ZEDEKIAS

(Zedekiʹas) [gr. form af hebr. Tsidhqījaʹhu, der betyder „Jehova er retfærdighed“].

En søn af Josias og hans hustru Hamutal; den sidste af de judæiske konger der regerede i Jerusalem. Da han blev indsat som vasalkonge, ændrede Babylons konge, Nebukadnezar, hans navn fra Mattanja til Zedekias. I de 11 år Zedekias regerede, „gjorde [han] hvad der var ondt i Jehovas øjne“. — 2Kg 24:17-19; 2Kr 36:10-12; Jer 37:1; 52:1, 2.

I 1 Krønikebog 3:15 omtales Zedekias som Josias’ „tredje“ søn. I virkeligheden blev han født som den fjerde søn (jf. 2Kg 23:30, 31; 24:18; Jer 22:11), men han blev her omtalt før sin helbroder Sjallum (Jehoahaz), muligvis fordi han regerede meget længere end Sjallum.

Da hans fader, kong Josias, blev dødeligt såret i forsøget på at slå de ægyptiske styrker under farao Neko ved Megiddo (ca. 629 f.v.t.), var Zedekias omkring ni år gammel, ca. tre år ældre end sin nevø Jojakin. På det tidspunkt gjorde folket Zedekias’ helbroder, den 23-årige Jehoahaz, til konge, men han regerede kun i tre måneder eftersom farao Neko afsatte ham og i stedet indsatte Jehoahaz’ og Zedekias’ 25-årige halvbroder Eljakim (der fik navnet Jojakim) som konge. Efter Jojakims død begyndte hans søn Jojakin at herske som konge. Det ser ud til at de babyloniske hære under kong Nebukadnezar på dette tidspunkt belejrede Jerusalem. Efter at have regeret i tre måneder og ti dage overgav Jojakin sig til Babylons konge (617 f.v.t.). — 2Kg 23:29–24:12; 2Kr 35:20–36:10.

De første år af hans regeringstid. Derefter satte Nebukadnezar Zedekias på tronen i Jerusalem og lod ham aflægge ed ved Jehovas navn. Denne ed forpligtede Zedekias til at være en loyal vasalkonge. — 2Kr 36:10, 11; Ez 17:12-14; jf. 2Kr 36:13.

I begyndelsen af Zedekias’ regeringstid kom der åbenbart sendebud fra Edom, Moab, Ammon, Tyrus og Zidon, måske i den hensigt at få Zedekias til at slutte sig til dem i et forbund mod kong Nebukadnezar. (Jer 27:1-3; „Jojakims“ i v. 1 er muligvis en afskriverfejl for „Zedekias’“; se NV, fdn.) Det fremgår ikke af Bibelen hvad sendebudene opnåede. Måske slog deres bestræbelser fejl eftersom Jeremias indtrængende opfordrede Zedekias og hans undersåtter til at forblive loyale mod Babylons konge og desuden gav sendebudene ågstænger med hjem som et symbol på at de nationer de var kommet fra, også skulle underkaste sig kong Nebukadnezar. — Jer 27:2-22.

Det var også i begyndelsen af sin regeringstid at Zedekias sendte El’asa og Gemarja til Babylon (af en grund der ikke nævnes i Bibelen). Hvis begivenhederne er fremstillet i kronologisk orden, skete dette i Zedekias’ fjerde regeringsår. — Jer 28:1, 16, 17; 29:1-3.

Zedekias rejste selv til Babylon i sit fjerde regeringsår, sandsynligvis for at overbringe tribut og derved forsikre Nebukadnezar om sin fortsatte loyalitet som vasalkonge. Ved den lejlighed blev Zedekias ledsaget af Seraja, der sørgede for indkvarteringen, og som profeten Jeremias havde betroet en skriftrulle der indeholdt Jehovas dom over Babylon. — Jer 51:59-64.

Omkring et år senere begyndte Ezekiel at virke som profet blandt de landflygtige jøder i Babylon. (Ez 1:1-3; jf. 2Kg 24:12, 17.) I den sjette måned af Zedekias’ sjette regeringsår (612 f.v.t.) fik Ezekiel et syn som afslørede den afgudsdyrkelse, deriblandt dyrkelsen af guden Tammuz og af solen, der fandt sted i Jerusalem. — Ez 8:1-17.

Gør oprør mod Nebukadnezar. Omkring tre år senere (ca. 609 f.v.t.) gjorde Zedekias, i strid med Jehovas ord gennem Jeremias og den ed han selv havde aflagt ved Jehovas navn, oprør mod Nebukadnezar og sendte bud til Ægypten efter militærhjælp. (2Kg 24:20; 2Kr 36:13; Jer 52:3; Ez 17:15) Dette førte til at de babyloniske hære under Nebukadnezar drog mod Jerusalem. Belejringen af byen begyndte „i det niende år, i den tiende måned, på den tiende dag i måneden“. — Ez 24:1-6.

Det var muligvis ved begyndelsen af denne belejring at Zedekias sendte „Pasjhur, Malkijas søn, og præsten Zefanja, Ma’asejas søn,“ til Jeremias for at få ham til at spørge Jehova om Nebukadnezar ville trække sig tilbage fra Jerusalem. Jehova sagde gennem Jeremias at der ville komme ulykke over byen og dens indbyggere ved babyloniernes hånd. (Jer 21:1-10) I overensstemmelse med Guds befaling gik Jeremias øjensynlig herefter selv til Zedekias for at fortælle ham at Jerusalem ville blive ødelagt, og at kongen ville blive ført til Babylon, hvor han ville dø i fred. — Jer 34:1-7.

I det belejrede Jerusalem fandt Zedekias og hans fyrster det tilrådeligt at gøre noget for at følge Jehovas lov og vinde hans gunst. Skønt det ikke var et jubelår, sluttede de en pagt om at frigive deres hebraiske trælle. Senere brød de dog denne pagt ved på ny at gøre de frigivne til trælle. (Jer 34:8-22) Dette synes at være sket ved den tid da en kampstyrke fra Ægypten kom Jerusalem til hjælp, som følge af hvilket babylonierne midlertidigt hævede belejringen for at afværge truslen fra Ægypten. (Jer 37:5) De der havde frigivet deres hebraiske trælle, troede øjensynlig at faren var drevet over, og at babylonierne ville blive overvundet så de ikke kunne belejre byen igen, og derfor hentede de deres frigivne hebraiske trælle tilbage og gjorde dem til trælle igen.

I denne periode sendte Zedekias „Jukal, Sjelemjas søn, og præsten Zefanja, Ma’asejas søn, til profeten Jeremias“ for at anmode profeten om at bede til Jehova på folkets vegne, åbenbart for at den forudsagte ødelæggelse af Jerusalem kunne blive afværget. Men Jehovas svar gennem Jeremias viste at Guds dom stod fast. Kaldæerne ville komme tilbage og ødelægge Jerusalem. — Jer 37:3-10.

Da Jeremias senere besluttede at tage fra Jerusalem til Benjamins land, blev han pågrebet ved Benjaminsporten og falskeligt anklaget for at ville løbe over til kaldæerne. Jeremias benægtede anklagen, men den vagthavende officer, Jirija, lyttede ikke til ham, og Jeremias blev ført til fyrsterne. Det resulterede i at Jeremias blev fængslet i Jonatans hus. Efter nogen tid, og da Jerusalem øjensynlig igen var belejret af babylonierne, sendte Zedekias bud efter Jeremias. Som svar på kongens spørgsmål sagde Jeremias til Zedekias at han ville blive overgivet i Babylons konges hånd. Da Jeremias bad om ikke at blive sendt tilbage til Jonatans hus, efterkom Zedekias hans anmodning og lod ham sætte i forvaring i vagtforgården. — Jer 37:11-21; 32:1-5.

At Zedekias var en meget svag hersker, fremgår af hans svar da fyrsterne senere bad om at Jeremias måtte lide døden fordi han angiveligt svækkede moralen hos det belejrede folk. Zedekias sagde: „Se! Han er i jeres hånd. For kongen formår intet imod jer.“ Bagefter gav Zedekias imidlertid Ebed-Melek tilladelse til at redde Jeremias og bød ham tage 30 mænd med der kunne hjælpe ham. Senere talte Zedekias igen med Jeremias under fire øjne. Han forsikrede profeten om at han hverken ville lade ham dø eller overgive ham til de mænd som stræbte ham efter livet. Men Zedekias var bange for repressalier fra de jøder der var løbet over til kaldæerne, og fulgte derfor ikke Jeremias’ inspirerede råd om at overgive sig til Babylons fyrster. Kongen røbede yderligere sin frygt ved at bede Jeremias om ikke at fortælle de mistænksomme fyrster hvad deres private samtale havde drejet sig om. — Jer 38:1-28.

Jerusalems fald. „I Zedekias’ ellevte år [607 f.v.t.], i den fjerde måned, på den niende dag i måneden“ blev Jerusalem indtaget. Zedekias og stridsmændene flygtede om natten, men kongen blev indhentet på Jerikos ørkensletter og ført til kong Nebukadnezar i Ribla. Zedekias’ sønner blev dræbt for øjnene af ham. Eftersom Zedekias kun var ca. 32 år på dette tidspunkt, kan drengene ikke have været ret gamle. Efter at have været øjenvidne til sine sønners død blev Zedekias blindet, bundet med kobberlænker og ført til Babylon, hvor han døde i forvaringshuset. — 2Kg 25:2-7; Jer 39:2-7; 44:30; 52:6-11; jf. Jer 24:8-10; Ez 12:11-16; 21:25-27.