MIDJAN

(Midʹjan), midjanitter [fra (tilhørende) Midjan].

1. En af de sønner Abraham fik med sin medhustru Ketura. Midjan blev fader til Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda’a. (1Mo 25:1, 2, 4; 1Kr 1:32, 33) Før sin død gav Abraham Midjan og de andre sønner som han havde med sine medhustruer, gaver og sendte dem til Østens land. — 1Mo 25:5, 6.

2. Efterkommerne af Abrahams søn Midjan benævnes kollektivt som „Midjan“ eller „midjanitter“. (4Mo 31:2, 3) Det ser ud til at de også i nogle tilfælde kaldes ismaelitter (jf. 1Mo 37:25, 27, 28, 36; 39:1; Dom 8:22, 24), hvilket kunne tyde på at Abrahams efterkommere gennem sønnerne Ismael og Midjan i vid udstrækning havde samme levevis og måske er blevet yderligere blandet ved indgåelse af ægteskaber mellem de to folkeslag. Det lader også til at i hvert fald nogle af kenitterne var kendt som midjanitter. Eftersom kenitterne omtales som et folk allerede før Midjan blev født, kan det betyde at Moses’ kenitiske svoger Hobab blot var midjanit i geografisk forstand. — 1Mo 15:18, 19; 4Mo 10:29; Dom 1:16; 4:11; se ISMAELITTER; KENITTER.

Som efterkommere af Abraham talte midjanitterne sandsynligvis et sprog der mindede meget om hebraisk. For eksempel havde Gideon øjensynlig ikke svært ved at forstå midjanitterne. (Dom 7:13-15; 8:18, 19) Det er dog også muligt at Gideon havde lært midjanitternes sprog eftersom Israel havde været underlagt midjanitterne i syv år. — Dom 6:1.

Midjanitterne var hovedsagelig nomader og boede i telte (Dom 6:5, 6; Hab 3:7), men på Moses’ tid boede de ifølge beretningen også i byer. (4Mo 31:9, 10) På den tid var de temmelig velstående. De havde æsler, småkvæg og hornkvæg i tusindtal (4Mo 31:32-34), og deres guldsmykker vejede tilsammen over 191 kg (der i dag ville have en værdi af ca. 13 mio. kr.). — 4Mo 31:50-52.

Det ser ud til at både mænd og kvinder brugte guldsmykker, blandt andet næse- og ørenringe. De midjanitiske konger var klædt i „purpurfarvet uld“, og selv deres kameler havde halskæder på, åbenbart med vedhæng af halvmåneformede smykker. — 4Mo 31:50; Dom 8:21, 26.

En stor del af midjanitternes rigdom stammede uden tvivl fra handel og plyndring. (Jf. 1Mo 37:28; Dom 6:5, 6.) Så tidligt som på Josefs tid drog karavaner af midjanitiske købmænd til Ægypten. Det var til en sådan karavane, som var på vej til Ægypten med vellugtende harpiksholdige stoffer, at Josef blev solgt af sine halvbrødre. — 1Mo 37:25, 28.

På et tidspunkt, sandsynligvis nogen tid før israelitterne gik ind i det forjættede land, blev midjanitterne i Moabs område besejret af den edomitiske konge Hadad, Bedads søn. — 1Mo 36:35; 1Kr 1:46.

Fik Israel til at synde. Senere indtog midjanitterne en fjendtlig holdning over for israelitterne. Sammen med moabitterne lejede de profeten Bileam til at forbande Israel. (4Mo 22:4-7) Da denne plan slog fejl, benyttede de to folk på Bileams anbefaling en list idet de lod deres kvinder forlede tusinder af israelitiske mænd til kønslig umoralitet og afgudsdyrkelse i forbindelse med Ba’al-Peor. (4Mo 25:1-9, 14-18; 31:15, 16; 1Kor 10:8; Åb 2:14) Derefter tog israelitterne på Guds befaling hævn over Midjan. De midjanitiske byer og indhegnede lejre i området blev brændt ned. Tusinder af husdyr og mange genstande af guld blev taget som bytte, og med undtagelse af jomfruerne blev alle midjanitterne dræbt, heriblandt de fem konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba. — 4Mo 31.

Mindre end tre hundrede år senere havde midjanitterne forvundet dette nederlag tilstrækkeligt til at kunne undertrykke israelitterne i syv år. (Jf. Dom 6:1; 11:25, 26.) Sammen med amalekitterne og „Østens sønner“ trængte disse nomader med deres kvæghjorde og utallige kameler ind i Israels land helt til Gaza og røvede israelitternes husdyr og fortærede deres afgrøder. — Dom 6:2-6.

Besejret af Gideon. Da israelitterne råbte til Jehova om hjælp, sendte han Gideon til at udfri dem. (Dom 6:7-16) Det nederlag Jehova tilføjede midjanitterne ved hjælp af Gideon, var så knusende at midjanitterne ikke siden kom til at genere israelitterne. (Dom 8:28) Deres fyrster Oreb og Ze’eb blev dræbt, og det samme blev deres konger Zeba og Zalmunna. (Dom 7:25; 8:5, 21; se GIDEON.) Flere hundrede år senere blev sejren over Midjan stadig brugt som et udtryk for fuldstændig tilintetgørelse af fjendtlige hærstyrker. — Es 9:4; 10:24-26; se også Sl 83:9-11.

I modsætning til midjanitternes før så fjendtlige holdning over for israelitterne viser en genoprettelsesprofeti frem til en tid da „de unge kamelhingste fra Midjan og Efa“ ville bringe gaver til Zion. — Es 60:5, 6, 11-14.

3. Det område der var beboet af midjanitterne, blev kaldt „Midjan“ eller „Midjans land“. (1Kg 11:18; Hab 3:7) Der er almindelig enighed om at Midjans efterkommere hovedsagelig holdt til i den nordvestlige del af Arabien, umiddelbart øst for Aqababugten. Men det er uvist hvor omfattende deres område var, og dets udstrækning må have varieret en del i tidens løb. På Moses’ tid boede der åbenbart mange midjanitter tæt ved moabitternes område og i nærheden af det område der beherskedes af amoritterkongen Sihon. — 4Mo 22:4; 31:8-12; Jos 13:21.

Moses selv tilbragte ca. 40 år i Midjans land, hvor han giftede sig med Zippora, en af præsten Jetros syv døtre. (Se JETRO.) Med hende fik han to sønner, Gersjom og Eliezer. Hans arbejde som hyrde for sin svigerfader førte ham til bjerglandet ved Horeb, hvilket tyder på at han boede i området nær ved Aqababugten. Men om egnen ved Horeb på dette tidspunkt var en del af „Midjans land“, kan ikke siges med sikkerhed. (2Mo 2:15-22; 3:1; 4:18-20; 18:1-4; Apg 7:29, 30) Senere blev i hvert fald en del af Edom tilsyneladende omtalt som Midjan. — 1Kg 11:14-18.