Jonatan — „Det er med Guds hjælp han har handlet“

EN SØN af Israels første konge opsøger en fredløs der holder sig skjult. Han siger til ham: „Vær ikke bange, for min fader Sauls hånd vil ikke få fat i dig, og du er den der vil blive konge over Israel, mens jeg vil blive nummer to efter dig.“ — 1 Samuel 23:17.

Gæsten er Jonatan; manden der er på flugt, er David. Hvis ikke Jonatan var død kort tid efter denne hændelse, var han muligvis blevet Davids højre hånd.

Jonatans venskab med David var noget ganske særligt, og Jonatan selv var en usædvanlig mand. Det mente hans samtidige også, for de sagde om ham: „Det er med Guds hjælp han har handlet.“ (1 Samuel 14:45) Hvorfor sagde de det? Hvilke egenskaber kendetegnede Jonatan? Har beretningen om hans liv nogen betydning for dig?

Israelitterne „var hårdt trængt“

På det tidspunkt Bibelen første gang omtaler Jonatan, er israelitterne „hårdt trængt“. Filistrene har udplyndret deres land og forhindret dem i at forsvare sig. — 1 Samuel 13:5, 6, 17-19.

Jehova erklærede imidlertid at han ikke ville svigte sit folk, og det stolede Jonatan på. Om hans far, Saul, havde Gud sagt: „Han skal frelse mit folk fra filistrenes hånd.“ Det troede Jonatan på. I forvejen havde han selv ført 1000 dårligt væbnede israelitter til sejr over filistrene. Nu var hans mål helt at fjerne den filistæiske trussel. — 1 Samuel 9:16; 12:22; 13:2, 3, 22.

Et modigt angreb

Jonatan satte sig som mål at angribe en filistæisk forpost i nærheden af passet ved Mikmas. (1 Samuel 13:23) For at nå derhen måtte han kravle „på hænder og fødder“, men det holdt ham ikke tilbage. Jonatan besluttede at han og hans våbendrager ville gå til angreb alene, og han sagde til våbendrageren: „Måske vil Jehova gribe ind for os, for der er intet der hindrer Jehova i at frelse ved mange eller ved få.“ — 1 Samuel 14:6, 13.

De to israelitiske mænd spejdede efter et tegn fra Jehova. De ville vise sig for mændene på forposten, og hvis filistrene sagde: „Stå stille til vi er nået ned til jer,“ ville Jonatan og hans våbendrager ikke gå op til dem. Men hvis fjenden sagde: „Kom op til os,“ betød det at Jehova havde givet dem i deres hånd. Jonatan ville da tage op til forposten og kæmpe, i fuld forvisning om at han havde Guds støtte. — 1 Samuel 14:8-10.

Hvordan kunne to mænd stå sig mod en hel forpost af soldater? Havde Jehova ikke hjulpet dommeren Ehud dengang han førte israelitterne mod Moab? Og var Gud ikke med Sjamgar så han kunne slå 600 filistre med en kvægdriverstav? Hvad med Samson? Var det ikke Jehova der havde givet ham styrke til egenhændigt at klare sig imod filistrene? Jonatan stolede på at Gud også ville hjælpe ham. — Dommerne 3:12-31; 15:6-8, 15; 16:29, 30.

Da filistrene fik øje på de to israelitiske mænd, råbte de: „Kom herop, så skal vi lære jer noget.“ Jonatan og våbendrageren gik da derop. Modigt angreb og dræbte de omkring 20 af fjendens soldater, og det førte til panik i forposten. Filistrene forestillede sig måske at der ville følge mange israelitiske krigere efter de to første. Beretningen lyder: „Da opstod der skælven . . . blandt alle folkene i forposten, . . . og jorden bævede, og det blev til en skælven fra Gud.“ Dette jordskælv fra Gud førte til tumult blandt filistrene så „den enes sværd [var] rettet mod den andens“. Da Israels kampstyrker så hvad der var sket, gav det dem mod. Sammen med nogle Israelitter der havde holdt sig skjult, og andre der havde holdt med filistrene, „slog de filistrene fra Mikmas til Ajjalon“. — 1 Samuel 14:11-23, 31.

Løskøbt af folket

Overilet havde kong Saul udtalt en forbandelse over enhver af sine soldater der spiste noget før slaget var vundet. Af en eller anden grund kendte Jonatan ikke noget til dette og spiste derfor. Han dyppede sin stav i en bikage og spiste noget honning. Det gav ham tilsyneladende fornyet styrke til at gøre en ende på kampen. — 1 Samuel 14:24-27.

Da Saul fandt ud af at Jonatan havde spist, befalede han at han skulle dø. Jonatan veg ikke tilbage: „Her er jeg! Lad mig dø!“ sagde han. „Men folkene sagde til Saul: ’Skal Jonatan dø, han som udvirkede denne store frelse i Israel? Det er utænkeligt! Så sandt Jehova lever — ikke et af hans hovedhår skal falde til jorden, for det er med Guds hjælp han har handlet i dag.’ Derpå løskøbte folkene Jonatan, og han døde ikke.“ — 1 Samuel 14:38-45.

I dag kæmper en Guds tjener ikke i nogen bogstavelig krig, men til tider kan det blive nødvendigt at man viser tro og mod. Det kan være svært at gøre det rigtige når alle andre gør det forkerte. Men Jehova vil styrke og velsigne en når man bestræber sig på at følge hans retfærdige normer. Det kan kræve mod at sige ja til tjenesteprivilegier fra Jehovas organisation som måske indbefatter at man udvider sin tjeneste, får nye opgaver eller flytter til et sted hvor der er stort behov for forkyndere af Riget. Måske spekulerer du på om du vil kunne klare en sådan udfordring. Du kan være forvisset om at det er godt og rosværdigt at stille dig til rådighed og lade Jehova bruge dig på en hvilken som helst måde han finder passende. Husk på Jonatan! ’Det var med Guds hjælp at han handlede.’

Jonatan og David

Omkring 20 år senere udfordrede filistrenes tvekæmper Goliat den israelitiske hær, men David slog ham. Jonatan var sandsynligvis 30 år ældre end David, men de to havde alligevel meget tilfælles.a Den slags mod som Jonatan havde vist ved Mikmas, kunne man også finde hos David. Og frem for alt havde David, ligesom Jonatan, tro på Jehovas magt til at udfri. Derfor gik han frygtløst Goliat i møde mens hele Israel veg tilbage. På grund af det blev „Jonatans sjæl . . . knyttet til Davids sjæl, og Jonatan elskede ham som sin egen sjæl“. — 1 Samuel 17:1–18:4.

Davids dygtighed fik kong Saul til at betragte ham som en rival, men Jonatan nærede ingen jalousi der kunne forpeste hans sind. Han og David blev nære venner, og det var sikkert gennem deres fortrolige samtaler at Jonatan forstod at David var blevet salvet til at være Israels næste konge. Jonatan respekterede Guds afgørelse.

Da kong Saul talte med sin søn og sine tjenere om at dræbe David, advarede Jonatan David. Jonatan overbeviste Saul om at han ikke behøvede at frygte David, for David havde absolut ikke syndet imod kongen! Havde David ikke sat sit liv på spil over for Goliat? Jonatans inderlige appel til forsvar for sin ven, som han mente var blevet behandlet uretfærdigt, formildede Saul. Inden længe planlagde kongen dog igen at dræbe David og forsøgte også på det. David var derfor tvunget til at flygte. — 1 Samuel 19:1-18.

Jonatan støttede David, og de to venner aftalte at mødes for at lægge en plan. Jonatan var loyal over for David, men forsøgte samtidig at være loyal over for sin far. Derfor sagde han til David: „Det er utænkeligt! Du skal ikke dø.“ Til det sagde David: „Der [er] kun et skridt mellem mig og døden!“ — 1 Samuel 20:1-3.

Jonatan og David udtænkte sammen en plan der ville prøve Sauls intentioner. Hvis Davids fravær fra kongens bord blev bemærket, skulle Jonatan fortælle sin far at David havde bedt om tilladelse til at tage af sted for at deltage i en ofring for hele familien. Hvis Saul reagerede med vrede, ville det være et tegn på at han havde ondt i sinde over for David. Jonatan velsignede David og viste indirekte at han accepterede hans fremtidige rolle som konge ved at sige: „Måtte Jehova være med dig, sådan som han var med min fader.“ De to svor loyalitet over for hinanden og aftalte hvordan Jonatan kunne lade David få prøvens udfald at vide. — 1 Samuel 20:5-24.

Da Saul bemærkede Davids fravær, forklarede Jonatan at David indtrængende havde bedt ham: „Lad mig dog slippe af sted nu, hvis jeg har fundet yndest i dine øjne, så jeg kan se mine brødre.“ Jonatan var ikke bange for at indrømme at David havde hans gunst. Kongen var rasende! Han hånede Jonatan og råbte op om at David var en trussel mod Jonatans stilling som efterfølger til tronen. Saul befalede Jonatan at hente David så han kunne dø. Til det sagde Jonatan: „Hvorfor skulle han lide døden? Hvad har han gjort?“ I et anfald af raseri slyngede Saul et spyd mod sin søn. Jonatan slap uskadt, men han var meget ulykkelig på Davids vegne. — 1 Samuel 20:25-34.

Hvor var Jonatan loyal! Set udelukkende fra en menneskelig synsvinkel havde han kun lidt at vinde, men meget at tabe ved sit venskab med David. Jehova havde imidlertid udvalgt David til at efterfølge Saul som konge, og Guds beslutning ville gavne både Jonatan og andre.

En bevægende afsked

I al hemmelighed mødtes Jonatan med David og fortalte ham hvad der var sket. Det var tydeligt at David aldrig igen kunne vise sig ved Sauls hof. De to mænd græd og omfavnede hinanden. Derpå drog David bort for at skjule sig. — 1 Samuel 20:35-42.

Jonatan så kun sin flygtende ven én gang til, nemlig da David skjulte sig for Saul „i Zifs Ørken ved Horesj“. Det var ved den lejlighed at Jonatan opmuntrede David med ordene: „Vær ikke bange, for min fader Sauls hånd vil ikke få fat i dig, og du er den der vil blive konge over Israel, mens jeg vil blive nummer to efter dig; og det ved min fader Saul også godt.“ (1 Samuel 23:15-18) Kort tid efter døde både Jonatan og Saul i en kamp mod filistrene. — 1 Samuel 31:1-4.

Alle der elsker Gud, gør vel i at tænke over Jonatans handlemåde. Står du over for en loyalitetskonflikt? Husk da på at Saul tilskyndede Jonatan til at tænke på sine egne interesser. Men i ærefrygt for Jehova valgte Jonatan helhjertet at underkaste sig Gud, og han glædede sig over at Jehova havde udvalgt David til at blive Israels næste konge. Ja, Jonatan støttede David og var loyal over for Jehova.

Jonatan havde mange gode egenskaber. Hvorfor ikke efterligne ham! Så vil man kunne sige om dig som man sagde om Jonatan: „Det er med Guds hjælp han har handlet.“ — 1 Samuel 14:45.

[Fodnote]

[Illustration på side 19]

Jonatan var ikke jaloux på David