Opfylder du dine forpligtelser over for Gud?
„Den sande Gud vil bringe hver en gerning for retten, hver en skjult gerning, om den er god eller ond.“ — PRÆDIKEREN 12:14.
1. Hvad gør Jehova for sit folk?
JEHOVA støtter dem der bliver ved med at huske ham som deres store Skaber. Hans inspirerede ord giver dem den kundskab der er nødvendig for at de fuldt ud kan behage ham. Guds hellige ånd leder dem til at gøre hans vilje og ’bære frugt i enhver god gerning’. (Kolossenserne 1:9, 10) Desuden sørger Jehova for at de får åndelig føde og bliver ledet teokratisk gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Guds folk mærker derfor på mange måder Jehovas velsignelse når de tjener ham og udfører den livsvigtige gerning at forkynde den gode nyhed om Riget. — Markus 13:10.
2. Hvilke spørgsmål kan opstå i forbindelse med tjenesten for Jehova?
2 Sande kristne glæder sig over at være travlt optaget af den hellige tjeneste for Jehova. Alligevel kan nogle miste modet og føle at deres bestræbelser er nytteløse. Somme tider kan indviede kristne for eksempel tænke på om deres samvittighedsfulde arbejde overhovedet er anstrengelserne værd. Når et familieoverhoved tænker på familiestudiet og andre forpligtelser, kan der opstå spørgsmål som: ’Er Jehova mon tilfreds med det vi gør? Gør vi alt det vi bør?’ Prædikerens vise ord kan hjælpe os til at finde svaret på sådanne spørgsmål.
Er alt tomhed?
3. Hvad er topmålet af tomhed, i overensstemmelse med Prædikeren 12:8?
3 Nogle synes måske ikke at vismandens ord er særlig opmuntrende hverken for unge eller ældre. „’Fuldstændig tomhed!’ sagde den der samler menigheden, ’alt er tomhed!’“ (Prædikeren 12:8) Topmålet af tomhed er i virkeligheden at ignorere sin store Skaber i ungdommen, at blive gammel uden at tjene ham og ikke have udrettet noget meningsfyldt gennem et langt liv. For et sådant menneske har alt været tomhed, selv hvis han dør rig og berømt i denne verden, som ligger i den ondes magt, hvilket vil sige at den beherskes af Satan Djævelen. — 1 Johannes 5:19.
4. Hvorfor kan man ikke sige at alt er tomhed?
4 For dem der samler sig værdier i himmelen som Jehovas trofaste tjenere, er alt ikke tomhed. (Mattæus 6:19, 20) De har rigeligt at gøre i Herrens gerning, hvilket medfører mange velsignelser, og deres arbejde er ikke forgæves. (1 Korinther 15:58) Men hvis vi er indviede kristne, er vi så stadig travlt optaget af at udføre den opgave Gud har tildelt os her i de sidste dage? (2 Timoteus 3:1) Eller har vi tillagt os en livsstil der ikke adskiller sig stort fra den som folk i almindelighed har? De er måske tilsluttet et eller andet trossamfund, nogle er måske nidkære for deres tro og kommer regelmæssigt i deres kirke og forsøger at gennemføre det deres tro kræver af dem. Men de forkynder ikke budskabet om Riget. De har ikke nøjagtig kundskab om at vi nu lever i „endens tid“, og forstår ikke at tiden er kort. — Daniel 12:4.
5. Hvad bør vi gøre hvis hverdagens aktiviteter er det vi er mest optaget af?
5 Jesus Kristus sagde om den kritiske tid vi lever i: „Ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden: de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ (Mattæus 24:37-39) Der er intet forkert i at spise og drikke med måde, og ægteskabet er en ordning som Gud selv har indstiftet. (1 Mosebog 2:20-24) Men hvis vi må erkende at hverdagens normale gøremål er blevet det der optager os mest, hvorfor så ikke tage dette problem med i vore bønner? Jehova kan hjælpe os til at blive ved med at søge Rigets interesser først, at gøre det der er ret, og at opfylde vore forpligtelser over for ham. — Mattæus 6:33; Romerne 12:12; 2 Korinther 13:7.
Indvielse og vore forpligtelser over for Gud
6. På hvilket vigtigt område forsømmer nogle døbte kristne at opfylde deres forpligtelser over for Gud?
6 Nogle døbte kristne har behov for at bede inderligt til Gud fordi de ikke opfylder de tjenestemæssige forpligtelser de påtog sig dengang de indviede sig til ham. Gennem flere år er der nu blevet døbt over 300.000 årligt, men det gennemsnitlige antal aktive vidner for Jehova er ikke steget i trit med dette tal. Nogle der er blevet forkyndere af Riget, er siden holdt op med at forkynde den gode nyhed. Før man lader sig døbe, må man have en meningsfyldt andel i den kristne tjeneste. De er derfor kendt med den befaling Jesus har givet alle sine disciple: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Hvis døbte kristne ikke længere tjener som aktive vidner for Gud og Kristus, kan man ikke sige at de opfylder deres forpligtelser over for Skaberen, medmindre de da er underlagt helt ekstraordinære begrænsninger som følge af sygdom eller andre faktorer de ikke selv er herre over. — Esajas 43:10-12.
7. Hvorfor bør vi regelmæssigt komme sammen for at tilbede Gud?
7 Det gamle Israel var en nation der var viet til Gud, og under Lovpagten havde folket visse forpligtelser over for Jehova. For eksempel skulle alle mænd samles til tre årlige højtider, og en mand der med overlæg undlod at fejre påsken, blev ’udryddet af folket’. (4 Mosebog 9:13; 3 Mosebog 23:1-43; 5 Mosebog 16:16) For at opfylde deres forpligtelser over for Gud som hans indviede folk skulle israelitterne samles til tilbedelsen. (5 Mosebog 31:10-13) Ingen steder i Loven stod der: ’Gør dette hvis det er bekvemt for dig.’ For dem der i dag har indviet sig til Jehova, understreger dette påbud om at forsamles vigtigheden af Paulus’ ord: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:24, 25) Ja, at komme sammen med trosfæller regelmæssigt hører med til en indviet kristens forpligtelse over for Gud.
Træf kloge afgørelser!
8. Hvorfor bør unge indviede kristne overveje deres hellige tjeneste under bøn?
8 Hvis du er en ung kristen der har indviet dig til Jehova, vil du opnå rige velsignelser hvis du bliver ved med at søge Rigets interesser først. (Ordsprogene 10:22) Ved hjælp af bøn og omhyggelig planlægning vil du måske kunne bruge nogle af dine år som ung i en eller anden form for heltidstjeneste og på den måde vise at du husker din store Skaber. Ellers kan materielle interesser begynde at sluge det meste af din tid og opmærksomhed. Ligesom så mange andre gifter du dig måske tidligt og sætter dig i gæld for at få materielle ting. Et vellønnet job sluger måske meget af din tid og energi. Hvis du har børn, må du gennem årtier tage dig af familieforpligtelser. (1 Timoteus 5:8) Du har måske ikke glemt din store Skaber, men det er klogt at gøre sig klart at de planer man lægger — eller undlader at lægge — i ungdommen, kan blive afgørende for hvordan hele ens liv som voksen vil forme sig. Senere vil du måske se tilbage og ønske at du i det mindste i ungdommen havde gjort noget mere i den hellige tjeneste for Skaberen. Hvorfor ikke overveje dine muligheder under bøn nu, så du kan finde glæde i den hellige tjeneste for Jehova mens du er ung?
9. Hvad er måske muligt for en der er blevet ældre, og som engang havde et stort ansvar i menigheden?
9 Lad os tage et andet eksempel — en mand der engang har tjent som hyrde for „Guds hjord“. (1 Peter 5:2, 3) Af en eller anden grund har han frivilligt givet afkald på denne forret. Nu er han blevet ældre, og det er måske sværere for ham at tjene Gud. Men kunne det være at han igen skulle række ud efter teokratiske privilegier? En sådan mand kan være til stor velsignelse for andre hvis han er i stand til at påtage sig større ansvar i menigheden! Og da ingen af os jo udelukkende lever for sig selv, vil venner og slægtninge glæde sig hvis han kan påtage sig større forpligtelser til Guds ære. (Romerne 14:7, 8) Frem for alt vil Jehova ikke glemme hvad man gør i tjenesten for ham. (Hebræerne 6:10-12) Hvad kan hjælpe os til at huske vor store Skaber?
En hjælp til at huske vor store Skaber
10. Hvorfor var prædikeren den rette til at vejlede os om at huske Skaberen?
10 Prædikeren var bedre end nogen anden i stand til at give vejledning om hvordan vi kan huske vor Skaber. Jehova havde besvaret hans inderlige bønner ved at skænke ham en usædvanlig visdom. (1 Kongebog 3:6-12) Salomon foretog et grundigt studium af alle menneskenes anliggender. Desuden blev han af Gud inspireret til at nedskrive sine slutninger til gavn for andre. Han skrev: „Og foruden at den der samler menigheden var blevet vís, gav han med sin undervisning bestandig folket kundskab, og han overvejede og udforskede og ordnede mange ordsprog. Den der samler menigheden stræbte efter at finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande.“ — Prædikeren 12:9, 10.
11. Hvorfor bør vi lytte til Salomons vise vejledning?
11 I den græske Septuaginta er disse vers gengivet på denne måde: „Og desuden — fordi prædikeren var vís, fordi han lærte menneskene visdom, for at øret måtte finde hvad der er smukt ved hjælp af lignelser, foretog prædikeren en omhyggelig undersøgelse for at finde indtagende ord og den rette skriftlige form — sandhedsord.“ (The Septuagint Bible, oversat af Charles Thomson) Salomon bestræbte sig for at nå sine læseres hjerte med smukke ord og interessante og meningsfyldte emner. Eftersom hans ord i Skrifterne er frembragt under inspiration ved hellig ånd, kan vi uden forbehold acceptere hans slutninger og vise råd. — 2 Timoteus 3:16, 17.
12. Hvordan vil du med egne ord udtrykke det Salomon sagde ifølge Prædikeren 12:11, 12?
12 De moderne trykkemetoder var ikke opfundet på Salomons tid, men der fandtes alligevel mange bøger. Hvordan skulle man se på disse bøger? Salomon skrev: „De vises ord er som pigkæppe, og de der mestrer samlinger af ordsprog er som søm der er slået i; de er givet af én og samme hyrde. Med hensyn til hvad der er ud over disse, min søn, lad dig advare: Der er ingen ende på de mange bøger der frembringes, og hengiver man sig meget til dem, udmattes kødet.“ — Prædikeren 12:11, 12.
13. Hvordan kan ord der udtales af nogle som ejer visdommen fra Gud, være som pigkæppe, og hvem er som „søm der er slået i“?
13 Ord udtalt af dem der ejer guddommelig visdom, er som pigkæppe i den forstand at de ansporer læserne eller tilhørerne til at gøre fremskridt i overensstemmelse med de vise ord de læser eller hører. Desuden er de der beskæftiger sig med „samlinger af ordsprog“, eller vise og lødige udtalelser, som „søm der er slået i“, det vil sige solidt grundfæstede. Det skyldes måske at sådanne personers vise ord afspejler Jehovas visdom og derfor kan styrke og støtte læserne eller tilhørerne. Hvis du er en gudfrygtig fader eller moder, bør du så ikke gøre alt hvad du kan, for at indprente en sådan visdom i dit barns sind og hjerte? — 5 Mosebog 6:4-9.
14. (a) Hvilken slags bøger er det ikke sundt at ’hengive sig meget’ til? (b) Hvilken slags læsestof bør vi først og fremmest koncentrere os om, og hvorfor?
14 Men hvorfor sagde Salomon som han gjorde, om bøger? Jo, i modsætning til Jehovas ord indeholder verdens endeløse rækker af bøger blot menneskers tanker. Disse tanker afspejler for en stor del Satan Djævelens sind. (2 Korinther 4:4) At ’hengive sig meget’ til verdsligt læsestof har derfor kun minimal værdi. Meget af det kan faktisk være åndeligt nedbrydende. Lad os efterligne Salomon og grunde over det Guds ord siger om livet. Det vil styrke os i troen og drage os nærmere til Jehova. At gå overdrevent meget op i andre bøger eller kilder til vejledning kan virke udmattende. Det er navnlig hvis disse bøger er et produkt af verdslig tankegang som strider imod Guds visdom, at de er usunde og ødelæggende for troen på Gud og hans hensigter. Lad os derfor huske at de gavnligste skrifter der fandtes på Salomons tid, og som findes i dag, er dem der afspejler visdommen hos ’hyrden’, Jehova Gud. Han har tilvejebragt Bibelens 66 bøger, og det er dem vi først og fremmest skal vise opmærksomhed. Bibelen og de gavnlige publikationer fra „den trofaste og kloge træl“ hjælper os til at tilegne os „kundskab om Gud“. — Ordsprogene 2:1-6.
„Alt hvad mennesket har at gøre“
15. (a) Hvordan vil du udtrykke Salomons ord om „alt hvad mennesket har at gøre“? (b) Hvad må vi gøre hvis vi skal opfylde vore forpligtelser over for Gud?
15 Salomon sammenfattede sine overvejelser med disse ord: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre. For den sande Gud vil bringe hver en gerning for retten, hver en skjult gerning, om den er god eller ond.“ (Prædikeren 12:13, 14) En sund frygt eller respekt for Skaberen vil beskytte os, og forhåbentlig også vore familier, mod at følge en tåbelig kurs i livet som kan føre til store sorger og problemer for os og dem vi holder af. (Salme 19:9; Ordsprogene 1:7) Hvis vi har en indsigt som bygger på Guds inspirerede ord, og følger Bibelens vejledning i alt hvad vi foretager os, opfylder vi vore forpligtelser over for Gud. Nej, det drejer sig ikke om at opstille en liste over forpligtelser. Det der kræves af os, er at vi ser hen til Bibelen når vi skal løse livets problemer, og at vi altid gør det Gud ønsker.
16. Hvordan vil Jehova fælde dom?
16 Vi må huske på at intet undgår Skaberens opmærksomhed. (Ordsprogene 15:3) Han vil „bringe hver en gerning for retten“. Ja, den Allerhøjeste vil dømme alle ting, også dem menneskene ikke er i stand til at se. Bevidstheden om dette kan anspore os til at følge Guds bud. Men den største tilskyndelse bør være kærligheden til vor himmelske Fader, for apostelen Johannes skrev: „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ (1 Johannes 5:3) Og eftersom formålet med Guds bud er at bidrage til vor varige lykke, vil det ikke blot være passende, men også klogt at følge dem. Det er ingen byrde for dem der elsker Skaberen. De ønsker at opfylde deres forpligtelser over for ham.
Vi må opfylde vore forpligtelser
17. Hvad vil vi gøre hvis vi oprigtigt ønsker at opfylde vore forpligtelser over for Gud?
17 Hvis vi er vise og oprigtigt ønsker at opfylde vore forpligtelser over for Gud, vil vi ikke alene holde hans bud, men også nære en sund frygt for at gøre noget der mishager ham. „Frygt for Jehova er visdoms begyndelse“, og de der følger hans bud, har „god indsigt“. (Salme 111:10; Ordsprogene 1:7) Lad os derfor handle klogt og adlyde Jehova i alt. Det er især vigtigt nu, for kongen Jesus Kristus er nærværende, og den dag hvor han vil virke som Guds udnævnte dommer, er nær. — Mattæus 24:3; 25:31, 32.
18. Hvad vil resultatet blive for os hvis vi opfylder vore forpligtelser over for Jehova Gud?
18 Vi bliver alle nøje ransaget af Gud nu. Er vi åndeligsindede, eller har vi ladet en verdslig påvirkning svække vort forhold til Gud? (1 Korinther 2:10-16; 1 Johannes 2:15-17) Lad os gøre alt hvad vi kan, for at glæde vor store Skaber, uanset om vi er unge eller gamle. Hvis vi adlyder Jehova og holder hans bud, vil vi afvise de tomme ting der hører denne døende verden til. Så kan vi glæde os over håbet om evigt liv i den nye tingenes ordning Gud har lovet. (2 Peter 3:13) Det er et vidunderligt perspektiv for alle der gør hvad de kan for at opfylde deres forpligtelser over for Gud.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor kan man sige at ikke alt er tomhed?
◻ Hvorfor bør unge kristne overveje deres hellige tjeneste under bøn?
◻ Hvilken slags bøger er det ikke sundt at ’hengive sig meget’ til?
◻ Hvad er „alt hvad mennesket har at gøre“?
[Illustration på side 20]
For dem der tjener Jehova, er alt ikke tomhed
[Illustration på side 23]
I modsætning til mange af verdens bøger er Guds ord gavnlig og styrkende læsning