SORG

Blandt de orientalske folkeslag var sorg som regel ledsaget af mange ydre tilkendegivelser, sådan som det fremgår af de bibelske beretninger. En hel bog i Bibelen, Klagesangene, er et udtryk for sorg over Jerusalems ødelæggelse.

Årsager til sorg. Man sørgede som et udtryk for anger (Ne 9:1, 2; Jon 3:5-9), på grund af en truende ulykke (Est 4:3; Jer 6:26; Am 5:16, 17) eller en allerede opstået katastrofal situation (Joel 1:5-14). Den almindeligste årsag til sorg var uden tvivl døden. Efter et dødsfald i familien fulgte en sørgetid (1Mo 23:2; 27:41; 37:33-35), og en faders, en moders eller en eneste søns død beskrives som årsag til den dybeste sorg. (Sl 35:14; Am 8:10; Zak 12:10) Efter en national leders død fulgte en sørgetid på mellem 7 og 30 dage. (4Mo 20:29; 5Mo 34:8; 1Sa 31:8, 12, 13) Da Josefs fader, Jakob, døde, græd ægypterne over ham i 70 dage, og ved begravelsen i Kana’an blev der holdt en sørgefest der varede i yderligere syv dage. — 1Mo 50:3-11.

Udtryk for sorg. Man lod sorgen komme til udtryk i ord og ved at græde, ved at anlægge et skæmmet udseende og ved at faste eller på anden måde afholde sig fra normale gøremål. Gråden kunne være ledsaget af klageskrig (2Sa 1:11, 12; Est 4:1), man slog sig for brystet (Es 32:11, 12; Na 2:7; Lu 8:52), sønderrev ofte sine klæder (Dom 11:35; 2Kg 22:11, 19), kastede støv eller aske på hovedet og gik klædt i sækkelærred (2Sa 13:19; 2Kg 6:30; Job 2:11, 12), tog sine sandaler af og tildækkede hovedet eller ansigtet (2Sa 15:30; 19:4), rev hår af hovedet eller ragede håret og skægget af (Job 1:20; Ezr 9:3; Jer 41:5), og nogle, som fulgte hedenske skikke, rev flænger i sig selv (Jer 16:6; 47:5). Foruden at faste kunne man undlade at indgnide sig med olie og at vaske sine klæder (2Sa 14:2; 19:24; Da 10:2, 3), og man kunne sætte sig på jorden eller i en askedynge. — 2Sa 13:31; Job 2:8; Es 3:26.

Somme tider gav sorg sig udslag i at man komponerede og sang klagesange. (2Sa 1:17-27; 3:33, 34; 2Kr 35:25) En særlig type var den såkaldte sjiggajōnʹ, et hebraisk udtryk der forekommer i overskriften til Salme 7 og i flertal i Habakkuk 3:1. Dette var en slags sørgesang, sandsynligvis en følelsesmættet sang med hurtige rytmeskift. Man vil bemærke at der i begge sange (Sl 7; Hab 3:2-19) optræder elementer som fare, stærke følelsesudbrud eller nødråb med efterfølgende glæde over Jehova.

Ved begravelser lejede man undertiden professionelle grædekoner og musikere der spillede sørgemusik (Jer 9:17, 18; Mt 9:23); disse blev på Jesu tid efterlignet af de små børn der legede på torvene. (Mt 11:16, 17) Fløjten var det foretrukne instrument til sørgemusik. — Jer 48:36; Mt 9:23; se Den jødiske krig af Flavius Josefus, 3. bog, 9. kap., 5. afsnit.

Efter en begravelse var det almindeligt at kvinderne gik ud til graven for at græde og sørge. (Joh 11:31) Det ser ud til at der i løbet af sørgetiden blev spist et sørgemåltid, der i nogle tilfælde blev gjort til en særlig højtid. — Ho 9:4; Jer 16:5, 7.

Forbud i forbindelse med sorg. I nogle tilfælde fik Guds folk som helhed eller enkelte af Guds tjenere befaling til ikke at sørge over visse personers, for eksempel domfældte forbryderes, død. (3Mo 10:1, 2, 6) Profeten Ezekiel fik besked på ikke at vise sorg over sin hustrus død, hvilket skulle være et tegn for de israelitter der boede sammen med ham i Babylon, og vise dem at de ville blive så lamslåede at de glemte at sørge når Gud eksekverede sin dom over Jerusalem på grund af dets troløshed. (Ez 24:15-24) Jeremias fik lignende instruktioner. — Jer 16:5-13.

Visse sørgeskikke var forbudt under Moseloven. Man måtte for eksempel ikke tilføje sig selv flænger, ’rage sig skaldet på panden’ (3Mo 19:28; 5Mo 14:1) eller misbruge tienden i forbindelse med en død. (5Mo 26:12-14) Præsterne kunne åbenlyst vise deres sorg over visse nære familiemedlemmers død, hvorimod ypperstepræsten ikke måtte gøre det. — 3Mo 21:1-6, 10-12.

En tid til at sørge. Ifølge Prædikeren 3:1, 4 er der „en tid til at græde og en tid til at le; en tid til at holde klage og en tid til at danse omkring“. I betragtning af menneskehedens døende tilstand er de vises hjerte ’i et hus hvor der sørges’ snarere end i et hus hvor der festes. (Præ 7:2, 4; jf. Ord 14:13.) Den vise vil således bruge lejligheden til at udtrykke medfølelse og trøste i stedet for at ignorere en sådan situation og blot søge fornøjelser. Dette hjælper ham til at huske at han selv er dødelig, og til at bevare den rette hjertetilstand over for Skaberen.

Bibelen omtaler mange grunde til at sørge. Foruden en nær slægtnings død (1Mo 42:38; 44:31) giver den falske religions vederstyggelige og gudvanærende skikke grund til at sukke og stønne (Ez 9:4; jf. 1Kor 5:2), og det er på sin plads at give udtryk for sorg på grund af sine egne misgerninger. (Sl 38:4, 6-10) Jehova giver dem der har fjernet sig fra ham, denne tilskyndelse: „Vend om til mig af hele jeres hjerte og med faste og med gråd og med klage. Og sønderriv jeres hjerte, ikke jeres klæder.“ (Joel 2:12, 13; jf. Jak 4:8, 9.) Andre steder lægges der også vægt på hjertets indre græmmelse og smerte som et tegn på oprigtig bedrøvelse snarere end på ydre udtryk for sorg. — Sl 31:9, 10; Ord 14:10; 15:13; Mr 14:72; Joh 16:6.

Selv Jehova kan føle sig „såret i sit hjerte“. (1Mo 6:6; jf. Es 63:9.) Også Guds hellige ånd kan blive ’bedrøvet’. (Ef 4:30) Eftersom denne ånd frembringer retfærdigheds frugt hos Guds tjenere (Ga 5:22-24), vil de der ikke værdsætter denne foranstaltning fra Guds side, men som modstår dens virke og går imod dens ledelse, ’bedrøve’ ånden. — Jf. Es 63:10; 1Ts 5:19.

Et ligevægtigt syn på sorg. På Jesu tid var det stadig almindeligt at man viste sin sorg med stærk gråd og klage, ledsaget af støj og forvirring. (Mr 5:38, 39) Skønt Jesus ved flere lejligheder ’stønnede ved sig selv’ og græd (Joh 11:33-35, 38; Lu 19:41; Mr 14:33, 34; He 5:7), siges der intet om at han gav udtryk for sin sorg på de andre mere iøjnefaldende måder der er beskrevet ovenfor. (Jf. Lu 23:27, 28.) Hans disciple gav flere gange udtryk for sorg og bedrøvelse. (Mt 9:15; Joh 16:20-22; Apg 8:2; 9:39; 20:37, 38; Flp 2:27) Paulus sagde at han i sit hjerte havde „stor bedrøvelse og uophørlig smerte“ på grund af sine ikketroende slægtninge efter kødet. (Ro 9:2, 3) Han frygtede for at han måske skulle sørge over nogle i Korinthermenigheden som havde syndet og stadig ikke havde ændret sind (2Kor 12:21), og han nævnte „med gråd“ dem der havde forladt vejen og ’vandrede som fjender af Messias’ marterpæl’. (Flp 3:17-19) Hans dybe og inderlige omsorg for den kristne menighed (2Kor 2:1-4) satte ham i stand til at belære andre om behovet for at vise forståelse og medfølelse, at ’græde med dem der græder’. — Ro 12:15.

Men da sorg og bedrøvelse virker svækkende (Sl 6:6, 7; Lu 22:45; Apg 21:13; 2Kor 2:6, 7), fremstilles kristen sorg altid som mildnet, afvejet og endda overskygget af håb og en glæde der giver styrke. (Mt 5:4; 1Kor 7:29, 30; 2Kor 6:10; jf. Ne 8:9-12.) Allerede kong David indtog en ligevægtig og fornuftig holdning til sorg. Da det barn der var blevet undfanget ved hans uretmæssige forhold til Batseba, blev sygt, fastede han og lå på jorden og gik i forbøn for drengen hos den sande Gud. Men da han erfarede at barnet var død, rejste han sig, vaskede sig, gned sig ind i olie, skiftede tøj, bad til Jehova og bad derefter om at få noget at spise. Som forklaring til sine forbløffede tjenere sagde han: „Hvorfor skulle jeg faste nu da han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til mig.“ (2Sa 12:16, 19-23) Senere måtte Joab imidlertid tale meget ligefremt til ham for at rive ham ud af hans dybe sorg over sønnen Absaloms død. — 2Sa 18:33; 19:1-8.

Skønt „hele skabningen sukker sammen“, er de kristnes lidelser for intet at regne i sammenligning med deres storslåede håb (Ro 8:18-22; 1Pe 1:3-7), og løftet om opstandelsen bevirker at de ’ikke sørger ligesom de andre, der ikke har noget håb’. — 1Ts 4:13, 14.

Sorg og faste uden lydighed mod Jehovas ord gavner intet. (Zak 7:2-7) „Bedrøvelse på en måde som Gud vil det“ bevirker derimod „sindsændring til frelse“. Denne bedrøvelse udspringer af at den pågældende betragter sin overtrædelse som en synd mod Gud. Den bevæger ham til at søge Guds tilgivelse og at vende om fra sin urette kurs. „Men verdens bedrøvelse udvirker død.“ Den der udviser en sådan bedrøvelse, er måske ked af at hans urette handling er blevet afsløret, og at dette har medført et tab for ham, men han har ikke noget ønske om at få Guds tilgivelse. (2Kor 7:10, 11) De tårer Esau selvisk udgød i håb om at få sin forspildte førstefødselsret tilbage, havde således ingen virkning på Isak eller på Gud. — He 12:16, 17.

Brugt billedligt og profetisk. I billedlig betydning siges selv landet at sørge på grund af invaderende hæres eller en plages hærgen. (Jer 4:27, 28; Joel 1:10-12; se i modsætning hertil Sl 96:11-13.) Når landet blev lagt øde, ville det gro til med ukrudt og få et forsømt udseende, ligesom et menneske der under sorg ikke plejer sit ansigt, sit hår eller sit tøj. På samme måde ville et land hvis afgrøder blev hærget af en plage, komme til at se sørgende ud.

„Menneskesønnens tegn“ og Kristi åbenbarelse vil få alle jordens stammer til at „slå sig selv af sorg“. (Mt 24:30; Åb 1:7) Den symbolske skøge, „Babylon den Store“, vil „på én dag“ blive ramt af plager som død, sorg og hungersnød, hvilket vil få dem der har draget fordel af hende, til at græde og sørge. (Åb 18:2, 7-11, 17-19) Det ny Jerusalem vil derimod indføre forhold på jorden hvor tårer, død, sorg, skrig og smerte er ophørt for bestandig. — Åb 21:2-4.