„Vi vil tjene Jehova vor Gud“
„Jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ — Josua 24:15.
1. Hvordan tjener Josuas bog til opmuntring og beskyttelse for os?
DE GRIBENDE beretninger i Josuas bog er blevet nedskrevet „til vor belæring“ og „som eksempler“ til opmuntring og beskyttelse for os, „til hvem enden på tingenes ordninger er kommet“. (Romerne 15:4; 1 Korinther 10:11) I Josuas bog henledes vor opmærksomhed på gudfrygtige egenskaber som udholdenhed, tro og lydighed. „Ved tro faldt Jerikos mure efter at man havde gået rundt om dem i syv dage. Ved tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med dem som havde handlet ulydigt, fordi hun modtog spionerne med fred.“ (Hebræerne 11:30, 31) Den tro som Josua, Rahab og andre af fortidens loyale lagde for dagen, bør tilskynde os til at være modige og stærke, så vi kan fuldføre Guds gerning i nutiden. — Josua 10:25; Johannes 4:34.
2. (a) Hvordan viste Josua lydighed selv i de mindste detaljer? (b) Hvad skete der ved bjergene Ebal og Garizim?
2 Efter den afgørende sejr ved Aj fulgte Josua den detaljerede vejledning der er nedskrevet i Femte Mosebog 27:1 til 28:68. Ved Ebals bjerg rejste han et alter af hele sten og fulgte befalingen: „Du skal ofre fællesskabsofre og spise dem dér, og du skal fryde dig for Jehova din Guds ansigt.“ Andre sten blev rejst som et mindesmærke, og efter at de var blevet kalket blev lovens ord skrevet på dem. Derefter blev stammerne delt, så nogle stod foran Garizims bjerg „for at velsigne folket“ mens andre stod foran Ebals bjerg „for at fremsige forbandelsen“. Med høj røst fremholdt levitterne de forbandelser der ville komme over de ulydige, og hele folket svarede: „Amen!“ Dernæst fremholdt de velsignelserne for lydighed. Men ve israelitterne hvis de ikke ’tog vare på at holde alle lovens ord og frygtede Jehova Guds herlige og frygtindgydende navn’! — Josua 8:32-35.
3, 4. (a) Hvad kan vi der lever i dag lære af israelitternes handlemåde? (b) Hvorfor bør vi aldrig blive trætte af at høre det samme igen og igen? (c) Hvad vil det kræve af os at „gå ind ad den snævre port“?
3 Blev israelitterne ved med at adlyde ’lovens ord’? Nej. På trods af hyppige formaninger fra Moses, og senere fra Josua, kom de sørgeligt til kort. Vi der lever i dag kan lære meget af dette! Trods gentagne advarsler er der nogle som tror at de kan lade hånt om Guds krav, ’gøre som de har lyst til’, og alligevel overleve. Hvor tåbeligt! Paulus henviste til israelitternes erfaringer og sagde: „Lad . . . den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ — 1 Korinther 10:12; Prædikeren 2:13.
4 Nogle af Guds tjenere har kritiseret de advarsler der er blevet fremsat, og givet udtryk for at de er trætte af at høre det samme igen og igen. Men de der ser sådan på det, er ofte de første til at falde i en af Satans fælder. Den inspirerede, bibelske bog Femte Mosebog (hebraisk: mishnehʹ hattorahʹ, der betyder „gentagelse af Loven“), består hovedsagelig af fire taler som Moses holdt for israelitterne, hvori han understregede at de skulle adlyde de love Jehova tidligere havde givet dem. Moses brugte over fire gange så mange ord på at advare mod ulydighed og på de „forbandelser“ der ville komme over de ulydige, som han brugte på at oplyse om „velsignelserne“. Ved Ebals bjerg gjorde Josua det igen klart for israelitterne at de skulle adlyde. Viser dette ikke hvor vigtigt det er at vi bestræber os for at „gå ind ad den snævre port“? — Mattæus 7:13, 14, 24-27; 24:21, 22.
5. Hvem havde sluttet sig sammen imod Israel, og hvilken lignende situation ser vi i dag?
5 En afgørende styrkeprøve var nu på vej. Jeriko, der udgjorde indfaldsporten til det forjættede land, var blevet tilintetgjort, ligesom den falske religion vil blive udslettet når „den store trængsel“ begynder. Også byen Aj var faldet. Men nu samledes „alle kongerne som var på denne side af Jordan, i bjerglandet og i Sjefela og langs hele Det store Havs kyst op til Libanon, hetitterne og amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne . . . for i forening at føre krig mod Josua og Israel“. (Josua 9:1, 2) I en nutidig parallel til dette ser vi at jordens nationer har sluttet sig sammen i De forenede Nationer. De søger fred og sikkerhed for sig selv og på deres egne betingelser, men „har samlet sig som én imod Jehova og imod hans salvede“, den større Josua. (Salme 2:1, 2) Hvad vil resultatet blive?
Gibeonitternes list
6, 7. (a) Hvad var gibeonitterne interesseret i, og hvilken strategi anvendte de? (b) Hvordan dømte Josua i den sag?
6 Andre ikke-israelitter begyndte nu at vise interesse for at overleve, ligesom Rahab havde gjort før dem. Det var indbyggerne i Gibeon, en stor by der lå nord for Jebus eller Jerusalem. De havde hørt om Jehovas vældige gerninger og besluttet at de ville søge fred og sikkerhed på Jehovas betingelser. Men hvordan? Til israelitternes lejr i Gilgal sendte de nogle mænd hvis proviant var tørt og smuldret brød, hvis sække og læderflasker var slidte og hvis klæder og sandaler var lappede. Da mændene kom hen til Josua sagde de: „Fra et meget fjernt land er dine tjenere kommet for Jehova din Guds navns skyld, for vi har hørt om hans ry.“ Da Josua hørte dette „sluttede [han] fred med dem og indgik en pagt med dem om at lade dem leve“. — Josua 9:3-15.
7 Israelitterne erfarede imidlertid snart at gibeonitterne „boede lige i nærheden af dem“. Hvordan så Josua nu på deres list? Han holdt det løfte han tidligere havde aflagt om at ’lade dem leve og lade dem samle brænde og trække vand op til hele forsamlingen’. — Josua 9:16-27; jævnfør Femte Mosebog 20:10, 11.
8. I hvilke henseender er gibeonitterne et billede på ’den store skare’?
8 Mange af netinim-folkene, der senere tjente ved Jehovas tempel, stammede sandsynligvis fra gibeonitterne. Gibeonitterne er derfor et glimrende billede på ’den store skare’, der nu yder Gud „hellig tjeneste dag og nat i hans tempel“. (Åbenbaringen 7:9, 15) Skønt de lever i en verden der kan sammenlignes med Kana’ans land, er de i hjertet „ikke en del af verden“. De har tidligere måttet nøjes med det ’tørre og smuldrede’ åndelige brød der serveres i kristenhedens kirker, og de har været uden „vin“, uden glæde. Da de kom i kontakt med Guds folk forstod de at Jehova udfører vældige gerninger gennem sine vidner. De har foretaget den lange rejse fra Satans verden for at bytte deres lasede ’klæder’ med en ny klædedragt, nemlig den nye personlighed som Jehovas ydmyge tjenere er iført. — Johannes 14:6; 17:11, 14, 16; Efeserne 4:22-24.
Støtte fra organisationen
9. (a) Hvilken krise opstod nu? (b) Hvordan reagerede Josua, og hvad havde Jehova forsikret ham om?
9 Da Adoni-Zedek, kongen af Jerusalem, hørte at gibeonitterne havde sluttet fred med Israel, „blev han meget bange, for Gibeon var en stor by, som en af kongebyerne, . . . og alle dens mænd var vældige krigere“. Han sluttede sig sammen med fire andre konger, og de belejrede Gibeon. Gibeonitterne sendte straks bud til Josua: „Kom hurtigt op til os og frels os og hjælp os.“ Josua tog straks af sted, og Jehova opmuntrede ham med ordene: „Frygt ikke for dem, for jeg har givet dem i din hånd. Ikke en af dem vil kunne stå sig imod dig.“ Josua og alle hans dygtige krigere marcherede „hele natten“ for at kunne overrumple fjenden. — Josua 10:1-9.
10. (a) Hvad svarer i dag til belejringen af Gibeon? (b) Hvilken beslutning giver nutidens gibeonitter udtryk for?
10 Som en parallel til disse fem konger er der i dag nogle af denne verdens ledere som bliver vrede når de ser at mange af deres undersåtter — selv højtstående mennesker — tager standpunkt for den større Josua og hans verdensomspændende retfærdsrige. Disse herskere mener at landegrænserne bør bevares, skønt nationerne hele tiden strides og bekæmper hinanden. Derfor prøver de at hindre de fredselskende medlemmer af ’den store skare’ i at modtage åndelig føde, de forbyder dem at afholde de møder hvor de får del i denne „føde“ og de søger at hindre dem i at tale med andre om åndelige anliggender. Men disse nutidige gibeonitter er loyale over for det åndelige Israel, og de siger: „Vi vil gå med jer.“ — Zakarias 8:23; jævnfør Apostelgerninger 4:19, 20; 5:29.
11. Hvad gør Jehovas vidner i dag i krisesituationer?
11 Når ’den store skare’ beder deres ’moderorganisation’ om hjælp, får de det straks og i rigelig mængde. Det ses på mange områder at Jehovas vidner arbejder beredvilligt og hurtigt — som når de straks sørger for hjælp til deres nødlidende brødre efter naturkatastrofer, eller hurtigt bygger rigssale og stævnehaller hvor den åndelige føde kan blive uddelt. Da der i juni i år skulle holdes et stævne på Yankee Stadium i New York, mødte en hær af frivillige rengøringsfolk op ved midnat natten før stævnet, efter en baseball-kamp, og Yankee Stadium har aldrig været renere og pænere end det var i de næste fire dage. Jehovas Vidners ansvarshavende ældste er også hurtige til at tage sig af krisesituationer der kan opstå i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed. — Filipperne 1:6, 7.
Jehova kæmper for Israel
12. Hvilke mirakler udførte Jehova da han kæmpede for Israel for at forsvare gibeonitterne? (Jævnfør Habakkuk 3:1, 2, 11, 12.)
12 Men se nu hvad der sker ved Gibeon. Jehova skaber forvirring blandt gibeonitternes fjender. Israelitterne forfølger dem og tilføjer dem et stort tab. Noget begynder nu at falde ned fra himmelen! Store isklumper! Der dør flere som følge af disse enorme haglsten end der dræbes af Israels krigere. Men hør: Josua taler til Jehova. Hvad er det han siger „for øjnene af Israel“? Dette: „Sol, stå stille over Gibeon, og måne, over Ajjalons lavning.“ Endnu et ærefrygtindgydende mirakel! „Henved en hel dag“ oplyser solen slagmarken, indtil Israel har taget hævn over sine fjender. Det tilkommer ikke os at fremsætte teorier om hvordan Jehova udførte dette mirakel, lige så lidt som vi kan udspørge ham om hvordan han ’frembragte’ de to store lysgivere hvis lys begyndte at trænge igennem til jorden på den fjerde skabelsesdag. (1 Mosebog 1:16-19; Salme 135:5, 6) Beretningen siger kort og godt: „Der har ingen dag været som denne, hverken før eller siden, hvor Jehova hørte efter en mands røst; for Jehova selv kæmpede for Israel.“ — Josua 10:10-14.
13. Hvordan opmuntrede Josua sine anførere, og hvad blev det endelige resultat?
13 Som et højdepunkt på de afsluttende kampe dræbes de fem konger. Da siger Josua til sine anførere for hæren: „Vær ikke bange eller skrækslagne. Vær modige og stærke, for sådan vil Jehova gøre ved alle jeres fjender som I fører krig imod.“ Dette havde allerede vist sig at være sandt i forbindelse med syv af Kana’ans konger, og det viste sig fortsat at være sandt da endnu 24 kongeriger blev styrtet. Først da, efter seks års krigsførelse, havde landet ro. — Josua 10:16-25; 12:7-24.
14. Med hvilken holdning bør vi imødese Harmagedon, og hvad bør vi have tillid til?
14 Vi står nu over for den afgørende Harmagedonkrig. Måtte vi være lige så modige og stærke som Josua, hans krigere og hele Israels lejr. Vi kan have tillid til at ligesom Jehova bragte flere millioner israelitter uskadte ind i det forjættede land, sådan kan han også udføre andre ærefrygtindgydende mirakler og føre de millioner der frygtløst tjener ham nu, gennem Harmagedon og ind i sin nye ordning. — Åbenbaringen 7:1-3, 9, 14; 19:11-21; 21:1-5.
Vor beslutning
15. Hvilke arbejdsopgaver kan ’de andre får’ vente at få tildelt i Guds nye ordning?
15 Skønt Josua nu nærmede sig de 90 år, havde han endnu en stor opgave at løse — han skulle fordele landet mellem Israels stammer. At israelitterne nu fik deres arvelodder betød ikke at de skulle til at leve et liv i magelighed. Kaleb bad for eksempel om et område ved Hebron hvor de vældige anakitter boede; han ville gerne gøre en indsats for at udrydde de sidste af Jehovas fjender. Dette er ikke noget vidnesbyrd om at der under Kristi tusindårsrige vil leve fjendtlige mennesker på jorden. Men der vil være et stykke arbejde at gøre. Vi bør ikke regne med at vi kan dovne tiden væk i den nye tingenes ordning. Når Herrens „andre får“ har fået tildelt deres opgaver på ’den nye jord’ vil de få rigeligt at gøre med at forskønne jorden og omdanne den til et paradis. — Josua 14:6-15; Markus 10:29, 30; Romerne 12:11.
16. Hvad er Jehovas ordning med „tilflugtsbyer“ et billede på?
16 Da Josua delte landet op i arvelodder, satte han også seks af levitternes byer til side til „tilflugtsbyer“, tre på hver side af Jordan. Ifølge Guds ordning kunne uforsætlige manddrabere søge beskyttelse ved at flygte til en af disse byer. En sådan manddraber måtte bevise at han havde en ren samvittighed over for Gud, og dette gjorde han ved at blive i byen indtil ypperstepræsten døde. Eftersom medlemmerne af ’den store skare’ tidligere har haft forbindelse med denne verden der har pådraget sig blodskyld, må de også søge at opnå en god samvittighed over for Gud. Det kan de gøre ved at bekende deres synder, ændre sind, vende om, indvi sig til Jehova og lade sig døbe. Derefter må de forblive i denne godkendte tilstand. ’Den store skare’ må blive i „tilflugtsbyen“ indtil Jesus ved slutningen af tusindårsriget dør i billedlig forstand med hensyn til sin gerning som ypperstepræst. — Josua 20:1-9; Åbenbaringen 20:4, 5; 1 Korinther 15:22, 25, 26.
17. Hvilket glædebringende udfald ser vi i dag frem til?
17 Jehova havde velsignet sit folk Israel til overflod. Vejen havde været vanskelig og trængslerne mange, men til sidst nåede de ind i det forjættede land og bosatte sig der. Deres hjerter må have svulmet af taknemmelighed over for Jehova! Efter at vi har bevist vor trofasthed over for Gud vil vi føle en lignende glæde når vi går ind i hans nye ordning, der omfatter ’den nye jord’. Ja, vi vil erfare at dette også gælder i vor tid: „Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet . . . slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ (Josua 21:45) Måtte vi få del i disse løfter!
18. (a) Hvad mindede Josua Israels ældste om? (b) Hvilket ønske bør vi nære i forbindelse med Jehovas nye ordning?
18 I en alder af 110 år samlede Josua til sidst Israels ældste. Han mindede dem om at Jehova på vidunderlig vis havde velsignet sit trofaste folk fra Abrahams tid og frem til deres tid. Jehova sagde da til dem: „Således gav jeg jer et land som I ikke havde slidt for, og byer som I ikke havde bygget, og I bosatte jer i dem. Vingårde og olivenlunde som I ikke har plantet, spiser I af.“ Når der var sørget så godt for israelitterne, ville de ganske givet ønske at ’frygte Jehova og tjene ham i uangribelighed og sandhed’ i al fremtid. Og da vi kan se frem til at Jehova om kort tid indfører sin herlige ordning her på jorden, bør det være vort ønske at gøre det samme. — Josua 24:13, 14.
19. (a) Hvilket valg gav Josua nu israelitterne, og hvad svarede de? (b) Hvem bør vi ønske at ligne? (c) Hvad bør vi være fast besluttede på at gøre?
19 Josua sagde derefter rent ud til folket: „Hvis I ikke synes om at tjene Jehova, så vælg selv i dag hvem I vil tjene. . . . MEN JEG OG MIT HUS, VI VIL TJENE JEHOVA.“ Kan vi som enkeltpersoner sige det samme? Kan vore troende familiemedlemmer, vore menigheder, hele Guds verdensomspændende „husstand“? Ja, ganske afgjort! (Efeserne 2:19) På Josuas tid svarede folket: „Vi vil tjene Jehova vor Gud, og vi vil adlyde hans røst!“ (Josua 24:15, 24) Senere brød de desværre dette løfte. Vi ønsker ikke at være som dem. Det er vort ønske at være som Josua og hans husstand, som Kaleb, som gibeonitterne og som Rahab. Ja, „VI VIL TJENE JEHOVA“. Måtte vi gøre det modigt og i fuldstændig tillid til at intet „vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre“. — Romerne 8:39.
Hvordan kan Josuas bog lære os . . .
■ at få gavn af gentagne formaninger?
■ at vise omsorg for nutidens gibeonitter?
■ på hvilken måde Jehova vil kæmpe ved Harmagedon?
■ at det er nødvendigt at flygte til en „tilflugtsby“?
■ at vælge hvem vi vil tjene?