Abort

Definition: Abort er udstødning af et foster som ikke normalt kan leve uden for livmoderen. Spontan abort kan skyldes menneskelig ufuldkommenhed eller en ulykke. At fremkalde en abort udelukkende for at undgå en uønsket barnefødsel er forsætligt at tage et liv.

Hvordan bør det at vi har fået livet af Gud, påvirke vort syn på sagen?

Apg. 17:28: „For ved ham [Gud] lever vi og bevæger vi os og er vi til.“

Sl. 36:9: „Hos dig [Jehova Gud] er livets kilde.“

Rom. 14:12: „Så skal hver enkelt af os altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“

Anser Jehova et barns liv for at være værdifuldt, selv på de første udviklingsstadier efter undfangelsen?

Sl. 139:13-16: „Du [Jehova] skærmede mig i min moders liv. . . . Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“

Har Gud nogen sinde sagt at man vil blive draget til ansvar hvis man skader et ufødt barn?

2 Mos. 21:22, 23: „I det tilfælde at nogle mænd slås med hinanden og derved støder til en gravid kvinde og hun nedkommer, men der ikke sker nogen dødelig ulykke, skal der ubetinget kræves skadeserstatning af ham efter hvad kvindens ejer pålægger ham; og han skal betale den gennem dommerne. Men hvis der sker en dødelig ulykke, så skal du betale sjæl for sjæl.“ (Nogle oversættelser giver det udseende af at det i denne lov til Israel var moderen snarere end fosteret man ville beskytte. Men den hebraiske grundtekst taler om en dødelig ulykke der rammer moderen eller barnet.)

Hvor alvorligt er det forsætligt at tage et menneskeliv uden Guds bemyndigelse?

1 Mos. 9:6: „Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt, for i sit billede frembragte Gud menneskene.“

1 Joh. 3:15: „Ingen manddraber har evigt liv blivende i sig.“

2 Mos. 20:13: „Du må ikke myrde.“

Har man lov til at fremkalde en abort hvis en læge mener at det vil skade moderens helbred at gennemføre et svangerskab?

Lægers meninger er somme tider forkerte. Vil det være rigtigt at dræbe et medmenneske fordi han eventuelt kunne skade et andet menneske? Hvis der ved en fødsel må vælges mellem moderens og barnets liv, bliver det de impliceredes sag at træffe afgørelsen. Lægevidenskabelige fremskridt har imidlertid bevirket at denne situation forekommer yderst sjældent.

Hvis nogen siger . . .

’Men jeg må have ret til at bestemme i sager der angår min egen krop.’

Hertil kunne man svare: ’Jeg forstår dig godt. I dag er det almindeligt at der trampes på vore rettigheder. Mange mennesker er ligeglade med hvad der sker med andre. Bibelen indeholder imidlertid retningslinjer der kan beskytte os. Men for at få gavn af dem, må vi også påtage os de pligter der følger med.’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Mange mødre er blevet forladt af deres børns fader. Men dér hvor både mand og hustru efterlever Bibelens normer, vil manden elske sin kone og sine børn og trofast blive hos dem, så han kan forsørge dem. (1 Tim. 5:8; Ef. 5:28-31)’ (2) ’Hvis vi gerne vil opleve en sådan kærlighed, må vi selv følge Bibelens normer i forholdet til vor familie. Hvordan siger Bibelen vi bør se på de børn vi sætter i verden? (Sl. 127:3; jævnfør Esajas 49:15.)’