JOSUA

(Joʹsua) [kortform af Jehosjua, der betyder „Jehova er frelse“].

1. Nuns søn; en efraimit der gik Moses til hånde og senere blev udnævnt til hans efterfølger. (2Mo 33:11; 5Mo 34:9; Jos 1:1, 2) Josua skildres i Bibelen som en modig og frygtløs leder, en mand der havde tillid til Jehovas løfter, som lydigt fulgte hans ledelse og var besluttet på at tjene ham trofast. Hans oprindelige navn var Hosjea, men Moses kaldte ham Jehosjua, eller Josua. (4Mo 13:8, 16, fdn.) Det fremgår dog ikke af beretningen nøjagtig hvornår han blev kendt som Josua.

Leder Israels kamp mod amalekitterne. I 1513 f.v.t., da israelitterne lå lejrede ved Refidim kort tid efter at de mirakuløst var blevet udfriet fra den ægyptiske militærmagt ved Det Røde Hav, rettede amalekitterne et uprovokeret angreb mod dem. Josua blev af Moses udnævnt til at føre an i kampen, og under hans dygtige ledelse besejrede israelitterne med Guds hjælp fjenden. Jehova erklærede derpå at amalekitterne skulle udslettes fuldstændigt, og han befalede Moses at skrive denne beslutning ned og at underrette Josua om den. — 2Mo 17:8-16.

Tjener for Moses. Som Moses’ tjener var Josua sandsynligvis blandt de 70 ældste der senere, ved Sinaj Bjerg, fik et storslået syn af Jehovas herlighed. Derefter fulgte Josua med Moses en del af vejen op ad Sinaj Bjerg, men han gik åbenbart ikke med ind i skyen da kun Moses fik befaling til at gøre det. (2Mo 24:9-18) Både Josua og Moses blev på Sinaj Bjerg i 40 dage og 40 nætter. Da de derefter var på vej ned fra bjerget, forvekslede Josua lyden af israelitternes sang under deres afguderiske kalvedyrkelse med ’lyden af kamp i lejren’. Han var uden tvivl lige så vred som Moses da han fik øje på guldkalven, og måske var han også med til at ødelægge den. — 2Mo 32:15-20.

Ved at tilbede guldkalven brød israelitterne den højtidelige pagt de havde indgået med Jehova Gud. Det var måske dette der fik Moses til at flytte sit telt („mødeteltet“) uden for israelitternes lejr, eftersom Jehova endnu ikke havde tilgivet dem deres synd og derfor ikke længere befandt sig i deres midte. Hver gang Moses vendte tilbage til lejren, blev Josua i mødeteltet, muligvis for at hindre israelitterne i at gå ind i teltet i deres urene tilstand. — 2Mo 33:7-11; 34:9.

Da Moses på et senere tidspunkt følte at byrden blev ham for tung fordi folket beklagede sig, pålagde Jehova ham at udvælge 70 mænd af Israels ældste der kunne hjælpe ham. Disse ældste skulle gå ud til mødeteltet. To af dem, Eldad og Medad, blev imidlertid i lejren og har uden tvivl haft gode grunde til det. Da Guds ånd begyndte at virke på de 68 mænd der var samlet omkring mødeteltet, kom også Eldad og Medad i profetisk henrykkelse i lejren. Moses fik hurtigt dette at vide. Josua, der blev skinsyg på sin herres vegne, tilskyndede Moses til at standse dem. Da Eldad og Medad åbenbart havde fået Jehovas ånd uden Moses’ mellemkomst, har Josua måske følt at dette svækkede hans herres myndighed. Men Moses retledte Josua med ordene: „Gid hele Jehovas folk var profeter, for så ville Jehova lægge sin ånd på dem!“ — 4Mo 11:10-29; jf. Mr 9:38, 39.

Udspejder det forjættede land. Nogen tid senere lå israelitterne lejrede i Parans Ørken, og Moses sendte derfra 12 mænd ud som skulle udspejde det forjættede land. En af dem var Josua (Hosjea). Efter 40 dages forløb vendte spejderne tilbage, men kun Josua og Kaleb aflagde en god rapport. De øvrige ti spejdere tog modet fra folket og hævdede at Israel aldrig ville kunne gøre sig håb om at besejre Kana’ans stærke befolkning. Dette resulterede i at der opstod en oprørsk knurren i lejren. Josua og Kaleb sønderrev da deres klæder, søgte at indgyde folket mod og advarede mod oprør. Men deres modige ord, der afspejlede fuld tillid til at Jehova kunne opfylde sine løfter, nyttede intet: „Hele forsamlingen talte . . . om at stene dem.“ — 4Mo 13:2, 3, 8, 16, 25–14:10.

På grund af dette oprør dømte Jehova israelitterne til at vandre om i ørkenen i 40 år, indtil alle mænd fra 20-årsalderen og opefter som var blevet mønstret til krigstjeneste, var døde. (Dette omfattede ikke levitterne, som ikke blev mønstret til krigstjeneste sammen med de andre israelitter; 4Mo 1:2, 3, 47.) Af de mønstrede skulle kun Josua og Kaleb drage ind i det forjættede land, mens de ti troløse spejdere skulle dø ved en plage fra Jehova. — 4Mo 14:27-38; jf. 4Mo 26:65; 32:11, 12.

Udnævnes til Moses’ efterfølger. Eftersom Moses og Aron forsømte at hellige Jehova over for israelitterne da han mod slutningen af ørkenvandringen gav dem vand ved Kadesj, mistede også de det privilegium at drage ind i det forjættede land. (4Mo 20:1-13) Jehova befalede derfor Moses at udnævne Josua til sin efterfølger. I overværelse af den nye ypperstepræst, Arons søn Eleazar, og hele Israels forsamling lagde Moses hænderne på Josua. Skønt Josua blev udnævnt til Moses’ efterfølger, kom han ikke, ligesom Moses, til at kende Jehova „ansigt til ansigt“. Det var ikke hele Moses’ værdighed der blev overført til Josua, men kun den del der var nødvendig for at han kunne have folkets respekt. Josua kunne heller ikke som Moses kommunikere direkte med Jehova, så at sige „ansigt til ansigt“, men skulle rådføre sig med ypperstepræsten, der ved hjælp af Urim og Tummim, som han havde fået betroet, kunne konstatere hvad Jehovas vilje var. — 4Mo 27:18-23; 5Mo 1:37, 38; 31:3; 34:9, 10.

Efter Guds anvisning styrkede Moses Josua og gav ham visse påbud der kunne hjælpe ham til trofast at røgte sit hverv. (5Mo 3:21, 22, 28; 31:7, 8) Da tiden for Moses’ død nærmede sig, skulle han stille sig ved mødeteltet sammen med Josua. Jehova overdrog derpå Josua hvervet som folkets leder og bekræftede derved den udnævnelse som Moses tidligere havde foretaget ved håndspålæggelse. (5Mo 31:14, 15, 23) Josua var derefter med til at nedskrive den sang Moses fik ved inspiration, og at lære israelitterne den. — 5Mo 31:19; 32:44.

Hans tjeneste som Moses’ efterfølger. Da Moses var død, traf Josua forberedelser til at gå ind i det forjættede land. Han sendte forstanderne ud for at give israelitterne besked på at gøre sig klar til at gå over Jordan i løbet af tre dage. Han mindede gaditterne, rubenitterne og Manasses halve stamme om deres forpligtelse til at hjælpe til ved erobringen af landet. Desuden sendte han to mænd ud som spioner til byen Jeriko og området deromkring. — Jos 1:1–2:1.

Da de to spioner var vendt tilbage, brød israelitterne op fra Sjittim og slog lejr nær ved Jordanfloden. Dagen efter opdæmmede Jehova ved et mirakel Jordans vand så folket kunne gå over på tør grund. Til minde om denne begivenhed rejste Josua 12 sten midt i flodsengen og 12 sten i Gilgal, det første sted israelitterne slog lejr vest for Jordan. Han lavede også flintknive og omskar alle de israelitter af mandkøn der var blevet født i ørkenen. Omkring fire dage senere var de således i den rette tilstand til at fejre påsken. — Jos 2:23–5:11.

I nærheden af Jeriko mødte Josua en engel der fortalte ham hvordan han skulle gå frem ved erobringen af byen. Josua fulgte anvisningerne, og efter at have viet Jeriko til udslettelse udtalte han en profetisk forbandelse over den der i fremtiden ville genopbygge byen, en forbandelse som blev opfyldt over 500 år senere. (Jos 5:13–6:26; 1Kg 16:34) Dernæst drog han imod Aj. I første omgang led den israelitiske styrke, som var på omkring 3000 mand, nederlag. Dette skyldtes at Jehova havde holdt sin hjælp tilbage fordi Akan ulydigt havde taget noget bytte fra Jeriko til sig selv. Da Akan og hans husstand var blevet stenet for denne synd, lagde Josua sig i baghold mod Aj og gjorde byen til en ruinhøj. — Jos 7:1–8:29.

På det tidspunkt samledes hele Israels menighed, deriblandt kvinder, børn og fastboende udlændinge, ved Ebals Bjerg. Josua byggede her et alter efter Moselovens anvisninger. Mens den ene halvdel af menigheden stod foran Garizims Bjerg og den anden halvdel foran Ebals Bjerg, oplæste Josua „alle lovens ord, velsignelsen og forbandelsen“. „Der var ikke et ord af alt det Moses havde givet påbud om, som Josua ikke læste op.“ — Jos 8:30-35.

Da folket var kommet tilbage til lejren i Gilgal, blev Josua og Israels høvdinger opsøgt af nogle sendebud fra Gibeon. Gibeonitterne havde erkendt at Jehova kæmpede for Israel, og det lykkedes dem nu ved en list at slutte en fredspagt med Josua. Da sagens rette sammenhæng kom for en dag, gjorde Josua dem til trælle. Nyheden om hvad gibeonitterne havde gjort, kom også Adoni-Zedek, kongen i Jerusalem, for øre. Han og fire andre kana’anæiske konger drog derfor ud på en straffeekspedition mod dem. Som svar på gibeonitternes anmodning om hjælp drog Josua af sted på en natlig march fra Gilgal. Jehova kæmpede for Israel til forsvar for gibeonitterne og viste derved at han ikke misbilligede den pagt der var blevet indgået med dem. Fjenden led større tab som følge af et mirakuløst uvejr med hagl end som følge af selve krigshandlingerne. Jehova lyttede endda til Josuas røst og forlængede dagtimerne på grund af kampen. — Jos 9:3–10:14.

Josua fulgte denne gudgivne sejr op ved at indtage Makkeda, Libna, Lakisj, Eglon, Hebron og Debir og brød dermed kana’anæernes magt i den sydlige del af landet. Under ledelse af Jabin, kongen i Hazor, samledes kongerne i det nordlige Kana’an nu ved Meroms vand for at kæmpe mod Israel. Jehova opmuntrede Josua til ikke at frygte deres heste og stridsvogne. Også denne gang skænkede Jehova israelitterne sejr. På Jehovas befaling skar Josua haserne over på fjendernes heste og brændte deres stridsvogne. Byen Hazor blev brændt af. (Jos 10:16–11:23) I løbet af ca. seks år (jf. 4Mo 10:11; 13:2, 6; 14:34-38; Jos 14:6-10) besejrede Josua således 31 konger og underlagde sig store dele af det forjættede land. — Jos 12:7-24; KORT, bd. 1, s. 737.

Så kom tiden til at landet skulle fordeles mellem stammerne. Dette foregik i begyndelsen i Gilgal, under ledelse af Josua, ypperstepræsten Eleazar og ti andre som Gud havde udpeget. (Jos 13:7; 14:1, 2, 6; 4Mo 34:17-29) Da Jehovas teltbolig var blevet opstillet i Silo, blev resten af landet fordelt ved lodkastning dér. (Jos 18:1, 8-10) Josua selv fik byen Timnat-Sera i Efraims bjergland. — Jos 19:49, 50.

Hans sidste formaninger til israelitterne og hans død. Kort før sin død samlede Josua Israels ældste og dets overhoveder, dommere og forstandere og formanede dem til at tjene Jehova trofast og advarede dem mod følgerne af ulydighed. (Jos 23:1-16) Han sammenkaldte også alle israelitterne og mindede dem om hvordan Jehova havde taget sig af deres forfædre og dem selv, hvorefter han indtrængende opfordrede dem til at tjene Jehova. Han sagde blandt andet: „Hvis I ikke synes om at tjene Jehova, så vælg selv i dag hvem I vil tjene: enten de guder som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Floden, eller amoritternes guder i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ (Jos 24:1-15) Derefter fornyede israelitterne den pagt hvorved de havde forpligtet sig til at adlyde Jehova. — Jos 24:16-28.

Josua døde i en alder af 110 år og blev begravet i Timnat-Sera. Hans ubrydelige loyalitet mod Jehova havde den gode virkning at „Israel vedblev med at tjene Jehova alle Josuas dage og alle de ældstes dage, de som levede længere end Josua“. — Jos 24:29-31; Dom 2:7-9.

2. Jozadaks søn; den første der tjente som ypperstepræst efter at israelitterne var vendt hjem fra landflygtigheden i Babylon. (Hag 1:1, 12, 14; 2:2-4; Zak 3:1-9; 6:11) I Ezras Bog og Nehemias’ Bog kaldes han Jesjua. — Se JESJUA, 4.