Viser din indstilling at du venter på Jehova?
„Hvilken slags mennesker bør I da ikke være, med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.“ — 2 PETER 3:11, 12.
1, 2. Hvordan kan man illustrere hvad det vil sige at vente på Jehovas dag?
FORESTIL dig en familie der venter gæster til spisning. Gæsterne er lige på trapperne. Konen har travlt med at gøre de sidste ting klar, og hendes mand og børn hjælper til med at få det hele færdigt. Alle er spændte. Ja, hele familien venter ivrigt på at gæsterne skal komme, og glæder sig til et lækkert måltid og en hyggelig aften.
2 Som kristne venter vi på noget der er langt vigtigere, nemlig ’Jehovas dag’! Indtil den kommer, må vi gøre som profeten Mika, der sagde: „Jeg vil spejde efter Jehova. Jeg vil vente på min frelses Gud.“ (Mika 7:7) Vil det sige at vi skal forholde os passive? Nej. Der er meget arbejde der skal gøres.
3. Hvilken indstilling skulle kristne have ifølge Andet Petersbrev 3:11, 12?
3 Apostelen Peter hjælper os til at have den rigtige indstilling mens vi venter. Han siger: „Hvilken slags mennesker bør I da ikke være, med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke!“ (2 Peter 3:11, 12) Læg mærke til at det er et udråb Peter kommer med, ikke et spørgsmål. I sine to inspirerede breve beskrev han hvilken slags mennesker kristne bør være. Han formanede dem også til at være optaget af „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“. Selv om det var omkring 30 år siden Jesus Kristus havde fortalt hvad tegnet ville være på „afslutningen på tingenes ordning“, skulle de kristne stadig være årvågne. (Mattæus 24:3) De skulle ’vente på Jehovas dags nærværelse og altid have den i tanke’.
4. Hvad indebærer det ’altid at have Jehovas dags nærværelse i tanke’?
4 Det græske ord der her er gengivet med ’altid har i tanke’, betyder ordret ’altid fremskynder’. Naturligvis kan vi ikke rent bogstaveligt ’fremskynde’ Jehovas dag. Vi kender jo ikke engang „dagen eller timen“ for hvornår Jesus Kristus vil komme og eksekvere dom over sin Faders fjender. (Mattæus 24:36; 25:13) Et opslagsværk forklarer at verbalroden af udtrykket ’fremskynde’ her betyder „’at få til at skynde sig’, og det er dermed nært knyttet til ’at være ivrig, aktiv og engageret i noget’“. Peter opfordrede sine trosfæller til ’altid at længes inderligt’ efter Jehovas dags nærværelse. Det kunne de gøre ved altid at have den i tanke. (2 Peter 3:12, fodnote) Vi skulle have den samme indstilling nu hvor „Jehovas store og frygtindgydende dag“ er så nær. — Joel 2:31.
’Handlinger der hører en hellig adfærd til’
5. Hvordan kan vi vise at vi ’altid længes inderligt’ efter at se ’Jehovas dag’?
5 Hvis vi ’længes inderligt’ efter at overleve Jehovas dag, vil vi vise det i „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“. Udtrykket ’handlinger der hører en hellig adfærd til’, minder os måske om Peters formaning: „Som lydige børn skal I ophøre med at lade jer forme efter de ønsker I før havde i jeres uvidenhed, men I skal, i overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, også selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’“ — 1 Peter 1:14-16.
6. Hvad må vi gøre for at være hellige?
6 For at være hellige må vi holde os fysisk, mentalt, moralsk og åndeligt rene. Forbereder vi os til ’Jehovas dag’ ved at bevare os hellige som nogle der bærer Jehovas navn? Det er ikke let at bevare en sådan renhed i dag, for i verden omkring os går det hele tiden ned ad bakke med moralnormerne. (1 Korinther 7:31; 2 Timoteus 3:13) Bliver afstanden mellem vores egne og verdens moralnormer stadig større? Hvis ikke, er der grund til bekymring. Selv om vi har højere normer end man har i verden, kunne det så tænkes at vi er ved at sænke vores personlige normer? Hvis det er tilfældet, må vi, for at have Guds godkendelse, beslutsomt gøre en forandring.
7, 8. (a) Hvordan kunne vi glemme betydningen af at være optaget af ’handlinger der hører en hellig adfærd til’? (b) Hvilke korrektioner kan være nødvendige?
7 Nu hvor pornografi er tilgængelig på internettet og man kan beskæftige sig med den inden for hjemmets fire vægge, bliver nogle som ikke tidligere har haft adgang til den slags, ’pludselig præsenteret for et ubegrænset udbud af pornografisk materiale og seksuelle udfoldelsesmuligheder,’ udtaler en læge. Hvis vi søgte efter sådanne steder på internettet, ville vi afgjort tilsidesætte Bibelens befaling om ’ikke at røre noget urent’. (Esajas 52:11) Ville det så kunne siges at vi ’altid har Jehovas dags nærværelse i tanke’? Eller udskyder vi mentalt denne dag ved at bilde os selv ind at vi stadig har tid til at rense os hvis vi forurener vores sind med umoralsk materiale? Hvis vi har et problem på dette område, er det af altafgørende betydning at vi beder Jehova hjælpe os til at ’lade vore øjne vige fra at se på det der er uden værdi’, og til at blive ’bevaret i live på hans vej’. — Salme 119:37.
8 Langt de fleste Jehovas Vidner, både unge og voksne, holder sig til Guds høje moralnormer og undgår denne verdens umoralske tillokkelser. De fortsætter med at have ’handlinger der hører en hellig adfærd til’, for de er klar over at det er en alvorlig tid vi lever på, og husker Peters advarsel om at „Jehovas dag [vil] komme som en tyv“. (2 Peter 3:10) Deres liv vidner om at de „venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke“.a
’Handlinger der hører gudhengivenhed til’
9. Hvad skulle vores gudhengivenhed få os til at gøre?
9 Hvis vi skal kunne blive ved med at have Jehovas dag i tanke, er det også af allerstørste betydning at vi har ’handlinger der hører gudhengivenhed til’. „Gudhengivenhed“ indebærer at man har ærefrygt for Jehova, en ærefrygt der får os til at gøre det han kan godkende. Loyal kærlighed til Jehova er drivkraften bag handlinger der hører gudhengivenhed til. Det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:4) Han ’ønsker ikke at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring’. (2 Peter 3:9) Skulle vores gudhengivenhed da ikke få os til at gøre mere for at hjælpe folk til at lære om Jehova og hans egenskaber så de kan efterligne ham? — Efeserne 5:1.
10. Hvorfor må vi vogte os for „rigdommens bedragende magt“?
10 Hvis vi søger Guds rige først, vil vores liv være fyldt med handlinger der hører gudhengivenhed til. (Mattæus 6:33) Det indebærer at vi har et afbalanceret syn på det materielle. Jesus sagde advarende: „Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Lukas 12:15) Selv om det kan være vanskeligt at forestille sig at man selv vil blive forblindet af kærlighed til penge, gør vi alle klogt i at huske på at „den bekymring der hører denne tingenes ordning til, samt rigdommens bedragende magt“ kan ’kvæle Guds ord’. (Mattæus 13:22) Det er måske ikke let at tjene til dagen og vejen. I nogle dele af verden er der derfor mange der når til den konklusion at de for at få et bedre liv bliver nødt til at flytte til et mere velstående land og måske forlade familien i nogle år. Selv nogle blandt Guds folk har ræsonneret sådan. Ved at rejse til et andet land vil de måske være i stand til at give deres familie nogle moderne bekvemmeligheder. Men hvordan vil det gå familiens medlemmer åndeligt? Vil de uden den rette ledelse i familien have den åndelige styrke der er nødvendig hvis de skal overleve Jehovas dag?
11. Hvordan viste en filippinsk mand at handlinger der hører gudhengivenhed til, er vigtigere end rigdom?
11 En filippiner der var rejst til Japan for at få arbejde, lærte Bibelens budskab at kende gennem Jehovas Vidner i Japan. Da han havde lært hvad Bibelen siger om mandens ansvar for at føre an i familien, indså han at han måtte hjælpe sin familie til at blive tjenere for Jehova. (1 Korinther 11:3) Men hans kone hjemme i Filippinerne var imod hans nyfundne tro og ville hellere have at han fortsatte med at sende penge i stedet for at komme hjem og undervise familien i Bibelen. Hans forståelse af tidens alvor og hans omsorg for familien fik ham dog alligevel til at rejse hjem. Den tålmodige og kærlige måde han tog sig af sin familie på, blev belønnet. Med tiden blev de alle forenet i den sande tilbedelse, og hans kone begyndte i heltidstjenesten.
12. Hvorfor bør vi sætte åndelige interesser først i livet?
12 Vores situation kan sammenlignes med det at befinde sig i en brændende bygning. Ville det være klogt at løbe sanseløst omkring for at redde nogle materielle ting ud af det brændende hus inden det styrter sammen? Ville det ikke være langt vigtigere at redde mennesker ud af den brændende bygning — sig selv, sin familie og andre? Denne onde tingenes ordning går hastigt sit sammenbrud i møde, og her står der også menneskeliv på spil. Bevidstheden herom skulle afgjort få os til at sætte åndelige interesser først og nidkært koncentrere os om det livreddende forkyndelsesarbejde. — 1 Timoteus 4:16.
Vi må være „uplettede“
13. Hvilken tilstand bør vi ønske at være i når Jehovas dag indtræffer?
13 Apostelen Peter understreger hvor vigtigt det er at have den rigtige indstilling mens vi venter. Han siger: „I elskede, da I venter dette, så gør jeres yderste for til sidst af [Gud] at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred.“ (2 Peter 3:14) Efter at Peter har tilskyndet os til handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, betoner han vigtigheden af at ’Gud kan finde os uplettede’ fordi vi har ladet os rense med Jesu dyrebare blod. (Åbenbaringen 7:9, 14) Det kræver at man viser tro på Jesu offer og bliver en indviet og døbt tjener for Jehova.
14. Hvad indebærer det at være „uplettede“?
14 Peter tilskynder os til at gøre vores yderste for at blive fundet „uplettede“. Holder vi vores kristne „klæder“ — vores kristne adfærd og personlighed — uplettede af verden? Når vi opdager en plet på vores tøj, forsøger vi straks at fjerne den. Og hvis det er vores pæneste tøj der er blevet plettet, er vi særlig omhyggelige med at rense det. Har vi det på samme måde hvis vores personlighed eller adfærd bliver ’plettet’ af fejl og mangler?
15. (a) Hvorfor skulle israelitterne lave sig frynser på sømmene af deres klæder? (b) Hvordan skiller Jehovas tjenere sig ud i dag?
15 Israelitterne skulle lave sig „frynser på sømmene af deres klæder“ og „sætte en blå snor oven på frynsen på sømmen“. Hvorfor? For at de kunne huske Jehovas bud, adlyde dem og være hellige for deres Gud. (4 Mosebog 15:38-40) Som Jehovas tjenere i dag skiller vi os ud fra verden ved at holde os til Guds love og principper. For eksempel bevarer vi os moralsk rene, vi respekterer blodets hellighed og undgår alle former for afgudsdyrkelse. (Apostelgerninger 15:28, 29) Mange respekterer os fordi vi er fast besluttede på ikke at lade noget besmitte os. — Jakob 1:27.
Vi må være „dadelfri“
16. Hvad indebærer det at være „dadelfri“?
16 Peter siger også at det er nødvendigt at vi er „dadelfri“. Hvordan vil det kunne lade sig gøre? Apostelen Paulus gav de kristne i Filippi følgende formaning: „Bliv ved med at gøre alt uden knurren og ophævelser, for at I kan være udadlelige og uskyldige, Guds dadelfrie børn midt i en forkvaklet og forvildet generation, i hvilken I skinner som lysspredere i verden.“ (Filipperne 2:14, 15) Hvis vi følger dette råd, vil vi undgå at knurre og gøre ophævelser, og vi vil tjene Gud med et rent motiv. Det vil være kærlighed til Jehova og vore medmennesker der bevæger os til at forkynde „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 22:35-40; 24:14) Vi vil blive ved med at forkynde den gode nyhed selv om folk ikke forstår hvorfor vi frivilligt bruger vores tid på at hjælpe andre til at lære om Gud og hans ord, Bibelen.
17. Hvad bør være motivet til at tragte efter ansvarsopgaver i den kristne menighed?
17 Eftersom vi gerne vil være „dadelfri“, bør vi undersøge vore motiver til alt hvad vi foretager os. Vi er ophørt med at følge verdens selviske kurs, deriblandt jagten på rigdom og prestige. Hvis vi stræber efter ansvarsopgaver i den kristne menighed, må vi altid være drevet af et rent motiv og af kærlighed til Jehova og andre. Det er opmuntrende at se åndeligsindede mænd der med glæde ’tragter efter et tilsynshverv’ fordi de har et ydmygt ønske om at tjene Jehova og hjælpe deres trosfæller. (1 Timoteus 3:1; 2 Korinther 1:24) Ja, de der er kvalificerede til at tjene som ældste, er „hyrder for Guds hjord . . . ikke tvungent, men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver; heller ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden.“ — 1 Peter 5:1-4.
Vi må bevare freden
18. Hvilke egenskaber er Jehovas Vidner kendt for?
18 Til slut siger Peter at det er vigtigt at vi ’bliver fundet i fred’. For at leve op til dette krav må vi have fred med Jehova og vores næste. Peter understreger hvor vigtigt det er at ’have inderlig kærlighed til hinanden’ og at bevare freden med sine kristne trosfæller. (1 Peter 2:17; 3:10, 11; 4:8; 2 Peter 1:5-7) Og for at bevare freden må vi affinde os med hinanden i kærlighed. (Johannes 13:34, 35; Efeserne 4:1, 2) Ved vores internationale stævner er der især mange der lægger mærke til at vi har denne indbyrdes kærlighed. Ved et stævne i Costa Rica i 1999 blev en butiksindehaver i lufthavnen oprevet over at nogle lokale Jehovas Vidner kom til at stille sig i vejen for hans butik da de bød delegerede til stævnet velkommen. Den næste dag lagde han imidlertid mærke til den kærlighed og fred der kom til udtryk i den varme velkomst de delegerede fik, selv om de lokale Jehovas Vidner ikke kendte dem personligt. Den sidste dag sluttede forretningsindehaveren sig til velkomstkomitéen og bad om at få et bibelstudium.
19. Hvorfor er det vigtigt at vi søger fred med vore trosfæller?
19 Hvis vi ikke oprigtigt søger fred med vore åndelige brødre og søstre, kan det være et udtryk for at vi ikke af hele vores hjerte længes efter Jehovas dag og hans lovede nye verden. (Salme 37:11; 2 Peter 3:13) Lad os antage at vi har svært ved at holde fred med en bestemt trosfælle. Kan vi se os selv bo fredeligt side om side med ham i Paradiset? Hvis en broder har noget imod os, bør vi sørge for straks at ’slutte fred med ham’. (Mattæus 5:23, 24) Det er nødvendigt for at kunne have fred med Jehova. — Salme 35:27; 1 Johannes 4:20.
20. Hvordan viser vi at vi venter på Jehovas dag?
20 Venter vi på Jehovas dags nærværelse, og har vi den altid i tanke? Vores brændende ønske om at se en ende på al ondskab ses tydeligt ved at vi bevarer os rene og hellige i en umoralsk verden. Vi længes inderligt efter at Jehovas dag skal komme og efter at opnå livet under hans riges styre. Det vil komme klart til udtryk i handlinger der udspringer af gudhengivenhed. Vores forventning om at komme til at leve i en fredelig ny verden afspejles desuden i at vi allerede nu søger fred med vore trosfæller. På den måde viser vi at vi ’altid har Jehovas dags nærværelse i tanke’.
[Fodnote]
a Se eksempler på dette i Vagttårnet for 1. januar 2000, side 16 og i Jehovas Vidners Årbog 1997, side 51-52.
Husker du?
• Hvad vil det sige ’altid at have Jehovas dags nærværelse i tanke’?
• Hvordan vil det fremgå af vores adfærd at vi venter på Jehovas dag?
• Hvorfor er det vigtigt at have ’handlinger der hører gudhengivenhed til’?
• Hvad må vi gøre for af Jehova at blive fundet „uplettede og dadelfri og i fred“?
[Illustration på side 11]
Når vi venter på Jehovas dag med den rette indstilling, vil vi have ’handlinger der hører en hellig adfærd til’
[Illustrationer på side 12]
Forkyndelsen af Riget redder menneskeliv
[Illustration på side 14]
Lad os jage efter fred med andre mens vi venter på Jehovas dag