Kend Jehova — den personlige Gud
I EN sammenligning mellem hinduernes og andre religionssystemers gudsopfattelse har dr. S. Radhakrishnan fra Indien peget på noget specielt: „Hebræernes Gud adskiller sig fra de andre. Han er et personligt væsen, aktiv i tiden og interesseret i forandringerne og hændelserne i verden sådan som den udfolder sig. Han er et væsen der henvender sig til os.“
Bibelens Gud har det hebraiske navn יהוה, der almindeligvis oversættes med „Jehova“. Han adskiller sig fra alle andre guder. Hvad ved vi om ham? Hvordan tog han sig af mennesker på Bibelens tid?
Jehova og Moses kendte hinanden „ansigt til ansigt“
Moses kunne ikke se Gud bogstaveligt, men deres forhold var alligevel så nært at de, som der siges, kendte hinanden „ansigt til ansigt“. (5 Mosebog 34:10; 2 Mosebog 33:20) Da Moses var ung, var hans hjerte hos israelitterne, der på det tidspunkt var trælle i Ægypten. Han vendte et liv som medlem af Faraos husstand ryggen og valgte i stedet „at blive mishandlet sammen med Guds folk“. (Hebræerne 11:25) Jehova gav som følge heraf Moses mange forrettigheder.
Som medlem af Faraos husstand „blev Moses oplært i al ægypternes visdom“. (Apostelgerninger 7:22) Men for at kunne lede nationen Israel måtte han desuden opdyrke egenskaber som ydmyghed, tålmodighed og sagtmodighed, hvilket han gjorde i de 40 år han var hyrde i Midjan. (2 Mosebog 2:15-22; 4 Mosebog 12:3) Skønt Jehova forblev usynlig, åbenbarede han sig for Moses og lod ham kende sine hensigter; og gennem engle betroede Gud ham De Ti Bud. (2 Mosebog 3:1-10; 19:3–20:20; Apostelgerninger 7:53; Hebræerne 11:27) Bibelen fortæller at „Jehova talte til Moses, ansigt til ansigt, ligesom den ene mand taler til den anden“. (2 Mosebog 33:11) Jehova selv sagde: „Ham taler jeg med, mund til mund.“ Det var et personligt, ja dyrebart, forhold Moses havde til sin usynlige, men personlige Gud. — 4 Mosebog 12:8.
Foruden Israels tidlige historie nedskrev Moses også nationens lovsamling med alle dens enkeltheder. Han blev også betroet en anden vigtig opgave, nemlig at nedskrive Første Mosebog. Det var forholdsvis let at nedfælde denne bogs sidste del, der er en nøjagtig historisk beskrivelse af begivenheder som omhandlede hans egen familie. Men hvorfra fik Moses de detaljerede oplysninger om menneskets tidligste historie? Moses kan have været i besiddelse af gamle skrevne dokumenter som hans forfædre havde bevaret til eftertiden, og brugt disse som kildemateriale. Det er også muligt at han har modtaget specifikke oplysninger ved mundtlig overlevering eller ved direkte åbenbaringer fra Jehova. Gudfrygtige mennesker har til alle tider anerkendt at der bestod et personligt venskab mellem Moses og Gud selv.
Elias og hans Gud
Også profeten Elias kendte Jehova Gud som en virkelig person. Elias var nidkær for den rene tilbedelse, og han tjente Jehova til trods for at han blev hadet og modstået af ba’alsdyrkerne. Ba’al var den øverste gud i den kana’anæiske gudeverden. — 1 Kongebog 18:17-40.
Akab, Israels konge, og hans kone, Jesabel, stræbte Elias efter livet. Af frygt for at miste livet flygtede Elias til Be’er-Sjeba, vest for Det Døde Hav, hvor han gik ud i ørkenen og bad om at få lov til at dø. (1 Kongebog 19:1-4) Havde Jehova svigtet Elias? Var Han ikke længere interesseret i sin trofaste tjener? Sådan har Elias måske følt det. Men Gud havde ikke forkastet Elias. Senere talte Jehova roligt til ham og spurgte: „Hvad er du her for, Elias?“ Efter en dramatisk demonstration af Guds overnaturlige magt „lød der en stemme til ham og den sagde [igen]: ’Hvad er du her for, Elias?’“ Jehova gav udtryk for at han var personligt interesseret i Elias, for på den måde at opmuntre sin trofaste tjener. Gud havde flere opgaver til Elias, og profeten fulgte ivrigt Guds opfordring. Elias fuldførte trofast sine hverv og helligede derved sin Gud Jehovas navn. — 1 Kongebog 19:9-18.
Da Jehova havde forkastet nationen Israel, talte han ikke længere personligt til sine tjenere på jorden. Det betød ikke at hans personlige interesse for dem var mindsket. Han ledede dem stadig med sin hellige ånd og gav dem fortsat styrke til at tjene ham. Et eksempel på dette er apostelen Paulus, der, inden han blev kristen, var kendt under navnet Saulus.
Hvordan Paulus blev ledet af hellig ånd
Saulus kom fra Tarsus, en fremtrædende by i Kilikien. Hans forældre var hebræere, men han var selv romersk statsborger af fødsel. Paulus blev opdraget efter farisæernes strenge læresætninger. Senere, i Jerusalem, fik han mulighed for at blive undervist af en fremtrædende lovlærer, ’opdraget ved Gamaliels fødder’, som han selv udtrykker det. — Apostelgerninger 22:3, 26-28.
Som følge af sin misforståede nidkærhed for den jødiske tradition blev Paulus en aktiv deltager i en ondskabsfuld kampagne som var rettet imod Jesu Kristi disciple. Han bifaldt endda mordet på Stefanus, den første kristne martyr. (Apostelgerninger 7:58-60; 8:1, 3) Senere indrømmede han at skønt han før havde været en gudsbespotter og en forfølger og et uforskammet menneske, „blev der vist [ham] barmhjertighed, fordi [han] var uvidende og handlede uden tro“. — 1 Timoteus 1:13.
Saulus var drevet af et oprigtigt ønske om at tjene Gud. Efter hans omvendelse på vejen til Damaskus brugte Jehova ham på en ganske særlig og storslået måde. Ananias, en af de tidlige kristne disciple, blev af den opstandne Kristus ledet hen til Paulus for at hjælpe ham. Derefter blev Paulus (det romerske navn Saulus som kristen blev kendt under) ledet af Jehovas hellige ånd til at udføre en lang og frugtbar tjeneste igennem dele af Europa og Lilleasien. — Apostelgerninger 13:2-5; 16:9, 10.
Er der nogen i vor tid som også er blevet ledet af den hellige ånd? Ja, det er der.
Ateisme ingen hindring for Jehovas personlige interesse
Joseph F. Rutherford var Vagttårnsselskabets anden præsident. Han blev i 1906 døbt som bibelstudent, en betegnelse Jehovas vidner dengang brugte om sig selv, og blev det følgende år udnævnt til Vagttårnsselskabets juridiske rådgiver og i januar 1917 til at være dette selskabs præsident. Den unge advokat havde imidlertid før været ateist. Hvordan gik det til at han blev en så ivrig kristen tjener for Jehova?
I juli 1913 tjente Rutherford som ordstyrer ved et internationalt stævne som blev afholdt af bibelstudenterne i Springfield, Massachusetts i USA. En journalist fra den lokale avis, The Homestead, bragte i den forbindelse et interview med Rutherford, og hans historie blev genoptrykt i en rapport fra dette stævne.
Rutherford forklarede at han hørte til baptistkirken da han planlagde at indgå ægteskab, men at hans kommende kone var presbyterianer. På et tidspunkt havde Rutherfords præst sagt til ham at hun ville komme i helvede fordi hun ikke var blevet døbt ved fuld nedsænkning i vand, og at han ville komme i himmelen fordi han var. Rutherford tog stærkt afstand fra denne tanke. Han syntes den var mod al sund fornuft, og blev ateist.
Først efter adskillige års grundigt studium havde Rutherford genopbygget sin tro på en personlig Gud. Han tog udgangspunkt i den antagelse at „det som ikke kan godtages af sindet, heller ingen ret har til at blive godtaget af hjertet“. Kristne „må være sikre på at Bibelen, som de tror på, er sand“. Rutherford tilføjede: „De må kende det fundament de står på.“ — Jævnfør 2 Timoteus 3:16, 17.
Jo, også i vor tid er det muligt for en ateist eller en agnostiker gennem et studium af Bibelen at få tro på Jehova Gud og udvikle et stærkt personligt forhold til ham. En ung mand som havde studeret Bibelen grundigt ved hjælp af bogen Kundskab der fører til evigt liv, fortæller: „Da jeg begyndte at studere, troede jeg ikke på Gud, men jeg må sige at kendskabet til Bibelen fuldstændig har ændret min måde at tænke på. Jeg er begyndt at kende Jehova og nære tillid til ham.“
„Tåberne“ og Gud
„Det lå Det Gamle Testamentes skribenter fjernt at bevise eller at argumentere for Guds eksistens,“ siger dr. James Hastings i opslagsværket A Dictionary of the Bible. „Folk i antikken tænkte normalt ikke i de baner at Guds eksistens kunne benægtes, eller at der skulle fremføres argumenter til bevis for den. Troen på Gud var naturlig og fælles for alle mennesker.“ Det betød selvfølgelig ikke at de alle sammen var gudfrygtige. Slet ikke. Både Salme 14:1 og 53:1 nævner „den uforstandige“, eller „tåberne“ (da. aut.), som siger i hjertet: „Der er ingen Jehova.“
Hvilken slags menneske er den ’tåbe’ som fornægter Guds eksistens? Det er ikke åndsevner en sådan tåbe mangler. Det hebraiske ord navalʹ peger mere i retning af en moralsk brist. Professor S. R. Driver siger i en kommentar i The Parallel Psalter at denne brist „ikke er en manglende evne til at drage slutninger, men en moralsk og religiøs ufølsomhed, en fuldstændig mangel på forstand eller opfattelsesevne“.
Salmisten fortsætter med at beskrive de moralske skadevirkninger en sådan indstilling giver: „De har handlet ødelæggende, afskyeligt, med deres handlemåde. Der er ingen som gør godt.“ (Salme 14:1) Dr. Hastings sammenfatter det med ordene: „Når mennesker kalkulerer med at der ikke er nogen Gud til, og ingen der kræver dem til regnskab, bliver resultatet fordærv og afskyelige handlinger.“ Denne risiko findes når man ikke ønsker at stå en personlig Gud til regnskab og derfor lader ham ude af betragtning. Men en sådan tankegang er lige så tåbelig og ufornuftig i dag som dengang salmisten skrev sine ord for over 3000 år siden.
Advarsler fra en personlig Gud
Lad os vende tilbage til det spørgsmål der blev rejst i den indledende artikel. Hvorfor har så mange svært ved at forene troen på en personlig Gud med de lidelser der ses overalt i verden i dag?
Bibelen indeholder oplysninger som er nedskrevet af mænd der „udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd“. (2 Peter 1:21) Kun Bibelen kan åbenbare den personlige Gud, Jehova, for os. Den advarer os om at der findes en ond person, Satan Djævelen, som er usynlig for mennesker, og som ejer stor magt til at lede og kontrollere deres tanker. Men det er naturligvis svært at tro på at der eksisterer en Djævel eller Satan hvis man ikke tror på at der findes en personlig Gud.
Apostelen Johannes skrev under inspiration om den der „kaldes Djævelen og Satan“, og som „vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) Senere skrev Johannes: „Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Disse udtalelser genspejler følgende ord af Jesus som Johannes selv nedskrev i sit evangelium: „Verdens hersker kommer. Og han har ikke noget tag i mig.“ — Johannes 14:30.
Den fremherskende tankegang i dag ligger langt fra dette bibelske lærepunkt! „Det er helt klart gammeldags at tale om Satan. Vi har ladet Satan gå på pension her i vor skeptiske og videnskabelige tidsalder,“ siger Catholic Herald. Jesus sagde højt og tydeligt til de mænd der ønskede at rydde ham af vejen: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker.“ — Johannes 8:44.
Bibelens forklaring på Satans magt er logisk og til at forstå. Den gør det klart hvorfor verden, trods flertallets ønske om at leve i fred og harmoni, er plaget af had, krige og meningsløs vold, som den man så eksempel på i Dunblane (omtalt på side 3 og 4). Desuden er Satan ikke den eneste fjende vi må kæmpe imod. Bibelen advarer os om dæmoner, onde åndeskabninger, der for længe siden sluttede sig til Satan for at vildlede og misbruge menneskeheden. (Judas 6) Jesus Kristus stod mange gange over for disse magtfulde ånder, og han havde større magt end de. — Mattæus 12:22-24; Lukas 9:37-43.
Den sande Gud, Jehova, har til hensigt at rense jorden for ondskab og til sidst udviske ethvert spor af Satans og hans dæmoners aktiviteter. Vi kan, fordi vi kender Jehova, have en stærk tro på og tillid til hans løfter. Han siger: „Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen. Jeg, jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser.“ Jehova er for alle dem der kender, tilbeder og tjener ham, en personlig Gud. Vi kan se hen til ham, og kun ham, efter vores frelse. — Esajas 43:10, 11.
[Illustration på side 7]
Et stik fra det 18. århundrede som viser Moses i færd med at skrive Første Mosebog 1:1 under guddommelig inspiration
[Kildeangivelse]
Fra The Holy Bible af J. Baskett, Oxford
[Illustration på side 8]
Jesus viste ofte at han havde større magt end dæmonerne