Efterlign deres tro

Han stod op for den sande tilbedelse

ELIAS så ud over folkemængden mens den bevægede sig op ad skråningerne på Karmels Bjerg. Selv i det svage morgenlys var det tydeligt at se hvilken fattigdom og nød israelitterne var plaget af. Tre og et halvt års tørke havde sat sig dybe spor i befolkningen.

Blandt dem der var på vej op, kom også de 450 ba’alsprofeter spankulerende — hovmodige og fulde af had til Jehovas profet Elias. Dronning Jesabel havde henrettet mange af Jehovas tjenere, men Elias stod fast i sin modstand mod ba’alsdyrkelsen. Men hvor længe ville han holde ud? Disse præster tænkte måske at en enkelt mand aldrig ville kunne holde stand over for så mange. (1 Kongebog 18:3, 19, 20) Kong Akab var også ankommet i sin kongelige stridsvogn. Han brød sig heller ikke om Elias.

Foran denne enlige profet lå en dag uden sidestykke i hans liv. Mens Elias så til, blev vejen beredt for en af de mest dramatiske konfrontationer mellem godt og ondt verden nogen sinde har set. Hvordan mon han følte det da denne dag brød frem? Eftersom „Elias var et menneske med de samme svagheder som vi“, var han ikke upåvirkelig af frygt. (Jakob 5:17) Én ting kan vi være sikre på: Omgivet af det troløse folk, dets frafaldne konge og de morderiske præster har det stået Elias lysende klart hvor alene han var. — 1 Kongebog 18:22.

Men hvad havde ført til at Israel var kommet i denne kritiske situation? Og hvilken betydning har denne beretning for os i dag? Bibelen tilskynder os til nøje at betragte Guds loyale tjenere og at ’efterligne deres tro’. (Hebræerne 13:7) Lad os nu se på Elias’ eksempel.

En langvarig strid når sit klimaks

I en stor del af sit liv havde Elias kun kunnet se hjælpeløst til mens det bedste aktiv for hans hjemland og det folk han tilhørte, blev forkastet og trådt under fode. Israel havde gennem lang tid været skueplads for en konflikt, en kamp mellem sand og falsk religion, mellem tilbedelsen af Jehova Gud og de omkringliggende nationers afgudsdyrkelse. På Elias’ tid havde denne kamp taget en meget foruroligende vending.

Kong Akab havde giftet sig med Jesabel, som var datter af Zidons konge. Jesabel var besluttet på at udbrede ba’alsdyrkelsen i Israel og udrydde tilbedelsen af Jehova. Akab gav hurtigt efter for hendes påvirkning. Han byggede et tempel og et alter for Ba’al og førte an i tilbedelsen af denne hedenske gud. Akab krænkede Jehova dybt. — 1 Kongebog 16:30-33.a

Hvad gjorde ba’alsdyrkelsen så frastødende? Den forledte Israel til frafald ved at lokke mange væk fra tilbedelsen af den sande Gud. Det var en modbydelig og brutal religion. Den var forbundet med både mandlig og kvindelig tempelprostitution og sexorgier, ja endog børneofringer. Jehova reagerede ved at sende Elias til Akab for at meddele ham at der ville komme en tørke som ville vare indtil profeten bekendtgjorde at den ville slutte. (1 Kongebog 17:1) Der gik flere år før Elias igen viste sig for Akab og fortalte ham at han skulle samle folket og ba’alsprofeterne på Karmels Bjerg.

Men hvilken betydning har denne strid for os der lever i dag? Nogle vil måske mene at en beretning om ba’alsdyrkelse er irrelevant i vore dage eftersom vi jo ikke er omgivet af templer og altre for Ba’al. Men denne beretning er ikke blot et stykke oldtidshistorie. (Romerne 15:4) Ordet „ba’al“ betyder „ejer“ eller „herre“. Jehova sagde til sit folk at de skulle vælge ham som deres „ba’al“, eller „ægtemand“. (Esajas 54:5) Og er du ikke enig i at folk stadig tjener en lang række andre „herrer“ i stedet for den almægtige Gud? Uanset om folk vælger at bruge deres liv på adspredelser, sex, karriere, at tjene penge eller en af de utallige andre guder som bliver tilbedt i stedet for Jehova, har de valgt en „herre“. (Mattæus 6:24; Romerne 6:16) På en måde trives de stærkeste af de elementer som kendetegnede ba’alsdyrkelsen, altså stadig, og de er derfor lige så aktuelle i dag. Fortidens styrkeprøve mellem Jehova og Ba’al kan hjælpe os til at træffe et klogt valg angående hvem vi vil tjene.

Hvordan ’haltede’ israelitterne mellem to standpunkter?

Fra de vindomsuste højder på Karmels Bjerg er der en storslået udsigt over Israel — fra Kisjons Regnflodsdal ved bjergets fod til Det Store Hav (Middelhavet), som ikke ligger så langt derfra, og til Libanons bjerge i horisonten langt mod nord.b Men da solen stod op over landet på denne begivenhedsrige dag, var udsigten alt andet end smuk. Det var som om der hang et dystert ligklæde over det engang så frugtbare land som Jehova havde skænket Abrahams efterkommere. Nu var det et land hvor jorden var brændt hård af den ubarmhjertige sol, et land der var ødelagt som følge af Guds eget folks tåbelighed. Da dette folk nu stimlede sammen, trådte Elias frem for folkemængden og sagde: „Hvor længe vil I halte mellem to standpunkter? Hvis Jehova er den sande Gud, så følg ham; men hvis det er Ba’al, så følg ham.“ — 1 Kongebog 18:21.

Hvad mente Elias med udtrykket „halte mellem to standpunkter“? Israelitterne havde ikke erkendt at de måtte vælge mellem tilbedelsen af Jehova og tilbedelsen af Ba’al. De troede at de kunne praktisere begge dele — at de kunne formilde Ba’al med deres afskyelige ritualer og samtidig bede om Jehovas hjælp. Måske forestillede de sig at Ba’al ville velsigne deres hjorde og deres afgrøder, mens ’Hærstyrkers Jehova’ ville beskytte dem når de var i krig. (1 Samuel 17:45) De havde glemt en vigtig grundsandhed — en som mange også i dag overser — at Jehova ikke ønsker at vi skal tilbede nogen som helst andre end ham. Han forlanger og fortjener udelt hengivenhed. Enhver tilbedelse af ham som er forbundet med en anden form for tilbedelse, er uacceptabel for ham; han betragter den som en direkte krænkelse! — 2 Mosebog 20:5.

Israelitterne „haltede“ altså af sted som en mand der prøver at følge to veje på én gang. Mange begår en lignende fejl i dag. Lidt efter lidt tillader de andre „ba’aler“ at vinde indpas i deres liv, og det medfører at de tilsidesætter tilbedelsen af Gud. Elias’ kraftige appel om at holde op med at „halte“ kan hjælpe os til at tage vores tilbedelse af Gud og spørgsmålet om hvad vi prioriterer højest, op til fornyet overvejelse.

En afgørende prøve

Derefter foreslog Elias en test. Den var ganske enkel. Ba’alspræsterne skulle opstille et alter og frembære et offer på det. Derefter skulle de bede deres gud om at sætte ild til offeret. Elias gav udtryk for at han ville gøre det samme, og sagde: „Den gud der svarer med ild, han er den sande Gud.“ Elias vidste udmærket hvem der var den sande Gud. Hans tro var så stærk at han ikke tøvede med at lade ba’alsprofeterne komme til først. Han gav sine modstandere alle fordelene ved at lade dem vælge deres offertyr først og ved at lade dem begynde med at påkalde Ba’al.c — 1 Kongebog 18:24, 25.

Vi lever ikke i miraklernes tid. Men Jehova har ikke forandret sig. Vi kan have den samme tillid til ham som Elias havde. Hvis nogle for eksempel ikke er enige med os i hvad Bibelen lærer, behøver vi ikke at være bange for at lade dem give udtryk for deres synspunkter først. Ligesom Elias kan vi lade den sande Gud afgøre sagen. Det gør vi ikke ved at stole på os selv, men på Guds inspirerede ord, som er gavnligt „til reformering“. — 2 Timoteus 3:16.

Ba’alsprofeterne gik i gang, tilberedte deres offer og påkaldte deres gud. „Svar os, Ba’al!“ råbte de igen og igen. Det fortsatte de med, og tiden gik. Først minutterne, så timerne. „Men der var ingen stemme og ingen der svarede,“ siger Bibelen. Ved middagstid gav Elias sig til at spotte dem. Han påstod sarkastisk at Ba’al havde for travlt til at svare dem, at han var gået afsides fordi han var trængende, eller at han sov og derfor måtte vækkes. „Råb højere,“ tilskyndede Elias disse fupmagere. Det er tydeligt at han betragtede ba’alsdyrkelsen som tåbelig svindel, og han ønskede at Guds folk skulle se hvor falsk denne tilbedelse var. — 1 Kongebog 18:26, 27.

Det fik ba’alspræsterne til at opføre sig som vanvittige. „De [råbte] højere og flængede sig med dolke og lanser sådan som de havde for skik, indtil blodet flød ned ad dem.“ Men til ingen nytte. „Der var ingen stemme og ingen der svarede og ingen der gav agt.“ (1 Kongebog 18:28, 29) Ba’al eksisterede simpelt hen ikke. Han var et resultat af fri fantasi, opdigtet af Satan med det formål at lokke folk væk fra Jehova. Men dengang som nu fører det kun til skuffelse og vanære hvis man vælger en anden „herre“ end Jehova. — Salme 25:3; 115:4-8.

Svaret

Sent på eftermiddagen blev det Elias’ tur. Han istandsatte Jehovas alter som var revet ned, uden tvivl af den sande tilbedelses fjender. Han brugte 12 sten, hvilket måske mindede mange i Israels tistammerige om at Loven, som blev givet til alle de 12 stammer, stadig var bindende for dem. Så lagde han sit offer til rette og fik det hele hældt over med vand, der muligvis stammede fra Middelhavet lige i nærheden. Rundt om alteret fik han endda gravet en rende som han også lod fylde op med vand. Svarende til at han havde givet ba’alsprofeterne alle fordelene, lod han nu Jehova have alle ulemperne — så stor var hans tillid til ham. — 1 Kongebog 18:30-35.

Da alt var klar, bad Elias en bøn. Det var en enkel men meget velformuleret bøn, som tydeligt viste hvad Elias prioriterede højest. Han ønskede først og fremmest at gøre det kendt at Jehova, ikke Ba’al, var „Gud i Israel“. For det andet ønskede han at alle skulle vide at han var Jehovas tjener; al ære og anerkendelse skulle tilfalde Gud. Endelig viste han at han stadig havde omsorg for sit folk. Han ønskede at se Jehova ’vende deres hjerter til ham igen’. (1 Kongebog 18:36, 37) Trods al den ulykke de havde været årsag til på grund af deres troløshed, elskede Elias dem stadig. Kan vi i vores bønner til Gud vise en lige så stor interesse for ophøjelsen af Guds navn, en tilsvarende ydmyghed og en lignende medfølelse med andre som har behov for hjælp?

Før Elias’ bøn har folkemængden måske spekuleret på om Jehova ville vise sig at være en lige så stor skuffelse som Ba’al. Men efter bønnen var der ikke tid til at tænke mere over det. Beretningen fortsætter: „Da faldt Jehovas ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og støvet, ja, selv vandet som var i renden slikkede den op.“ (1 Kongebog 18:38) Hvilket magtfuldt svar! Hvordan reagerede folkeskaren?

„Jehova er den sande Gud! Jehova er den sande Gud!“ råbte de alle sammen. (1 Kongebog 18:39) Endelig indså de hvad der var sandheden. Men de havde endnu ikke vist nogen tro. At indrømme at Jehova var den sande Gud efter at have set ild fare ned fra himmelen som svar på en bøn, var ikke nogen imponerende demonstration af deres tro. Elias forventede mere af dem. Han sagde til dem at de skulle gøre hvad de burde have gjort for mange år siden — adlyde Jehovas lov. Guds lov sagde at falske profeter og afgudsdyrkere skulle lide døden. (5 Mosebog 13:5-9) Disse ba’alspræster var Jehova Guds hårdnakkede fjender som forsætligt modarbejdede hans hensigter. Havde de fortjent at man viste dem barmhjertighed? Hvilken barmhjertighed havde de vist alle de uskyldige børn der var blevet brændt levende som ofre til Ba’al? (Ordsprogene 21:13; Jeremias 19:5) Nej, disse mænd fortjente ikke længere at der blev vist dem barmhjertighed. Elias befalede derfor at de skulle henrettes, og det blev de. — 1 Kongebog 18:40.

Visse nutidige kritikere bryder sig ikke om afslutningen på styrkeprøven på Karmels Bjerg. Nogle er måske bange for at religiøse fanatikere vil bruge det der skete dér, som argument for at retfærdiggøre vold i forbindelse med religiøs intolerance. Og sørgeligt nok er der jo mange voldelige religiøse fanatikere i dag. Men Elias var ikke fanatiker. Han handlede på Jehovas vegne ved denne retfærdige henrettelse. Sande kristne ved desuden at de ikke kan følge Elias’ eksempel og slå de onde ihjel med sværd eller andre våben. Efter Messias’ komme er den norm som alle Jesu disciple skal følge, udtrykt i følgende ord af Jesus henvendt til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Når Jehova i fremtiden lader sin retfærdighed ske fyldest, gør han det ved hjælp af sin søn.

Sande kristne har et personligt ansvar for at leve et liv i tro. (Johannes 3:16) Det kan de gøre ved at efterligne loyale og trofaste mænd som Elias. Han tilbad udelukkende Jehova og tilskyndede andre til at gøre det samme. Han afslørede modigt at den religion som Satan på hans tid gjorde brug af for at lokke folk væk fra tilbedelsen af Jehova, var falsk. Og han satte sin lid til at Jehova ville afgøre sagen, i stedet for at stole på sine egne evner og sin egen bedømmelse af tingene. Elias stod i høj grad op for den sande tilbedelse. Lad os efterligne hans tro!

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 20]

Det fører kun til skuffelse hvis man vælger en anden „herre“ end Jehova

[Illustration på side 21]

„Jehova er den sande Gud!“