judas slægtslinje, fik dette løfte af Gud: „Dit hus og . . . din trone skal stå til evig tid.“ (2 Samuel 7:16) Gud gav endvidere dette løfte: „[Jeg vil] efter dig oprejse din sæd . . . og grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mig et hus, og jeg vil grundfæste hans trone evindelig.“ (1 Krønikebog 17:11, 12) Davids søn og efterfølger, kong Salomon, byggede virkelig Jehovas hus, eller tempel, men han herskede selvsagt ikke for evigt. En af Davids efterkommere ville imidlertid være den „Silo“, eller Messias, der var profeteret om i Første Mosebog 49:10. Om ham skrev kong David profetisk: „I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. Fra hav til hav skal han herske, fra floden til jordens ender.“ — Salme 72:7, 8.
10. Hvad vil det afkom der blev givet løfte om i Første Mosebog 3:15 udrette, og hvordan stemmer dette overens med det løfte der blev givet Abraham?
10 Når vi ser hvordan der gradvis er blevet kastet lys over profetien forstår vi at de velsignelser der blev lovet Abraham — „i din sæd skal alle jordens folk velsignes“ — vil blive opfyldt gennem denne hersker af Davids slægt. (1 Mosebog 22:18) På denne måde bliver profetierne om afkommet knyttet sammen med det jødiske folks håb om Messias, under hvis herredømme jorden vil erfare fuldstændig fred. Han er i virkeligheden det „afkom“ der omtales i Første Mosebog 3:15 (Mel), som vil bringe det første oprør mod Guds suverænitet til ophør og rette op på den skade dette har forvoldt. (Salme 2:5, 8, 9) Andre spørgsmål om den lovede Messias behandles i kapitlet „Hvem vil føre nationerne til fred?“ Men lad os nu betragte hvordan Gud i øvrigt tog sig af Abrahams efterkommere.
Hensigten med Lovpagten
11-13. Hvordan gavnede Lovpagten nationen, og skulle den bestå for evigt?
11 Israelitterne blev en nation nogle få hundrede år efter Abrahams tid. Gud udfriede disse efterkommere fra fangenskabet i Ægypten, og under ledelse af Moses, en mand som Gud også udvalgte på grund af hans tro, sluttede han en særlig pagt eller overenskomst med Israel. (2 Mosebog 19:5, 6; 5 Mosebog 5:2, 3) Denne lovpagt gav nationen tydelige retningslinjer for hvordan Gud ønskede at blive tilbedt, og organiserede dem som folk betragtet til en sådan tilbedelse.
12 Det er værd at bemærke at denne pagt fra begyndelsen var forbundet med nogle betingelser. Før Gud gav Israels nation De Ti Bud og hele den pagt som disse bud var en del af, sagde han til dem: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ (2 Mosebog 19:5, 6) For fortsat at kunne være Guds ejendom måtte de trofast adlyde ham. Dette var pagtens betingelser.
13 Det at de fik udsigt til at tjene som et kongerige af præster hvis de var trofaste, viser at Lovpagten ikke var et enderesultat men snarere en overgangsordning som skulle tilvejebringe et præsteskab der kunne hjælpe andre mennesker til at lære den sande Gud at kende. Fra begyndelsen var det Guds hensigt at hele menneskeheden og ikke blot en enkelt nation skulle velsigne sig. — 1 Mosebog 22:18.
14. Hvilke andre goder medførte Lovpagten?
14 Hvad var da hensigten med Lovpagten eftersom den ikke var et enderesultat? Den afslørede og fordømte utvetydigt alle de forkerte religiøse opfattelser som mennesker selv var begyndt at udvikle efter oprøret i Edens have. (5 Mosebog 18:9-13) Den beskyttede også Israels nation mod de omboende folkeslags afskyelige skikke og tilbedelsesformer ved at den begrænsede deres kontakt med disse folk. (5 Mosebog 7:1-6) Så længe israelitterne overholdt denne lov ville de forblive religiøst rene, og det ville gøre at de med tiden både kunne identificere det lovede afkom, Messias, og tage imod ham.
15, 16. Hvilken vigtig åndelig belæring i Lovpagten viser at den kun skulle være midlertidig?
15 Lovpagten fremhævede også behovet for soning, idet den indeholdt en omhyggeligt defineret offerordning der var en integreret del af den jødiske tilbedelse. (3 Mosebog 1:1-17; 3:1-17; 16:1-34; 4 Mosebog 15:22-29) Da Adam og Eva gjorde oprør mistede menneskeheden den fuldkommenhed der ville have sat dem i stand til at leve evigt i fuldkommen sundhed. (1 Mosebog 2:17) Som følge af den første synd arvede Adam og Evas børn (der alle blev født efter oprøret), ufuldkommenheden og den iboende tilbøjelighed til at synde. (1 Mosebog 8:21; Salme 51:7 [51:5, NV]; Prædikeren 7:20) Ufuldkommenheden førte til sygdom, alderdom og død, og skabte desuden en barriere mellem mennesker og Gud. (1 Kongebog 8:46; jævnfør Klagesangene 3:44.) Der var brug for at tilvejebringe det grundlag der kunne rette op på den skade der var forvoldt og sone menneskets ufuldkommenhed. Troens mænd var sig altid dette behov smerteligt bevidst. — Job 1:4, 5; Salme 32:1-5.
16 Lovpagten understregede at Gud har nogle retsnormer som må overholdes. Den gjorde det også muligt at forstå hvordan Guds retsnormer ville blive tilfredsstillet til fulde.c De foreskrevne ofre under Lovpagten kunne aldrig genindføre Guds oprindelige hensigt med menneskeheden eftersom de kun havde en midlertidig virkning og understregede menneskenes syndige tilstand uden dog at fjerne eller modvirke den. Loven var derfor en overgangsordning der skulle hjælpe denne organiserede nation af tilbedere til på det fastsatte tidspunkt at identificere afkommet og forstå hvordan det kunne råde bod på den skade Adams synd havde forvoldt. Hvordan fremgår dette af Toraen?
Løftet om en profet som Moses
17, 18. Hvad indebar Guds løfte i Femte Mosebog 18:15, 18, 19 om at han ville oprejse en profet?
17 I Femte Mosebog, kapitel 18, vers 15, sagde Moses til Israels nation: „HERREN din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på.“ I det samme kapitel, vers 18 og 19, talte Jehova til Moses, som Han havde udvalgt til at være mellemmand mellem sig selv og sit folk, og sagde: „Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.“ Hvordan skal denne profeti forstås?
18 Den profet der her omtales er tydeligvis en ganske bestemt person. Af sammenhængen fremgår det at der ikke blot er tale om et generelt princip om at Gud fortsat havde til hensigt at lade profeter fremstå for folket, hvilket nogle har ment. Det hebraiske ord for profet (navī’ʹ) står i ental, hvilket henviser til Moses der var en ganske særlig person i folkets historie. Desuden står der i de afsluttende ord af Femte Mosebog: „I Israel opstod der ikke mere en profet som Moses, hvem HERREN omgikkes ansigt til ansigt.“ (5 Mosebog 34:10-12) Det var sandsynligvis Josua, Nuns søn, der skrev dette, og han var selv en stor leder og profet der var udpeget af Gud. Men efter hans egne ord at dømme betragtede han sig bestemt ikke som den der opfyldte Moses’ ord om at der ville fremstå en profet som Moses. Hvad havde Gud i tanke da han lovede at han ville lade en profet som Moses fremstå? Hvordan var Moses?
En profeti om en ny pagt
19. (a) I hvilken forstand var Moses enestående? (b) Hvad skulle profeten der var ligesom Moses også være?
19 Moses var en stor leder; han var lovgiver, profet, lærer, dommer og han udførte mirakler. Han var også mellemmand, ja, den eneste profet der tjente som mellemmand for en pagt mellem Gud og mennesker (i dette tilfælde Israels folk). En profet der skulle være som han måtte derfor udrette noget tilsvarende. Vil det sige at det var Guds mening at Lovpagten skulle erstattes af en anden pagt? Ja, det vil det. Gennem profeten Jeremias lod Gud forstå at han havde til hensigt at oprette en ny pagt. En ny pagt ville også kræve en ny mellemmand. Kun en der var som Moses kunne opfylde de krav denne opgave stillede. Hvis vi undersøger hvad den nye pagt vil medføre kan vi bedre forstå hvilken rolle mellemmanden måtte spille.
20, 21. (a) Hvad loves der i Jeremias 31:31-34? (b) Hvad var den erklærede hensigt med den nye pagt? (c) Hvad ville der som følge heraf ske med Lovpagten?
20 Omkring 900 år efter Moses’ tid henvendte Jeremias følgende ord fra Gud til Israels folk: „Se, dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken pagt de brød, . . . lyder det fra HERREN; nej, dette er den pagt, jeg efter hine dage slutter med Israels hus, . . . jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“d — Jeremias 31:31-34.
21 Hvis den profet der skal være som Moses skal tjene som en ny mellemmand for en ny pagt, er det også klart at de mange specifikke detaljer vedrørende tilbedelsen som blev krævet under Moseloven, ikke ville være i kraft for bestandig, men kun indtil den nye pagt blev sat i kraft. Når Gud ville tilvejebringe et grundlag for at ’tilgive deres brøde og ikke mere komme deres synd i hu’, ville der naturligvis ikke længere være behov for hele ordningen med ofre ved templet som kun medførte midlertidig tilgivelse. Med oprettelsen af den nye pagt ville de ceremonielle aspekter ved Lovpagten, såsom overholdelse af sabbatter og helligdage, heller ikke have den samme betydning. Til sin fastsatte tid ville Gud vise hvad han krævede af dem der kom med i den lovede nye pagt. — Amos 3:7.
Velsignelser for alle folkeslag
22, 23. (a) Hvad var hensigten med den nye pagt hvad angår nationerne? (b) Hvordan viser andre profetier hvad der var Guds hensigt med alle nationer?
22 Når vi forstår at Abrahams sæd eller afkom og den profet der skulle være som Moses er den samme, hjælper det os til at forstå et andet vigtigt aspekt ved den nye pagt, nemlig at den ville være det juridiske middel hvorved folk af alle nationer kunne tilbede den sande Gud. Eftersom Første Mosebog 22:18 siger at det er ved hjælp af denne „sæd“ at ’alle jordens folk skal velsignes’ er det tydeligt at Gud på et tidspunkt i menneskets historie ikke længere udelukkende ville tage sig af ét folk, Abrahams efterkommere. Efter at Israels folk havde haft den vigtige opgave at tilvejebringe dette lovede afkom, og efter at en ny pagt var blevet oprettet, ville det blive muligt for folk af alle nationer og racer at tilbede den sande Gud.
23 Ingen kan med rette betvivle det rimelige i at Gud lader oprigtige mennesker af alle folk og racer tilbede ham. Dette var Guds hensigt fra begyndelsen, og der er mange profetier i Bibelen der bekræfter at folk af alle nationer ville velsigne sig ved Abrahams afkom. (Zakarias 8:20-23) Et eksempel herpå kan findes i Zefanias, kapitel 3, vers 9, hvor Gud siger: „Derefter vil jeg forvandle folkenes læber, så de bliver rene; de skal alle påkalde Herrens navn og stå sammen om at tjene ham.“ (Da. aut. 1992) Profetien fra Esajas, kapitel 2, der er citeret i begyndelsen af denne brochure, fremhæver dette forenende aspekt ved tilbedelsen af Gud, hvor folk af mange nationer vil begynde at tjene ham i sandhed og lære at gå på fredens veje; den siger også hvornår det vil ske: „Det skal ske i de sidste dage.“ (Esajas 2:2) Hvad menes der med udtrykket „de sidste dage“?
24. (a) Hvad menes der med udtrykket „de sidste dage“? (b) Hvad beskrives i Ezekiel, kapitel 38 og 39?
24 Bibelen taler mange steder om den dag hvor Gud vil dømme jordens folk. (Esajas 34:2, 8; Jeremias 25:31-35; Joel 3:7 [3:2, NV]; Habakkuk 3:12; Zefanias 1:18; 3:8) Siden menneskene i Edens have afviste Guds suverænitet, er det blevet mere og mere åbenbart at de ikke selv kan styre på rette vis. Menneskers regeringsformer har været en stor fiasko der har medført ubeskrivelige lidelser. Hvis mennesker, med deres kernevåben og verdensomspændende forurening af miljøet, fik lov til at fortsætte ad denne kurs ret meget længere, kunne de udslette sig selv og deres jordiske hjem. Derfor vil Gud gribe ind, gennem sin udnævnte Messias, afkommet. (Salme 2:1-12; 110:1-6) Profeten Ezekiel forudsagde Guds endelige kamp mod menneskers regeringer. I kapitel 38 og 39 i sin bog beskriver han Guds krig mod „Gog i Magogs land“. (Ezekiel 38:2) Dette er almindeligt anerkendt som en profeti om de sidste dage. Et omhyggeligt studium af Bibelen viser at „Gog“ er et symbolsk navn for Satan, den oprørske åndeskabning der fik Adam og Eva til at være ulydige mod Gud. Sejren over denne åndeskabning og hans styrker, som længe har været Guds fjender, er faktisk den første del af opfyldelsen af det oprindelige løfte om at ’afkommet’ symbolsk set ville knuse ’slangen’ Satans hoved. — 1 Mosebog 3:15, Mel.
25. Hvad vil der ifølge profetien ske efter at Satans styrker er blevet udslettet?
25 Efter at Satans styrker er blevet udslettet, vil de paradisiske tilstande som var i Edens have atter blive genoprettet. Men denne gang vil menneskeheden under den nye pagtsordning forblive lydige mod Gud. (Esajas 11:1-9; 35:1-10) Mennesker vil ikke alene få deres synder tilgivet men blive ført frem til fuldkommenhed. (Esajas 26:9) Som følge heraf vil de få skænket evigt liv. (Salme 37:29; Esajas 25:8) Til den tid vil selv de døde, både de der døde trofaste mod Gud og de milliarder som aldrig helt fik mulighed for at lære sandheden om ham at kende, få livet igen i en opstandelse. (Daniel 12:2, 13; Esajas 26:19) Drager dette vidunderlige håb os ikke nærmere til den Gud der har udtænkt alt dette?
26. Hvad bør vi gøre i betragtning af at der skulle fremstå en profet som Moses?
26 Dette er blot nogle af de velsignelser folk af alle nationer vil få del i når de identificerer og lytter til den profet der er ligesom Moses, det afkom der vil sidde på Davids trone og regere „til månen forgår“, hvilket vil sige for evigt. (Salme 72:7) Om denne profet der skulle være som Moses hedder det endvidere i Femte Mosebog 18:19: „Enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.“ Vil du bruge den tid og de kræfter det kræver at identificere denne profet der skulle være som Moses, nemlig Messias, og derved lære alt hvad Gud kræver? Og vil du derved komme til at lære den sande Gud personligt at kende?
[Fodnoter]
a Beretningen i Første Mosebog om Edens have er ikke en lignelse. Eden var et udstrakt område der lå på et nærmere angivet geografisk sted. Bibelen antyder at den lå nord for de mesopotamiske sletter hvor floderne Eufrat og Tigris har deres udspring. (1 Mosebog 2:7-14) Haven skulle danne et mønster for hvordan menneskene kunne opdyrke og forme resten af jorden.
b Følgerne af dette oprør beskrives mere indgående i rammen „Hvorfor tillader Gud det onde?“
c De juridiske fortilfælde som Moses nedskrev som lov om hvordan der skulle bødes for overtrædelser af Loven — „liv for liv, øje for øje, tand for tand“ — genspejler det hovedprincip som Gud selv anvendte i forbindelse med menneskets frelse. (5 Mosebog 19:21) Et fuldkomment menneske, Adam, havde været ansvarligt for at menneskeslægten blev fordømt. Et andet fuldkomment menneske måtte derfor sone dette tab ved at betale med sit liv. Dennes død kunne således fuldstændig sone Adams synd og dens konsekvenser for menneskeheden. Kun ved at det lovede „afkom“ ofrede sit liv som en retsgyldig løsesum kunne der til fulde tilvejebringes en sådan udfrielse. (1 Mosebog 3:15, Mel) Dette aspekt af Guds hensigt i forbindelse med afkommet behandles yderligere i kaptitlet „Hvem vil føre nationerne til fred?“, paragraf 17 til 20.
d Jødedommens almindelige forklaring herpå er i dag at Jeremias blot forudsagde at Lovpagten med Israel ville blive fornyet eller bekræftet når de vendte hjem fra fangenskabet i Babylon i 537 f.v.t. (Ezra 10:1-14) Men profetien selv udelukker en sådan forklaring. Gud sagde tydeligt at der var tale om „en ny pagt“, ikke blot en fornyet pagt. Han understregede desuden at den ikke var som den pagt der blev indstiftet da han førte dem ud af trældommen i Ægypten. Nogle har sagt at den var „ny“ i den forstand at de nu trofast ville overholde pagten, men historien viser noget andet. Deres troløshed førte faktisk til at det andet tempel blev ødelagt. — 5 Mosebog 18:19; 28:45-48.
[Ramme på side 13]
HVEM ER SATAN?
IFØLGE Bibelen er Satan ikke blot menneskets „onde tilbøjelighed“, men derimod en usynlig åndeskabning, en engel. (Job 1:6) Som en af Guds engle eller sønner blev han skabt fuldkommen, men tillod senere sig selv at blive den første der gjorde oprør mod Gud og derved blive Guds modstander. (5 Mosebog 32:4; jævnfør Ezekiel 28:12-17.) Hans oprør mod Guds suverænitet udmønter sig blandt andet i at han beskylder mennesker for at være troløse og egoistiske. Følgende skriftsteder er nogle af de steder der åbent afslører Satans underfundige forsøg på at få mennesker til at være ulydige og handle forkert:
1. Job 1:6-12; 2:1-7
[Ramme/illustrationer på side 16, 17]
HVORFOR TILLADER GUD DET ONDE?
PÅ ET tidspunkt i dit liv har du måske spurgt dig selv: ’Hvis Gud er til, hvorfor tillader han da lidelser?’ eller: ’Hvis Gud tillader lidelser, hvorfor har han da tilladt dem så længe?’ Det er svært at finde svar på sådanne spørgsmål, især når man tænker på det der skete i forbindelse med Holokaust, der måske mere end nogen anden hændelse er kommet til at stå som symbolet på menneskelige lidelser. I deres bestræbelser på at finde en forklaring benægter nogle Guds eksistens mens andre benægter det ondes eksistens. Er sådanne konklusioner realistiske? Kan man finde et tilfredsstillende svar på disse spørgsmål?
2 Nogle mener at man slet ikke bør stille sådanne spørgsmål. Men trofaste profeter, som for eksempel Habakkuk, følte ikke at det var forkert at stille spørgsmål. Habakkuk spurgte Gud: „Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp, uden at du hører, skrige til dig om vold, uden at du frelser? Hvorfor lader du mig opleve uret og ser roligt på ulykken?“ — Habakkuk 1:2, 3, da. aut. 1992.
3 Desværre findes der nogle som ikke kan acceptere noget svar, hvad enten det er rigtigt eller forkert. Grusomme begivenheder og menneskers brutalitet hindrer dem i at foretage en upartisk vurdering. De der søger et svar må derfor ærligt overveje deres egen holdning og om den forklaring der gives er fornuftig.
Hvem bærer skylden?
4 Gud er ikke, og har aldrig været, meddelagtig i menneskers forbrydelser. Nogle religiøse læresætninger indeholder imidlertid denne tanke, hvilket gør det hele endnu mere kompliceret. Dette gælder for eksempel læren om at denne verden er et sted hvor man prøves med henblik på et fremtidigt liv, og tanken om at Gud tager nogle op til sig, selv små børn, ved at lade dem dø. Sådanne opfattelser får det til at se ud som om Gud er personligt ansvarlig for ulykker, forbrydelser og katastrofer. Det samme gælder læren om forudbestemmelse og skæbne. Der er også nogle der forsøger at forklare Holokaust med at det var ’Guds straf på grund af de europæiske jøders verdslighed’, eller at det var ’den måde hvorpå Gud fik verden til at indse behovet for en jødisk stat’. Mange finder sikkert en sådan rationalisering uacceptabel og frastødende.
5 Sætter sådanne læresætninger ikke Gud i et dårligt lys? Er det ikke snarere mennesker end Gud der bærer skylden for alle de uretfærdigheder der er blevet begået i århundredernes løb? (Prædikeren 8:9) Det forholder sig som historikeren Arnold Toynbee har sagt: „Menneskene er alene om at kunne være onde, eftersom de er alene om at være sig bevidst hvad de gør, og om at træffe bevidste valg.“e Mennesker har misbrugt deres frie vilje, hvilket har resulteret i utallige lidelser. Hvorfor skabte Gud da ikke menneskene sådan at de ikke kunne skade deres medmennesker?
6 Menneskene blev skabt i Guds „billede“ og fik en fri vilje. (1 Mosebog 1:26) Hvis de ikke havde fået en fri vilje havde de ikke kunnet erfare den tilfredsstillelse og glæde der er forbundet med spontant at gøre godt mod andre. Samvittigheden ville være uden betydning og menneskets tilværelse ville have lignet de laverestående livsformers. Den frie vilje er en velsignelse. Det er den der gør at vi er mennesker og ikke robotter. Men den frie vilje giver os mulighed for at vælge. Vi kan vælge noget der er dårligt eller skadeligt. Men selv om man går med til at Gud ikke er ansvarlig for det onde, besvarer dette ikke spørgsmålene om hvorfor han tillader det onde, og hvorfor han ikke med det samme satte en stopper for al lidelse.
Hvordan kunne Gud tillade det?
7 Hvorfor eksisterer det onde når der findes en magt som er i stand til at hindre det? Bibelens svar på dette spørgsmål findes hovedsagelig i beretningen om de første to mennesker, Adam og Eva. Kapitlerne 2 og 3 i Første Mosebog viser at de valgte at være ulydige mod Gud ved at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“. Deres ulydighed rejste nogle vigtige stridsspørgsmål. Den der fik dem til at gøre oprør (se rammen „Hvem er Satan?“) sagde: „I skal ingenlunde dø,“ hvorved han rejste tvivl om Guds sandfærdighed, eftersom Gud udtrykkeligt havde sagt at ulydighed ville blive straffet med døden. (1 Mosebog 2:17; 3:4) Fristeren sagde endvidere: „Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ (1 Mosebog 3:5) Dermed antydede han at Gud uretfærdigt forholdt menneskene noget, og der blev således rejst tvivl om retmæssigheden af Guds lov og hans måde at styre på. Dette var et angreb på Guds suverænitet. Spørgsmålet var om han havde ret til at være den eneste og ubetingede Hersker over menneskene.
8 Der var blevet rejst nogle grundlæggende stridsspørgsmål: Har mennesker overhovedet behov for Guds ledelse for at kunne styre sig selv og hele jorden? Hvis ikke, var Gud måske uretfærdig når han forlangte at menneskene skulle være lydige mod ham. Hvis mennesket er i stand til selv at styre, hvorfor skulle Gud så bestemme hvad der er rigtigt og hvad der er forkert? Disse spørgsmål ville ikke blive besvaret ved at lovovertræderne blev henrettet. Kun tiden ville vise om mennesket var ude af stand til selv at styre på en god måde.
Hvem har ret til at bestemme?
9 Det væsentligste i sagen er måske dette spørgsmål som vi hver især må tage stilling til: Har Gud ret til at bestemme hvilke anliggender der har størst betydning og hvornår de skal afklares? Mange har svært ved at acceptere den tanke at et stridsspørgsmål eller et moralsk spørgsmål kan være så vigtigt at det retfærdiggør at man lader mennesker lide. Men er det fornuftstridigt at acceptere at Guds evne til at skue langt ud i fremtiden sætter ham i stand til at handle til bedste for alle sine skabninger?
10 Profeten Esajas skrev: „Thi mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra HERREN.“ (Esajas 55:8) Gud er afgjort ikke ligeglad med menneskers lidelser, men da han er alvis og evig er han den der er bedst i stand til at overskue alle de faktorer som har indflydelse på de aktuelle stridsspørgsmål, og hvordan og hvornår de skal afgøres så det bliver til størst gavn for alle parter.
11 Gud sørger for at der skabes varigt præcedens ved at give tilstrækkelig tid til at stridsspørgsmålene kan afgøres. Hvis der engang i fremtiden rejses tvivl om Guds suverænitet, vil det ikke være nødvendigt at lade en oprører få tid til at bevise sin påstand. (Nahum 1:9) Alt hvad der er brug for at bevise vil allerede være bevist. Indtil da har vi den forret at kunne stille os på Guds side i stridsspørgsmålet, ligesom trofaste tjenere i fortiden gjorde. For eksempel var Job besluttet på at forblive loyal mod Gud, selv om han var fuldstændig uvidende om årsagen til sine lidelser. (Job 2:9, 10) Fortjener Gud, menneskets Skaber, ikke en sådan loyalitet?
Hvad er Guds løsning?
12 Den tid Gud har ladet gå for at løse de forskellige stridsspørgsmål, nærmer sig sin afslutning. Det onde og alt det der forårsager det, vil inden længe blive fjernet. (Ordsprogene 2:21, 22; Daniel 2:44) Gud selv vil sikre menneskene evig fred og lykke på en paradisisk jord. (Esajas 14:7) Da Jehova er en retfærdig Gud, vil han ikke glemme dem der uretfærdigt har lidt og er døde. De vil blive oprejst til liv igen her på jorden. (Job 14:14, 15; Esajas 25:6-8) Ifølge Guds eget løfte ’huskes det gamle ej mer, rinder ingen i hu’. Når mennesker får evigt liv vil de kunne se alt i det rette perspektiv og forstå hvorfor Gud tillod det onde. Ingen af dem der får del i disse velsignelser vil være utilfredse på grund af det de selv eller andre har lidt i fortiden. „Man frydes og jubler evigt over det, [Gud] skaber.“ Det vil være mere end rigelig kompensation for de lidelser man har gennemgået. — Esajas 65:17, 18.
13 Gennem Bibelen har Gud tydeligt forklaret os hvorfor der findes lidelser. En kort artikel som denne kan imidlertid ikke besvare alle de spørgsmål der opstår i forbindelse med et så dybsindigt spørgsmål.f Man kan kun få det fulde svar ved at foretage en grundig undersøgelse af Bibelen og alle dens facetter. Vil du tage denne udfordring op og være villig til at ofre den tid en sådan undersøgelse kræver? Det vil være alle anstrengelser værd i betragtning af det der står på spil.
[Fodnoter]
e Citat fra Mankind and Mother Earth, 1976, side 13.
f En mere omfattende behandling af dette emne findes i kapitel 11 i bogen Hvad kan Bibelen lære os?
1-3. Hvordan har nogle forsøgt at besvare spørgsmålet om hvorfor der eksisterer lidelser?
4, 5. Hvilke læresætninger sætter Gud i et dårligt lys?
6. Hvad indebærer det at menneskene har en fri vilje?
7, 8. Hvilke spørgsmål opstod på et tidligt tidspunkt i menneskehedens historie?
9-11. Hvorfor har Gud tilladt lidelser så længe?
12, 13. Hvordan vil Gud inden længe genskabe retfærdige forhold på jorden?
[Illustration på side 15]
Hvorfor krævede Gud ifølge Lovpagten at der blev bragt ofre?