SKATKAMMER
Et sted, som regel en bygning eller et rum, hvor der opbevares penge eller andre værdier. Det ser ud til at „mødeteltet“ på et tidligt tidspunkt tjente som en slags helligt skatkammer hvori det guld der blev givet som bidrag, blev opbevaret. (4Mo 31:54) Senere blev værdierne fra Jeriko som ’tilhørte Jehova’, givet til „Jehovas hus’ skatkammer“, hvilket tyder på at der var indrettet en slags skatkammer i forbindelse med tabernaklet. (Jos 6:17, 24) Nogle af levitterne blev sat over de skatte der blev skænket til Jehovas hus, og det krigsbytte der blev helliget Jehova. (1Kr 26:20-28) Der var også et skatkammer i Salomons tempel hvor man opbevarede guld, sølv og kostbare tempelredskaber. — 1Kg 7:51; 2Kr 5:1.
Under kongedømmet i Israel fandtes der desuden et kongeligt skatkammer. (2Kg 20:13; 24:13; 2Kr 32:27, 28; Jer 38:11) I årenes løb blev skattene i det kongelige skatkammer såvel som i skatkammeret ved Jehovas hus gentagne gange røvet af fjender eller brugt som betaling eller bestikkelse til hedenske nationer. — 1Kg 14:26; 15:18; 2Kg 12:18; 14:14; 16:8; 18:15; 24:13.
Hvad Babylon angår, siges der i Daniel 1:2 at Nebukadnezar bragte de værdifulde redskaber fra Jehovas hus „til huset hvor hans guds skatkammer var“. Ifølge en babylonisk inskription sagde Nebukadnezar om templet for Merodak: „Jeg oplagrede dér sølv og guld og kostbare sten . . . og indrettede dér mit riges skatkammer.“ (Jf. Ezr 1:8.) Babylonierne kan have haft underordnede skatkamre i forskellige dele af riget. (Da 3:2) Perserne havde et sådant system, hvor nogle af pengene fra de skatter satrapperne inddrev, blev opbevaret i de lokale skatkamre. (Ezr 7:20, 21) De vigtigste af skatkamrene i Perserriget tjente også som kongelige arkiver, hvor der foruden guld og andre værdigenstande opbevaredes vigtige dokumenter. — Ezr 6:1, 2; Est 3:9.