ESTERS BOG

En bog i De Hebraiske Skrifter som har fået navn efter skildringens hovedperson. I nogle afskrifter af Vulgata kaldes den dog „Ahasverus“ efter den perserkonge der også spiller en betydningsfuld rolle i beretningen. Jøderne kalder den Meghillathʹ ’Æsterʹ eller blot Meghillahʹ („bogrulle“ eller „skriftrulle“), hvilket vidner om hvor højt de sætter denne bogrulle.

Skribent. Bibelen oplyser ikke hvem der har skrevet Esters Bog. Nogle forskere tilskriver Ezra bogen, men de stærkeste vidnesbyrd taler for at skribenten er Mordokaj. Mordokaj havde mulighed for at kende alle de forhold der skildres så indgående, ikke alene hvad angår ham selv og Ester, men også i forbindelse med det der fandt sted i Hamans hus og i borgen Susan. Efter sin forfremmelse til Persiens førsteminister havde han adgang til de officielle dokumenter der omtales i beretningen, og ligesom Daniel, Ezra og Nehemias i andre perioder beklædte embeder i den persiske forvaltning og skrev bibelbøger der handler om jødernes forhold i dette verdensrige, kan det udmærket være Mordokaj der, med Jehovas velsignelse, har skrevet Esters Bog.

Historisk baggrund. Ifølge beretningen fandt begivenhederne sted under en konge ved navn Ahasverus der styrede Perserriget på et tidspunkt da det strakte sig fra Indien til Ætiopien og omfattede 127 provinser. (Est 1:1) Dette, samt den omstændighed at bogen blev indlemmet i den hebraiske kanon af Ezra, betyder at bogens handling må have udspillet sig under en af følgende tre konger som kendes af den verdslige historie: Darius I (perser), Xerxes I og Artaxerxes den Langhåndede. Om både Darius I og Artaxerxes den Langhåndede vides det imidlertid at de har begunstiget jøderne før deres 12. regeringsår, hvilket ikke passer på den i bogen omtalte Ahasverus eftersom han åbenbart ikke var særlig godt kendt med jøderne og deres religion og heller ikke var tilbøjelig til at begunstige dem. Man mener derfor at den Ahasverus der omtales i Esters Bog, er Xerxes I, søn af perserkongen Darius den Store. I nogle oversættelser er „Xerxes“ (AT, Mo) ligefrem indsat i stedet for „Ahasverus“ i teksten.

I Esters Bog regnes denne konges regeringstid åbenbart fra det tidspunkt da han blev sin faders, Darius den Stores, medregent. Eftersom de første begivenheder der skildres i Esters Bog, fandt sted i hans tredje regeringsår, og beretningen i øvrigt omfatter resten af hans regeringstid, må bogen spænde over perioden fra omkring 493 til ca. 475 f.v.t. — Se PERSIEN, PERSERE (Xerxes’ og Artaxerxes’ regeringstid).

Esters Bog blev skrevet på et tidspunkt efter Xerxes’ 12. regeringsår og øjensynlig ved slutningen af hans regeringstid (ca. 475 f.v.t.). Den levende skildring tyder på at skribenten var et øjenvidne. Da der desuden er stærke vidnesbyrd om at skribenten havde adgang til statsdokumenter (Est 10:2), er det meget sandsynligt at bogen er skrevet i Susan i provinsen Elam, som dengang var en del af Persien. De mange persiske og kaldæiske ord i den hebraiske tekst stemmer med at bogen er skrevet i Persien i ovennævnte periode.

Ezra kan have haft bogen med fra Babylon til Jerusalem i 468 f.v.t., for Den Store Synagoge i Jerusalem havde den med i den bibelske kanon før dens virke ophørte omkring år 300 f.v.t.

Kanonisk og ægte. Nogle tvivler på at Esters Bog hører hjemme i den bibelske kanon fordi der hverken citeres fra den eller hentydes til den i De Kristne Græske Skrifter. Det er dog ikke nogen afgørende indvending, for det samme gælder andre bøger hvis plads i den hebraiske kanon er velunderbygget, som for eksempel Ezras Bog og Prædikerens Bog. Meliton af Sardes, Gregor af Nazianz og Athanasios hører til dem der ikke har bogen med i deres fortegnelser over kanoniske bøger. Men både Hieronymus, Augustin og Origenes nævner bogen ved navn. I Chester Beatty-samlingen udgør den sammen med Ezekiels Bog og Daniels Bog én kodeks, der øjensynlig er blevet samlet i første halvdel af det 3. århundrede e.v.t. Intet tyder på at jøderne eller de første kristne som helhed nogen sinde har betvivlet bogens kanoniske ægthed. I jødiske bibler er den som oftest anbragt blandt Hagiograferne (Skrifterne) mellem Prædikerens Bog og Daniels Bog.

Senere blev der indføjet apokryfe afsnit i bogen. Nogle lærde daterer disse afsnit til ca. år 100 f.v.t. På det tidspunkt havde De Hebraiske Skrifters kanon, ifølge den traditionelle opfattelse, været fastlagt i omkring 300 år.

Det hævdes at Esters Bog gør sig skyldig i en overdrivelse når den siger at en fest i Ahasverus’ tredje regeringsår varede 180 dage. (Est 1:3, 4) Det er dog muligt at man lod festen strække sig over så lang tid for at kunne beværte de mange provinsers talrige embedsmænd, som på grund af deres pligter ikke kunne være der hele tiden og heller ikke samtidig. I virkeligheden siger teksten ikke at festen varede så længe, men blot at kongen viste embedsmændene sit riges herlighed og rigdom i 180 dage. Der nævnes en fest både i vers 3 og vers 5. Det skal muligvis ikke opfattes sådan at der blev holdt to fester, men sådan at den syv dage lange fest for alle i borgen ved afslutningen af den store sammenkomst er den samme som den fest der omtales i vers 3. — Commentary on the Old Testament af C. F. Keil og F. Delitzsch, 1973, bd. III, Esther, s. 322-324.

Da Esters Bog ikke direkte nævner Gud, har den fået skyld for at være ureligiøs. Ikke desto mindre fortæller den om at jøderne fastede og opsendte „klageråb“, altså bad til Gud. (Est 4:3, 16; 9:31) Kongens søvnløshed i rette øjeblik tyder også på guddommelig styrelse (6:1), ligesom der antydes en guddommelig hensigt bag Esters opnåelse af dronningeværdigheden. (4:14) Desuden viser den omstændighed at Mordokaj konsekvent nægtede at bøje sig for Guds fjende Haman, der som agagit muligvis har tilhørt den amalekitiske kongeslægt, at Mordokaj tilbad Jehova. — 3:1-6; 2Mo 17:14.

Historiske og arkæologiske vidnesbyrd. Historien og arkæologien er med til at bekræfte bogens ægthed. Her er nogle få eksempler: Den måde perserne ærede en mand på, beskrives korrekt. (Est 6:8) De kongelige farver i Persien var hvidt og blåt (eller violet), og i Ester 8:15 læser vi at Mordokaj bar „en kongelig klædning af blåt klæde og hvidt linned“ samt en purpurfarvet kappe.

Ester „stillede sig i den indre forgård til kongens hus, over for kongens hus, mens kongen sad på sin kongetrone i det kongelige hus over for indgangen til huset. Så snart kongen nu så dronning Ester stå i forgården, vandt hun yndest i hans øjne.“ (Est 5:1, 2) Udgravninger har vist at detaljerne i denne beskrivelse er korrekte. Fra kvindernes hus førte en korridor til paladsets indre gård, og over for det sted i gården hvor korridoren udmundede, lå tronsalen. Tronen stod midt for salens bagvæg, og derfra kunne kongen se ud over det forhæng der skilte ham fra den audienssøgende dronning. Andre enkeltheder i Esters Bog røber også at skribenten havde et indgående kendskab til paladsets indretning. Det er således tydeligt at de indvendinger mod bogen som går ud på at den er uhistorisk og ikke skildrer persisk sæd og skik korrekt, er ubegrundede.

Et meget stærkt vidnesbyrd om bogens ægthed er den årlige purimsfest (purim betyder „lod“) som jøderne fejrer den dag i dag, og under hvilken hele bogen oplæses i deres synagoger. En kileskrifttekst der øjensynlig stammer fra Borsippa, siges at omtale en persisk embedsmand ved navn Mardukâ (Mordokaj?) som befandt sig i Susa (Susan) ved slutningen af Darius I’s eller begyndelsen af Xerxes I’s regeringstid. — Zeitschrift für die alttestamentliche Wissenschaft, 1940/41, årg. 58, s. 243, 244; 1942/43, årg. 59, s. 219.

Esters Bog er i fuldstændig overensstemmelse med den øvrige del af Bibelen og kompletterer Ezras og Nehemias’ beretninger, idet den skildrer hvad der overgik Guds folk under landflygtigheden i Persien. Ligesom alle andre bøger i Bibelen er den skrevet til opmuntring, trøst og belæring for os. — Ro 15:4.

[Ramme på side 507]

HOVEDPUNKTER I ESTERS BOG

En levende skildring af hvordan Ester, med råd og vejledning fra sin ældre fætter Mordokaj, af Gud blev brugt til at udfri jøderne fra udslettelse

Bogen er efter alt at dømme skrevet af Mordokaj og dækker øjensynlig tidsrummet fra 493 til ca. 475 f.v.t.

Ester bliver dronning i Susan

Da kong Ahasverus (formodentlig Xerxes I) tilkalder dronning Vasjti under en kongelig banket for at vise sine gæster hendes skønhed og hun hårdnakket nægter at komme, afsætter han hende som dronning (1:1-22)

Ester vælges frem for alle de andre smukke jomfruer i riget og bliver dronning; på Mordokajs anvisning fortæller hun ikke at hun er jødinde (2:1-20)

Haman lægger planer om at få jøderne udryddet, men rollerne byttes om

Agagitten Haman ophøjes af kongen over alle de andre fyrster, men Mordokaj vil ikke bøje sig for ham (3:1-4)

I forbitrelse over dette planlægger Haman at få alle jøderne i riget udryddet. Kongen overtales til at gå ind for planen, en dato fastsættes, og et dekret udstedes (3:5-15)

Mordokaj anmoder Ester om at henvende sig personligt til kongen, selv om det kan koste hende livet at træde frem for ham uden at være indbudt (4:1-17)

Ester bliver velvilligt modtaget af kongen. Hun indbyder kongen og Haman til en fest, og derpå beder hun dem komme igen til endnu en fest dagen efter (5:1-8)

Det er et skår i Hamans glæde at Mordokaj igen nægter at bøje sig for ham, så Haman lader en meget høj pæl rejse og planlægger at tilskynde kongen til at hænge Mordokaj op på den før festen den næste dag (5:9-14)

Den samme nat kan kongen ikke sove, og man læser derfor for ham af bogen med optegnelser, hvorved han erfarer at Mordokaj ikke er blevet belønnet for at have afsløret et komplot mod kongens liv. Da Haman kommer om morgenen, spørger kongen ham hvordan man bør ære en mand som kongen har behag i; og da Haman tror at han er manden, fremsætter han nogle storstilede forslag. Derefter bliver han selv sat til at ære Mordokaj offentligt på den foreslåede måde (6:1-13; 2:21-23)

Ved festen samme dag fortæller Ester kongen at Haman har solgt hende og hendes folk til at blive tilintetgjort. Forbitret befaler kongen at Haman skal hænges op på den pæl han har rejst til Mordokaj (6:14–7:10)

Mordokaj forfremmes, og jøderne udfries

Mordokaj får kongens signetring, som man har fjernet fra Haman (8:1, 2)

Med kongens tilladelse udstedes et dekret som tillader jøderne at forsvare sig og at udrydde deres fjender på den dag der var blevet fastsat til deres egen tilintetgørelse. Mange tusind af jødernes fjender dræbes (8:3–9:19)

Det bestemmes at jøderne skal mindes denne udfrielse hvert år (9:20-32)

Mordokaj får stillingen som den næsthøjeste efter kongen og søger sit folks bedste (10:1-3)