KAPERSBÆR

[hebr.: ’avījōnahʹ].

Kapersbuskens frugt. Det hebraiske ord ’avījōnahʹ, der forekommer i Prædikeren 12:5, er i nogle ældre oversættelser gengivet med ’lyst’, sådan at passagen lyder „og Madlysten forgaaer“ eller „og al Vellyst forgaaer“. (Ka, Lu; se også Li.) Nyere oversættelser (DA92, JB, NV) anlægger imidlertid det synspunkt at skribenten her, ligesom de øvrige steder i beskrivelsen, som handler om de forhold der kendetegner menneskets alderdom, anvender en metafor, og at ordet ’avījōnahʹ sigter til kapersbærret (som et middel til at vække appetit eller madlyst). Denne opfattelse støttes af gengivelsen i den græske Septuaginta-oversættelse, den latinske Vulgata, den syriske Pesjitta og arabiske oversættelser.

Kapersbusken (Capparis spinosa) kan blive indtil 1 m høj, men grenene lægger sig gerne hen ad jorden. Den er meget udbredt i Israel, hvor dens ranker ofte ligesom efeu skyder frem fra klippespalter eller breder sig over mure eller ruiner. På de tornede grene sidder mørkegrønne, ovale blade. I maj sætter planten store, smukke hvide blomster fra hvis midte en mængde purpurrøde støvdragere rager ud. — BILLEDE, bd. 1, s. 543.

Krydderiet kapers fremstilles ikke af plantens bær, men af de unge, friske blomsterknopper, der lægges i eddike tilsat salt og spises som et appetitvækkende krydderi, en anvendelse der har været kendt fra de tidligste tider. Meningen med udtalelsen i Prædikerens Bog er altså åbenbart at når smagssansen med årene svækkes og appetitten mindskes, kan selv ikke kapersbærret vække den pågældendes lyst til at spise.