Men her vil nogle der er godt inde i Bibelen måske indvende at der i Job 16:22 siges om Job at han skal ’gå bort ad en sti som han ikke vil vende tilbage ad’. Og i Job 7:9 siges der at ’den som stiger ned til Sheol [graven] vil ikke komme op igen’. Vers 10 tilføjer: „Han kommer ikke mere tilbage til sit hus; hans sted kendes ikke mere ved ham.“

Viser disse og lignende udtalelser ikke, sådan som nogle teologer hævder, at Job betragtede døden som ’et land hvorfra ingen vender tilbage’? Viser disse udtalelser at Job ikke troede på en opstandelse? For at finde svaret må vi se på den sammenhæng versene forekommer i, og sammenligne dem med det Job sagde om emnet andre steder.

Job kendte ikke årsagen til at han måtte lide. En overgang mente han fejlagtigt at det var Gud der var skyld i hans lidelser. (Job 6:4; 7:17-20; 16:11-13) Nedslået som han var, følte han at det eneste sted han kunne finde lindring, var i graven. (Job 7:21; 17:1; jævnfør 3:11-13.) Her ville han, ud fra sine samtidiges synspunkt, ikke længere kunne ses, ikke mere komme tilbage til sit hus, ikke længere være accepteret og ikke have udsigt til at komme frem igen før Guds tid var inde. Overladt til sig selv uden at Gud greb ind var hverken Job eller nogen anden af Adams efterkommere i stand til at stå op fra de døde.a — Job 7:9, 10; 10:21; 14:12.