OFFERHØJE

Det hebraiske ord der almindeligvis gengives med „offerhøje“ (bamōthʹ), er som regel forbundet med tilbedelse, men det kan også sigte til høje eller bjerge i almindelighed (2Sa 1:19, 25 [jf. 1Sa 31:8]; Am 4:13; Mik 1:3), havets „høje bølger“ (ordr.: „høje“ [sb.]) (Job 9:8) og skyernes „højder“ (Es 14:14).

Udtrykkene ’at drage frem over jordens højder’ og ’at træde på deres [fjendernes] høje’ hentyder uden tvivl til en sejrrig undertvingelse af et land, for den der behersker et lands høje og bjerge, er i realiteten landets herre. — 5Mo 32:13; 33:29.

Centre for falsk tilbedelse. Offerhøjene, afgudsdyrkelsens kultsteder eller helligdomme, fandtes ikke kun på høje og bjerge, men også i dale, flodlejer og byer og under træer. (5Mo 12:2; 1Kg 14:23; 2Kg 17:29; Ez 6:3) De var udstyret med offeraltre, røgelsesstandere, hellige pæle, hellige støtter og gudebilleder. (3Mo 26:30; 4Mo 33:52; 5Mo 12:2, 3; Ez 6:6) Ved mange af offerhøjene tjente mandlige og kvindelige prostituerede. (1Kg 14:23, 24; Ho 4:13, 14) Offerhøjene var ofte skueplads for tøjlesløse riter, som blandt andet omfattede ceremoniel prostitution og børneofringer. — Es 57:5; Jer 7:31; 19:5.

Offerhøjene havde også huse, eller helligdomme, hvor præster gjorde tjeneste, og hvor gudebillederne fandtes. (1Kg 12:31; 13:32; 2Kg 17:29, 32; 23:19, 20; Es 16:12) Betegnelsen „offerhøj“ kan derfor i nogle tilfælde sigte til en sådan helligdom frem for et højtliggende tilbedelsessted på en bakke, et bjerg eller en kunstig forhøjning. Det fremgår af Ezekiels ord om brogede offerhøje der var lavet af klæder. (Ez 16:16) Disse „offerhøje“ var muligvis teltlignende helligdomme.

Før israelitterne gik ind i det forjættede land, fik de besked på at ødelægge alle kana’anæernes offerhøje og alle de ting og redskaber der blev anvendt i forbindelse med den falske tilbedelse dér. (4Mo 33:51, 52) Men israelitterne fulgte ikke denne befaling, og efter Josuas og den ældre generations død satte et omfattende frafald ind. — Dom 2:2, 8-13; Sl 78:58.

Gud fordømte ikke alle offerhøje. Ifølge Jehovas lov måtte der kun bringes ofre på det sted han havde udpeget. På Josuas tid ligestillede israelitterne dét at bygge et brændofferalter uden beføjelse med oprør mod Jehova. (5Mo 12:1-14; Jos 22:29) Efter at den hellige ark var blevet flyttet fra teltboligen (1Sa 4:10, 11; 6:1, 10-14; 7:1, 2), er der imidlertid vidnesbyrd om at man med Guds godkendelse bragte ofre andre steder end ved mødeteltet, ikke kun under særlige omstændigheder, men nogle steder også ret regelmæssigt. (1Sa 7:7-9; 10:8; 11:14, 15; 16:4, 5; 1Kg 3:3; 1Kr 21:26-30) At det sidste har været tilfældet, synes at fremgå af den omstændighed at der på offerhøjen i en unavngiven by i landet Zuf var opført en bygning hvor man åbenbart kunne spise fællesskabsofre. Spisesalen dér kunne rumme mindst 30 mand. Selv pigerne i byen vidste hvordan offerhandlingen fandt sted. (1Sa 9:5, 11-13, 22-25) Det er også muligt at familierne havde en årlig ofring, ikke ved teltboligen, men i deres egen by. — 1Sa 20:6, 29.

At man ofrede på offerhøje, kan undskyldes med at der endnu ikke var bygget noget hus for Jehovas navn. Salomon måtte således ofre på den store offerhøj i Gibeon, hvor teltboligen stod på det tidspunkt. — 1Kg 3:2-4; 1Kr 16:37-40, 43; 21:29; 2Kr 1:3, 13; se ALTER; OFRE.

Salomons regeringstid og tistammeriget. Hen imod slutningen af sin regeringstid byggede kong Salomon offerhøje for de falske guder som hans fremmede hustruer dyrkede. Dette medvirkede til at israelitterne forlod den sande tilbedelse af Jehova og begyndte at dyrke falske guder. Jehova lod derfor sin profet Ahija forudsige at Salomons søn ville miste ti af stammerne, og at Jeroboam skulle herske over dem i stedet. — 1Kg 11:7, 8, 30-35.

Jehova havde forsikret Jeroboam om at hans kongedømme ville bestå hvis han fortsat tjente Gud trofast. Så snart Jeroboam var kommet på tronen, blev han imidlertid bange for at israelitterne ville gøre oprør hvis de fortsat skulle drage op til Jerusalem for at tilbede. Han indførte derfor kalvedyrkelse i Dan og Betel og byggede offerhøje dér. (1Kg 11:38; 12:26-33) Så længe tistammeriget eksisterede, fortsatte afgudsdyrkelsen på offerhøjene. „Israels sønner gav sig . . . i lag med ting som ikke var rigtige over for Jehova deres Gud, og byggede sig offerhøje i alle deres byer, alle steder lige fra tårne for vagtmænd til befæstede byer.“ — 2Kg 17:9.

Under inspiration forudsagde profeten Amos at „Isaks høje“ skulle lægges øde. Hermed sigtede han uden tvivl til de offerhøje hvor tistammerigets israelitter, som jo var efterkommere af Isak gennem Jakob (Israel), dyrkede falske guder. Dette bekræftes af at „Isaks høje“ ligestilles med „Israels helligdomme“ i den parallelle sætning. — Am 7:9; se også Ho 10:2-10.

Offerhøjene fortsatte med at eksistere i nogen tid efter at Assyriens konge havde ført tistammerigets indbyggere i landflygtighed, for de fremmede folkeslag som assyrerkongen flyttede til Samaria, fortsatte med at bruge offerhøjene i deres gudsdyrkelse. (2Kg 17:24, 29-32) Omkring hundrede år efter dette nedrev den trofaste kong Josias af Juda alteret og offerhøjen i Betel og vanhelligede alteret ved at brænde menneskeknogler på det. Han fjernede også alle offerhøjenes huse i Samarias byer, ofrede (dræbte) alle offerhøjenes præster og brændte menneskeknogler på altrene. (2Kg 23:15-20) Derved opfyldtes en profeti som var blevet udtalt af en unavngiven „Guds mand“ over 300 år tidligere. — 1Kg 13:1, 2.

I Juda rige. Kong Rehabeam efterlignede sin fader Salomons frafald, og hans undersåtter fortsatte med at bygge offerhøje og udføre tøjlesløse riter. (1Kg 14:21-24) Rehabeams søn og efterfølger, Abijam, „vandrede videre i alle sin faders synder“. — 1Kg 15:1-3.

Asa, der efterfulgte Abijam på tronen, tjente Jehova trofast og gjorde en beslutsom indsats for at fjerne alt det der blev brugt i forbindelse med afgudsdyrkelsen. (1Kg 15:11-13) „Altså fjernede han offerhøjene og røgelsesstanderne fra alle Judas byer.“ (2Kr 14:2-5) Ordene i 1 Kongebog 15:14 og 2 Krønikebog 15:17 tyder dog på at offerhøjene ikke blev fjernet. Det kan være at Asa fjernede offerhøjene for afguderne, men lod de høje hvor folket tilbad Jehova, blive tilbage, eller måske blev der ved slutningen af hans regeringstid rejst nye offerhøje, som hans efterfølger, Josafat, så måtte fjerne. Men selv i Josafats regeringstid forsvandt offerhøjene ikke helt. (1Kg 22:42, 43; 2Kr 17:5, 6; 20:31-33) Judas tilbedelse på offerhøjene var så indgroet at Asas og Josafats reformer ikke kunne fjerne dem alle permanent.

I modsætning til sin fader, Josafat, lavede kong Joram offerhøje på Judas bjerge. (2Kr 21:1, 11) Det religiøse fordærv i riget fortsatte mens Ahazja og tronraneren Atalja, Akabs og Jesabels datter, regerede. (2Kg 8:25-27; 2Kr 22:2-4, 10) Selv om der ved begyndelsen af Joasj’ regeringstid blev indledt omfattende reformer for at genindføre den sande tilbedelse, satte frafaldet ind igen efter ypperstepræsten Jojadas død, og offerhøjene forsvandt ikke. (2Kg 12:2, 3; 2Kr 24:17, 18) Offerhøjene forblev centre for falsk tilbedelse mens kongerne Amazja, Azarja (Uzzija) og Jotam regerede. (2Kg 14:1-4; 15:1-4, 32-35) Den næste judæiske konge, Akaz, bragte ikke blot slagtofre og røgofre på offerhøjene, men lod endog sin egen søn gå gennem ilden. (2Kg 16:2-4) Han lavede også flere offerhøje „for at bringe røgofre til andre guder“. — 2Kr 28:25.

På kong Ezekias’ tid blev der gennemført endnu en omfattende udrensning for at fjerne offerhøjene. (2Kg 18:1-4, 22; 2Kr 32:12) Efter den store fejring af påsken i hans regeringstid drog israelitterne ud til byerne i Juda og Benjamin og endda i Efraim og Manasse og knuste de hellige støtter, omhuggede de hellige pæle og nedbrød offerhøjene og altrene. — 2Kr 30:21, 23; 31:1.

Denne genindførelse af den sande tilbedelse varede imidlertid ikke længe. Ezekias’ søn Manasse genopbyggede de offerhøje som hans fader havde ødelagt. (2Kg 21:1-3; 2Kr 33:1-3) Manasse forledte folket til at handle værre end de hedenske kana’anæere som Jehova havde udryddet. Den Almægtige besluttede derfor at bringe ulykke over Juda og Jerusalem. (2Kg 21:9-12) Efter at Manasse var blevet taget til fange af assyrerkongen og ført til Babylon, angrede han imidlertid og omvendte sig. Da han kom tilbage til Jerusalem, tog han skridt til at fjerne alt det der havde med den falske tilbedelse at gøre. Men folket blev ved med at bringe ofre på de uautoriserede offerhøje; dog ofrede man ikke til de falske guder, men til Jehova. (2Kr 33:10-17) Manasses efterfølger, hans søn Amon, videreførte ikke de reformer hans fader havde indledt, men „lod skylden vokse“. — 2Kr 33:21-24.

Josias, der efterfulgte Amon, skilte sig ud ved at gøre hvad der var ret i Jehovas øjne, og holde sig til Moseloven. Han afsatte afgudspræsterne, der bragte røgofre på offerhøjene. Han nedrev offerhøjene, ikke blot i hele Juda, men også i Samarias byer. De steder der blev brugt til afgudsdyrkelse, blev gjort urene sådan at folket ikke længere kunne krænke Jehova dér. — 2Kg 23:4-20; 2Kr 34:1-7.

Beretningen om hvordan Josias gjorde de offerhøje som Salomon havde bygget, urene, synes at bekræfte at offerhøjene blev genopbygget selv om tidligere konger havde nedrevet dem. Det vil være rimeligt at mene at de trofaste konger Asa og Josafat havde nedrevet de offerhøje til afgudsdyrkelse som stammede fra Salomons tid.

Efter beretningen om hvordan Josias fjernede alle spor af afgudsdyrkelsen, nævnes offerhøjene ikke mere i Kongebøgerne eller Krønikebøgerne, men der siges om de fire sidste konger af Juda, nemlig Jehoahaz, Jojakim, Jojakin og Zedekias, at de gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne. (2Kg 23:31, 32, 36, 37; 24:8, 9, 18, 19) Israelitterne må igen være begyndt at dyrke afguder på offerhøjene. Gennem sin profet Ezekiel advarede Jehova dem derfor om de alvorlige konsekvenser af dette: „Se, det er mig som bringer et sværd over jer, og jeg vil ødelægge jeres offerhøje. Og jeres altre skal lægges øde og jeres røgelsesstandere skal knuses, og jeg vil lade jeres slagne falde foran jeres uhumske guder.“ — Ez 6:3, 4.

Interessant nok findes der ingen optegnelser om tilbedelse på offerhøje fra tiden efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon. Den trofaste jødiske rest havde taget ved lære af de bitre erfaringer, og Jehovas ord: „De skal vide at jeg er Jehova,“ var gået i opfyldelse. — Ez 6:9, 10.

[Illustration på side 442]

Offerhøj i Gezer, hvor der var opstillet hellige støtter