Bedømmelse af svaghed, ondskab og sindsændring

KRISTNE hader synd — dét ikke at leve op til Jehovas retfærdige normer. (Hebræerne 1:9) Sørgeligt nok synder vi alle fra tid til anden. Vi må alle kæmpe med den nedarvede svaghed og ufuldkommenhed. I de fleste tilfælde kan vi, hvis vi bekender vore synder for Jehova og oprigtigt bestræber os for ikke at gentage dem, nærme os ham med en ren samvittighed. (Romerne 7:21-24; 1 Johannes 1:8, 9; 2:1, 2) Vi er Jehova taknemmelige for at han på grundlag af genløsningsofferet kan acceptere vor hellige tjeneste trods vore fejltrin.

Hvis én begår en alvorlig synd på grund af menneskelig svaghed, har han stort behov for hjælp fra de ældste i overensstemmelse med den fremgangsmåde der er beskrevet i Jakob 5:14-16: „Er nogen iblandt jer [åndeligt] syg? Lad ham tilkalde menighedens ældste . . . Hvis han har begået synder, vil det blive ham tilgivet. Bekend derfor åbent jeres synder for hinanden og bed for hinanden, for at I kan blive helbredt.“

Hvis en indviet kristen begår en grov synd, er der behov for andet og mere end blot en personlig bekendelse over for Jehova. De ældste må tage visse skridt, eftersom menighedens fred og renhed er i fare. (Mattæus 18:15-17; 1 Korinther 5:9-11; 6:9, 10) Ældste skal måske afgøre: Viser vedkommende sindsændring? Hvad førte til den syndige handling? Skyldtes det et øjebliks svaghed? Er der tale om at vedkommende øver synd? Sådanne spørgsmål er ikke altid lette at svare på, og de kræver at ældste besidder en god og sund dømmekraft.

Hvordan forholder det sig hvis synden skyldes at overtræderen bevidst giver sig af med en forkert og ond adfærd? Så har de ældste et klart ansvar. Da Paulus tog sig af en alvorlig sag i Korinthermenigheden, sagde han: „Fjern det onde menneske fra jer selv.“ (1 Korinther 5:13) Onde mennesker har ikke nogen plads i den kristne menighed.

Bedømmelse af svaghed, ondskab og sindsændring

Hvordan kan ældste vide om en overtræder har ændret sind?a Det er ikke så ligetil. Tænk for eksempel på kong David. Han begik ægteskabsbrud og derefter i realiteten mord. Alligevel lod Jehova ham leve. (2 Samuel 11:2-24; 12:1-14) Tænk så på Ananias og Safira. De løj og søgte at bedrage apostlene, idet de hyklerisk foregav at være mere gavmilde end de var. Var det alvorligt? Ja. Var det lige så alvorligt som mord og ægteskabsbrud? Næppe. Men Ananias og Safira måtte betale med livet. — Apostelgerninger 5:1-11.

Hvorfor denne forskel i bedømmelsen af deres overtrædelser? David begik en alvorlig synd på grund af svaghed. Da han blev konfronteret med sin synd ændrede han sind, og Jehova tilgav ham, men han blev alvorligt tugtet ved at der kom problemer i hans hus. Ananias og Safiras synd bestod i at de med overlæg søgte at bedrage den kristne menighed, den hellige ånd og Gud. Deres synd var et vidnesbyrd om en ond hjertetilstand. Derfor fik de også en hårdere dom.

I begge tilfælde var det Jehova der dømte, og hans domme er rette, for han kan ransage hjerter. (Ordsprogene 17:3) Det kan de ældste ikke. Hvordan kan ældste da bedømme om en alvorlig synd skyldes svaghed og ikke ondskab?

Man kan sige at al synd er ond, men ikke alle syndere er onde. Den samme synd kan derfor være et udtryk for svaghed hos én person og et udtryk for ondskab hos en anden. Ofte er der dog tale om både ondskab og svaghed i forbindelse med overtrædelser. En afgørende faktor er hvordan overtræderen betragter sin synd og hvad han agter at gøre. Viser han en angrende indstilling? Det kræver dømmekraft af de ældste at afgøre dette. Hvordan kan de opnå denne dømmekraft? Apostelen Paulus lovede Timoteus: „Tænk til stadighed over hvad jeg siger; Herren vil virkelig give dig indsigt i alle ting.“ (2 Timoteus 2:7) Hvis ældste ydmygt og ’til stadighed tænker over’ de inspirerede ord af Paulus og andre bibelskribenter, vil de få den fornødne dømmekraft til at betragte overtrædere i menigheden på den rette måde. Deres afgørelser vil da afspejle Jehovas tanker, ikke deres egne. — Ordsprogene 11:2; Mattæus 18:18.

Hvad må de ældste altså gøre? Blandt andet undersøge Bibelens beskrivelse af de onde, og derefter overveje om beskrivelsen finder anvendelse på den enkelte overtræder.

De første mennesker der valgte at være onde, var Adam og Eva. Til trods for at de var fuldkomne og havde fuld forståelse af Jehovas lov, gjorde de oprør mod hans guddommelige suverænitet. Det er værd at bemærke deres reaktion da Gud konfronterede dem med det de havde gjort: Adam skød skylden på Eva, og Eva skød skylden på slangen. (1 Mosebog 3:12, 13) Sammenlign dette med den ydmyghed David lagde for dagen. Stillet over for sin alvorlige synd, erkendte han sin skyld og bønfaldt om tilgivelse, idet han sagde: „Jeg har syndet mod Jehova.“ — 2 Samuel 12:13; Salme 51:4, 9, 10.

Ældste gør vel i at overveje disse to hændelser når de behandler tilfælde af alvorlig synd, især hvis det drejer sig om voksne overtrædere. Vil vedkommende — ligesom David da han var blevet gjort opmærksom på sin synd — straks indrømme sin skyld og angergivent søge hjælp og tilgivelse hos Jehova, eller søger han at bagatellisere sin synd eller skyde skylden på en anden? Måske ønsker overtræderen at forklare hvad der førte til den syndige handling, og der kan være omstændigheder, enten nuværende eller fortidige, som de ældste må tage i betragtning når de beslutter hvilken hjælp de kan yde vedkommende. (Jævnfør Hoseas 4:14.) Men overtræderen bør erkende at han har syndet og at det er ham der er ansvarlig over for Jehova. Husk: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ — Salme 34:18.

Nogle der øver slethed

I Salmernes Bog tales der ofte om onde mennesker. Sådanne skriftsteder kan yderligere hjælpe de ældste til at bedømme om en person grundlæggende er ond eller svag. Tænk for eksempel over kong Davids inspirerede bøn: „Træk mig ikke af sted med de ugudelige og dem der øver ondt, dem der taler fred med deres næste men har slethed i deres hjerte.“ (Salme 28:3) Bemærk at de ugudelige, eller onde, nævnes sammen med „dem der øver ondt“. En som synder på grund af svaghed holder som regel op med at synde når han bliver opmærksom på sin synd. Hvis en derimod „øver“ det der er ondt, så det bliver en del af hans adfærdsmønster, kunne det være et vidnesbyrd om at vedkommende har et ondt hjerte.

I samme vers nævner David et andet kendetegn på ondskab. Den onde lader ligesom Ananias og Safira sin mund tale gode ord, men har slethed i hjertet. Han kan være en hykler — ligesom farisæerne på Jesu tid, der ’udvendig så retfærdige ud for mennesker, men indvendig var fulde af hykleri og lovløshed’. (Mattæus 23:28; Lukas 11:39) Jehova hader hykleri. (Ordsprogene 6:16-19) Hvis en overtræder hyklerisk forsøger at benægte sin alvorlige synd, endda når han taler med et dømmende udvalg, eller hvis han nøjes med modstræbende at indrømme det som allerede er kendt af andre og nægter at bekende sin synd fuldt ud, kunne det meget vel være et tegn på at han har et ondt hjerte.

Mangel på respekt for Jehova — et udtryk for hovmod

I Salme 10 nævnes nogle andre karaktertræk hos en der er ond. Vi læser: „I sit hovmod forfølger den ugudelige hidsigt den nødstedte; . . . han har handlet respektløst over for Jehova.“ (Salme 10:2, 3) Hvordan skal vi betragte en indviet kristen som er hovmodig og handler respektløst over for Jehova? Noget sådant er helt sikkert en ond sindsindstilling. En person der synder på grund af svaghed vil, så snart hans synd går op for ham, eller når han bliver gjort opmærksom på den, ændre sind og arbejde ihærdigt på at ændre sin handlemåde. (2 Korinther 7:10, 11) Hvis én derimod synder på grund af en fundamental mangel på respekt for Jehova, hvad hindrer ham da i at synde den ene gang efter den anden? Hvis han, efter at være blevet vejledt i mildhedens ånd, stadig er hovmodig, hvordan kan han da have den fornødne ydmyghed til at foretage en ægte og oprigtig sindsændring?

Overvej engang Davids ord senere i den samme salme: „Hvorfor har den ugudelige handlet respektløst over for Gud? Han har sagt i sit hjerte: ’Du kræver ikke til regnskab.’“ (Salme 10:13) Den der er ond vil ikke tøve med at synde når han mener han kan slippe af sted med det, selv om han som medlem af den kristne menighed udmærket er klar over hvad der er rigtigt og forkert. Når der ikke er fare for at blive afsløret lader han sine syndige tilbøjeligheder få frit løb. I modsætning til David vil han søge at undgå tugt hvis hans overtrædelse bliver kendt. Han mangler i høj grad respekt for Jehova. „Der er ingen rædsel for Gud for hans øjne. . . . Det onde afviser han ikke.“ — Salme 36:1, 4.

Til skade for andre

I de fleste tilfælde er mere end én person berørt af en synd. En ægteskabsbryder synder mod Gud; det går ud over hans kone og hans børn; hvis den anden part er gift, synder han mod hendes familie; og han tilsmudser menighedens gode navn. Hvordan betragter han alt dette? Er han dybt nedbøjet og viser tegn på oprigtig sindsændring? Eller lægger han en hovmodig ånd for dagen, som beskrevet i Salme 94, vers 4 til 7: „Alle der øver ondt bryster sig. Jehova, de knuser dit folk, og de underkuer din arv. De dræber enken og den fastboende udlænding, og de myrder de faderløse. Og de siger: ’Jah ser det ikke, og Jakobs Gud er ikke opmærksom.’“

En sag i menigheden vil sandsynligvis ikke dreje sig om mord eller drab. Men den ånd der her gives udtryk for — at man er villig til at ofre andre for ens egen skyld — kan de ældste måske spore når de undersøger en alvorlig synd. Dette virker hovmodigt og er et kendetegn på et ondt menneske. (Ordsprogene 21:4) Denne ånd står i diametral modsætning til den ånd der kendetegner sande kristne, der er villige til at ofre sig for deres brødre. — Johannes 15:12, 13.

Anvend de guddommelige principper

Disse få retningslinjer er ikke tænkt som et regelsæt. Men de giver en idé om hvad Jehova betragter som ondt. Nægter vedkommende at tage ansvaret for den urette handling? Har overtræderen skamløst tilsidesat tidligere vejledning? Er der tale om at vedkommende vanemæssigt øver alvorlig synd? Viser han en åbenlys mangel på respekt for Jehovas lov? Har han bevidst søgt at skjule misgerningen og måske ledt andre i fordærv? (Judas 4) Forstærkes sådanne bestræbelser når overtrædelsen kommer frem i lyset? Er overtræderen ligeglad med at han har forvoldt andre skade og smudset Jehovas navn til? Hvordan er hans indstilling? Er han hovmodig og stejl efter at have modtaget venlig bibelsk vejledning? Mangler han et oprigtigt ønske om ikke at gentage sin synd? Hvis de ældste opfanger sådanne signaler, som stærkt indikerer at vedkommende ikke har ændret sind, vil de måske bedømme situationen sådan at de begåede synder snarere er et udtryk for ondskab end et udtryk for kødelig svaghed.

Men selv når det drejer sig om en person som synes at have onde tilbøjeligheder må ældste fortsat tilskynde ham til at jage efter retfærdighed. (Hebræerne 3:12) Et ondt menneske kan ændre sind og vende om. Hvis ikke dette kunne ske, ville Jehova ikke have tilskyndet israelitterne: „Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ (Esajas 55:7) Det kan endda ske at de ældste under et udvalgsmøde bemærker en radikal ændring i vedkommendes hjerteindstilling, hvilket kommer til udtryk i en angrende holdning og indstilling.

Selv hvis der bliver tale om udstødelse vil de ældste, som hyrder, tilskynde ham til at ændre sind og igen søge at opnå Jehovas gunst. Husk „det onde menneske“ fra Korinth. Han ændrede sig tilsyneladende, og Paulus anbefalede senere at han blev genoptaget. (2 Korinther 2:7, 8) Tænk også på kong Manasse. Han var bestemt ond, men da han til sidst vendte om, anerkendte Jehova hans sindsændring. — 2 Kongebog 21:10-16; 2 Krønikebog 33:9, 13, 19.

Der er ganske vist synder som ikke tilgives — synd mod den hellige ånd. (Hebræerne 10:26, 27) Men Jehova alene afgør hvem der har begået sådanne synder. Det har mennesker ikke bemyndigelse til. De ældstes opgave er at holde menigheden ren og hjælpe angrende syndere på fode igen. Hvis de gør dette med dømmekraft og ydmyghed, idet de lader deres afgørelser afspejle Jehovas visdom, vil Jehova velsigne denne gren af deres hyrdegerning.

[Fodnote]

[Illustration på side 29]

Ananias og Safira forsøgte at bedrage den hellige ånd og viste derved at de havde en ond hjertetilstand