SENG

I bibelsk tid varierede folks sovesteder, ligesom i dag, i type, stil og konstruktion efter den enkeltes formåen, hans stilling i samfundet og almindelig skik og brug. Fattigfolk, hyrder og rejsende sov ofte på jorden, måske med en slags hynde eller måtte som underlag. Herskere og rige folk havde derimod kostbare og kunstfærdigt udsmykkede sovemøbler i deres boliger.

Det almindelige hebraiske ord for „seng“ er misjkavʹ, af roden sjakhavʹ (at lægge sig). (1Mo 49:4; 3Mo 26:6) Det almindelige græske ord er kliʹnē, af kliʹnō (at læne, støtte). (Mt 9:2; Lu 9:58, Int) Et andet græsk ord for „seng“, koiʹtē, der i sin grundbetydning betegner et sted hvor man lægger sig (Lu 11:7), bruges også om „ægtesengen“ (He 13:4) og „ulovlig kønslig omgang“ (Ro 13:13); ved metonymi anvendes det også om undfangelse af et barn. (Ro 9:10) Andre hebraiske ord for steder hvor man lægger sig, er mittahʹ (løjbænk, leje), ‛æʹræs (divan, leje) og jatsuʹa‛ (leje). Det græske ord kraʹbattos betegner en båre. (Mr 2:4) Bibelskribenterne skelnede ikke altid mellem de forskellige ord og brugte ofte to eller flere ord om det samme sovested. (1Mo 49:4; Job 7:13; Sl 6:6; Mt 9:6; Mr 2:11) Man brugte en seng eller et leje når man sov om natten eller hvilede sig i dagens løb (2Sa 4:5-7; Job 33:15), når man var syg eller havde samleje (Sl 41:3; Ez 23:17), og som hvilested for døde i et stort gravsted (2Kr 16:14). Den skik at ligge til bords når man indtog et måltid, forudsatte at man brugte løjbænke. (Est 7:8; Mt 26:20; Lu 22:14) En seng der var beregnet til at en person af høj stand kunne bæres omkring i den, kaldtes en bæreseng. — Høj 3:7-10; se BÆRESENG.

Som regel var der et vist tilbehør til sengen, som for eksempel en pude. Da Jesus sejlede over Galilæas Sø, faldt han i søvn „på en pude“ i bådens agterstavn. (Mr 4:38) På den kolde årstid brugte man et ’vævet tæppe’ eller noget andet til at tage over sig (Es 28:20), men i almindelighed sov man blot i det tøj man gik i om dagen; det var derfor Moseloven forbød at man beholdt en andens klædning efter solnedgang: „Det er nemlig det eneste han har at dække sig med. . . . Hvad skal han ellers lægge sig i?“ — 2Mo 22:26, 27.

I Orienten bestod sengen ofte af en simpel strå- eller sivmåtte, måske gjort mere bekvem med en slags kviltet tæppe eller en form for madras. Når den ikke var i brug, blev den rullet sammen og gemt af vejen. Som en mere permanent indretning benyttede man en træramme eller et møbel hvor den sovende var hævet op fra jorden eller gulvet. (Mr 4:21) Denne form for seng blev om dagen brugt som løjbænk eller divan til at sidde på. De simple bårelignende senge var lette i konstruktionen så man nemt kunne bære rundt på dem. — Lu 5:18, 19; Joh 5:8; Apg 5:15.

De velhavende havde senge der var draperet med elegante, prægtigt broderede tæpper. „Jeg har redt min divan med tæpper, spraglede stykker klæde, linned fra Ægypten. Jeg har stænket min seng med myrra, aloe og kanel,“ sagde den forførende skøge. (Ord 7:16, 17) Der tales også om „løjbænke af guld og sølv“ i et persisk palads, og profeten sagde at de oprørske israelitter sad „på et prægtigt leje og på divaner fra Damaskus“ og lå „på elfenbenslejer“. — Est 1:6; Am 3:12; 6:4.

I store huse var der separate sovekamre eller sengekamre. (2Mo 8:3; 2Kg 6:12; 11:2) I den varme sommer sov man ofte på det kølige hustag.

Senge eller lejer omtales også billedligt i Bibelen. De døde sammenlignes for eksempel med nogle der ligger på et leje. (Job 17:13; Ez 32:25) Jehovas loyale ’råber af glæde på deres seng’, mens de egensindige ligger og hyler og udtænker ondt på deres leje. (Sl 149:5; Ho 7:14; Mik 2:1) I modsætning til Ruben, der tøjlesløst havde omgang med sin faders medhustru og derved vanhelligede hans leje (1Mo 35:22; 49:4), bør de kristne ikke på nogen måde besmitte „ægtesengen“, den ægteskabelige ordning. — He 13:4.