EZRA

(Ezʹra) [hjælpen].

1. Et navn der forekommer i en fortegnelse over Judas efterkommere. Jeter, Mered, Efer og Jalon omtales som sønner af Ezra. — 1Kr 4:1, 17.

2. En aronitisk præst, efterkommer af Eleazar og Pinehas. Han var skriftlærd, mestrede både hebraisk og aramaisk og var velbevandret i Loven. Han var nidkær for den sande tilbedelse og „havde i sit hjerte taget en fast beslutning om at rådspørge Jehovas lov og handle efter den og undervise i forordninger og lovbud i Israel“. (Ezr 7:1-6, 10) Foruden den bog der bærer hans navn, har Ezra efter alt at dømme skrevet de to Krønikebøger, og den jødiske overlevering tilskriver ham desuden æren for at have påbegyndt samlingen og katalogiseringen af De Hebraiske Skrifters bøger. Dertil kommer at Ezra var en forsker ud over det sædvanlige — i de to Krønikebøger anfører han for eksempel omkring 20 kilder til sine oplysninger. Eftersom mange af jøderne på Ezras tid var spredt over et stort område, var det nødvendigt at tage mange afskrifter af De Hebraiske Skrifter, og Ezra var sandsynligvis banebrydende i dette arbejde.

Bibelen oplyser ingen detaljer om Ezras første år. Han boede i Babylon og stammede fra en slægt af ypperstepræster, men ikke den gren der bestred hvervet som ypperstepræst umiddelbart efter tilbagekomsten fra landflygtigheden i 537 f.v.t. Den sidste af Ezras forfædre der tjente som overordnet præst, var Seraja, som virkede på kong Zedekias af Judas tid. Denne Seraja blev dræbt af Nebukadnezar ved Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. (Ezr 7:1, 6; 2Kg 25:18, 21) Eftersom jøderne bevarede respekten for præsteskabet under landflygtigheden i Babylon, glemte man ikke hvem der var af præsteslægt. Det jødiske samfund fortsatte desuden med at være organiseret som tidligere, med de ældste som overhoveder. (Ez 20:1) Både Ezras familie og han selv var sikkert interesserede i at han fik kundskab om Guds lov, og han fik derfor en god uddannelse.

Hvis en mand først kunne blive skriftlærd når han var fyldt 30, som nogle bibelforskere mener, må Ezra have været over 30 da han i 468 f.v.t. drog til Jerusalem. Han levede uden tvivl under Ahasverus’ herredømme, samtidig med Mordokaj og Ester, dengang dekretet udgik om at jøderne skulle udryddes i hele Perserriget. Der boede mange jøder i Babylon, så denne nationale krise må have gjort et uudsletteligt indtryk på Ezra. Den må have styrket ham i troen på at Jehova havde omsorg for sit folk og ville udfri det, og må have virket som en belæring der modnede hans dømmekraft og gjorde ham bedre egnet til den vældige opgave der ventede ham. — Est 1:1; 3:7, 12, 13; 8:9; 9:1.

Til Jerusalem. I 468 f.v.t., 69 år efter at den trofaste jødiske rest var vendt tilbage fra Babylon under Zerubbabels ledelse, gav perserkongen Artaxerxes den Langhåndede Ezra „alt hvad han anmodede om“ i forbindelse med en rejse til Jerusalem for at fremme den sande tilbedelse dér. Ifølge kongens officielle brev kunne de israelitter der ønskede at drage med Ezra til Jerusalem, frit gøre det. — Ezr 7:1, 6, 12, 13.

Hvorfor måtte også de jøder der forlod Babylon på Ezras tid, have en stærk tro?

Mange jøder var blevet velstående i Babylon, og udsigterne i Jerusalem var, set fra et materielt synspunkt, ikke særlig lovende. Byen havde ikke mange indbyggere, og den gode begyndelse der var gjort under Zerubbabel, lod ikke til at have båret frugt. En kommentator ved navn Dean Stanley har sagt: „Selve Jerusalem var tyndt befolket og syntes at være gået i stå i den udvikling som under de første bosættere havde åbnet sig for byen. . . . I hvert fald var Jerusalems mure stadig ikke færdige, om det så skyldtes den oprindelige svaghed hos de først ankomne eller indfald fra de omgivende stammer, hvilket vi ikke ved noget præcist om. Der var store huller i murene hvor portene var brændt og ikke repareret; byens klippeskråninger var fyldt med ruiner, og skønt templet stod færdigt, var dets udstyr sparsomt, og dets udsmykning mangelfuld.“ (Ezra and Nehemiah: Their Lives and Times af George Rawlinson, London 1890, s. 21, 22) For de jøder der vendte tilbage til Jerusalem, betød det derfor at de ville miste deres position, at mange bånd blev skåret over, og at de måtte give afkald på en mere eller mindre behagelig tilværelse og begynde forfra i et fjernt land under prøvende, vanskelige og måske endda farlige omstændigheder, for ikke at nævne en rejse der var lang og farefuld eftersom de kunne støde på mange arabiske stammer og andre der var dem fjendtligt stemt. At drage af sted krævede mod, nidkærhed for den sande tilbedelse og tro på Jehova. Kun omkring 1500 mænd og deres familier (måske ca. 6000 i alt) var både villige og i stand til at rejse. Ezra havde en vanskelig opgave som deres fører, men hans hidtidige tilværelse og beskæftigelse havde beredt ham til denne opgave, og han fattede mod eftersom Jehovas hånd var over ham. — Ezr 7:10, 28; 8:1-14.

Jehova Gud sørgede for den fornødne materielle hjælp. Dette var stærkt påkrævet, for den økonomiske situation i Jerusalem var vanskelig, og de der rejste sammen med Ezra, havde kun begrænsede midler til rådighed. Kong Artaxerxes og hans syv rådgivere følte sig tilskyndet til at yde et frivilligt bidrag til indkøb af offerdyr og de tilhørende korn- og drikofre. Desuden blev Ezra bemyndiget til at modtage bidrag til dette formål i hele provinsen Babylon. Hvis der blev noget tilovers, kunne Ezra og hans medarbejdere anvende det som de fandt bedst. Karrene til tempeltjenesten skulle afleveres fuldtalligt i Jerusalem. Hvis det var nødvendigt, kunne flere midler udredes fra det kongelige skatkammer. Skatmestrene på den anden side af Floden blev underrettet om at Ezra havde ret til at bede dem om sølv, hvede, vin og olie indtil en vis mængde, og salt i ubegrænset mængde, og at hans ønsker straks skulle efterkommes. Præsterne og tempelarbejderne blev fritaget for skat. Desuden blev Ezra bemyndiget til at indsætte voldgiftsmænd og dommere, og enhver som ikke adlød Guds lov og kongens lov, skulle dømmes og straffes, hvad enten straffen lød på „død eller landflygtighed eller pengebøde eller fængsel“. — Ezr 7:11-26.

Eftersom Ezra kunne se Jehovas ledelse i dette, gik han straks i gang med opgaven. Han samlede israelitterne ved floden Ahava, hvor han i tre dage inspicerede folket. Han opdagede at der ganske vist var kommet nogle præster, men ingen ikkepræstelige levitter, og dem var der et stort behov for i forbindelse med tjenesten ved templet. Nu kom Ezras gode lederevner til udtryk. Han lod sig ikke gå på af situationen, men sendte straks bud til jøderne i Kasifja. De reagerede positivt, og herfra kom der 38 levitter og 220 netinim-folk. Med deres familier har de sikkert bragt antallet af dem som Ezra skulle føre tilbage, op på over 7000. — Ezra 7:27, 28; 8:15-20.

Ezra udråbte derpå en faste for at rådspørge Jehova om den rette vej. Selv om hans karavane medbragte store kostbarheder, ønskede han ikke at sætte den mindste plet på Jehovas navn ved at bede kongen om en eskorte efter at have udtrykt fuld tillid til at Jehova ville beskytte sine tjenere. Efter at have bedt til Gud tilkaldte han 12 af præsternes øverster og udvejede omhyggeligt bidraget, som efter nutidig målestok måske har beløbet sig til en værdi af omkring 260 millioner kroner, og betroede det i deres varetægt. — Ezr 8:21-30.

Jehovas hånd viste sig at være med Ezra og hans ledsagere. Han beskyttede dem mod „fjender på vejen“ så de nåede frem til Jerusalem i god behold. (Ezr 8:22) Ezra havde ingen vanskeligheder ved at blive anerkendt af de præster og levitter der tjente ved templet, og til hvem han overdrog de kostbare ting han havde med. — Ezr 8:31-34.

De fremmede hustruer sendes bort. Efter at Ezra havde bragt ofre ved templet, erfarede han af fyrsterne at mange af folket, præsterne og levitterne som havde boet i landet, havde taget sig fremmede hustruer. Da Ezra hørte dette, sønderrev han sin klædning og sin ærmeløse overklædning, rev hår af sit hoved og sit skæg og sad som lamslået indtil tiden for aftenkornofferet. Så faldt han på knæ, bredte sine hænder ud mod Jehova og aflagde i de forsamlede israelitters nærværelse en offentlig bekendelse af folkets synder idet han begyndte med deres forfædres dage. — Ezr 8:35–10:1.

Sjekanja anbefalede på folkets vegne at man sluttede en pagt med Jehova om at sende de fremmede hustruer og de børn de havde født, bort. Derefter sagde han til Ezra: „Rejs dig, for sagen påhviler dig, og vi er med dig. Vær stærk og skrid til handling!“ Ezra lod nu folket sværge, og et opråb blev sendt ud om at alle de tidligere landflygtige skulle forsamles i Jerusalem inden tre dage for at denne forseelse kunne blive rettet. Ved den lejlighed opfordrede Ezra indtrængende de forsamlede til at aflægge bekendelse for Jehova og skille sig fra deres fremmede hustruer. Da et meget stort antal mænd havde gjort sig skyldige i denne overtrædelse, var det imidlertid ikke muligt at rette det hele på én gang; men gradvis, inden for en periode på omkring tre måneder, fik man renset ud. — Ezr 10:2-17.

Sammen med Nehemias. Det vides ikke med bestemthed om Ezra blev i Jerusalem eller vendte tilbage til Babylon, men de dårlige forhold der efter nogen tid kom til at herske i byen som følge af det fordærv der havde besmittet præsterne, tyder på at han ikke var der mere. Når han igen optræder i Jerusalem, er det måske fordi Nehemias har opfordret ham til at vende tilbage efter at Jerusalems mure var blevet genopbygget. Men hvordan det end forholder sig, optræder han igen i Jerusalem, hvor han læser op af Loven og underviser det forsamlede folk. På denne sammenkomsts anden dag holder folkets overhoveder et særligt møde med Ezra for at få indsigt i Loven. Løvhyttefesten fejres under stor glæde. Efter fejringen af denne otte dage lange højtid beslutter man at sætte den 24. tisjri til side til faste og bekendelse af synder under bøn. Under Ezras og Nehemias’ ledelse og vejledning sluttes der „en bindende aftale“ — denne gang ikke mundtligt, men skriftligt, og den besegles af fyrsterne, levitterne og præsterne. — Ne 8:1-9, 13-18; kap. 9.

Ezra som skribent. Både Krønikebøgerne og den bog der bærer Ezras navn, vidner om at Ezra var en utrættelig forsker som var dygtig til at bedømme de forskellige afskrifter af Loven der fandtes dengang. Med usædvanlig nidkærhed forskede han i sit lands officielle dokumenter, og det er øjensynlig på grund af hans arbejde at vi i dag har den nøjagtige beretning der findes i Krønikebøgerne. Vi må imidlertid ikke glemme at det var Guds ånd der inspirerede ham, og Gud der ledede ham, så en stor del af Israels historie kunne blive bevaret til gavn for os.

Ezras nidkærhed for retfærdighed, hans tillid til Jehova, hans trofasthed med hensyn til at undervise israelitterne i Guds lov og hans flittige indsats for at fremme den sande tilbedelse gør ham til et efterlignelsesværdigt eksempel i ’den store sky af vidner’ som omtales i Hebræerbrevet. — He 12:1.

3. En præst der i 537 f.v.t. vendte tilbage til Jerusalem fra Babylon sammen med Zerubbabel. — Ne 12:1, 13.