SOLEN

Den største af jordens to himmelske lysgivere; hovedkilden til jordens energi, uden hvilken livet på jorden ikke kunne eksistere. Solen (hebr.: sjæʹmæsj; gr.: hēʹlios) og månen tjener desuden som tidsmålere så menneskene kan registrere årstider, dage og år. (1Mo 1:14-18) Solen er en gave fra „himmellysenes Fader“, der lader den skinne på alle uden forskel, både onde og gode. (Jak 1:17; Jer 31:35; Mt 5:45) Solen kan afgjort siges at lovsynge sin store Skaber. — Sl 148:3.

Solen er en stjerne med en diameter på ca. 1.392.000 km, hvilket svarer til over hundrede gange jordens diameter, og dens volumen er over en million gange jordens. Dens gennemsnitlige afstand fra jorden er over 149.600.000 km, og dens overfladetemperatur menes at ligge på omkring 6000° C. På grund af solens store afstand fra jorden er det kun ca. en tomilliardtedel af dens strålingsenergi der rammer jorden, men denne mængde er fuldt ud tilstrækkelig til at skabe ideelle klimatiske forhold der muliggør plante- og dyrelivet på jorden. — 5Mo 33:14; 2Sa 23:4.

Jehova og Kristus stråler klarere. Solens skaber, Jehova, stråler herligere og klarere end solen. Da hans opstandne søn åbenbarede en del af sin herlighed for Saulus, skete det i form af et lys som var „klarere end solens glans“. (Apg 26:13) I den hellige by, det ny Jerusalem, vil der ikke være brug for solens lys, for „Guds herlighed“ vil oplyse den, og Lammet vil være „dens lampe“. — Åb 21:2, 23; 22:5.

Guds magt over sollyset. Den dag Jesus blev hængt på marterpælen, blev der mørke over hele landet fra den sjette time (11-12) til den niende time (14-15). (Mt 27:45; Mr 15:33) Lukas’ beretning tilføjer at det blev mørkt „idet solens lys forsvandt“. (Lu 23:44, 45) Dette kan ikke skyldes at månen forårsagede en solformørkelse, som nogle mener, for det skete ved påsketid, hvor det altid er fuldmåne. Først omkring to uger senere er det nymåne (den periode hvori solformørkelser forekommer, idet månen da befinder sig på samme side af jorden som solen).

Længe før denne begivenhed havde Jehova vist sin evne til at udelukke sollyset. Det skete da israelitterne befandt sig i Ægypten. Under den niende plage blev ægypterne indhyllet i dystert mørke — et mørke der ’kunne føles’. Det varede i tre dage, længere end nogen solformørkelse forårsaget af månen. Desuden havde israelitterne samtidig lys i det nærliggende Gosens land. — 2Mo 10:21-23

Da Jesus besvarede sine disciples spørgsmål om hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, forudsagde han en usædvanlig formørkelse af solen. — Mt 24:3, 29; Mr 13:24; Lu 21:25; jf. Es 13:10; Joel 2:10, 31; 3:15; Apg 2:20; se HIMMEL (Himmelen formørkes).

Tid og retning. Tidspunkter blev ofte angivet ved hjælp af henvisninger til solens position. (1Mo 15:12, 17; 32:31; 5Mo 16:6; Jos 8:29; Dom 9:33; 1Sa 11:9) Retninger blev angivet på samme måde. (5Mo 11:30; Jos 12:1) Udtrykket „under solen“ blev brugt i betydningen „hvor som helst på jorden“. (Præ 5:18; 9:11) „For øjnene af solen“ eller „foran solen“ betød „offentligt; for alles øjne“. — 2Sa 12:11, 12.

Brugt billedligt. Jehova Gud kaldes „sol og skjold“, ikke fordi han er en naturgud, men fordi han er kilden til lys, liv og energi. (Sl 84:11) Der siges også om ham at han er skygge for sit folk så ’solen ikke plager’ det. Det der bringer ulykke, sammenlignes her med solens hede. (Sl 121:6, 7) Forfølgelse (Mt 13:5, 6, 20, 21) og Guds vrede skildres undertiden som solens stærke hede. — Åb 7:16.

Jehova sammenlignede det oprørske Jerusalem med en kvinde der havde født syv børn, og beskrev den dom der kom over hende, med det billedlige udtryk: „Hendes sol er gået ned mens det endnu er dag.“ Det vil sige at hun ville blive ramt af ulykken før hun nåede sit livs aften. Dette blev opfyldt da Jerusalem blev ødelagt af Babylon. (Jer 15:9) Mika fremsatte en lignende profeti mod de profeter der vildledte Israel: „Solen skal gå ned over profeterne og dagen blive mørk omkring dem.“ (Mik 3:6; jf. Am 8:9.) Jehovas riges herredømme er så strålende at man i kontrast hertil kunne sige: „Fuldmånen er beskæmmet, og solskiven skamfuld.“ (Es 24:23) Jesus sagde at „de retfærdige“ ved afslutningen på tingenes ordning ville „skinne så klart som solen i deres Faders rige“. — Mt 13:39, 43; jf. Da 12:3; se LYS.

Soldyrkelse. Da kong Josias rensede ud i landet, „afsatte [han] afgudspræsterne, som Judas konger havde indsat til at bringe røgofre . . . til solen og til månen“. „Han lod desuden hestene som Judas konger havde givet til solen, ophøre med at gå ind til Jehovas hus . . . og solvognene brændte han i ild.“ (2Kg 23:5, 11) Senere fik profeten Ezekiel i Babylon et syn af Jehovas tempel i Jerusalem. Her så han mellem forhallen og alteret omkring 25 mænd som „bøjede sig mod øst, for solen“. (Ez 8:16) Afskyelige handlinger som disse resulterede i Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. da Jehova benyttede Nebukadnezar til at ødelægge byen og templet. — Jer 52:12-14.

Skyggen der gik ti trin tilbage. Både i Babylon og Ægypten kan brugen af solure føres tilbage til tiden før det 8. århundrede f.v.t. Det hebraiske ord ma‛alōthʹ, der i den danske autoriserede oversættelse af 1931 og 1992 gengives med „solur“ i 2 Kongebog 20:11 og Esajas 38:8, betyder bogstaveligt „trin“ (NV), eller „trapper“, men gengives også af nogle med „streger“ eller „grader“. Det samme ord forekommer i overskrifterne til de 15 ’valfartssange’, Salme 120 til 134.

I de nævnte skriftsteder, 2 Kongebog 20:8-11 og Esajas 38:4-8, berettes der om det tegn Gud gav den syge kong Ezekias som svar på Esajas’ bøn. Dette tegn bestod i at Jehova fik en skygge som bevægede sig nedad, til at ændre retning og gå ti trin tilbage, eller opad. Disse „trin“ kan have været streger, eller grader, på et solur, og det kan ikke udelukkes at Ezekias’ fader, Akaz, havde et sådant solur, som måske endda stammede fra Babylon. Den jødiske historiker Josefus skriver imidlertid i forbindelse med denne beretning at disse trin befandt sig „i huset“ og således øjensynlig udgjorde en del af en trappe. (Jewish Antiquities, X, 29 [ii, 1]) Muligvis stod der ved siden af trappen en søjle som blev ramt af solens stråler, og når skyggen fra søjlen gradvis flyttede sig langs trinnene, virkede dette som en tidsmåler.

Dette mirakel berørte muligvis forholdet mellem jorden og solen, og hvis det er tilfældet, kan det have lignet det mirakel der omtales i Josua 10:12-14. (Se KRAFT, KRAFTIGE GERNINGER [Sol og måne står stille].) Tegnet blev åbenbart registreret langt borte, for det fremgår af 2 Krønikebog 32:24, 31 at der kom sendebud fra Babylon til Jerusalem for at forhøre sig om det.