Hjælp dine børn til at trives
MANGE forældre søger ihærdigt efter vejledning i forbindelse med børneopdragelse. Men sandsynligvis findes denne vejledning allerede i deres eget hjem. De fleste ejer nemlig en bibel; men den samler støv på reolen i stedet for at blive brugt i børneopdragelsen.
Mange tvivler på at man kan anvende Bibelens vejledning i familielivet. De afviser den som gammeldags eller for streng. En objektiv undersøgelse vil imidlertid vise at Bibelen indeholder god og praktisk vejledning til familier. Lad os se på nogle områder.
Det rette miljø
Bibelen formaner fædre til at betragte børnene som „nyplantede oliventræer rundt om [deres] bord“. (Salme 128:3, 4) Små stiklinger kan ikke vokse op og blive frugtbærende træer medmindre de får omsorgsfuld pleje. De må have den rette næring, en god jordbund og tilstrækkeligt med væde. Det kræver også en stor indsats og megen omsorg at give sine børn en god opdragelse. Børnene har brug for et sundt miljø for at kunne vokse op og blive modne mennesker.
Den vigtigste faktor i et sådant miljø er kærlighed — både mellem ægtefællerne indbyrdes og mellem forældre og børn. (Efeserne 5:33; Titus 2:4) I mange familier er der selvfølgelig indbyrdes kærlighed, men familiens medlemmer ser måske ikke nogen grund til at give udtryk for denne kærlighed. Men kan man sige at man kommunikerer med en ven hvis man skriver breve til ham uden nogen sinde at adressere dem, sætte frimærker på eller sende dem? Bibelen viser at ægte kærlighed er langt mere end det at nære varme følelser i hjertet; den kommer til udtryk i ord og gerninger. (Jævnfør Johannes 14:15 og Første Johannesbrev 5:3.) Gud har sat eksemplet ved i ord at give udtryk for sin kærlighed til sin søn: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ — Mattæus 3:17.
Ros
Hvordan kan forældre vise deres børn en sådan kærlighed? Læg mærke til deres gode sider. Det er nemt at finde fejl ved børnene. Deres umodenhed, uerfarenhed og selviskhed vil vise sig i mange situationer, dag ud og dag ind. (Ordsprogene 22:15) Men de vil også gøre mange gode ting hver dag. Hvad vælger du at fokusere på? Gud dvæler ikke ved vore fejl, men husker på det gode vi gør. (Salme 130:3; Hebræerne 6:10) Sådan bør vi også være over for vore børn.
En ung mand fortæller: „Jeg kan ikke huske at jeg, mens jeg boede hjemme, nogen sinde blev rost — hverken for mit skolearbejde eller det jeg gjorde derhjemme.“ I forældre, I må ikke ignorere dette grundlæggende behov hos jeres børn. Alle børn må regelmæssigt roses for det gode de gør. Ellers vil der være stor risiko for at de bliver „mismodige“ og får den opfattelse at de ikke kan gøre noget godt nok. — Kolossenserne 3:21.
Kommunikation
En anden god måde hvorpå man kan vise sine børn kærlighed, er ved at følge vejledningen i Jakob 1:19 om at være ’hurtig til at høre, langsom til at tale og langsom til vrede’. Tilskynder du dine børn til at udtale sig, og lytter du virkelig til hvad de siger? Hvis de ved at du vil belære dem allerede før de har fået talt ud, eller at du vil blive vred over deres holdning, vil de måske holde deres følelser for sig selv. Men hvis de ved at du virkelig vil lytte, er de langt mere tilbøjelige til at åbne sig for dig. — Jævnfør Ordsprogene 20:5.
Hvad så hvis de giver udtryk for noget som du ved er forkert? Er det så tiden til at komme med vredesudbrud, give formaninger eller straffe? Visse barnlige udbrud kan ganske vist gøre det svært at være ’langsom til at tale og langsom til vrede’. Men læg engang mærke til Guds eksempel. Skaber han en atmosfære af sygelig frygt der gør hans børn bange for at fortælle ham hvad de virkelig føler? Nej! Salme 62:8 siger: „Stol på [Gud] til alle tider, du folk. Udøs jeres hjerte for ham. Gud er en tilflugt for os.“
Da Abraham var bekymret over at Gud ville ødelægge byerne Sodoma og Gomorra, tøvede han derfor ikke med at sige til sin himmelske Fader: „Det er utænkeligt at du skulle handle på denne måde . . . Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“ Jehova irettesatte ikke Abraham; han lyttede til ham og beroligede ham. (1 Mosebog 18:20-33) Gud er særdeles tålmodig og mild, selv når hans børn giver udtryk for helt uberettigede og ufornuftige følelser. — Jonas 3:10–4:11.
Forældre må på samme måde skabe en atmosfære hvor børnene føler sig fri til at give udtryk for deres inderste følelser, uanset hvor foruroligende de måtte være. Lyt derfor hvis dit barn kommer med et følelsesladet udbrud. Frem for at skælde ud bør du erkende barnets følelser og prøve at finde frem til hvorfor det har det sådan. Du kunne for eksempel sige: ’Det lyder som om du er vred over det og det. Prøv at fortælle hvad der er sket.’
Bearbejd vreden
Der er selvfølgelig ingen forældre der er lige så tålmodige som Jehova er. Og børn kan virkelig sætte deres forældres tålmodighed på prøve. Hvis du fra tid til anden er vred på dine børn, behøver du ikke være bange for at du er en dårlig far eller mor. Det kan være på sin plads at blive vred. Gud bliver også med rette vred på sine børn, selv når det er nogle han holder meget af. (2 Mosebog 4:14; 5 Mosebog 34:10) Hans ord lærer os imidlertid at beherske vreden. — Efeserne 4:26.
Nogle gange hjælper det at stoppe op et øjeblik så ens vrede når at køle lidt af. (Ordsprogene 17:14) Og husk at det er et barn du har med at gøre! Forvent ikke at det skal opføre sig og tænke som en voksen. (1 Korinther 13:11) I nogle tilfælde kan forståelse for hvorfor barnet reagerer som det gør, dæmpe ens vrede. (Ordsprogene 19:11) Glem aldrig at der er stor forskel på at gøre noget slemt og at være slem. Hvis man råber ad et barn og kommer med nedværdigende kommentarer, vil det måske tænke: ’Hvorfor overhovedet forsøge at opføre sig ordentligt?’ Når man derimod kærligt forsøger at retlede barnet, vil det måske forbedre sig.
Bevar en god orden og respekt
At lære børn god orden og respekt er en af de største udfordringer forældre møder. I vore dages eftergivende verden er mange i tvivl om hvorvidt det overhovedet er rigtigt at sætte grænser for sine børn. Bibelen siger: „Kæp og retledning giver visdom; men en dreng der er overladt til sig selv, gør sin moder skam.“ (Ordsprogene 29:15) Nogle tager afstand fra ordet „kæp“, fordi de forbinder ordet med børnemishandling. Men det er ikke tanken. Det hebraiske ord for „kæp“ henviser til den stav som hyrder brugte til at føre deres får med, ikke til at angribe dem med.a Kæppen står altså for vejledning.
I Bibelen betyder tugt først og fremmest undervisning. Det er grunden til at Ordsprogenes Bog fire gange taler om at ’høre på tugt’. (Ordsprogene 1:8; 4:1; 8:33; 19:27) Børn må lære at det lønner sig at gøre det rette, og at det får konsekvenser at gøre noget forkert. En form for straf kan være med til at understrege at ulydighed har negative konsekvenser, ligesom belønning, for eksempel ros, kan fremme en god adfærd. (Jævnfør Femte Mosebog 11:26-28.) Forældre gør klogt i at følge Guds eksempel når det gælder straf, for han sagde til sit folk at han ville tugte det „i passende omfang“. (Jeremias 46:28) Nogle børn har stort set kun brug for nogle få alvorsord for at blive bragt ind på det rette spor. Tugt „i passende omfang“ vil aldrig indebære noget som skader barnet fysisk eller følelsesmæssigt.
En afbalanceret opdragelse bør også indbefatte at man lærer børnene grænser. Mange af disse er klart afstukket i Guds ord. Bibelen lærer os at respektere ejendomsretten. (5 Mosebog 19:14) Den sætter også adfærdsgrænser med sine forbud mod at elske vold eller med overlæg at skade andre. (Salme 11:5; Mattæus 7:12) Den sætter grænser på det seksuelle område og fordømmer incest. (3 Mosebog 18:6-18) Der er også grænser af personlig og følelsesmæssig art, for Bibelen forbyder at man håner andre eller bruger ukvemsord over for dem. (Mattæus 5:22) Ved at lære børnene om disse grænser, både i ord og eksempel, har man gjort meget for at skabe et sundt miljø i familien.
Noget andet der er vigtigt for at bevare respekt og god orden i familielivet, er at alle kender deres plads i familien. Ikke sjældent er rollefordelingen uklar eller byttet om. I nogle familier betror en far eller mor måske et barn nogle tyngende problemer, problemer som barnet slet ikke kan håndtere. I andre familier får børnene lov til at være små tyranner der træffer afgørelser for hele familien. Dette er forkert og skadeligt. Det er forældrene der er forpligtede til at dække deres børns behov — såvel fysisk og følelsesmæssigt som åndeligt — ikke omvendt. (2 Korinther 12:14; 1 Timoteus 5:8) Tænk på det eksempel Jakob satte; han tilpassede tempoet til familien og sit følge så det ikke var for hårdt for de helt små. Han forstod deres begrænsninger og handlede derefter. — 1 Mosebog 33:13, 14.
De åndelige behov
Intet er vigtigere for et sundt familiemiljø end den åndelige sundhed. (Mattæus 5:3) Børn kan sagtens forstå åndelige anliggender. De har mange spørgsmål: Hvorfor er vi til? Hvem har skabt jorden, dyrene, træerne og havene? Hvorfor dør folk? Hvad sker der bagefter? Hvorfor rammes de gode af ondt? Og så videre. Ofte er det i virkeligheden forældrene der ikke bryder sig om at tænke over sådanne spørgsmål.b
Bibelen tilskynder forældre til at bruge tid på at oplære deres børn åndeligt. Den opfordrer til at der foregår en vedvarende dialog mellem forældre og børn. Forældre kan undervise deres børn om Gud og hans ord når de går tur sammen, sidder sammen derhjemme, ved sengetid, ja, når som helst. — 5 Mosebog 6:6, 7; Efeserne 6:4.
Bibelen nøjes ikke med at anbefale et sådant åndeligt oplæringsprogram. Den stiller også det fornødne materiale til rådighed. Hvordan ville du for eksempel besvare de ovennævnte spørgsmål? Bibelen indeholder svarene. De er klare og betagende og giver håb i en verden der ellers er uden håb. Og hvad der er endnu bedre: Ved at forstå Bibelens visdom kan dine børn få det bedst mulige holdepunkt og den sikreste vejledning i vore dages forvirrede verden. Giv dem det, og de vil trives — både nu og i fremtiden.
[Fodnoter]
b Bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv er udarbejdet til brug ved familiestudium, og den indeholder megen praktisk vejledning fra Bibelen om ægteskab og børneopdragelse. Bogen er udgivet af Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.
[Tekstcitat på side 11]
Vær på udkig efter anledninger til at give dit barn specifik ros
[Ramme/illustration på side 9]
Hvordan man hjælper sine børn til at trives
• Skab et trygt miljø hvor de føler sig elsket og ønsket
• Giv dem jævnligt specifik ros
• Vær god til at lytte
• Stop op et øjeblik når situationen tilspidses
• Sæt klare grænser, og vær konsekvent
• Tilpas tugten til det enkelte barns behov
• Forvent ikke mere end hvad der er rimeligt af dit barn
• Dæk dets åndelige behov gennem et regelmæssigt studium af Guds ord
[Ramme på side 10]
Forud for sin tid
BIBELENS forskrifter betød at indbyggerne i det gamle Israel nød godt af en langt højere norm for familielivet end den de omboende nationer havde. Historikeren Alfred Edersheim siger: „Uden for Israels grænser kan man faktisk ikke sige at der eksisterede familieliv, eller blot familier, sådan som vi forstår disse udtryk.“ Blandt fortidens romere var det for eksempel ved lov bestemt at faderen havde uindskrænket magt i familien. Uden at blive straffet kunne han sælge børnene til slaveri, gøre dem til arbejdere, eller endda henrette dem.
Nogle romere syntes at jøderne var mærkelige fordi de behandlede deres børn omsorgsfuldt. I det første århundrede skrev den romerske historiker Tacitus en hadsk passage om jøderne og kaldte deres skikke „på én gang forkvaklede og afskyelige“. Han erkendte dog: „Det er en forbrydelse blandt dem at dræbe et nyfødt barn.“
Bibelen indeholdt høje normer. Den lærte jøderne at børn er værdifulde — at de skal betragtes som en arv fra Gud — og at de skal behandles derefter. (Salme 127:3) Mange jøder fulgte øjensynlig denne vejledning. Det fremgår også af deres sprog. Edersheim bemærker at ud over ordene for søn og datter havde det gammelhebraiske sprog ni ord for børn på forskellige alderstrin. For eksempel var der et ord for brystbørn og et andet for børn som var blevet vænnet fra. For lidt ældre børn var der et ord som antydede at de var ved at blive robuste og stærke. Og unge blev benævnt med en glose hvis udsagnsform ordret betød ’at ryste sig fri’. Edersheim siger: „De der betragtede børnenes opvækst så opmærksomt at de kunne komme med et malende udtryk for hvert af deres trin i livet, må givetvis have haft et nært forhold til deres børn.“