Fra vugge til grav har vi alle brug for kærlighed

Kærlighed er det vi mest af alt har brug for. Spædbørn dør og ældre mennesker sygner hen hvis ingen viser dem kærlighed. Mangel på kærlighed baner vej for sygdomme. Der skrives bøger om kærlighed. Folk går til gruppeterapi fordi de savner kærlighed. Film og teaterstykker forvrænger og nedvurderer kærligheden. Mange viser gennem en fordrejet holdning til kønslivet at de ikke aner hvad kærlighed er. En fordærvet og voldelig verden har forkastet den eneste form for kærlighed der kunne frelse den. Og dog er denne kærlighed det vi mest af alt har brug for.

VED et fagkursus om menneskers forhold til hinanden fortalte en taler en beretning fra en hospitalsafdeling for forældreløse børn. Spædbørnene i en lang række senge blev syge og nogle af dem døde — men ikke barnet i den sidste seng. Det trivedes fint. Det var en gåde for lægen. Alle børnene fik deres mad, blev badet og lå varmt og godt — der blev ikke gjort forskel på dem. Alligevel var det kun barnet i den sidste seng der trivedes. Tiden gik og nye spædbørn kom ind på stuen, men den samme historie gentog sig: kun barnet i den sidste seng trivedes godt.

Til sidst besluttede lægen at han i det skjulte ville holde øje med stuen. Ved midnatstid kom en rengøringsassistent ind. Hun lagde sig på sine knæ og skurede og skrubbede gulvet fra den ene ende til den anden. Da hun var færdig rejste hun sig, strakte sig og tog sig til den ømme ryg. Så gik hun hen til den sidste seng, tog den lille op og gik rundt i stuen mens hun småsnakkede til barnet, kærtegnede det og vuggede det i sine arme. Så lagde hun barnet tilbage i sengen og gik. Lægen holdt øje med stuen igen den næste nat, og natten efter. Hver nat gentog det samme sig. Det var altid barnet i den sidste seng der blev taget op, kælet for, talt til og vist kærlighed. Og i alle de nye grupper af spædbørn der kom ind på stuen, var det altid barnet i den sidste seng der trivedes, mens de andre blev syge og nogle døde.

Bladet Psychology Today har skrevet at „visse former for sansemæssige afsavn i hjernens tildannelsesperiode — for eksempel savnet af at moderen rører ved barnet og vugger det — fører til en ufuldstændig eller beskadiget udvikling af de nervesystemer der styrer evnen til at vise kærlighed“. Det er moderens kærlighed der lærer barnet at vise kærlighed. Inden for få minutter efter fødselen opstår der en nær tilknytning mellem moder og barn. Derefter forstærkes båndet imellem dem gennem deres gensidige udtryk for kærlighed, som bogen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv viser med et eksempel på side 102:a

„[Moderen] bøjer sig over barnet i vuggen, lægger sin hånd på dets bryst og ryster det blidt, idet hun med ansigtet helt nede over den lille siger: ’Hvor er du henne? Hvor er du henne?’ Babyen forstår selvfølgelig ikke ordene (der for øvrigt heller ikke er særlig logiske), men den spræller og jubler alligevel af henrykkelse, for den ved at den legende hånd og tonefaldet i virkeligheden betyder: ’Jeg elsker dig! Jeg elsker dig!’ Den lille er beroliget og føler sig tryg. Små børn er glade for at møde kærlighed, og de efterligner kærligheden når de for eksempel lægger deres små arme rundt om moderens hals og kysser hende begejstret. De synes godt om de kærtegn moderen belønner dem med. De begynder at lære den vigtige lektie at der ikke kun er lykke ved at modtage kærlighed, men også ved at vise den, og at den der sår kærlighed også høster kærlighed. — Apostelgerninger 20:35; Lukas 6:38.“

I årenes løb har mange undersøgelser bekræftet at spædbørn har brug for kærlighed. Bladet Scientific American har bragt denne beretning: „René Spitz fra New Yorks psykoanalytiske Institut og hans kollega Katherine Wolf har undersøgt 91 forældreløse spædbørn på børnehjem i den østlige del af USA og Canada. De opdagede at børnene viste tegn på vedvarende ængstelse og tristhed. Deres fysiske udvikling var forsinket og de tog ikke på som normalt, eller de tabte sig endog. Perioder med udtalt søvnløshed vekslede med sløvhedsperioder. Spitz og Wolf beretter at 34 af de 91 døde ’på trods af god mad og omhyggelig lægebehandling’“.

En psykiater fra Florida siger: „Et barn der ikke bliver omfavnet ofte nok kan blive indesluttet eller reserveret når det vokser op. . . . Den fysiske kontakt mellem forældre og barn er et meget vigtigt led i barnets opvækst. Man har eksempler på at børn er døde fordi de ikke blev omfavnet eller fik et knus af og til i de første leveår.“

I en rapport om forskning udført af dr. James Prescott fra Amerikas nationale Sundhedsinstitut siges der: „Lige fra fødselen må mange amerikanere undvære noget der kunne beskytte dem mod at blive voldsmænd, kriminelle eller sindslidende som voksne. Det er berøring og fysiske udtryk for kærlighed — en slags ’sensorisk behag’ som mennesker har lige så meget brug for som mad.“ Bladet Psychology Today har udtrykt en lignende tanke. Om barnets behov for at blive rørt ved og vugget skriver bladet: „Eftersom det er de samme systemer der indvirker på de hjernecentre der har forbindelse med voldelig adfærd, . . . vil det barn der lider disse afsavn, måske som voksen få svært ved at styre sine voldelige impulser.“

Bladet Journal of Lifetime Living har skrevet: „Psykiaterne er i deres forbitrede kamp mod sindslidelserne nået frem til den slutning at den væsentligste årsag til disse er mangel på kærlighed. Børnepsykologerne, der strides om faste ammetider kontra amning efter behov, og smæk kontra ikke smæk, har opdaget at disse ting betyder mindre når blot barnet er elsket. Sociologerne har fundet at kærlighed er løsningen på asocial adfærd, kriminologerne har fundet at det er løsningen på kriminalitet, eksperterne i statsvidenskab har fundet at det er løsningen på krig.“

Det er muligt at de har fundet løsningen, men de har tydeligvis ikke gjort brug af den. Dr. Claude A. Frazier har advarende sagt at hvis vort teknologiske samfund ikke gøres mere menneskeligt ved at man viser hinanden kærlighed, „er alternativet — som det nu må være tydeligt for enhver — et land med byer der forvandles til hadfyldte jungler, familier der er splittede af dybe konflikter, unge der søger tilflugt i stofmisbrug og død, og en verden der når som helst kan begå selvmord.“

Frazier har også sagt: „Som læge ser jeg hver dag et betydeligt antal patienter hvis sygdomme i det mindste i nogen grad kan føres tilbage til denne følelsesmæssige underernæring. . . . De sygdomme der i regelen nævnes i denne sammenhæng er hovedpine, rygsmerter, mavesår, hjertesygdomme og lignende. Men nogle forskere inden for lægevidenskaben har udvidet listen til at omfatte en så uhyggelig sygdom som kræft.“

Ligesom kærlighed og et nært forhold til andre kan gavne vort helbred, kan savnet af venskaber skade vort helbred. Den moderne tilværelses stress, de opløste hjem, eneforsørgerfamilierne, de følelsesmæssigt forsømte børn, jagten på materielle ting, moralens sammenbrud, forkastelsen af de sande værdier — alt dette øger ustabiliteten og ensomheden, som skader vort helbred. James J. Lynch beskriver dette udførligt i bogen The Broken Heart — The Medical Consequences of Loneliness. „Prisen for vor manglende forståelse af vore biologiske behov for kærlighed og samvær med andre,“ siger han, „skal måske i sidste ende betales af vore egne hjerter og blodkar. . . . I vort hjerte har vi det biologiske grundlag for vort behov for et kærligt forhold til andre, et behov som det er farligt for os at forsømme.“

Et for højt kolesterolindhold i blodet kan ikke alene skyldes kosten, men også stress. Stress kan også forhøje blodtrykket. I De forenede Stater forårsages 55 procent af alle dødsfald af hjerte-karlidelser, og de enlige udgør en særlig risikogruppe. Lynch siger: „Dødelighedsstatistikken over hjertesygdomme blandt enlige voksne amerikanere er slående — blandt enlige, deriblandt fraskilte, enker, enkemænd og ugifte, dør to til fem gange så mange af hjertesygdomme som blandt gifte amerikanere.“ Nye videnskabelige undersøgelser viser at ensomhed kan beskadige kroppens immunforsvar og gøre os mere modtagelige for sygdomme. Ensomhed er skadeligt for vort helbred! Selv Adam følte et savn skønt han befandt sig i en paradisisk have. Gud så at det ikke var godt for ham at være alene, og skænkede ham Eva. — 1 Mosebog 2:18, 20-23.

Hvis vi blev tvunget til at opholde os i et mørkt, lydisoleret lokale, ville vi under normale omstændigheder blive sindsforvirrede. Vi kan kun bevare vore sansers fulde brug hvis vi modtager impulser gennem dem. Og da mennesket er selskabeligt anlagt kan vi heller ikke undvære impulser fra andre. Det er nødvendigt for os at være sammen med andre, selv hvis vi ikke taler med dem. Vi har behov for at udveksle følelser. Opmuntrende ord har deres mission, men hvis der ikke ligger følelser bag kan de ikke fordrive ensomheden. Man kan kommunikere med andre på et dybere plan end gennem ord.

Det gør en kvinde for eksempel når hun blot ved at se på sin bekymrede mand kan overføre sin egen ro til ham. Et andet eksempel er en 75-årig mand der lå på hospitalets intensivafdeling. Han vidste at han skulle dø og havde kun ét ønske — at hans kone som han havde været gift med i 48 år, ville blive siddende hos ham. Det gjorde hun, og hele tiden strøg hun blidt hans hånd og skænkede ham derved en fred som ikke kunne udtrykkes i ord. Det samme sker på et endnu dybere plan når en sygeplejerske beroliger det hamrende hjerte og får blodtrykket til at falde hos en bevidstløs patient der ligger i respirator — blot ved blidt at holde hans hånd. Dette viser os hvor stor en kraft der ligger i berøringen.

„Du skal elske din næste som dig selv,“ sagde Jesus med et citat fra Moseloven. (Markus 12:31; 3 Mosebog 19:18) Det vil ikke sige at vi skal være selvtilfredse eller egoistiske. Hvis vi i stedet erkender vore fejltrin, angrer, beder om tilgivelse og søger at forbedre os kan vi bevare respekten for os selv og opnå Guds tilgivelse. Gud „husker at vi er støv“ og tilgiver os derfor barmhjertigt, og hans tilgivelse kan lindre de skyldfølelser som vi ellers ville overføre på andre med fare for at ødelægge vort forhold til dem. (Salme 103:14; 1 Johannes 1:9) Vi kan altså acceptere og elske os selv, og derefter elske andre som vi elsker os selv. Elsk dig selv uden at kræve det fuldkomne; elsk også andre uden at kræve det fuldkomne af dem.

Denne form for kærlighed defineres bedst i Bibelen: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Korinther 13:4-8.

Ville du ønske at andre viste dig en sådan kærlighed? Hvis du sår kærlighed vil du også høste kærlighed. Opøv dig i at vise kærlighed som man opøver en muskel. Få din kærlighed til at vokse og fylde dig helt så den bliver ét med dig. Husk også at vise i gerninger at din kærlighed er levende. „Gør jer det til en regel at give,“ sagde Jesus, „så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ (Lukas 6:38) Ved at give inspirerer man andre til også at give, og glæden vil brede sig som ringe i vandet. Som Jesus også sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Det bedste vi kan give er os selv — vor tid, vor opmærksomhed, vor sympati, vor forståelse. Derved ’gør vi mod andre hvad vi ønsker at de skal gøre mod os’. (Mattæus 7:12) Tal med andre. Tag del i deres følelser — både deres glæder og deres sorger. Og giv fremfor alt af dig selv til Gud. — Salme 40:7, 8; Hebræerne 10:8, 9.

Bibelen siger at „Gud er kærlighed“. (1 Johannes 4:8) Mange indvender: ’Hvis Gud er kærlighed, hvorfor tillader han så ondskaben?’ Han vil fjerne al ondskab, men tøver på grund af sin kærlighed til os: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2 Peter 3:9) I sin barmhjertighed tillader han ondskaben nu, for at give alle der øver ondskab mulighed for at angre og opnå liv. (Ezekiel 33:14-16) Men når hans tid er inde vil han gøre ende på ondskaben ved at udslette dem der fremturer i den. Han vil gøre ende på krig ved at fjerne krigsmagerne, gøre ende på kriminaliteten ved at fjerne forbryderne, gøre ende på forureningen ved at fjerne dem der forurener, gøre ende på umoralitet, voldtægt, blodskam og andre perverse seksuelle handlinger ved at fjerne dem der ikke vil holde op med at øve disse ting. Al ondskab vil blive fjernet når Gud fjerner alle dem der øver ondskab. Derved viser han sin kærlighed til dem der ønsker at leve i fred og retfærdighed. (Salme 37:10, 11; Ordsprogene 2:21, 22) Som enhver gartner ved, må ukrudtet fjernes før blomsterne kan trives.

Fordi Gud er kærlighed har han skabt jorden, sat mennesket på den og givet alle, både gode og onde, del i dens rige gaver: „Han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Mattæus 5:45) Fordi Gud er kærlighed, vil han gøre ende på sygdom og død. Han har allerede tilvejebragt en frelsesforanstaltning for hele menneskeheden: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Fordi Gud er kærlighed, „anbefaler [han] sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere“. (Romerne 5:8) Mange bebrejder Gud at han tillader ondskaben, alt imens de selv begår onde handlinger, men de der er ham taknemmelige for den kærlighed han har vist os, reagerer anderledes: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ — 1 Johannes 4:19.

I denne verden er der mangel på kærlighed til Gud og mangel på næstekærlighed, men der er ingen mangel på Guds kærlighed til menneskene. Og det er den kærlighed han viser os vi mest af alt har brug for.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

„Den der sår kærlighed høster kærlighed“

[Tekstcitat på side 5]

„Sindslidelsernes væsentligste årsag er mangel på kærlighed“

[Tekstcitat på side 6]

Vi kan kun bevare vore sansers fulde brug hvis vi modtager impulser gennem dem

[Tekstcitat på side 7]

Tag del i andres følelser — både deres glæder og deres sorger