Lever sjælen videre efter døden?

„SJÆL: Den åndelige del af mennesket som menes at leve videre efter døden og som oplever enten lykke eller lidelse i en fremtidig tilstand.“ (The Compact Edition of the Oxford Dictionary) De fleste religioner går i det store og hele ind for denne definition. I New Catholic Encyclopedia hedder det: „Læren om at menneskesjælen er udødelig og fortsætter med at eksistere efter menneskets død . . . er en af grundpillerne i den kristne filosofi og teologi.“

Det lyder måske besynderligt, men faktisk stammer denne tro fra hedensk filosofi. Længe før Jesu fødsel har man troet at sjælen var noget ulegemligt som kunne eksistere adskilt fra legemet. Efter legemets død levede sjælen videre som et genfærd eller en ånd.

Grækerne formulerede denne tro i filosofiske vendinger. Den berømte græske filosof Sokrates er blevet citeret for ordene: „Hvis Sjælen renset frigør sig fra Legemet og ikke fører noget legemligt med sig, . . . drager den dog vel bort til Usynlighedens Land, som er beslægtet med den selv, det guddommelige og uforgængelige Tankens Land, hvor den finder den lykkelige Fred, frigjort fra al Uro og Uforstand, fra Frygt og vilde Lidenskaber og alle andre menneskelige Ulykker; og dér vil den, . . . hele den kommende Tid i Sandhed fortsætte sin Tilværelse i Samliv med Guder.“ — Faidon, 80, D, E; 81, A.

En ubibelsk lære

Hvordan fandt denne hedenske lære om sjælens udødelighed optagelse i jødedommen og i kristendommen?

New Catholic Encyclopedia underdriver når den siger: „Tanken om at sjælen lever videre efter døden fremgår ikke tydeligt af Bibelen.“ For at være mere præcis: Den findes slet ikke i Bibelen! I ovennævnte opslagsværk indrømmes det: „Selve begrebet menneskesjæl har en anden betydning i Det Gamle Testamente end i græsk og moderne filosofi.“

I det såkaldte Gamle Testamente forekommer det hebraiske ord næʹfæsj, der almindeligvis oversættes med „sjæl“, 754 gange. I det såkaldte Nye Testamente forekommer det græske ord psychēʹ, som også ofte oversættes med „sjæl“, i alt 102 gange. Når vi undersøger disse ords anvendelse i Bibelen, tegner der sig et overraskende billede.

I Første Mosebog 2:7 læser vi at Gud blæste livsånde i Adams næsebor, og at Adam „blev en levende sjæl [hebraisk: næʹfæsj]“. Læg mærke til at Adam ikke fik en levende sjæl; han blev en levende sjæl. Med andre ord: Den nyskabte Adam var en sjæl! Derfor kan det ikke undre at man i New Catholic Encyclopedia kan læse: „Sjælen i Det Gamle Testamente er ikke en del af mennesket, men hele mennesket — mennesket som et levende væsen.“

Dette bekræftes også i andre skriftsteder. I Tredje Mosebog 7:20 tales der for eksempel om „den sjæl der spiser kødet af fællesskabsofferet“. Tredje Mosebog 23:30 siger: „Enhver sjæl der udfører noget som helst arbejde.“ Ordsprogene 25:25 lyder: „Som køligt vand for den trætte sjæl er et godt budskab fra et fjernt land.“ Og i Salme 105:18 får vi at vide: „Med fodjern mishandlede de hans fødder; hans sjæl blev lagt i jern.“ Hvad er det der kan spise, arbejde, læskes af vand og lægges i jern? En adskilt, åndelig del af mennesket eller selve mennesket? Svaret er indlysende.

Interessant nok er det ikke kun mennesker der er sjæle. I Første Mosebog 1:20 fortælles der at Gud i en af skabelsesperioderne sagde: „Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle.“ Ja, selv fisk er sjæle! Og i en anden skabelsesperiode omtalte Gud „husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr“ som sjæle! — 1 Mosebog 1:24; jævnfør 3 Mosebog 11:10, 46; 24:18; 4 Mosebog 31:28; Job 41:21; Ezekiel 47:9.

Ifølge Bibelen er „sjælen“ altså ikke et eller andet åndeligt skyggevæsen der forlader legemet efter døden, men er en person eller et dyr, eller det liv som en person eller et dyr besidder.

Hvad sker der efter døden?

Bibelen indeholder således ikke den hedenske tanke om sjælens udødelighed. Hvem skal man da tro på? De hedenske græske filosoffer, eller Guds eget pagtsfolk? Guds folk, naturligvis, som blev betroet Guds inspirerede ord.

Men der er stadig et ubesvaret spørgsmål, nemlig: Hvad sker der med sjælen efter dødens indtræden? Eftersom sjælen er personen, dør sjælen med personen. Eller sagt på en anden måde: et dødt menneske er en død sjæl. Det bekræftes i mange skriftsteder. „Den sjæl der synder, den skal dø,“ siger Ezekiel 18:4. I Dommerne 16:30 læser vi: „Og Samson sagde: ’Lad min sjæl dø sammen med filistrene.’“ Andre skriftsteder viser at en sjæl kan blive udryddet (1 Mosebog 17:14), kan blive slået ihjel med sværd (Josua 10:37), kvalt (Job 7:15) og drukne (Jonas 2:5). En død sjæl er det samme som et dødt menneske. — 3 Mosebog 19:28; 21:1, 11.

Hvilken tilstand befinder de døde sjæle sig i? Døden er simpelt hen det modsatte af liv. Alle vore sanser er knyttet til vort fysiske legeme. Vor evne til at se, høre og tænke er afhængig af at øjne, ører og hjerne fungerer rigtigt. Uden øjne kan vi intet se. Uden ører kan vi intet høre. Uden hjerne er vi handlingslammede. Hvis et menneske dør, ophører alle disse fysiske organer med at fungere. Vi eksisterer ikke længere.

I overensstemmelse hermed siger Prædikeren 9:5, 10: „De døde ved slet ingen ting . . . Der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [graven] hvor du går hen.“ Tilsvarende siges der i Salme 146:3, 4: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hvem det ikke tilkommer at frelse. Hans ånd [livskraft] går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ Så når mennesker (sjæle) dør, eksisterer de ganske enkelt ikke længere.

Fra hedensk lære til kirkedogme

’Men lærer Det Nye Testamente ikke at sjælen er udødelig?’ vil nogen måske spørge. Nej, bestemt ikke. New Catholic Encyclopedia indrømmer: „Det Nye Testamente er tro mod denne [gammeltestamentlige] forståelse af døden.“ Så „Det Nye Testamente“ lærer altså at sjælen dør. Jesus Kristus gav udtryk for at han ikke troede på sjælens udødelighed. Han spurgte: „Er det tilladt at gøre en god gerning på sabbaten eller at gøre en ond gerning, at redde eller at dræbe en sjæl?“ (Markus 3:4) Den kristne apostel Paulus tilsluttede sig den „gammeltestamentlige“ opfattelse af sjælen ved at citere Første Mosebog 2:7: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’“ — 1 Korinther 15:45.

Men hvordan gik det til at Platons lære blev ophøjet til kirkedogme? I Encyclopædia of Religion and Ethics forklarer James Hastings: „Da det kristne evangelium førtes ud af den jødiske synagoges porte og ind på den romerske arena, blev den i bund og grund hebraiske sjæleopfattelse konfronteret med et miljø der var præget af græsk tænkning, hvilket fik ikke så lidt betydning under tilpasningsprocessen.“ Kirkelærere forsøgte at gøre deres budskab „forståeligt for en verden domineret af græsk tankegang“ ved at bruge „gængse udtryk og begreber fra den græske psykologi“. Jødiske skriftlærde viste ligeledes tegn på „stærk påvirkning af platonisme“ i deres skrifter. — Encyclopædia Judaica.

Det Bibelen siger om sjælen blev således ignoreret og skiftet ud med en tydeligvis hedensk lære. Denne udvikling kan på ingen måde retfærdiggøres med at hensigten var at få et større publikum i tale. Da apostelen Paulus forkyndte i Athen, den græske kulturs hjerte, fremholdt han ikke platonismens sjælelære. Tværtimod forkyndte han den kristne opstandelseslære, på trods af at mange af hans græske tilhørere var rygende uenige med ham. — Apostelgerninger 17:22-32.

Paulus advarede direkte mod at blande bibelske sandheder med hedenskab da han sagde: „Hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar?“ (2 Korinther 6:14, 15) Det er afgjort en hån mod Gud når kristenheden lader en hedensk lære være en af grundpillerne i sin filosofi og teologi!

Håb for de døde

Folk har frihed til at tro det de vil. Men det kan ikke benægtes at læren om sjælens udødelighed er ubibelsk. Er der da intet håb om at døde kan komme til live igen?

Efter at have stillet spørgsmålet „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ kom Job med det inspirerede svar. Han sagde: „Du [Jehova] vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:14, 15) Ja, ifølge Bibelen er der håb om at alle i Guds hukommelse kan få en opstandelse. Gud længes efter atter at vække sine trofaste tjenere, som Job, til live! Kristus Jesus bekræftede dette håbs pålidelighed da han sagde: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.

Når tiden for denne profetis opfyldelse er inde, vil Gud, som lovet i Esajas 25:8, „opsluge døden for bestandig“. Da vil ordene i Åbenbaringen 21:4 gælde: „Døden skal ikke være mere.“ Kunne du tænke dig at leve i en verden uden begravelser, bedemænd, gravsten eller kirkegårde? I en verden hvor der ikke bliver fældet tårer af sorg men kun glædestårer?

Det kan godt være at du er opdraget til at tro på sjælens udødelighed. Men ved at studere Bibelen kan du få tro på Bibelens frigørende løfter.a Du kan også lære hvad du må gøre for at høste gavn af dem, ikke for at kunne leve videre som en udødelig sjæl, men for at kunne opnå „evigt liv“ i et paradis på jorden! — Johannes 17:3; Lukas 23:43.

[Fodnote]