MUSIK

En af de gudgivne gaver hvormed mennesket kan takke og prise sin Skaber og give udtryk for sine følelser, både sorg og glæde. I tilbedelsen af Jehova Gud har især sang spillet en vigtig rolle, men også instrumentalmusik har haft en fremtrædende plads, både som støtte for sangen og som supplement til den. Det er derfor ikke overraskende at Bibelen hyppigt, fra først til sidst, omtaler vokal- og instrumentalmusik i forbindelse med sand tilbedelse og i andre sammenhænge. — 1Mo 4:21; 31:27; 1Kr 25:1; Åb 18:22.

Historie. Bibelens første omtale af musik gælder tiden før Vandfloden, nemlig den syvende generation efter Adam: „[Jubal] blev stamfader til alle dem der spiller på lyre og fløjte.“ Dette kan sigte både til opfindelsen af de første musikinstrumenter og til de første udøvende musikere. — 1Mo 4:21.

I patriarktiden hørte musik tilsyneladende med til dagliglivet, at dømme efter Labans ord om den sang og musik hvormed han ville have taget afsked med Jakob og sine døtre. (1Mo 31:27) Udfrielsen ved Det Røde Hav og de militære sejre som blev vundet af Jefta, David og Saul, blev fejret med sang og musik. — 2Mo 15:20, 21; Dom 11:34; 1Sa 18:6, 7.

Ved de to lejligheder da arken blev ført til Jerusalem, medvirkede der sangere og musikere. (1Kr 13:8; 15:16) Senere i Davids liv gav Jehova ham gennem sine profeter Natan og Gad anvisninger på opbygningen af en organisation af sangere og musikere ved helligdommen. — 1Kr 23:1-5; 2Kr 29:25, 26.

Den organisation der blev påbegyndt af David med henblik på sangen og musikken ved helligdommen, kom til at virke fuldt ud ved Salomons tempel. Ved indvielsen af templet må musikken have været meget stort anlagt, for det oplyses at alene trompetblæserne udgjorde 120. (2Kr 5:12, 13) Efterhånden som nationen slækkede på sin trofasthed mod Jehova, forringedes alle sider af den sande tilbedelse, også musikken, men da kongerne Ezekias og Josias gennemførte deres reformer, og da jøderne vendte hjem fra landflygtigheden i Babylon, blev der taget skridt til at reetablere den ordning som Jehova havde vist at han ønskede med hensyn til musikken. (2Kr 29:25-28; 35:15; Ezr 3:10) Senere, da Nehemias indviede Jerusalems mur, bidrog de levitiske sangere, akkompagneret af alle de instrumenter der hørte sig til, væsentligt til glæden ved denne festlige lejlighed. (Ne 12:27-42) Efter Nehemias’ tid oplyser Bibelen ikke mere noget om musikken i templet, men andre kilder, som for eksempel Talmud, beretter at der blev brugt musik i templet indtil Jerusalems ødelæggelse i år 70.

Hvor mange musikere gjorde tjeneste ved templet i Jerusalem?

I forbindelse med forberedelserne til opførelsen af Jehovas tempel satte David 4000 levitter til side til at gøre tjeneste ved musikken. (1Kr 23:4, 5) Af disse var 288 „oplært til at synge for Jehova, alle sammen professionelle sangere“. (1Kr 25:7) Hele ordningen blev forestået af tre erfarne musikere, Asaf, Heman og Jedutun (der åbenbart også hed Etan). Eftersom disse mænd nedstammede fra henholdsvis Gersjom, Kehat og Merari, Levis tre sønner, var alle de tre ledende levitslægter repræsenteret ved tempelmusikken. (1Kr 6:16, 31-33, 39-44; 25:1-6) Asaf, Heman og Jedutun havde tilsammen 24 sønner, der alle hørte med til de førnævnte 288 dygtige musikere. Hver af disse sønner blev ved lodtrækning udpeget til at lede et hold musikere. Under sig havde de hver især 11 andre „professionelle“, udvalgt blandt deres egne sønner eller andre levitter. På denne måde var de 288 ([1+11]×24=288) professionelle levitmusikere fordelt på 24 skifter ligesom præsterne. Hvis de resterende 3712 ’elever’ var fordelt på samme måde, vil der i gennemsnit have været omkring 155 mænd yderligere til hvert af de 24 hold, det vil sige ca. 13 musikere på forskellige uddannelsestrin for hver professionel. (1Kr 25:1-31) Da trompetblæserne var præster, blev de ikke talt sammen med levitmusikerne. — 2Kr 5:12; jf. 4Mo 10:8.

Instrumentalmusik. Der oplyses ikke ret meget i Bibelen om formen på eller opbygningen af de mere end 12 forskellige musikinstrumenter der omtales. De fleste forskere støtter sig derfor stærkt til hvad arkæologerne har fundet frem til om de instrumenter som blev brugt på samme tid i Israels nabolande. Dette er dog ikke altid en pålidelig rettesnor eftersom det ser ud til at israelitternes musik var på et højere plan end de omboende folkeslags. Nogle har desuden forbundet forskellige musikinstrumenter som omtales i Bibelen, med instrumenter der anvendes i nutidens Mellemøsten, og som menes at kunne føres tilbage til oldtiden, men også disse teorier bygger udelukkende på formodninger.

Bibelens musikinstrumenter kan inddeles i følgende grupper:

Strengeinstrumenter: lyre, harpe, lut, citer.

Blæseinstrumenter: sækkepibe, fløjte, horn, trompet, (muligvis) nechīlōthʹ.

Slagtøj: cymbel, sistrum, tamburin.

Yderligere oplysninger om de ovennævnte instrumenter kan findes i artiklerne under deres respektive navne.

Der er ingen grund til at tro at musikinstrumenterne i Israel var plumpe og primitive i form, udførelse og funktion. Bibelen nævner at lyrer og harper til templet blev lavet af det fineste importerede almugtræ; trompeterne var af sølv. (1Kg 10:11, 12; 4Mo 10:2) Tempelinstrumenterne blev sikkert fremstillet af de dygtigste håndværkere.

Både Bibelen og ikkebibelske tekster fra før vor tidsregning bekræfter at Israel havde dygtige musikere og instrumenter af høj kvalitet. En tekst blandt Dødehavsrullerne oplyser at et antal trompeter skulle spille forskellige komplicerede signaler „som med én mund“. Ikke alene har dette krævet dygtige musikere, men også at disse havde instrumenter hvis tonehøjde kunne reguleres så de kunne stemmes efter hinanden. Den inspirerede beretning om musikken ved indvielsen af Salomons tempel tyder også på at den blev fremført uden dissonans, for der siges at sangerne og de 120 trompetblæsere lød „enigt og som med én røst“. — 2Kr 5:12, 13.

Bibelen nævner blot fire instrumenter som hørende med til tempelorkesteret: trompet, lyre, harpe (hebr.: neʹvæl) og cymbel. Efter nutidig, vestlig målestok virker denne sammensætning måske ret ufuldstændig, men formålet med dette orkester har ikke været at spille noget i retning af symfonisk musik, men kun at akkompagnere sangen ved templet. Dette formål har disse instrumenter udmærket kunnet opfylde. — 2Kr 29:25, 26; Ne 12:27, 41, 42.

I forbindelse med trompeterne siges der i Bibelen følgende om hvornår der skulle spilles på de hellige instrumenter: „På dagen hvor I fryder jer og til jeres festtider og ved begyndelsen af jeres måneder skal I blæse i trompeterne over jeres brændofre og jeres fællesskabsofre.“ (4Mo 10:10) Efter at tempelmusikerne var blevet organiseret, kom denne ordning sandsynligvis til også at gælde de andre instrumenter ved disse og lignende lejligheder. Dette, samt hvordan man gik frem i forbindelse med musikken, fremgår af beskrivelsen af det der skete da kong Ezekias genindførte den hellige tjeneste efter at han havde renset templet: „På det tidspunkt da brændofferet blev påbegyndt, begyndte også sangen til Jehova, samt trompeterne, og dét under ledelse af kong David af Israels instrumenter. Og hele menigheden bøjede sig mens sangen blev sunget og der blev blæst i trompeterne — alt dette varede indtil brændofferet var til ende.“ (2Kr 29:27, 28) At trompeterne var „under ledelse af kong David af Israels instrumenter“, synes at betyde at trompetblæserne spillede på en sådan måde at de supplerede de øvrige instrumenter snarere end overdøvede dem. Musikerne stod samlet „øst for alteret“. — 2Kr 5:12.

Vokalmusik. Sangerne ved templet var levitiske mænd. Bibelen taler ingen steder om kvindelige sangere ved templet. En af targumerne (til Præ 2:8) siger udtrykkeligt at der ikke var kvinder i koret. Også den omstændighed at kvinder var forment adgang til visse dele af tempelområdet, synes at udelukke deres deltagelse i officielle tempelhverv. — 2Kr 5:12; Ne 10:39; 12:27-29.

Der blev lagt stor vægt på sangen ved templet. Sangerne omtales hyppigt i Bibelen, og det nævnes at de var „fritaget for andre pligter“ som de øvrige levitter havde, så de kunne hellige sig deres tjeneste helt og fuldt. (1Kr 9:33) At de vedblev med at udgøre en særskilt gruppe blandt levitterne, understreges af at de blev registreret for sig selv blandt dem der vendte hjem fra Babylon. (Ezr 2:40, 41) De nævnes også specielt sammen med andre klart adskilte grupper som var fritaget for „skat, afgift eller told“ under perserkongen Artaxerxes den Langhåndede. (Ezr 7:24) Senere befalede kongen at der skulle være „en fast ydelse til sangerne efter hvad der behøvedes dag for dag“. Selv om dette påbud tilskrives Artaxerxes, var det sikkert Ezra der udstedte det på grundlag af den myndighed kongen havde givet ham. (Ne 11:23; Ezr 7:18-26) Det ses altså klart at tempelsangerne udgjorde en særlig gruppe, og derfor taler Bibelen om „sangere og levitter“ skønt alle sangerne også var levitter. — Ne 7:1; 13:10.

Bibelen taler også om andre sangere, mænd såvel som kvinder, der ikke var tilknyttet templet. Salomon havde sangere og sangerinder ved sit hof; og foruden de levitiske musikere var der over 200 sangere af begge køn som vendte hjem fra Babylon. (Præ 2:8; Ezr 2:65; Ne 7:67) Disse ikkelevitiske sangere var almindelige i Israel og blev benyttet både ved festlige lejligheder og til at synge klagesange når der var grund til sorg. (2Sa 19:35; 2Kr 35:25; Jer 9:17, 20) Endnu på Jesu tid ser det ud til at have været en udbredt skik at man lejede professionelle musikere når der skulle festes eller sørges. — Mt 11:16, 17.

Musik nævnes altså i De Kristne Græske Skrifter, men den har ikke så fremtrædende en plads dér som i De Hebraiske Skrifter. I forbindelse med sand gudsdyrkelse omtales instrumentalmusik kun i billedlig betydning. (Åb 14:2) Sang, derimod, synes at have været almindeligt brugt blandt Guds tjenere. Jesus og hans apostle sang lovsange efter Herrens aftensmåltid. (Mr 14:26) Lukas fortæller at Paulus og Silas sang da de var i fængsel, og Paulus tilskyndede sine medtroende til at synge lovsange til Jehova. (Apg 16:25; Ef 5:18, 19; Kol 3:16) Paulus’ ord om sang i 1 Korinther 14:15 tyder på at sang var en fast del af kristen gudsdyrkelse. Johannes beretter at han i inspirerede syner så forskellige himmelske skabninger synge for Gud og Kristus. — Åb 5:8-10; 14:3; 15:2-4.

Hvordan lød israelitternes musik? Det gamle Israel havde en højere moral end andre nationer på den tid og en langt bedre litteratur, som det ses af De Hebraiske Skrifters prosa og poesi. Det gør det nærliggende at antage at også musikken var på et højere plan end de omboende folkeslags. Inspirationen til israelitternes religiøse musik kom i hvert fald fra en langt mere ophøjet kilde end deres hedenske naboers. Interessant nok har man fundet et assyrisk basrelief hvor man ser kong Sankerib afkræve kong Ezekias en tribut, blandt andet i form af mandlige og kvindelige musikere. — Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 288.

Det har længe været opfattelsen hos nogle at hebræernes musik kun bestod af melodi, uden harmoni. Men alene den udstrakte brug af strengeinstrumenter som harpe og lyre taler kraftigt imod dette. Det er næsten utænkeligt at en musiker kunne spille et flerstrenget instrument uden at opdage at visse toner klinger godt sammen, enten anslået samtidig eller i hurtig rækkefølge (arpeggio). Musikhistorikeren Curt Sachs siger herom: „Den indgroede fordom at den vestlige musikkultur, fra middelalderen til vor tid, har haft eneret på harmoni og polyfoni [flerstemmighed], kan ikke bekræftes.“ Han fortæller videre at selv hos folkeslag med såkaldt primitive kulturer har man fundet mange eksempler på musik som løber i kvinter, kvarter, tertser og oktaver, og at nogle af disse folkeslag, deriblandt visse pygmæstammer, har udviklet deres vekselsang til regulær kædesang (kanon).

På grundlag af undersøgelser i hele verden konkluderer Sachs: „De kor og orkestre der var knyttet til templet i Jerusalem, tyder på en høj standard hvad angår musikuddannelse, musikalsk færdighed og viden om musik.“ Han fortsætter: „Det er vigtigt at gøre sig klart at den vestlige orient i oldtiden havde en musik der var meget anderledes end det nittende århundredes historikere har beskrevet. . . . Selv om vi ikke ved hvordan oldtidens musik lød, har vi tilstrækkelige vidnesbyrd om dens magtfuldhed, værdighed og ypperlighed.“ — The Rise of Music in the Ancient World: East and West, 1943, s. 48, 101, 102.

Det Bibelen selv fortæller, stemmer hermed. For eksempel forekommer udtrykket „Til dirigenten“ (NV, AT) over 30 gange i overskrifterne til salmerne. (Sl 11 og andre) Andre oversættelser siger „sangmesteren“ (GD, DA31), „Forsangeren“ (Ka, Li) eller „korlederen“ (DA92). Det hebraiske ord bruges åbenbart om en der på en eller anden måde ledede eller gav anvisninger på sangens udførelse, ved at arrangere den, at indstudere og øve den med levitsangerne eller ved at dirigere koret når den blev fremført offentligt. Måske er udtrykket møntet på overhovederne for de 24 skifter af tempelmusikere eller på andre erfarne musikere om hvem det siges at de skulle „dirigere“. (1Kr 15:21; 25:1, 7-31) I omkring 20 andre salmer er overskrifterne mere specifikke idet de tilføjer: „på strengeinstrumenter“, „på den dybe oktav“ og lignende. (Sl 4, 12 og andre; se SJEMINIT.) Når Bibelen desuden taler om „overhoveder for sangerne“ og skelner mellem „den professionelle“ og „eleven“, vidner det også om musik af høj standard. — Ne 12:46; 1Kr 25:7, 8.

Meget af korsangen i Israel synes at have været vekselsang, enten sådan at to halvdele af et kor skiftedes til at synge parallelle linjer, eller sådan at en solist sang vekslende med et kor. (2Mo 15:21; 1Sa 18:6, 7) Nogle af salmerne er ligefrem skrevet på en måde som tyder på at de er blevet sunget sådan, for eksempel Salme 136. Beskrivelsen af de to store takkekor på Nehemias’ tid og deres medvirken ved indvielsen af Jerusalems mur kunne også tyde på at de sang på denne måde. — Ne 12:31, 38, 40-42; se SANG.

Når Bibelen taler om at „synge klagende“ eller ’synge en klagesang’, bruges der et bestemt hebraisk ord om denne måde at udtrykke sorg på. Det bruges for eksempel i forbindelse med David da han sang en klagesang over sin ven Jonatan og kong Saul fordi de var døde. (2Sa 1:17; 2Kr 35:25; Ez 27:32; 32:16) Nogle mener at det har været en rytmisk, men ret ensformig, messende måde at synge på som også kendes fra liturgisk sang i visse religioner. I hvert fald benytter Bibelen kun dette ord om en klagesang som udtryk for sorg i forbindelse med død og ulykke. — Se KLAGESANG.