JEROBOAM

(Jeroʹboam).

To konger i Israel som regerede med omkring 130 års mellemrum.

1. Den første konge over Israels tistammerige, søn af Nebat, en af Salomons tjenere, en efraimit fra landsbyen Zereda. Jeroboam blev åbenbart faderløs i en tidlig alder og blev opdraget af sin moder, enken Zerua. — 1Kg 11:26.

Da Salomon så at Jeroboam ikke alene var en dygtig kriger, men også flittig til sit arbejde, satte han ham over hele det pligtarbejde som Josefs hus skulle udføre. (1Kg 11:28) Derefter henvendte Guds profet Ahija sig til ham med et overraskende budskab. Efter at have revet sin nye klædning i 12 stykker sagde profeten til Jeroboam at han skulle tage ti af stykkerne som et symbol på at Jehova ville dele Salomons rige og gøre Jeroboam til konge over de ti af stammerne. Det var imidlertid kun regeringsmagten der skulle deles; religiøst skulle folket stadig være forenet, og den sande tilbedelse skulle for begge rigers vedkommende stadig finde sted i templet i Jerusalem, hovedstaden i det sydlige rige. Jehova forsikrede derfor Jeroboam om at han ville velsigne hans herredømme og bygge ham et varigt hus af efterkommere, forudsat han holdt Guds love og bud. — 1Kg 11:29-38.

Muligvis på grund af dette søgte Salomon derefter at dræbe Jeroboam. Han flygtede imidlertid til Ægypten, hvor han blev boende under farao Sjisjaks beskyttelse indtil Salomons død. — 1Kg 11:40.

Så snart han fik bud om Salomons død, der indtraf omkring år 998 f.v.t., vendte han tilbage til sit hjemland og krævede sammen med sine landsmænd at Salomons søn Rehabeam skulle lette deres byrder hvis han ønskede at de skulle støtte ham som den nye konge. Rehabeam tilsidesatte imidlertid sine ældre rådgiveres gode råd og rettede sig efter de unge der var vokset op sammen med ham, og som rådede ham til at øge folkets arbejdsbyrde. De ti stammer reagerede på denne strenghed ved at gøre Jeroboam til deres konge. Den vending sagen tog, kom i virkeligheden fra Jehova, „for at Jehova kunne opfylde det ord han havde talt . . . gennem Ahija“. — 1Kg 12:1-20; 2Kr 10:1-19.

Da Jeroboam var blevet indsat som konge, udbyggede han byen Sikem og gjorde den til sin hovedstad, og øst for Sikem, på den anden side af Jordan, befæstede han bebyggelsen Penuel (Peniel), det sted hvor Jakob havde kæmpet med en engel. (1Kg 12:25; 1Mo 32:30, 31) Da Jeroboam så at hans undersåtter drog op til templet i Jerusalem for at tilbede, blev han bange for at de måske med tiden ville vende tilbage til Rehabeam, og at han selv ville blive dræbt af dem. For at undgå dette indførte han derfor en ny religion hvis midtpunkt var to guldkalve som han opstillede i henholdsvis Betel mod syd og Dan mod nord. Han indsatte også sit eget ikke-aronitiske præsteskab, bestående af nogle fra det almene folk som var villige til at ofre en ung tyr og syv væddere for at få embedet. De gjorde derpå tjeneste „for offerhøjene og for de bukkelignende dæmoner og for kalvene som han havde lavet“. Jeroboam indførte også en særlig højtid og trådte selv frem for folket og bragte ofre til sine nyskabte guder. — 1Kg 12:26-33; 2Kg 23:15; 2Kr 11:13-17; 13:9.

Ved en lejlighed da Jeroboam var i færd med at bringe et røgoffer på sit alter i Betel, fik Jehovas ånd en Guds mand til at irettesætte kongen for hans vederstyggelige afgudsdyrkelse, og da kongen gav ordre til at man skulle gribe denne Guds tjener, revnede alteret så asken blev strøet ud, og kongens hånd tørrede ind, og han kunne ikke trække den til sig igen. Først da den sande Guds mand havde formildet Jehovas vrede, blev kongens hånd rask. Men selv efter dette fortsatte Jeroboam blasfemisk med at trodse Jehova. (1Kg 13:1-6, 33, 34) Kalvedyrkelsen blev derefter omtalt som „Jeroboams synder“, som de fleste af de efterfølgende israelitiske konger gjorde sig skyldige i ved at opretholde denne afgudsdyrkelse. — 1Kg 14:16; 15:30, 34; 16:2, 19, 26, 31; 22:52; 2Kg 3:3; 10:29, 31; 13:2, 6, 11; 14:24; 15:9, 18, 24, 28; 17:21-23.

I Jeroboams 18. regeringsår døde Rehabeam, men krigen mellem de to riger fortsatte i de tre år Rehabeams søn og efterfølger, Abijam (Abija), regerede. (1Kg 15:1, 2, 6; 2Kr 12:15) Ved en lejlighed samlede Abija en styrke på 400.000 mand for at kæmpe mod Jeroboams hær, der var dobbelt så stor. Til trods for sin overlegne styrke og snedige bagholdsstrategi led Jeroboam et stort nederlag. Han mistede 500.000 mand og en række byer i Efraim og blev stærkt ydmyget. Judas sejr skyldtes at Abija og hans mænd stolede på Jehova og bad ham om hjælp. — 2Kr 13:3-20.

Jeroboams ulykke forværredes ved at hans søn Abija blev alvorligt syg. Da han frygtede for sønnens liv, lod han sin hustru forklæde sig og sendte hende med en gave til profeten Ahija, der nu var gammel og blind, for at spørge ham om drengen ville komme sig. Svaret var nej. Profeten forudsagde desuden at enhver mandlig efterkommer af Jeroboam ville blive udryddet, og med undtagelse af denne søn, i hvem Jehova havde fundet noget godt, ville ingen af Jeroboams efterkommere få en ærefuld begravelse; deres lig ville blive ædt af enten hundene eller fuglene. — 1Kg 14:1-18.

Kort efter, omkring 977 f.v.t., ’slog Jehova Jeroboam så han døde’, og gjorde dermed ende på hans 22 år lange regeringstid. (2Kr 13:20; 1Kg 14:20) Hans søn Nadab efterfulgte ham på tronen og regerede i to år inden han blev dræbt af Basja, som „tilintetgjorde hver og en“ af Jeroboams slægt. Således blev der gjort ende på Jeroboams hus „i overensstemmelse med det ord som Jehova havde talt“ og „på grund af de synder hvormed Jeroboam syndede“. — 1Kg 15:25-30.

2. Konge i Israel; Joasj’ søn og efterfølger; Jehus oldesøn. Jeroboam II var den 14. konge over Nordriget og herskede i 41 år, fra ca. 844 f.v.t. (2Kg 14:16, 23) Ligesom mange af sine forgængere gjorde han hvad der var ondt i Jehovas øjne ved at opretholde Jeroboam I’s kalvedyrkelse. — 2Kg 14:24.

I Jeroboam II’s regeringstid blev der åbenbart udarbejdet et særligt slægtsregister. (1Kr 5:17) Den største bedrift i hans regeringstid var dog tilbageerobringen af områder som riget tidligere havde mistet. Som en opfyldelse af Jonas’ profeti „genoprettede [han] Israels grænse fra indgangen til Hamat indtil Arabahavet [Det Døde Hav]“. Der siges også at han „genvandt Damaskus og Hamat for Juda i Israel“. (2Kg 14:25-28) Det kan betyde at han fik Damaskus’ og Hamats riger til at betale tribut, hvilket de havde gjort til Juda under Davids og Salomons herredømme. — Jf. 2Sa 8:5-10; 1Kg 4:21; 2Kr 8:4.

Disse gunstige resultater medførte uden tvivl en materiel blomstringstid for Nordriget, men samtidig fortsatte nationens åndelige forfald. Profeterne Hoseas og Amos rettede hård kritik mod den opsætsige Jeroboam og hans tilhængere på grund af deres åbenlyse frafald og deres umoralske adfærd — de bedrog, myrdede, stjal, bedrev utugt, undertrykte de ringe, dyrkede afguder og øvede andre gudvanærende handlinger. (Ho 1:2, 4; 4:1, 2, 12-17; 5:1-7; 6:10; Am 2:6-8; 3:9, 12-15; 4:1) Særlig direkte var Jehovas advarsel til Jeroboam ved profeten Amos: „Jeg vil rejse mig med et sværd mod Jeroboams hus.“ — Am 7:9.

Efter hans død kom hans søn Zekarja, den sidste af Jehus dynasti, på tronen. (2Kg 14:29) Mellem Jeroboams død og begyndelsen af de seks måneder som Zekarjas regeringstid siges at have varet, gik der imidlertid 11 år, muligvis fordi Zekarja, enten på grund af sin ungdom eller af en anden grund, ikke fik det fulde herredømme eller hans kongedømme ikke var befæstet før det tidspunkt, ca. år 792 f.v.t.