ANKELKÆDE, ANKELRING

De hebraiske ord for „ankelkæde“ (’æts‛adhahʹ [4Mo 31:50] og tse‛adhʹ [Es 3:20]) kommer begge af roden tsa‛adhʹ, der betyder „tage skridt, skride frem“. (Jer 10:5; Dom 5:4) Ordet for „ankelring“ (‛æʹkhæs) kommer af roden ‛achasʹ, der betyder „frembringe en ringlende lyd“ eller „klirre med ankelringe“. (Es 3:16, fdn., 18) I oldtidens Mellemøsten var det ikke ualmindeligt at man bar ringe som smykker om anklerne. De var som regel fremstillet af materialer som messing, guld, sølv, jern, glas eller elfenben. På ægyptiske monumenter er personer af begge køn afbildet med sådanne ringe; i Ægypten fremstillede man ofte ankel- og armringe så de passede sammen i sæt.

Når kraftige ankelringe under gangen slog mod hinanden, kunne de frembringe en klingende lyd. Undertiden lagde man også småsten i hule ankelringe for at de skulle frembringe en lyd, og i nyere tid har man nu og da set arabiske piger bære ankelringe der har været forsynede med små klokker. I nogle tilfælde var en kvindes ankelringe forbundet med ankelkæder, som frembragte en ringlende lyd når hun gik, og som naturligvis henledte opmærksomheden på disse smykker. Ankelkæderne tvang også kvinden til at bevæge sig med en trippende gang, som uden tvivl blev anset for at være graciøs og dannet. — Es 3:16.

Der var „ankelkæder“ blandt de smykker israelitterne tog som krigsbytte fra midjanitterne og bragte som „en offergave til Jehova“. (4Mo 31:50, 51) De hovmodige „Zions døtre“, der levede i en senere periode, beskrives som kvinder der „går med trippende gang og med deres fødder frembringer en ringlende lyd“ eller „klirrer med ankelringe på deres fødder“. Gennem Esajas advarede Jehova dem om at han ville fjerne deres pynt, deriblandt deres ankelringe og ankelkæder. (Es 3:16, 18, 20) Den babyloniske erobring af Juda og Jerusalem i 607 f.v.t. gik hårdt ud over disse kvinder. Foruden at miste deres frihed, mistede de uden tvivl også mange af deres smykker. — Se også SMYKKER, UDSMYKNING.