Hvordan ser Jordens fremtid ud?
„Intet andet århundrede kan konkurrere med det tyvende når det gælder brutal vold blandt civile, antallet af krige og flygtninge, millioner af dræbte i krige og de enorme summer der er blevet anvendt til ’forsvar’.“ Det fastslår publikationen World Military and Social Expenditures 1996. Vil denne udvikling ændre sig?
Apostelen Peter mindede de første kristne om et løfte som Gud havde aflagt mange hundrede år tidligere: „Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ (2 Peter 3:13) Disse ord var oprindelig en del af Esajas’ profeti. (Esajas 65:17; 66:22) Denne profeti fik sin første opfyldelse i oldtidens Israel da nationen fik det forjættede land tilbage efter 70 års fangenskab i Babylon. Ved at gentage løftet om „nye himle og en ny jord“ viste Peter at profetien ville få endnu en opfyldelse — i verdensomspændende målestok.
Det er Guds vilje at der skal indføres retfærdige forhold på hele jorden, og det vil han gøre ved hjælp af sit himmelske rige med Kristus som konge. „Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ (Esajas 2:4) Jesus lærte sine disciple at det var en sådan fred og tryghed de kunne forvente og bede om i den bøn der kaldes Fadervor. Han sagde: „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:9, 10.
Kunne du tænke dig at leve i en verden hvor retfærdigheden er lige så stor som i himmelen? Det er dét håb Bibelen fremholder for alle som af hele deres hjerte ønsker at kende Gud og leve i overensstemmelse med hans retfærdige normer.