„Et bedehus for alle nationerne“
„Står der ikke skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus for alle nationerne’?“ — Markus 11:17.
1. Hvilket forhold havde Adam og Eva oprindelig til Gud?
DA ADAM og Eva blev skabt, havde de et nært forhold til deres himmelske Fader. Jehova Gud kommunikerede med dem og fortalte dem om sin storslåede hensigt med menneskeslægten. De har sikkert ofte følt sig tilskyndet til at lovprise Jehova for hans storslåede skaberværk. Hvis Adam og Eva havde brug for vejledning når de gjorde sig overvejelser om den opgave de havde fået, at de skulle være stamfader og stammoder til menneskeslægten, kunne de henvende sig til Gud fra et hvilket som helst sted i deres paradisiske hjem. De behøvede ikke en præst til at gøre tjeneste for dem i et tempel. — 1 Mosebog 1:28.
2. Hvilken forandring indtraf da Adam og Eva syndede?
2 Situationen ændrede sig da en oprørsk engel forledte Eva til at tro at hendes lod i livet ville blive meget bedre hvis hun vragede Jehovas suverænitet. Han sagde at hun ville „blive som Gud“. Hun spiste derfor af frugten på det træ som Gud havde forbudt menneskene at komme nær. Dernæst benyttede Satan Eva til at friste hendes mand. Sørgeligt nok lyttede Adam til sin syndige hustru, og viste derved at han satte større pris på sit forhold til hende end på sit forhold til Gud. (1 Mosebog 3:4-7) Adam og Eva valgte i virkeligheden Satan som deres gud. — Jævnfør Andet Korintherbrev 4:4.
3. Hvilke sørgelige konsekvenser fik Adam og Evas oprør?
3 Derved mistede det første menneskepar ikke blot deres dyrebare forhold til Gud, men også udsigten til evigt liv i et jordisk paradis. (1 Mosebog 2:16, 17) Deres syndige legemer begyndte at ældes, så de til sidst døde. Denne syndige tilstand gik i arv til deres børn. ’Således trængte døden igennem til alle mennesker,’ siger Bibelen. — Romerne 5:12.
4. Hvilket håb stillede Gud syndige mennesker i udsigt?
4 De syndige mennesker havde nu behov for at blive forligt med deres hellige Skaber. Da Gud dømte Adam og Eva, gav han samtidig deres efterkommere et håb ved at love at der ville fremstå ’et afkom’ der ville frelse menneskene fra virkningerne af Satans oprør. (1 Mosebog 3:15) Senere åbenbarede Gud at det afkom hvorved man kunne velsigne sig, ville komme gennem Abraham. (1 Mosebog 22:18) Med denne kærlige hensigt i tanke valgte Gud israelitterne, Abrahams efterkommere, til at være sit udvalgte folk.
5. Hvorfor bør vi interessere os for detaljerne i Guds lovpagt med Israel?
5 I 1513 f.v.t. sluttede israelitterne en pagt med Gud og indvilligede i at adlyde hans love. Alle der i dag ønsker at tilbede Gud, bør være stærkt interesserede i denne lovpagt, eftersom den pegede frem til det lovede afkom. Paulus sagde at den indeholdt „en skygge af kommende goder“. (Hebræerne 10:1) Paulus sagde dette i forbindelse med at han beskrev den tjeneste Israels præster udførte ved et transportabelt tabernakel, et telt for tilbedelsen af Gud. Det blev kaldt „Jehovas tempel“ eller „Jehovas hus“. (1 Samuel 1:9, 24) En nærmere undersøgelse af den hellige tjeneste der blev udført ved Jehovas jordiske hus, vil hjælpe os til bedre at forstå den barmhjertige ordning Gud har tilvejebragt for at syndige mennesker kan blive forligt med ham.
Det Allerhelligste
6. Hvad stod i Det Allerhelligste, og hvordan kunne man se at Gud var symbolsk nærværende?
6 „Den Højeste bor ikke i huse gjort med hænder,“ siger Bibelen. (Apostelgerninger 7:48) Man kunne dog se at Gud var symbolsk nærværende i sit jordiske hus ved at der var en sky i det inderste rum, Det Allerhelligste. (3 Mosebog 16:2) Denne sky har åbenbart skinnet klart og oplyst Det Allerhelligste. Den befandt sig over en hellig kiste kaldet „Vidnesbyrdets ark“, der indeholdt stentavlerne med nogle af de bud Gud havde givet Israel. På arkens låg var der to guldkeruber med udstrakte vinger. Disse figurer forestillede åndeskabninger af høj rang i Guds himmelske organisation. Den mirakuløst lysende sky befandt sig over låget og mellem keruberne. (2 Mosebog 25:22) Dette skulle skildre den almægtige Gud siddende på en himmelsk stridsvogn støttet af levende keruber. (1 Krønikebog 28:18) Det forklarer hvorfor kong Ezekias bad: „Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, som troner på keruber.“ — Esajas 37:16.
Det Hellige
7. Hvad fandtes i Det Hellige?
7 Det andet rum i tabernaklet eller teltboligen blev kaldt Det Hellige. I dette rum, til venstre for indgangen, stod en smuk, syvarmet lampestander, og til højre fandtes et bord med skuebrød. Lige fremme stod et alter hvorfra duften af brændende røgelse steg op. Det var anbragt foran det forhæng der adskilte Det Hellige fra Det Allerhelligste.
8. Hvilke pligter udførte præsterne regelmæssigt i Det Hellige?
8 Hver morgen og hver aften skulle en præst gå ind i teltboligen og brænde røgelse på røgelsesalteret. (2 Mosebog 30:7, 8) Om morgenen, mens røgelsen brændte, skulle der fyldes olie på guldlampestanderens syv lamper. Om aftenen blev lamperne tændt for at lyse op i Det Hellige. Hver sabbat skulle en præst anbringe 12 friske brød på bordet til skuebrødene. — 3 Mosebog 24:4-8.
Forgården
9. Hvad skulle vandbækkenet bruges til, og hvad kan vi lære heraf?
9 Teltboligen havde også en forgård med et omhæng af teltdug. I denne forgård fandtes et stort vandbækken, hvor præsterne kunne vaske deres hænder og fødder før de gik ind i Det Hellige. De skulle også vaske sig før de bragte ofre på det alter der befandt sig i forgården. (2 Mosebog 30:18-21) Dette krav om renlighed er en kraftig påmindelse til Guds tjenere i dag om at de må bestræbe sig for at være fysisk, moralsk, mentalt og åndeligt rene, hvis de ønsker at deres tilbedelse skal være antagelig for Gud. (2 Korinther 7:1) Efter nogen tid sørgede ikkeisraelitiske tempeltrælle for brændet til alteret og for vandet til vandbækkenet. — Josua 9:27.
10. Hvilke ofre blev bragt på brændofferalteret?
10 Hver morgen og aften blev der ofret et vædderlam på alteret, samt et kornoffer og et drikoffer. (2 Mosebog 29:38-41) På særlige dage blev der bragt andre ofre. Der skulle også bringes ofre når man havde begået visse personlige synder. (3 Mosebog 5:5, 6) Til andre tider kunne en israelit bringe et frivilligt fællesskabsoffer, hvoraf noget blev spist af præsterne og af den der bragte offeret. Det skildrede at syndige mennesker kunne opnå fred med Gud og så at sige spise et måltid sammen med ham. Selv de fastboende udlændinge kunne blive tilbedere af Jehova og få den forret at bringe frivillige gaver til Guds hus. Men for at vise Jehova den rette ære kunne præsterne kun anerkende ofre af bedste kvalitet. Kornofferet skulle bestå af fint mel, og de dyr der blev ofret, skulle være uden legemsfejl. — 3 Mosebog 2:1; 22:18-20; Malakias 1:6-8.
11. (a) Hvad skete der med blodet fra dyreofrene, og hvad betød dette? (b) Hvordan betragter Gud dyre- og menneskeblod?
11 Blodet af disse ofre blev bragt hen til alteret. Det var en daglig påmindelse til folket om at de var syndere der havde brug for en genløser hvis udgydte blod for bestandig kunne sone deres synder og redde dem fra døden. (Romerne 7:24, 25; Galaterne 3:24; jævnfør Hebræerbrevet 10:3.) Denne hellige brug af blodet mindede også israelitterne om at blodet repræsenterer livet og at livet tilhører Gud. Han har til hver en tid forbudt mennesker at bruge blodet til noget som helst andet. — 1 Mosebog 9:4; 3 Mosebog 17:10-12; Apostelgerninger 15:28, 29.
Forsoningsdagen
12, 13. (a) Hvad var forsoningsdagen? (b) Hvad måtte ypperstepræsten gøre før han kunne gå ind i Det Allerhelligste med blodet?
12 Én gang om året, på det der blev kaldt forsoningsdagen, skulle hele Israels folk, deriblandt enhver fastboende udlænding der tilbad Jehova, faste og undlade enhver form for arbejde. (3 Mosebog 16:29, 30) På denne vigtige dag blev folket i billedlig forstand renset for synd, så det kunne opnå fred med Gud endnu et år. Prøv at forestille dig omgivelserne mens vi betragter hvad der skulle ske den dag.
13 Ypperstepræsten befinder sig i teltboligens forgård. Efter at have vasket sig ved vandbækkenet slagter han en tyr der skal ofres. Tyrens blod hældes i en skål; det vil blive brugt på en særlig måde til at sone de synder Levis præstestamme har begået. (3 Mosebog 16:4, 6, 11) Men før ypperstepræsten foretager sig yderligere med offeret, tager han nogle rødglødende kul fra ilden på alteret og anbringer dem i et ildbækken, samt noget vellugtende røgelse (som han sikkert bærer i en slags øse). Med dette går han ind i Det Hellige og hen til forhænget til Det Allerhelligste. Langsomt går han ind bag forhænget og stiller sig foran pagtens ark. Ude af syne for noget menneske kommer han røgelse på de brændende kul, og Det Allerhelligste fyldes med en sødligt duftende sky. — 3 Mosebog 16:12, 13.
14. Hvorfor skulle ypperstepræsten gå ind i Det Allerhelligste med blodet af to forskellige dyr?
14 Nu er Gud villig til at vise barmhjertighed og på billedlig vis lade sig forsone. Det er grunden til at arkens låg blev kaldt „nådestolen“ eller „sonedækket“. (Hebræerne 9:5, fodnote) Ypperstepræsten går ud af Det Allerhelligste, tager tyrens blod og går atter ind i Det Allerhelligste. Som påbudt i Loven dypper han sin finger i blodet og stænker det syv gange foran låget på arken. (3 Mosebog 16:14) Dernæst går han igen ud i forgården og slagter en buk som et syndoffer „for folket“. Han tager noget af bukkens blod med ind i Det Allerhelligste og gentager det han gjorde med tyrens blod. (3 Mosebog 16:15) Der blev også udført andre vigtige former for tjeneste på forsoningsdagen. Ypperstepræsten skulle for eksempel lægge hænderne på hovedet af en anden buk og „bekende alle Israels sønners misgerninger“ over den. Den levende buk blev derefter ført ud i ørkenen for i symbolsk forstand at bære folkets synder bort. På denne måde blev der hvert år bragt soning „for præsterne og for hele folket i menigheden“. — 3 Mosebog 16:16, 21, 22, 33.
15. (a) Hvilke lighedspunkter var der mellem Salomons tempel og teltboligen? (b) Hvad siger Hebræerbrevet om den hellige tjeneste der blev udført ved teltboligen og ved templet?
15 I de første 486 år af Israels historie som Guds pagtsfolk tjente den transportable teltbolig som det sted hvor de tilbad deres Gud, Jehova. Derefter fik Salomon, Israels konge, den forret at opføre en permanent bygning. Dette tempel skulle være større og mere kunstfærdigt, men den plan Gud tilvejebragte, fulgte teltboligens forbillede. Templet skulle ligesom teltboligen symbolisere en større og mere virkningsfuld ordning for tilbedelse „som Jehova og ikke et menneske“ ville tilvejebringe. — Hebræerne 8:2, 5; 9:9, 11.
Det første og det andet tempel
16. (a) Hvilken kærlig bøn fremsatte Salomon da han indviede templet? (b) Hvordan besvarede Jehova Salomons bøn?
16 Da Salomon indviede dette prægtige tempel, bad han følgende inspirerede bøn: „Også udlændingen, som ikke tilhører dit folk Israel men kommer fra et fjernt land på grund af dit store navn . . . — når de kommer og beder, vendt mod dette hus, måtte du da høre det i himmelen, det sted hvor du bor, og gøre efter alt hvad udlændingen råber til dig om, for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende, så de frygter dig ligesom dit folk Israel, og kan vide at dit navn er nævnt over dette hus som jeg har bygget.“ (2 Krønikebog 6:32, 33) Gud gav tydeligt til kende at han havde hørt Salomons indvielsesbøn. En ildflamme fór ned fra himmelen og fortærede dyreofrene på alteret, og Jehovas herlighed fyldte templet. — 2 Krønikebog 7:1-3.
17. Hvad skete der til sidst med det tempel Salomon byggede, og hvorfor?
17 Desværre mistede israelitterne deres sunde frygt for Jehova. Med tiden vanhelligede de hans store navn som følge af blodsudgydelse, afgudsdyrkelse, ægteskabsbrud og blodskam, og ved at behandle den faderløse, enken og udlændingen dårligt. (Ezekiel 22:2, 3, 7, 11, 12, 26, 29) Derfor eksekverede Gud i 607 f.v.t. dommen over sit folk ved at lade de babyloniske hære ødelægge templet. De overlevende israelitter blev ført i fangenskab til Babylon.
18. Hvilke forrettigheder ved det andet tempel fik nogle ikkeisraelitter der helhjertet støttede tilbedelsen af Jehova?
18 Efter 70 år vendte en rest af angrende jøder tilbage til Jerusalem og fik den forret at genopbygge Jehovas tempel. Interessant nok var der mangel på præster og levitter der kunne gøre tjeneste ved dette andet tempel. Som følge heraf fik netinim-folkene, der nedstammede fra ikkeisraelitiske tempeltrælle, større forrettigheder som tjenere i Guds hus. De blev dog aldrig ligestillet med præsterne og levitterne. — Ezra 7:24; 8:17, 20.
19. Hvad lovede Gud vedrørende det andet tempel, og hvordan gik disse ord i opfyldelse?
19 Til at begynde med lod det til at det andet tempel ville være som ingenting i sammenligning med det første. (Haggaj 2:3) Men Jehova lovede: „Jeg vil ryste alle nationerne, og alle nationernes kostbare skatte skal komme; og jeg vil fylde dette hus med herlighed. . . . Dette sidste hus’ herlighed vil blive større end det førstes.“ (Haggaj 2:7, 9) Og det andet tempel opnåede virkelig større herlighed. Det stod 164 år længere end det første, og mange flere tilbedere fra langt flere lande strømmede ind i dets forgårde. (Jævnfør Apostelgerninger 2:5-11.) På kong Herodes’ tid påbegyndtes en restaurering af det andet tempel, og dets forgårde blev udvidet. Beliggende på et massivt stenplateau, omgivet af smukke søjlegange, kunne det i pragt måle sig med det oprindelige tempel, der blev bygget af Salomon. Det havde en stor, ydre forgård, hvor folk fra nationerne der ønskede at tilbede Jehova, kunne opholde sig. En stenmur adskilte hedningernes forgård fra de indre forgårde der var forbeholdt israelitterne.
20. (a) Hvordan adskilte det andet tempel sig i betydelig grad fra det første? (b) Hvad viste at jøderne havde en forkert holdning til templet, og hvad gjorde Jesus derfor?
20 Det andet tempel nød den store ære at Guds søn, Jesus Kristus, underviste i dets forgårde. Men ligesom det var tilfældet med det første tempel, havde jøderne i almindelighed ikke den rette indstilling til den forret det var at være vogtere af Guds hus. De lod købmænd gøre forretninger i hedningernes forgård, og folk fik lov til at skyde genvej gennem templet når de skulle transportere redskaber rundt i Jerusalem. Fire dage før sin død rensede Jesus templet for denne verdslighed, mens han fortsatte med at sige: „Står der ikke skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus for alle nationerne’? Men I har gjort det til en røverhule.“ — Markus 11:15-17.
Gud opgiver for altid sit jordiske hus
21. Hvad lod Jesus forstå med hensyn til templet i Jerusalem?
21 Da Jesus modigt greb ind for at værne om den rene tilbedelse af Gud, besluttede jødernes religiøse ledere at slå ham ihjel. (Markus 11:18) Jesus vidste at han inden længe ville blive myrdet og sagde derfor til disse religiøse ledere: „Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Derved lod han forstå at Gud på et tidspunkt ikke længere ville anerkende den form for tilbedelse der blev praktiseret i det forbilledlige tempel i Jerusalem. Det ville ikke længere være „et bedehus for alle nationerne“. Da en af Jesu disciple gjorde ham opmærksom på de storslåede tempelbygninger, sagde han: „Ser I ikke alt dette? . . . Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage som ikke vil blive revet ned.“ — Mattæus 24:1, 2.
22. (a) Hvordan gik Jesu ord om templet i opfyldelse? (b) Hvad søgte de første kristne, frem for at sætte deres håb til en jordisk by?
22 Jesu profeti gik i opfyldelse 37 år senere, da de romerske hære i år 70 ødelagde Jerusalem og dets tempel. Det var et tydeligt bevis på at Gud virkelig havde opgivet sit forbilledlige hus. Jesus sagde ikke noget om at det andet tempel i Jerusalem ville blive genopbygget. Om denne jordiske by skrev apostelen Paulus til de hebraiske kristne: „Her har vi ikke en blivende by, men vi søger ivrigt den kommende.“ (Hebræerne 13:14) De første kristne så frem til at blive en del af ’det himmelske Jerusalem’, Guds rige, der sammenlignes med en by. (Hebræerne 12:22) Den sande tilbedelse af Jehova er ikke længere centreret om et bogstaveligt tempel på jorden. I den næste artikel vil vi se nærmere på den langt bedre ordning som Gud har indført for alle der ønsker at tilbede ham „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:21, 24.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvilket forhold til Gud mistede Adam og Eva?
◻ Hvorfor bør teltboligens indretning interessere os?
◻ Hvad lærer vi af det der foregik i teltboligens forgård?
◻ Hvorfor tillod Gud at hans tempel blev ødelagt?
[Illustrationer på side 10, 11]
Herodes’ ombyggede tempel
1. Det Allerhelligste
2. Det Hellige
3. Brændofferalteret
4. Det Støbte Hav
5. Præsternes forgård
6. Israels forgård
7. Kvindernes forgård