STRUDS

[hebr.: bath hajja‛anahʹ; renanīmʹ (flertal)].

Det første af disse hebraiske navne menes at betyde enten „den grådiges datter“ eller „den golde jords datter“, beskrivelser der begge passer godt på strudsen. Det andet navn menes at betegne „en fugl med gennemtrængende skrig“ og passer derfor også godt på strudsen, hvis skrig er beskrevet som „et hæst, sørgmodigt skrig der er blevet sammenlignet med et løvebrøl“. — The Smithsonian Series, 1944, bd. 9, s. 105; jf. Mik 1:8.

Strudsen (Struthio camelus) er den største af alle nulevende fugle. Den kan blive over 2 m høj og kan veje op til 140 kg. Hovedet er forholdsvis lille og fladt med meget store øjne, og den smidige hals kan blive ca. 1 m lang. Både hovedet, halsen og de kraftige ben er blottet for fjer, mens fuglen har en overdådig fjerdragt på kroppen. De lange, bløde vinge- og halefjer har været værdsat lige fra oldtiden. Hannens fjer er skinnende sorte og hvide, mens hunnens er uanseligt gråbrune. Strudsen adskiller sig fra alle andre fugle ved på hver fod kun at have to tæer, hvoraf den ene er udstyret med en klo der kan anvendes som et farligt våben når fuglen tvinges til at forsvare sig. På grund af sin højde og sit skarpe syn opdager strudsen imidlertid som regel sine fjender på lang afstand, hvorefter den forsigtigt fjerner sig.

Strudsen er næsten altædende. Den ernærer sig hovedsagelig af planter, men æder også kød, for eksempel slanger, firben og endda småfugle. I Moseloven nævnes den blandt de „urene“ fugle som israelitterne ikke måtte spise. (3Mo 11:13, 16; 5Mo 14:12, 15) I fortiden blev strudsen kaldt kamelfuglen fordi den kan klare sig i lange perioder uden vand og derfor holder til i øde ørkenområder. I Bibelen nævnes den sammen med sjakalen og lignende dyr som et billede på livet i ørkenen (Es 43:20) og på Edoms og Babylons øde tilstand. (Es 13:21; 34:13; Jer 50:39) Da Job sad i asken som forkastet og afskyet, betragtede han sig selv som „en broder til sjakaler“ og „en ven af strudsene“. — Job 30:29.

En modsætning til storken. Jehova Gud henledte senere Jobs opmærksomhed på strudsen, og hans ord giver et indtryk af hvilken usædvanlig fugl den er. (Job 39:13-18) I modsætning til den højtflyvende, majestætisk svævende stork med de brede, kraftige vinger kan strudsen ikke flyve; vingerne kan ikke bære dens vægt, og det flade brystben mangler den „kam“ hvortil flyvemusklerne er fæstet hos flyvedygtige fugle. Strudsefjer er smukke, men de mangler de små kroge der hager sig fast i hinanden og giver fjerene bæredygtighed hos de fugle der kan flyve. — Job 39:13.

I modsætning til storken, der bygger sin store, solide rede i trætoppe (Sl 104:17), på bygninger eller på høje klipper, skraber strudsen blot en flad fordybning i sandet omgivet af en lav vold. Her lægger hunnen sine æg, der hver vejer ca. 1,5 kg, og da strudsen ofte er polygam (i modsætning til storken, der er kendt for sin troskab mod én mage), kan det blive til temmelig mange æg når to eller tre hunner lægger deres æg i samme rede. Hannen ruger på æggene om natten, og hunnen ruger om dagen, men hun forlader af og til reden når heden er værst. I sådanne perioder kan æggene blive røvet af dyr eller mennesker, eller de kan blive beskadiget skønt de har en meget tyk skal. — Job 39:14, 15.

„Behandler sine unger hårdt“. Nogle har rejst indvendinger mod udtalelsen om at strudsen „behandler sine unger hårdt, som om de ikke var dens egne“ (Job 39:16), og at den omtales som „grusom“ over for sine unger. (Kl 4:3) De hævder at strudse er omsorgsfulde forældre. Grammatisk kan det hebraiske ord (renanīmʹ) der bruges i Job 39:13, sigte til såvel hanner som hunner, men nogle ordbogsforfattere er af den opfattelse at det hentyder til hunnerne. Dette lyder sandsynligt i betragtning af at æggene lægges af hunnen. Hvis dette poetiske udsagn om fuglens ’grusomhed’ gælder hunnen, er der et udmærket grundlag for det eftersom hannen, så snart æggene er klækket, „overtager al omsorg for ungerne, mens hunnerne i regelen drager af sted sammen“. (All the Birds of the Bible af Alice Parmelee, 1959, s. 207) Desuden forlader både hanner og hunner (skønt stærke fugle) hurtigt reden og deres unger når de fornemmer at der er fare på færde, og selv om de måske forsøger sig med afledningsmanøvrer for at få fjenderne bort fra reden, er det ikke desto mindre en ’hård behandling’ af de værgeløse og forladte unger. Deres eneste beskyttelse er de camouflagefarver Skaberen har givet dem, idet de får rovdyr til at overse dem og i stedet jage de flygtende forældre. Strudsen kan derfor med rette kaldes „grusom“ i sammenligning med mange andre fugle og navnlig i sammenligning med storken, hvis stadige omsorg for sine unger er velkendt.

’Glemmer visdom’. Der siges om strudsen at „Gud har ladet den glemme visdom og har ikke tildelt den forstand“. (Job 39:17) Dette anerkendes af iagttagere i nutiden. Araberne har en talemåde der lyder: „Dummere end en struds.“ (The Soncino Books of the Bible, redigeret af A. Cohen, London 1946, Job, s. 205) Strudsen løber gerne i en stor bue, hvilket gør det muligt for dens forfølgere at omringe den hvis de er tilstrækkelig mange. Men på en lige strækning kan strudsen på grund af sine kraftige ben ’le ad hest og rytter’. (Job 39:18) Den kan løbe med helt op til 3,5 m lange skridt og kan nå en hastighed af 70 km i timen. Skønt vingerne er uegnede til flyvning, er de med til at give strudsens tunge krop opdrift når den løber.

Der er visse ting hos strudsen som siges at forbløffe videnskaben, der gerne klassificerer den blandt de ’lavere’ eller ’mere primitive’ fugle. Den har en blære som opsamler urinsyre, et organ der er karakteristisk for pattedyrene, men som ikke findes hos andre fuglearter. Den har også øjenvipper, som beskytter øjnene mod flyvende ørkensand. Så selv om den kraftfulde, hurtige struds ikke er særlig intelligent, vidner den om Skaberens visdom.

Den arabiske struds (Struthio camelus syriacus), som engang var meget udbredt i Palæstina og Arabien, er nu uddød. Siden 1973 er en beslægtet afrikansk art blevet genindført i Israel.