17 Mit livsmod er brudt, der er blevet slukket for mine dage;
graven venter mig.+
2 Jeg er omgivet af folk der håner mig,+
og jeg er tvunget til at se på deres trodsige opførsel.
3 Tag dog imod mit pant, og behold det hos dig.
Hvem ellers vil give mig håndslag og være garant for mig?+
4 Du har holdt dømmekraften skjult for deres hjerte;+
derfor ophøjer du dem ikke.
5 Nogle tilbyder at dele ud til deres venner,
mens deres egne børn bliver forsømt.
6 Gud har gjort mig til en som folkene morer sig over,+
så jeg er blevet en man spytter i ansigtet.+
7 Mine øjne sløres af sorg,+
og mine lemmer er ikke andet end en skygge.
8 Retskafne mennesker stirrer forbløffet på dette,
og den uskyldige er rystet over de gudløse.
9 Den retsindige holder fast ved sin vej,+
og den der har rene hænder, bliver stærkere og stærkere.+
10 Men kom bare og begynd at argumentere igen,
for jeg har ikke fundet en eneste iblandt jer som er vis.+
11 Mine dage er forbi;+
mine planer, mit hjertes ønsker, er blevet knust.+
12 Man gør nat til dag
og siger: ‘Fordi det er mørkt, må det snart blive lyst.’
13 Når jeg har ventet lidt endnu, bliver Graven mit hjem;+
i mørket skal jeg rede min seng.+
14 Til graven+ skal jeg råbe: ‘Du er min far!’
Til maddiken: ‘Min mor og min søster!’
15 Hvor er så mit håb?+
Hvem kan få øje på et håb for mig?
16 Det vil forsvinde bag Gravens lukkede porte
når vi alle går ned til støvet sammen.”+