Særlige højtider i Israels historie

„Tre gange om året skal enhver af mandkøn hos dig vise sig for Jehova din Gud på det sted som han udvælger . . ., og man må ikke vise sig tomhændet for Jehova.“ — 5 Mosebog 16:16.

 1. Hvad kendetegnede de højtider man fejrede på Bibelens tid?

HVAD kommer man til at tænke på når man hører ordet højtid? Nogle højtider i fortiden var præget af frådseri, drikkeri og umoralitet. Det samme gælder visse højtider i vor tid. Men de højtider der er foreskrevet i Guds lov til Israel, var anderledes. De var præget af glæde, og de omtales også som „hellige stævner“. — 3 Mosebog 23:2.

 2. (a) Hvad måtte de mandlige israelitter gøre tre gange om året? (b) Hvad er en „højtid“ ifølge den måde ordet bruges på i Femte Mosebog 16:16?

² Trofaste israelitiske mænd — ofte ledsaget af deres familier — fandt det forfriskende at rejse til Jerusalem, ’det sted Jehova havde udvalgt’, og de ydede gavmildt bidrag til tre store højtider. (5 Mosebog 16:16) I bogen Old Testament Word Studies defineres det hebraiske ord der oversættes med „højtid“ i Femte Mosebog 16:16, som „en begivenhed præget af stor glæde . . . hvor man med ofre og festligheder fejrede at Gud på en særlig måde havde vist folket sin gunst“.a

Værdien af de store højtider

 3. Hvilke velsignelser mindede de tre årlige højtider israelitterne om?

³ Israelitterne levede i et landbrugssamfund og var derfor afhængige af Guds velsignelse i form af regn. De tre store højtider i Moseloven faldt sammen med byghøsten i det tidlige forår, hvedehøsten i det sene forår og den øvrige høst sent på sommeren. Det var glædelige begivenheder hvor man viste sin taknemmelighed over for Ham der opretholdt regncyklussen, og som havde frembragt det frugtbare land. Men der knyttede sig meget mere til højtiderne. — 5 Mosebog 11:11-14.

 4. Hvilken historisk begivenhed fejrede man under den første højtid?

⁴ Den første højtid fandt sted i den første måned ifølge den bibelske kalender, fra den 15. til den 21. nisan, hvilket svarer til slutningen af marts og begyndelsen af april. Den blev kaldt de usyrede brøds højtid, og da den fulgte umiddelbart efter påsken den 14. nisan, blev den også kaldt „påskehøjtiden“. (Lukas 2:41; 3 Mosebog 23:5, 6) Denne højtid mindede israelitterne om deres udfrielse fra trængselen i Ægypten; de usyrede brød blev derfor også kaldt „trængselsbrød“. (5 Mosebog 16:3) Det mindede dem om at deres flugt fra Ægypten var sket i så stor en hast at der ikke havde været tid til at tilsætte surdej til dejen og vente på at den hævede. (2 Mosebog 12:34) Under denne højtid måtte der ikke findes noget syret brød i et israelitisk hjem. Alle, deriblandt de fastboende udlændinge, der ved denne højtid spiste syret brød, skulle straffes med døden. — 2 Mosebog 12:19.

 5. Hvilken forret har den anden højtid mindet israelitterne om, og hvem havde del i denne glæde?

⁵ Den anden højtid fandt sted syv uger (49 dage) efter den 16. nisan og faldt på den sjette dag i den tredje måned, sivan, hvilket svarer til sidst i maj. (3 Mosebog 23:15, 16) Den blev kaldt ugefesten (på Jesu tid blev den også kaldt pinsen, der på græsk betyder „halvtredsindstyvende“), og den blev fejret på den tid af året hvor israelitterne havde indgået Lovpagten ved Sinaj Bjerg. (2 Mosebog 19:1, 2) Under denne højtid har de trofaste israelitter sikkert tænkt over den forret det var at være Guds udvalgte folk. Det krævede at de måtte være lydige mod Guds lov, såsom budet om at vise kærlig omsorg for de nødstedte så disse også kunne glæde sig over højtiden. — 3 Mosebog 23:22; 5 Mosebog 16:10-12.

 6. Hvad mindede den tredje højtid Guds folk om?

⁶ Den sidste af de tre store årlige højtider blev kaldt indsamlingshøjtiden, eller løvhyttefesten. Den fandt sted i den syvende måned, fra den 15. til den 21. tisjri, også kaldet etanim, hvilket svarer til begyndelsen af oktober. (3 Mosebog 23:34) Under denne højtid boede Guds folk uden for deres huse eller på tagene i interimistiske boliger (hytter) fremstillet af træernes grene og løv. Det mindede israelitterne om den 40 år lange rejse fra Ægypten til det forjættede land, hvor de måtte lære at stole på at Gud ville sørge for deres daglige behov. — 3 Mosebog 23:42, 43; 5 Mosebog 8:15, 16.

 7. Hvad kan vi lære af at betragte højtiderne i fortidens Israel?

⁷ Lad os betragte nogle af de højtider der viste sig at blive milepæle i Guds folks historie i fortiden. Det vil virke opmuntrende på os da vi også indbydes til hver uge at samles til møder og tre gange om året til store stævner. — Hebræerne 10:24, 25.

Under de davidiske konger

 8. (a) Hvilken historisk højtid fandt sted på kong Salomons tid? (b) Hvilket storslået højdepunkt i forbindelse med den modbilledlige løvhyttefest kan vi se frem til?

⁸ En historisk løvhyttefest blev fejret under Davids søn Salomons fremgangsrige styre. „En meget stor menighed“ mødte op fra de yderste egne af det forjættede land for at fejre løvhyttefesten og indvielsen af templet. (2 Krønikebog 7:8) Da højtiden var forbi, sendte kong Salomon festdeltagerne bort, og de „velsignede kongen og drog bort til deres hjem, mens de frydede sig og var vel til mode i hjertet over alt det gode som Jehova havde gjort mod sin tjener David og mod sit folk Israel“. (1 Kongebog 8:66) Dette var afgjort en ganske særlig højtid. I dag ser Guds tjenere frem til den modbilledlige løvhyttefests store højdepunkt ved slutningen af den større Salomons, Jesu Kristi, tusindårige styre. (Åbenbaringen 20:3, 7-10, 14, 15) Til den tid vil folk overalt på jorden, deriblandt de opstandne og de der har overlevet Harmagedon, være forenede i den glædebringende tilbedelse af Jehova Gud. — Zakarias 14:16.

 9-11. (a) Hvilken højtid var en milepæl på kong Ezekias’ tid? (b) Hvilket eksempel satte mange fra det nordlige tistammerige, og hvad minder det os om i dag?

⁹ Den næste af de særlige højtider der omtales i Bibelen, fandt sted efter den onde kong Akaz’ regeringstid. Det var ham der havde lukket templet og forledt Juda rige til frafald. Akaz’ efterfølger var den gode kong Ezekias. I Ezekias’ første regeringsår begyndte han, 25 år gammel, et stort genopbygnings- og reformarbejde. Han sørgede med det samme for at templet blev åbnet og repareret. Dernæst sendte kongen breve til de israelitter der boede i det fjendtligsindede tistammerige mod nord, og indbød dem til at komme og fejre påsken og de usyrede brøds højtid. Mange tog imod indbydelsen selv om deres landsmænd hånede dem. — 2 Krønikebog 30:1, 10, 11, 18.

¹⁰ Var højtiden vellykket? Bibelen siger: „Israels sønner som var til stede i Jerusalem holdt da de usyrede brøds højtid i syv dage med stor fryd; og levitterne og præsterne sang lovsange til Jehova dag efter dag, med kraftigt lydende instrumenter til pris for Jehova.“ (2 Krønikebog 30:21) Israelitterne satte således et godt eksempel for Guds folk i dag, hvor mange må udholde modstand og rejse langt for at overvære stævner.

¹¹ Tag for eksempel de tre områdestævner der blev holdt i Polen i 1989 under temaet „Gudhengivenhed“. De blev overværet af 166.518, og heraf kom mange fra det tidligere Sovjetunionen og andre østeuropæiske lande hvor Jehovas Vidners arbejde dengang var forbudt. I bogen Jehovas Vidner — Forkyndere af Guds rigeb står der: „For nogle af dem der overværede disse stævner var det første gang de var sammen med en stor gruppe af Jehovas tjenere; tidligere havde de højst været sammen med 15-20 andre på én gang. Det var med dyb taknemmelighed de så ud over de titusinder der sad på stadionerne, bad sammen med dem og forenede deres stemmer i lovsange til Jehova.“ — Side 279.

12. Hvad gik forud for den særlige højtid der blev fejret under kong Josias?

¹² Efter Ezekias’ død begyndte indbyggerne i Juda rige under kong Manasse og Amon igen at dyrke afguder. Dernæst kom endnu en god konge på tronen, den unge Josias, der gjorde en modig indsats for at genoprette den sande tilbedelse. I en alder af 25 år befalede Josias at templet skulle repareres. (2 Krønikebog 34:8) Under arbejdet fandt man i templet Loven der var skrevet af Moses. Kong Josias blev dybt bevæget over det han læste i Guds lov, og sørgede for at den blev oplæst for hele folket. (2 Krønikebog 34:14, 30) I overensstemmelse med det der stod skrevet, sørgede han også for at påsken blev fejret. Kongen satte også et godt eksempel ved selv at yde et gavmildt bidrag ved denne lejlighed. Som følge heraf læser vi i Bibelen: „Der havde ikke været holdt en påske som den i Israel siden profeten Samuels dage.“ — 2 Krønikebog 35:7, 17, 18.

13. Hvad minder højtiderne under Ezekias og Josias os om i dag?

¹³ Ezekias’ og Josias’ reformer finder deres modstykke i den storslåede genoprettelse af den sande tilbedelse der har fundet sted blandt de sande kristne siden Jesus Kristus i 1914 blev indsat på tronen. Ligesom det var tilfældet med Josias’ reformer, har denne genoprettelse i vor tid været grundlagt på det der står skrevet i Guds ord. Og ligesom på Ezekias’ og Josias’ tid har vore dages genoprettelse været kendetegnet af stævner hvor man har hørt interessante forklaringer af bibelprofetier og fået betimelig vejledning i hvordan man kan følge Bibelens principper. Noget der har bidraget til glæden ved disse belærende sammenkomster, har været det store antal der har ladet sig døbe. Ligesom de angrende israelitter på Ezekias’ og Josias’ tid er de nydøbte ophørt med de ugudelige skikke der praktiseres i kristenheden og den øvrige del af Satans verden. I 1997 blev over 375.000 døbt som symbol på deres indvielse til den hellige Gud, Jehova. Det er gennemsnitlig over 1000 om dagen.

Efter landflygtigheden

14. Hvad førte til at der blev holdt en stor højtid i 537 f.v.t.?

¹⁴ Efter Josias’ død vendte folket atter tilbage til den fornedrende afgudsdyrkelse. I 607 f.v.t. straffede Jehova derfor sit folk ved at føre de babyloniske hære mod Jerusalem. Byen og dens tempel blev ødelagt, landet lagt øde, og jøderne kom i fangenskab i Babylon i 70 år. Derefter genrejste Gud en angrende rest af jøder, der vendte tilbage til det forjættede land for at genoprette den sande tilbedelse. De ankom til det ødelagte Jerusalem i den syvende måned i 537 f.v.t. Det første de gjorde, var at opstille et alter så de kunne bringe de daglige ofre Lovpagten foreskrev. Det var netop tidsnok til endnu en historisk højtid. „De fejrede løvhyttefesten som der står skrevet.“ — Ezra 3:1-4.

15. Hvilket arbejde ventede der den genrejste rest i 537 f.v.t., og hvordan skete der noget tilsvarende i 1919?

¹⁵ Der lå et stort arbejde foran disse tilbagevendte jøder, nemlig genopbygningen af Guds tempel og af byen Jerusalem med dens mure. Der var stor modstand fra de skinsyge omboende folk. Da templet blev bygget, var det „de små begyndelsers dag“. (Zakarias 4:10) Situationen var en parallel til de trofaste salvede kristnes tilstand i 1919. I dette mindeværdige år blev de udfriet fra åndeligt fangenskab under Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. De talte kun nogle få tusind, og verden var dem fjendtligt stemt. Ville Guds fjender være i stand til at standse den sande tilbedelses fremgang? Svaret på dette spørgsmål leder tanken hen på de to sidste højtider der er omtalt i De Hebraiske Skrifter.

16. Hvad bemærkelsesværdigt var der ved en højtid i 515 f.v.t.?

¹⁶ Templet blev til sidst genopbygget i adar måned i 515 f.v.t., netop i rette tid til at man kunne fejre forårshøjtiden i nisan måned. Bibelen beretter: „De fejrede de usyrede brøds højtid i syv dage med fryd, for Jehova gav dem grund til fryd, og han havde vendt assyrerkongens hjerte om til dem for at styrke deres hænder under arbejdet på den sande Guds, Israels Guds, hus.“ — Ezra 6:22.

17, 18. (a) Hvilken særlig højtid blev fejret i 455 f.v.t.? (b) Hvordan oplever vi en lignende situation i dag?

¹⁷ Tres år senere, i 455 f.v.t., nåede man endnu en milepæl. Løvhyttefesten dette år markerede at man havde fuldført genopbygningen af Jerusalems mure. Vi læser i Bibelen: „Hele menigheden af dem der var kommet tilbage fra fangenskabet lavede således løvhytter og boede i løvhytterne; sådan havde Israels sønner nemlig ikke gjort fra Josuas, Nuns søns, dage indtil den dag, så der blev meget stor fryd.“ — Nehemias 8:17.

¹⁸ Det var en mindeværdig genoprettelse af den sande tilbedelse trods stærk modstand. Vi oplever en lignende situation i dag. Trods bølger af forfølgelse og modstand er det store arbejde med at forkynde den gode nyhed om Guds rige nået ud til jordens ender, og Guds domsbudskaber er blevet forkyndt vidt og bredt. (Mattæus 24:14) Den endelige besegling af resten af de 144.000 salvede er nær. Over fem millioner af deres medarbejdere, ’de andre får’, er blevet indsamlet fra alle nationer og udgør sammen med den salvede rest „én hjord“. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:3, 9, 10) Hvilken storslået opfyldelse af det der profetisk blev skildret ved løvhyttefesten! Og dette store indsamlingsarbejde vil fortsætte ind i den nye verden når milliarder af opstandne bliver indbudt til at deltage i fejringen af den modbilledlige løvhyttefest. — Zakarias 14:16-19.

I det første århundrede efter vor tidsregning

19. Hvad gjorde løvhyttefesten i år 32 e.v.t. til noget særligt?

¹⁹ Blandt de mest bemærkelsesværdige højtider der er beskrevet i Bibelen, er uden tvivl dem som Guds søn, Jesus Kristus, overværede. Det gælder for eksempel den løvhyttefest Jesus overværede i år 32 e.v.t. Han brugte denne lejlighed til at lære folk nogle vigtige sandheder og underbyggede sin lære ved at citere fra De Hebraiske Skrifter. (Johannes 7:2, 14, 37-39) En tilbagevendende begivenhed ved denne højtid var den skik at tænde fire store lampestandere i en af templets indre forgårde. Dette bidrog til festlighederne, der fortsatte til ud på aftenen. Det var efter alt at dømme disse store lamper Jesus henviste til da han sagde: „Jeg er verdens lys. Den der følger mig vil afgjort ikke vandre i mørket, men vil eje livets lys.“ — Johannes 8:12.

20. Hvorfor var påsken i år 33 ganske speciel?

²⁰ Siden fulgte påsken og de usyrede brøds højtid i det betydningsfulde år 33. På den påskedag blev Jesus henrettet af sine fjender og blev det modbilledlige påskelam der døde for at ’tage verdens synd bort’. (Johannes 1:29; 1 Korinther 5:7) Tre dage senere, den 16. nisan, oprejste Gud Jesus og gav ham et udødeligt åndelegeme. Dette faldt sammen med ofringen af førstegrøden af byghøsten som var foreskrevet i Loven. Den opstandne Herre Jesus Kristus blev således „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. — 1 Korinther 15:20.

21. Hvad skete der på pinsedagen år 33?

²¹ Pinsedagen år 33 var også en særdeles bemærkelsesværdig højtid. På denne dag var mange jøder og jødiske proselytter samlet i Jerusalem, deriblandt 120 af Jesu disciple. Mens denne højtid blev fejret, udgød den opstandne Herre Jesus Kristus Guds hellige ånd over de 120 disciple. (Apostelgerninger 1:15; 2:1-4, 33) Derved blev de salvet og blev Guds nye udvalgte folk i kraft af den nye pagt der har Jesus Kristus som mellemmand. Under denne højtid ofrede den jødiske ypperstepræst to syrede brød fremstillet af førstegrøden af hvedehøsten. (3 Mosebog 23:15-17) Disse syrede brød skildrer de 144.000 ufuldkomne mennesker som Jesus ’har købt til Gud’ for at de skal tjene som ’et kongerige og præster og herske som konger over jorden’. (Åbenbaringen 5:9, 10; 14:1, 3) De to syrede brød kan også skildre at disse himmelske regenter kommer fra to grene af den syndige menneskehed, nemlig fra jøder og ikkejøder.

22. (a) Hvorfor fejrer kristne ikke de højtider Lovpagten foreskrev? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

²² Da den nye pagt trådte i kraft på pinsedagen år 33, betød det at den gamle lovpagt ikke længere havde nogen værdi i Guds øjne. (2 Korinther 3:14; Hebræerne 9:15; 10:16) Det betyder ikke at de salvede kristne er uden lov. De er underlagt den guddommelige lov som Jesus Kristus underviste i, og som er skrevet på deres hjerte. (Galaterne 6:2) De tre årlige højtider, der var en del af den gamle lovpagt, fejres derfor ikke af de kristne. (Kolossenserne 2:16, 17) Vi kan ikke desto mindre lære meget af den indstilling som Guds tjenere i førkristen tid havde til højtiderne og andre sammenkomster hvor de tilbad Gud. I den næste artikel vil vi se på nogle eksempler som uden tvivl vil hjælpe os til at forstå behovet for vedblivende at overvære de kristne sammenkomster.

[Fodnoter]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvilket formål tjente de tre store højtider i Israel?

◻ Hvad kendetegnede højtiderne på Ezekias’ og Josias’ tid?

◻ Hvilken milepæl nåede man i 455 f.v.t., og hvorfor er det opmuntrende for os?

◻ Hvad særligt var der ved påsken og pinsen i år 33 e.v.t.?

[Ramme på side 12]

Hvad vi kan lære af højtiderne

Alle der vil høste varig gavn af Jesu sonoffer, må leve i overensstemmelse med det som de usyrede brøds højtid skildrer. Under denne modbilledlige højtid fejrer de salvede kristne med glæde at de som følge af Jesu genløsningsoffer er blevet udfriet fra denne onde verden og fra syndens fordømmelse. (Galaterne 1:4; Kolossenserne 1:13, 14) Den bogstavelige højtid varede syv dage — et tal der i Bibelen bruges til at skildre åndelig fuldstændighed. Den modbilledlige højtid varer i al den tid den salvede kristne menighed befinder sig på jorden, og må fejres med ’oprigtighed og sandhed’. Det betyder at de salvede til stadighed må være på vagt over for symbolsk surdej. I Bibelen bruges surdej som symbol på fordærvet lære, hykleri og ondskab. Jehovas sande tilbedere må vise at de hader en sådan surdej ved ikke at lade den fordærve deres liv eller den kristne menigheds renhed. — 1 Korinther 5:6-8; Mattæus 16:6, 12.

[Illustration på side 9]

Hvert år den 16. nisan, samme dag som Jesus blev oprejst, ofrede man et neg af den nyhøstede byg

[Illustration på side 10]

Jesus kan have tænkt på festbelysningen under højtiden da han omtalte sig selv som „verdens lys“