Gileadskolen 50 år og stadig en succes!

„DER er mange steder hvor vidnesbyrdet om Riget ikke er blevet aflagt i særlig stort omfang,“ sagde N. H. Knorr til den første gileadklasse den 1. februar 1943, den dag Gileadskolen åbnede. Han tilføjede: „Der må være hundreder, ja tusinder, flere som man kunne nå ud til hvis der var flere arbejdere på arbejdsmarken. Og det vil der, med Guds hjælp, komme.“

Der er kommet flere arbejdere — millioner flere! Forkyndertallet er vokset fra 129.070 i 54 lande i 1943 til 4.472.787 i 229 lande i 1992! Takket være Gileadskolen er der blevet aflagt et stort vidnesbyrd som har bidraget til denne vækst. Efter 50 år spiller skolen stadig en nøglerolle i forbindelse med at oplære missionærer til at tjene overalt hvor der er behov for dem i den verdensomspændende arbejdsmark.

Den 7. marts 1993 samledes 4798 indbudte gæster og medlemmer af den amerikanske betelfamilie i stævnehallen i Jersey City for at overvære afslutningshøjtideligheden for den 94. klasse. Denne særlige begivenhed var også en lejlighed til at se tilbage på de 50 år Gileadskolen har eksisteret. Kunne du tænke dig at høre lidt om programmet?

Efter en indledende sang ledte George D. Gangas fra Det Styrende Råd forsamlingen i en inderlig bøn. Efter ordstyrerens, Carey W. Barbers, bemærkninger, lyttede gileadeleverne — og alle andre tilstedeværende — intenst til en række korte foredrag.

Robert W. Wallen lagde for med temaet „Du er aldrig alene“. Med varme i stemmen sagde han: ’Fremover vil der komme dage i dit liv hvor du vil føle dig meget alene, og meget langt væk fra din familie og dine venner.’ Hvordan kan man da sige at ’du aldrig er alene’? Han forklarede: ’Noget I alle har mulighed for, er straks at henvende jer til Jehova Gud.’ Han tilskyndede gileadeleverne til at sætte pris på bønnens privilegium og dagligt benytte sig af denne foranstaltning. Så vil de ligesom Jesus kunne sige: ’Jeg er ikke alene.’ (Johannes 16:32) Disse ord virkede meget opmuntrende på eleverne!

Under temaet „Hold fast ved håbet“ (bygget over dagsteksten for den 7. marts) talte Lyman A. Swingle fra Det Styrende Råd om behovet for to egenskaber — håb og udholdenhed. ’Latterliggørelse, fjendskab, had, fængsling, ja endog dødstrusler er årsager til at kristne har behov for udholdenhed,’ sagde han. ’Der er ingen grænser for hvor meget styrke ud over det normale et trofast vidne for Jehova kan hente i trængselstider. Det er en fantastisk forsikring, især for jer gileadelever.’ Hvad med håbet? ’Håbet er uundværligt,’ forklarede han. ’Som en hjelm beskytter hovedet på en kriger, sådan værner og beskytter håbet den kristnes sind, og sætter ham i stand til at bevare sin uangribelighed.’ — 1 Thessaloniker 5:8.

Næste taler, Ralph E. Walls, havde valgt et fængslende tema „Hvordan kan vi søge i sikkerhed på ’et sted med rigelig plads’?“ Hvad er det for „et sted med rigelig plads“? (Salme 18:19) „En udfriet tilstand som bringer fred i sindet og tryghed i hjertet,“ forklarede taleren. Hvad bliver vi udfriet fra? ’Os selv og vore egne skavanker.’ Han tilføjede: ’Også udefra kommende trængsler forårsaget af Satan.’ (Salme 118:5) Hvordan kan vi søge i sikkerhed på et sted med rigelig plads? ’Ved at adlyde Guds bud i alt hvad vi gør og ved at anråbe Jehova i tro af hele vort hjerte.’

„Hvad venter der forude?“ var det tema Don A. Adams havde valgt. Ja, hvad ventede der de nye missionærer? En periode med tilpasning, forklarede han. „Der ligger også mange velsignelser foran jer.“ For eksempel fortalte han om to nye missionærer som efter at være kommet til deres distrikt, skrev: „Tænk på den bedste dag du nogen sinde har haft i tjenesten, sådan er det hver dag. Vi kan ikke have nok publikationer med, og folk bliver ved med at trygle om et studium.“ Taleren henvendte sig derefter til elevernes forældre og venner: ’I behøver ikke at være nervøse for disse gileadelever. I kan hjælpe dem ved at skrive nogle opmuntrende ord til dem.’ — Ordsprogene 25:25.

Derefter talte skolens lærere. Jack D. Redford havde valgt at tale over emnet „Forvent ikke noget af nogen“. For de nye missionærer vil det være en udfordring at lære at omgås folk, forklarede han. Hvad kan gøre det nemmere? „Overse deres fejl. Forvent ikke for meget af andre mennesker. Forvent ikke altid at få alt det der efter din mening tilkommer dig. Giv rum for andres ufuldkommenhed, så vil du lettere kunne klare dig. Din evne til at komme ud af det med andre er en målestok for din modenhed.“ (Ordsprogene 17:9) At efterleve dette råd vil hjælpe gileadeleverne til at vænne sig til at være missionærer i et fremmed land!

„Vi har denne kostbarhed i lerkar,“ siges der i Andet Korintherbrev 4:7. Ulysses V. Glass, Gileadskolens registrator, kommenterede dette skriftsted da han behandlede temaet „Stol på dine prøvede, trofaste brødre“. Hvad er det for „lerkar“? „De må hentyde til os som ufuldkomne mennesker,“ bemærkede han. Hvad er så ’kostbarheden’? „Det er vor kristne tjeneste,“ forklarede han. (2 Korinther 4:1) Og hvad skal vi gøre med denne kostbarhed? „Den kostbarhed som Jehova har betroet os skal ikke gemmes bort. Derfor, kære vordende missionærer, del ud af denne skat uanset hvor I kommer, og lær mange andre at gøre det samme.“

Det var et nostalgisk øjeblik da Albert D. Schroeder gik på talerstolen, eftersom han var Gileadskolens registrator da den begyndte. „Et halvt århundrede med teokratisk oplæring“, var hans tema. „Jehova forstår at give en effektiv oplæring,“ fastslog han. Hvordan? Broder Schroeder henviste til den oplæring der er blevet givet på de to skoler som blev oprettet for 50 år siden — den teokratiske skole og Gileadskolen. Han påpegede at Ny Verden-oversættelsen har været et værdifuldt redskab med hensyn til at bibringe nøjagtig kundskab. Han forsikrede gileadeleverne: „I kan drage ud til jeres fremmede distrikter med stor tiltro til at Selskabet vil forsyne jer med nøjagtig kundskab om Jehovas hensigter.“

Milton G. Henschel, der er præsident for Vagttårnsselskabet, talte over temaet „Mere end sejrvindere“. Broder Henschel havde hentet sit tema fra årsteksten for 1943: „Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os.“ (Romerne 8:37, da. aut. 1907) Det var en passende årstekst, forklarede han, for midt under den anden verdenskrig blev vore brødre i mange lande udsat for forfølgelse. Broder Henschel læste nogle uddrag fra The Watchtower som forklarede årsteksten, og sagde så: „Denne artikel i The Watchtower [15. januar 1943; dansk 15. juni 1943] blev studeret i februar måned af den første gileadklasse, og den forberedte dem til det der lå forude.“ Mange af missionærerne har i de 50 år der er gået vist sig at være sejrvindere, forklarede han. Hvad med den 94. klasse? „Hold jer nær til Jehova, hold jer nær til hans kærlighed, og jeres sejr vil være sikker.“

Efter formiddagens foredrag bragte ordstyreren hilsener fra forskellige lande. Derefter kom det øjeblik som de 24 ægtepar spændt havde ventet på — uddelingen af diplomerne. Nu blev gileadeleverne officielt gileadmissionærer! De var kommet fra fem lande, men fik tildelt distrikter i sytten lande, deriblandt Hongkong, Taiwan, Moçambique og dele af Østeuropa.

Efter en pause indledtes eftermiddagens program med en forkortet gennemgang af Vagttårnet ledet af Robert L. Butler. Derefter viste eleverne nogle af de specielle oplevelser de havde haft mens de forkyndte nær Wallkill i staten New York. Programmet afspejlede noget af det som uden tvivl havde bragt dem til Gilead — deres dybe kærlighed til forkyndelsen.

Efter de nye gileadmissionærers indslag var mange spændte på om programmet ville indeholde noget særligt i anledning af at Gileadskolen havde fungeret i 50 år. De blev ikke skuffede! — Se rammen „Tilbageblik på Gileadskolens 50 år“.

Broder Knorr viste for 50 år siden at han var en troens mand med visioner. At han var overbevist om at Gileadskolen ville blive en succes fremgår af hans åbningstale til den første klasse. Han sagde: „I overensstemmelse med skolens navn tror vi at en ’vidnedysse’ vil gå ud fra dette sted til alle egne af verden og at dette vidnesbyrd vil stå som et uudsletteligt mindesmærke til Guds ære. I vil som ordinerede tjenere sætte hele jeres lid til den Højeste, i forvisning om at han vil lede jer i tider med nød, og I vil også vide at han er velsignelsernes Gud.“a

Halvtreds år senere er Gileadskolen stadig en succes! Eleverne i den 94. klasse har nu den forret at følge i fodsporene af de mere end 6500 elever som er udgået fra skolen. Måtte de sætte hele deres lid til den Højeste, mens de er med til at skabe en „vidnedysse“ der vil stå som et mindesmærke til ære for Jehova Gud.

[Fodnote]

[Ramme på side 25]

Portræt af klassen

Antal elever: 48

Lande repræsenteret: 5

Lande udsendt til: 17

Gennemsnitsalder: 32

Gennemsnitligt antal år i sandheden: 15,3

Gennemsnitligt antal år i heltidstj.: 9,6

[Ramme på side 26, 27]

TILBAGEBLIK PÅ GILEADSKOLENS 50 ÅR

Hvordan kan man bedst se tilbage på Gileads historie? Er det ikke ved at høre erfaringer fra dem som har oplevet skolen — de første missionærer, lærerne og andre som har været med til at oprette den? Publikum lyttede spændt til programafsnittet „Tilbageblik på Gileadskolens 50 år“, som blev ledet af Theodore Jaracz.

Hvilke omstændigheder førte til oprettelsen af skolen? Broder Schroeder forklarede at han og to andre lærere kun fik fire måneder til at forberede skolen. „Men mandag den 1. februar 1943 var vi parate til indvielsen.“

Hvordan gik det de første missionærer som blev sendt ud? Broder Henschel forklarede: „Vi fik Selskabets forsendelsesafdeling til at pakke alle deres ejendele ned i trækasser. Da trækasserne kom til bestemmelsesstedet åbnede de dem forsigtigt og tog deres ejendele ud. Bagefter brugte de trækasserne til at fremstille møbler af.“ Han fortalte at senere sørgede Selskabet for beskedne missionærhjem.

Som det næste på programmet fortalte nogle der var udgået fra Gileads tidlige klasser men som nu er medlemmer af den amerikanske betelfamilie, hvad de havde oplevet. Det de sagde talte til alles hjerter.

„Efter at have modtaget indbydelsen til den første klasse fik jeg at vide at min moder havde kræft. Men eftersom hun havde været pioner fra hun var 16, rådede hun mig indtrængende til at tage imod indbydelsen. Med blandede følelser men med tillid til Jehova rejste jeg til South Lansing. Jeg var glad og dybt taknemmelig for gileadundervisningen. Min moder afsluttede sit jordiske livsløb et stykke tid efter at jeg var blevet færdig med Gileadskolen.“ — Charlotte Schroeder, der tjente i Mexico og El Salvador.

„Eftersom Jehova indtil da havde taget sig af mig i den del af verden hvor jeg boede, tænkte jeg, at uanset hvor jeg tog hen, var det stadig hans jord, og han ville sørge for mig. Jeg tog derfor med glæde imod indbydelsen til Gileadskolens første klasse.“ — Julia Wildman, der tjente i Mexico og El Salvador.

„Det var vidunderligt! Vi kunne få samtaler ved hver eneste dør. Den første måned spredte jeg 107 bøger og ledede 19 bibelstudier. Den anden måned havde jeg 28 bibelstudier. Naturligvis var der noget vi måtte vænne os til — varmen, fugtigheden, insekterne. Men det var et vidunderligt privilegium at tjene dér. Det er noget jeg altid vil påskønne.“ — Mary Adams, anden klasse, om sit distrikt på Cuba.

„Vejret var en af de store hindringer vi måtte kæmpe med i Alaska. I nord var der meget, meget koldt, med temperaturer helt ned til minus 50 grader eller endnu koldere. Indianerlandsbyerne og de små isolerede steder i Sydøstalaska blev enten nået med båd eller flyvemaskine.“ — John Errichetti, tredje klasse.

„For mig var Gilead en indbydelse fra Jehova gennem hans jordiske organisation der havde til hensigt at styrke os åndeligt og anvise os en skøn livsvej.“ — Mildred Barr, ellevte klasse, tjente i Irland.

Flere herlige interviews fulgte — Lucille Henschel (14. klasse, tjente i Venezuela), Margareta Klein (20. klasse, tjente i Bolivia), Lucille Coultrup (24. klasse, tjente i Peru), Lorraine Wallen (27. klasse, tjente i Brasilien), William og Sandra Malenfant (34. klasse, tjente i Marokko), Gerrit Lösch (41. klasse, tjente i Østrig) og David Splane (42. klasse, tjente i Senegal).

Hvad med de brødre der har virket som lærere? Flere af dem blev også interviewet — Russell Kurzen, Karl Adams, Harold Jackson, Fred Rusk, Harry Peloyan, Jack Redford og Ulysses Glass. De fortalte om det privilegium de havde fået og om hvordan det havde berørt dem indtil nu.

Et betagende vidnesbyrd om hvor effektive de gileaduddannede missionærer har været, blev fremhævet af Lloyd Barry, der har tjent i Japan. I 1949, da der blev sendt 15 missionærer dertil, var der færre end 10 forkyndere i hele Japan. Men nu, 44 år senere, er der op mod 175.000 forkyndere i dette land! Robert Wallen fortalte om hvor mange det var lykkedes nogle missionærer at hjælpe i sandheden; for eksempel nævnte han en missionærsøster som har været over 45 år i Panama og hjulpet 125 interesserede frem til indvielse og dåb.

Programmet nåede sit højdepunkt da alle gileaduddannede blandt publikum blev bedt om at komme op på scenen. Det var et bevæget øjeblik. En stadig strøm af brødre og søstre — 89 i betelfamilien foruden besøgende gileadmissionærer — fyldte gangene og trapperne op til scenen. De fik følgeskab af de brødre der har tjent som lærere i årenes løb, og derefter af den 94. klasse — omkring 160 i alt!

„Har Gileadskolens oplæring af missionærer til fremmede lande været en succes?“ spurgte broder Jaracz. „Vidnesbyrdet fra de forløbne 50 år er et tordnende ja!“

[Illustration på side 25]

Vagttårnets Bibelskole Gilead, 94. klasse

Fra venstre til højre: Første række: C. De La Garza; E. Borg; E. Arriaga; E. Chooh; D. Purves; A. Fosberry; A. Delgado; L. Drescher. Anden række: V. Scott; L. Fridlund; S. Kettula; D. Copeland; J. Arriaga; J. Thidé; E. Olsson; S. Widegren. Tredje række: F. Delgado; S. Keegan; A. Leinonen; E. Finnigan; F. Fosberry; J. Halbrook; A. Berglund; P. Jones. Fjerde række: B. Watson; C. Frias; B. Chooh; J. Halbrook; J. Purves; S. Finnigan; A. Jones; M. Cuccia. Femte række: G. Scott; D. Copeland; B. Drescher; R. De La Garza; I. Leinonen; D. Keegan; T. Watson; M. Kettula. Sjette række: J. Widegren; S. Borg; L. Cuccia; A. Berglund; B. Olsson; J. Frias; T. Fridlund; P. Thidé.