„Jehovas og Gideons sværd!“
DE ER så talrige som græshopper, og de forvandler frugtbar jord til ødemark. Vi befinder os i dommertiden i Israel, og israelitterne er i en fortvivlet situation. I syv år har kamelridende horder af midjanitter, amalekitter og Østens sønner plyndret landet så snart sædekornet er begyndt at spire. Røvernes hjorde breder sig i deres søgen efter græs og fortærer al vegetation. På grund af plyndringerne har israelitterne ikke længere æsler, okser eller får. Midjans terrorregimente er så strengt at de fattige israelitter må lave sig underjordiske depoter i bjerge, huler og bjergfæstninger.
Hvorfor befinder israelitterne sig i denne vanskelige situation? Fordi de dyrker falske guder og er blevet frafaldne. Derfor har Jehova overgivet dem til deres undertrykkere. Da Israels sønner ikke længere kan udholde situationen, råber de til Jehova om hjælp. Vil han lytte? Hvad kan vi lære af det Israel kom ud for? — Dommerne 6:1-6.
Fra forsigtig landmand til ’brav kriger’
Israelitiske landmænd plejer at tærske hvede ved hjælp af en okse og en tærskeslæde på et åbent sted hvor vinden kan skille avnerne fra kornet under rensningsprocessen. Men det kan ikke lade sig gøre nu, for faren for at blive opdaget af røverbander som vil plyndre landet, er alt for stor. For ikke at midjanitterne skal få øje på Gideon, tærsker han hvede i en vinperse — sandsynligvis et stort kar udhugget i klippen. (Dommerne 6:11) Her er det sikkert kun muligt at tærske kornet i små mængder ved hjælp af en stok. Ja, under disse omstændigheder er Gideon nødt til at gøre brug af det forhåndenværende.
Forestil dig hvor overrasket Gideon bliver da Jehovas engel viser sig for ham og siger: „Jehova er med dig, du brave kriger.“ (Dommerne 6:12) Men Gideon, der i det skjulte må tærske korn i en vinperse, føler sig sikkert langtfra brav. Disse ord viser imidlertid at Gud har tillid til at Gideon vil være en modig anfører for Israel. Det skal Gideon dog selv overbevises om.
Da Jehova påbyder ham at „frelse Israel af Midjans vold“, siger Gideon beskedent: „Undskyld mig, Jehova. Med hvad skal jeg frelse Israel? Se! Min tusindgruppe er den ringeste i Manasse, og jeg er den yngste i min faders hus.“ Den forsigtige Gideon beder om et tegn på at Gud vil støtte ham i slaget mod Midjan, og det imødekommer Jehova. Gideon bringer en gave bestående af mad til engelen som besøger ham, og ild stiger op fra klippen og fortærer offeret. Jehova beroliger Gideon som er bange, og Gideon bygger derefter et alter på stedet. — Dommerne 6:12-24.
„Lad Ba’al føre sag“
Israelitternes største problem er ikke midjanitternes undertrykkelse, men deres tilknytning til ba’alsdyrkelsen. Jehova er „en skinsyg Gud“, og man kan ikke tjene ham på en acceptabel måde hvis man samtidig dyrker andre guder. (2 Mosebog 34:14) Jehova befaler derfor Gideon at ødelægge hans fars ba’alsalter og omhugge den hellige pæl. Da Gideon er bange for hvordan hans far og andre vil reagere hvis han udfører opgaven om dagen, gør han det om natten sammen med ti af sine tjenere.
Gideons forsigtighed er berettiget for da de lokale ba’alsdyrkere opdager denne „helligbrøde“, kræver de ham udleveret for at dræbe ham. Men med uigendrivelig logik ræsonnerer Joasj, Gideons far, med dem og siger at hvis Ba’al var Gud, ville han være i stand til at forsvare sig selv. Derefter giver han sin søn det passende navn Jerubba’al, som betyder „lad Ba’al føre sag imod ham“. — Dommerne 6:25-32; fodnote.
Gud velsigner altid sine tjenere når de tager et modigt standpunkt for den sande tilbedelse. Da midjanitterne og deres allierede igen invaderer israelitternes område, ’iklæder Jehovas ånd sig Gideon’. (Dommerne 6:34) Under indflydelse af Guds ånd, eller aktive kraft, mønstrer Gideon tropper fra Manasse, Aser, Zebulon og Naftali. — Dommerne 6:35.
Gør sig klar til slaget
Gideon har nu en hær på 32.000 mand, men alligevel beder han Gud om et tegn. Hvis noget afklippet uld som er lagt ud på tærskepladsen, bliver vådt af dug mens jorden omkring ulden forbliver tør, er det et tegn på at Gud vil frelse Israel ved hjælp af Gideon. Jehova udfører dette mirakel, men Gideon føler sig endnu ikke helt sikker. Han beder om at det modsatte må ske — at jorden bliver våd og den afklippede uld er tør. Er Gideon overdreven forsigtig? Åbenbart ikke, for Jehova efterkommer hans anmodning. (Dommerne 6:36-40) Vi forventer ikke at sådanne mirakler vil ske i dag. Men gennem Jehovas ord kan vi blive forsikret om hans hjælp og støtte.
Gud gør nu Gideon opmærksom på at hans hær er for stor. Hvis israelitterne sejrer over deres fjender med så stor en styrke, vil de måske pralende hævde at de har frelst sig selv. Men det er Jehova der skal have æren for den kommende sejr. Hvad er løsningen? Gideon skal følge en bestemmelse i Moseloven som siger at de frygtsomme gerne må tage hjem. Det gør 22.000 af hans mænd, og nu er der kun 10.000 tilbage. — 5 Mosebog 20:8; Dommerne 7:2, 3.
Gud synes stadig at hæren er for stor. Gideon får nu besked på at føre mændene ned til vandet. Ifølge den jødiske historiker Josefus fik Gud Gideon til at føre sine tropper ned til en flod i dagens hede. Hvorom alting er, iagttager Gideon nu hvordan mændene drikker. Kun 300 af dem dypper hånden i vandet og labber vandet fra den samtidig med at de holder øje med om de skulle blive angrebet. Det er kun disse 300 årvågne mænd der får lov at tage med Gideon. (Dommerne 7:4-8) Forestil dig at du var en af dem. Eftersom fjendens hær tæller 135.000 mand, vil du helt sikkert tænke at nu er det ikke ved egen hjælp, men kun ved Jehovas kraft at sejren kan vindes!
Gud siger til Gideon at han skal gå ned til den midjanitiske lejr for at udspejde den, og at han kan tage sin medhjælper med. Dér hører Gideon en mand fortælle en ven om en drøm han har haft. Vennen siger straks at drømmen betyder at Gud har besluttet at give Midjan i Gideons hånd. Det er lige hvad Gideon har brug for at høre. Han er sikker på at Jehova vil skænke ham og hans 300 mand sejr over midjanitterne. — Dommerne 7:9-15.
Krigsstrategi
De 300 bliver nu delt op i tre hold på hver 100 mand. Hver af mændene får et horn og en stor, tom krukke med en fakkel indeni. Gideons første ordre lyder: ’Se på mig, og gør sådan som jeg gør. Når jeg blæser i hornet, skal I også blæse i jeres horn og råbe: „Jehovas og Gideons sværd!“’ — Dommerne 7:16-18, 20.
De 300 israelitiske krigere sniger sig hen til udkanten af fjendens lejr. Det er omkring klokken ti om aftenen, lige efter at vagtskiftet har fundet sted. Det synes at være et godt tidspunkt at gå til angreb på, for det vil tage lidt tid før de nye vagters øjne har vænnet sig til mørket.
Midjanitterne oplever nu noget rædselsvækkende! Nattens stilhed brydes pludselig da de 300 krukker bliver knust, der bliver blæst i de 300 horn, og de 300 mand udstøder deres råb. Midjanitterne er chokerede, især over at høre ordene „Jehovas og Gideons sværd!“, og deres egne høje råb bidrager til den øredøvende larm. I forvirringen er det umuligt for dem at skelne ven fra fjende. De 300 mand bliver stående på deres tildelte plads mens Gud får fjenderne til at rette deres sværd mod hinanden. Lejren flygter, men Gideon sætter efter folkene. Han fortsætter forfølgelsen, og efter nogle afsluttende kampe bliver den midjanitiske trussel fjernet for bestandig. Midjans lange og morderiske undertrykkelse er endelig forbi. — Dommerne 7:19-25; 8:10-12, 28.
Selv efter denne sejr er Gideon beskeden. Efraimitterne, som åbenbart føler sig forbigået fordi Gideon ikke fra begyndelsen havde tilkaldt dem til kampen, prøver at komme i strid med ham, men han giver dem et mildt svar. Det afvender deres forbitrelse og dæmper deres vrede. — Dommerne 8:1-3; Ordsprogene 15:1.
Nu hvor der hersker fred i landet, beder israelitterne Gideon om at blive deres konge. Sikken en chance! Men Gideon afslår. Han har ikke glemt hvem det var der vandt sejren over Midjan. „Jeg skal ikke herske over jer, og min søn skal ikke herske over jer,“ siger han. „Jehova skal herske over jer.“ — Dommerne 8:23.
Eftersom Gideon var ufuldkommen, viste han dog ikke altid god dømmekraft. Af en eller anden ukendt årsag lavede han en efod af krigsbyttet og udstillede den i sin by. Beretningen siger at hele Israel bedrev „utugt“ med efoden. De tilbad den, og den blev endda en snare for Gideon og hans husstand. Han forfaldt dog ikke fuldstændig til afgudsdyrkelse, for han nævnes i Bibelen blandt nogle der troede på Jehova. — Dommerne 8:27; Hebræerne 11:32-34.
Hvad vi kan lære
Beretningen om Gideon tjener både som en advarsel og en opmuntring for os. Den lærer os advarende at hvis Jehova tager sin ånd og velsignelse fra os fordi vi følger en egenrådig kurs, vil vi åndeligt set blive lige så fattige som indbyggere i et land der hærges af græshopper. Vi lever i kritiske tider, og vi må aldrig glemme at Jehovas velsignelse „gør rig, og han føjer ingen smerte til den“. (Ordsprogene 10:22) Vi har Guds velsignelse fordi vi ’tjener ham af et helt hjerte og af en glad sjæl’. Hvis vi forlader ham, vil han forstøde os. — 1 Krønikebog 28:9.
Denne beretning om Gideon er opmuntrende, for den viser at Jehova kan udfri sit folk fra enhver trussel, endda ved at benytte sig af nogle der virker svage eller hjælpeløse. At Gideon og hans 300 mand var i stand til at besejre 135.000 midjanitter, er et vidnesbyrd om Guds ubegrænsede magt. Hvis vi kommer ud for situationer hvor vi er fortvivlede og føler at vores fjender er i overtal, kan den bibelske beretning om Gideon hjælpe os til at stole på Jehova, som vil velsigne og udfri alle der tror på ham.