Kapitel to
En far og hans oprørske sønner
1, 2. Forklar hvordan det gik til at Jehova fik oprørske sønner.
HAN SØRGEDE godt for sine børn, sådan som enhver kærlig far ville gøre. I mange år sikrede han sig at de fik mad, tøj og husly. Han tugtede dem når det var påkrævet. Men tugten var ikke urimeligt streng; den blev altid givet „i passende omfang“. (Jeremias 30:11) Derfor kan vi forestille os den smerte som denne kærlige far har følt da han måtte sige: „Sønner har jeg opfødt og opdraget, men de har gjort oprør mod mig.“ — Esajas 1:2b.
2 De oprørske sønner der omtales her, er befolkningen i Juda, og den forurettede far er Jehova Gud. Hvor sørgeligt! Han havde givet judæerne føde og en ophøjet stilling blandt folkeslagene. „Jeg [klædte] dig i en broderet dragt og gav dig sælskindssko på og hyllede dig i fint linned og dækkede dig med kostbart stof,“ mindede han dem senere om gennem profeten Ezekiel. (Ezekiel 16:10) Men i de fleste tilfælde værdsatte de ikke hvad Jehova havde gjort for dem. De havde i stedet „gjort oprør“.
3. Hvorfor tager Jehova himmelen og jorden til vidne på at Juda har gjort oprør?
3 Med god grund indleder Jehova udtalelsen om sine oprørske sønner med ordene: „Hør, I himle, og lyt, du jord, for Jehova har talt.“ (Esajas 1:2a) Flere hundrede år tidligere havde himmelen og jorden ’hørt’ israelitterne modtage tydelige advarsler om hvad ulydighed ville føre til. Moses havde sagt: „Jeg [tager] i dag himmelen og jorden til vidne mod jer på at I visselig vil blive udryddet i hast fra det land I går over Jordan for at tage i besiddelse.“ (5 Mosebog 4:26) Nu, på Esajas’ tid, tager Jehova de usynlige himle og den synlige jord til vidne på Judas oprør.
4. Hvordan taler Jehova til judæerne?
4 Situationens alvor kræver at Jehova går lige til sagen. Men det er bemærkelsesværdigt og opmuntrende at Jehova, selv under disse alvorlige omstændigheder, optræder over for og taler til judæerne som en kærlig far og ikke blot som deres ejer, en der har købt dem. I realiteten beder Jehova indtrængende sit folk om at betragte sagen med en fars øjne, en far der er stærkt bekymret for sine oprørske sønner. Måske nogle forældre i Juda oven i købet selv befandt sig i en sådan situation, så dette billede ville gøre indtryk på dem. Hvordan det end forholder sig, fremfører Jehova nu sin anklage mod Juda.
Fornuftløse dyr ved bedre
5. På hvilken måde viser en okse og et æsel, i modsætning til Israel, en form for trofasthed?
5 Gennem Esajas siger Jehova: „En okse kender sin køber, og et æsel sin ejers krybbe; Israel, derimod, kender intet, mit eget folk opfører sig ikke forstandigt.“ (Esajas 1:3)a Oksen og æselet er trækdyr som Mellemøstens folk var godt kendt med. Judæerne kunne derfor ikke benægte at selv disse husdyr viste en form for trofasthed, at de havde en klar bevidsthed om at de tilhørte en herre. I den forbindelse er det interessant hvad en bibelforsker blev vidne til ved dagens slutning i en by i Mellemøsten. Han fortæller: „Aldrig så snart var flokken af kvæg kommet inden for byens mure før den begyndte at spredes. Hver okse var fuldstændig klar over hvem dens ejer var, og kendte vejen til hans hus; den fór heller ikke på noget tidspunkt vild i labyrinten af snævre og krogede gyder. Og æselet gik lige til døren og hen til ’sin herres krybbe’.“
6. Hvordan har judæerne ikke opført sig forstandigt?
6 Da et sådant syn sikkert var ganske almindeligt på Esajas’ tid, er det helt klart hvad Jehova mente: Hvis selv fornuftløse dyr kendte deres herre og deres herres krybbe, hvilken undskyldning havde da judæerne for at have forladt Jehova? De havde ’ikke opført sig forstandigt’. Det var som om de ikke havde gjort sig klart at deres fremgang og velstand, ja, hele deres eksistens, afhang af Jehova. At Jehova stadig kalder judæerne for „mit eget folk“, er derfor et tydeligt vidnesbyrd om hans barmhjertighed.
7. På hvilke måder kan vi vise at vi værdsætter det Jehova gør for os?
7 Vi skulle aldrig ønske at handle så uforstandigt at vi ikke viste værdsættelse af det Jehova gør for os. Vi skulle efterligne salmisten David som sagde: „Jeg vil prise dig, Jehova, af hele mit hjerte; jeg vil forkynde alle dine underfulde gerninger.“ (Salme 9:1) Det tilskyndes vi til ved stadig at øge vores kundskab om Jehova, for Bibelen siger at „kundskab om den Allerhelligste er forstand“. (Ordsprogene 9:10) Når vi hver dag tænker over de velsignelser der kommer fra Jehova, vil det hjælpe os til at være taknemmelige og til ikke at tage vor himmelske Fader som en selvfølge. (Kolossenserne 3:15) „Den der bringer taksigelse som offer, han herliggør mig,“ siger Jehova, „og den der afstikker en vej og følger den, ham lader jeg se Guds frelse.“ — Salme 50:23.
En chokerende fornærmelse mod „Israels Hellige“
8. Hvorfor kan befolkningen i Juda kaldes „den syndige nation“?
8 Esajas fortsætter sit budskab med stærke ord henvendt til befolkningen i Juda: „Ve den syndige nation, folket belæsset med brøde, et afkom der handler ondt, sønner der handler ødelæggende! De har forladt Jehova, de har handlet respektløst over for Israels Hellige, de har vendt ryggen til.“ (Esajas 1:4) Onde gerninger kan hobe sig op indtil de bliver som en overvældende byrde. På Abrahams tid beskrev Jehova Sodomas og Gomorras synd som „meget stor“. Ordret står der „meget tung“. (1 Mosebog 18:20) Noget lignende ses nu hos judæerne, for Esajas siger at folket er „belæsset med brøde“. Desuden kalder han dem „et afkom der handler ondt, sønner der handler ødelæggende“. Ja, judæerne handler som unge lovovertrædere. De har „vendt ryggen til“, eller som en anden oversættelse siger, de har „vendt sig helt bort“, nemlig fra deres Fader. — New Revised Standard Version.
9. Hvad ligger der i udtrykket „Israels Hellige“?
9 Ved denne uregerlighed gjorde befolkningen i Juda sig skyldig i grov respektløshed over for „Israels Hellige“. Hvad ligger der i dette udtryk, som findes 25 gange i Esajas’ Bog? At være hellig vil sige at være ren. Jehova ejer den højeste grad af hellighed. (Åbenbaringen 4:8) Det blev israelitterne mindet om hver gang de så ordene der var indgraveret i den skinnende guldplade på ypperstepræstens turban: „Hellighed tilhører Jehova.“ (2 Mosebog 39:30) Når Esajas kalder Jehova for „Israels Hellige“, understreger han hvor alvorlig Judas synd er. De der har gjort oprør, overtræder direkte den befaling der blev givet til deres forfædre: „I skal hellige jer og være hellige, for jeg er hellig.“ — 3 Mosebog 11:44.
10. Hvordan kan vi undgå at vise manglende respekt for „Israels Hellige“?
10 Kristne i dag må undgå at følge Judas dårlige eksempel med hensyn til at vise manglende respekt for „Israels Hellige“. De må efterligne Jehova og selv være hellige. (1 Peter 1:15, 16) De må ’hade det onde’. (Salme 97:10) Urene handlinger som kønslig umoralitet, afgudsdyrkelse, tyveri og drukkenskab kan fordærve den kristne menighed. Det er grunden til at de der ikke vil aflægge dem, men fremturer i dem, udstødes af menigheden. Det vil i sidste ende betyde at de der ikke angrer og ophører med deres urene adfærd, formenes adgang til velsignelserne under Guds rige. Alle sådanne onde gerninger er i virkeligheden en chokerende fornærmelse mod „Israels Hellige“. — Romerne 1:26, 27; 1 Korinther 5:6-11; 6:9, 10.
Sygt fra hoved til fod
11, 12. (a) Beskriv den syge tilstand Juda befinder sig i. (b) Hvorfor skulle vi ikke have medlidenhed med Juda?
11 Esajas prøver derpå at ræsonnere med judæerne ved at pege på deres syge tilstand. Han siger: „Hvor vil I yderligere have slag, siden I føjer mere genstridighed til?“ I virkeligheden spørger han dem: ’Har I ikke lidt nok? Hvorfor blive ved med at skade jer selv ved fortsat at være genstridige?’ Han fortsætter: „Hele hovedet er sygt, og hele hjertet er sløjt. Fra fodsål og til hoved er der intet helt sted på det.“ (Esajas 1:5, 6a) Juda er ramt af en frastødende sygdom. Det er åndeligt sygt fra hoved til fod. En frygtelig diagnose!
12 Skal vi have medlidenhed med Juda? Nej. Flere hundrede år tidligere var hele Israel blevet behørigt advaret om straffen for ulydighed. Der blev blandt andet sagt: „Jehova vil slå dig på begge knæ og begge ben med ondartede bylder som du ikke vil kunne helbredes for, fra fodsål til isse.“ (5 Mosebog 28:35) Billedligt talt mærker Juda nu følgerne af sin genstridighed. Og det kunne alt sammen være undgået hvis folket havde adlydt Jehova.
13, 14. (a) Hvilke læsioner har Juda fået? (b) Får Judas lidelser folket til at fortryde sin oprørskhed?
13 Esajas fortsætter med at beskrive Judas sørgelige tilstand: „Sår og mærker og friske striber — de er ikke blevet trykket ud eller forbundet, og der er ikke lindret med olie.“ (Esajas 1:6b) Profeten nævner her tre slags læsioner: sår (snitsår, som kunne være tilføjet med et sværd eller en kniv), mærker (efter slag) og friske striber (nye, åbne sår som har svært ved at læges). Man skal forestille sig en mand der har været udsat for en meget hårdhændet behandling, og ingen legemsdel er gået ram forbi. Juda befinder sig i en fortvivlet situation.
14 Får Judas ulykkelige tilstand folket til at vende om til Jehova? Desværre nej! Juda er som rebellen der beskrives i Ordsprogene 29:1: „En mand der flere gange er retledt, men som gør sin nakke stiv, vil blive knust på et øjeblik, og dét uden lægedom.“ Det ser altså ud til at folket ikke kan helbredes. Ifølge Esajas’ beskrivelse er sårene „ikke blevet trykket ud eller forbundet, og der er ikke lindret med olie“.b Juda er så at sige et eneste stort, åbent og betændt sår.
15. Hvordan kan vi beskytte os selv mod at blive ramt af åndelig sygdom?
15 Vi må tage ved lære af Juda og være på vagt over for åndelig sygdom. Ligesom fysisk sygdom kan den ramme os alle. Hvem af os kan ikke blive grebet af kødelige ønsker? Begærlighed og en stærk trang til adspredelser og fornøjelser kan slå rod i hjertet. Derfor må vi opdrage os selv til at „afsky det onde“ og ’holde os til det gode’. (Romerne 12:9) Det er også nødvendigt at opdyrke Guds ånds frugter hver dag. (Galaterne 5:22, 23) Derved vil vi undgå at komme i den samme tilstand som Juda — at blive ramt af åndelig sygdom ’fra hoved til fod’.
Et land der er lagt øde
16. (a) Hvilken beskrivelse giver Esajas af Judas land? (b) Hvorfor siger nogle bibelkommentatorer at disse ord sandsynligvis blev udtalt på kong Akaz’ tid, men hvordan kan ordene også forstås?
16 Esajas vender sig nu fra denne sammenligning med et legeme der er sygt, til en beskrivelse af Judas land. Som om han befinder sig på et højtliggende sted og ser ned over en krigshærget slette, siger han: „Jeres land er lagt øde, jeres byer er brændt med ild; jeres agerjord — lige foran jer er fremmede ved at fortære den, og ødelæggelsen er som en omstyrtning foretaget af fremmede.“ (Esajas 1:7) Nogle bibelkommentatorer anfører at selv om disse ord findes i begyndelsen af Esajas’ Bog, er de sandsynligvis udtalt på et senere tidspunkt, måske under den onde kong Akaz’ regering. De hævder at forholdene under Uzzijas regering var for gode til at give anledning til en så dyster beskrivelse. Det kan selvfølgelig ikke med sikkerhed siges om de enkelte dele i Esajas’ Bog er anbragt i kronologisk orden; men sandsynligvis er Esajas’ ord om ødelæggelsen en profeti. Esajas kan derfor have brugt en udtryksform man finder andre steder i Bibelen — nemlig at en fremtidig begivenhed skildres som om den allerede har fundet sted, hvorved det understreges at profetien med sikkerhed vil blive opfyldt. — Jævnfør Åbenbaringen 11:15.
17. Hvorfor skulle den profetiske skildring af et land der er lagt øde, ikke komme som en overraskelse for judæerne?
17 I hvert fald skulle den profetiske skildring af Judas ødelæggelse ikke komme som en overraskelse for det genstridige og ulydige folk. Flere hundrede år før havde Jehova advaret om hvad der ville ske hvis folket gjorde oprør. Han havde sagt: „Jeg selv vil lægge landet øde, og jeres fjender som bor i det skal stirre forbløffede på det. Og jer vil jeg sprede blandt nationerne, og jeg vil trække sværdet bag jer; og jeres land skal blive en ødemark, og jeres byer vil blive en øde ruinhob.“ — 3 Mosebog 26:32, 33; 1 Kongebog 9:6-8.
18-20. Hvornår blev ordene i Esajas 1:7, 8 opfyldt, og hvordan blev ’nogle få levnet’ på det tidspunkt?
18 Ordene i Esajas 1:7, 8 blev øjensynlig opfyldt under assyrernes invasioner der resulterede i at Israel gik til grunde og Juda blev hærget. (2 Kongebog 17:5, 18; 18:11, 13; 2 Krønikebog 29:8, 9) Dog ville Juda ikke gå fuldstændig til grunde. Esajas siger: „Zions datter er levnet som en hytte i en vingård, som et vagtskur i en agurkemark, som en indesluttet by.“ — Esajas 1:8.
19 Midt i det hærgede land vil „Zions datter“, Jerusalem, være ladt tilbage. Men byen vil se meget sårbar ud — den vil være som „en hytte i en vingård“ og som „et vagtskur i en agurkemark“. En bibelforsker i det 19. århundrede blev mindet om Esajas’ ord på en rejse han foretog på Nilen, hvor han så lignende hytter inde på markerne. Han beskriver dem som „ikke meget andet end et ly mod nordenvinden“. Når høsten i Juda var overstået, fik hytterne lov til at falde sammen. Men hvor skrøbelig og let indtagelig Jerusalem end forekom den altbesejrende assyriske hær, ville byen altså overleve.
20 Esajas slutter denne profeti således: „Hvis ikke Hærstyrkers Jehova havde levnet os nogle få overlevende, var vi blevet som Sodoma, havde vi lignet Gomorra.“ (Esajas 1:9)c Da Juda stod over for den assyriske overmagt, kom Jehova til sidst Juda til undsætning. Til forskel fra Sodoma og Gomorra ville Juda ikke blive udslettet. Det ville bestå.
21. Hvorfor ’levnede Jehova nogle få’ efter at babylonierne havde ødelagt Jerusalem?
21 Godt 100 år senere var Juda igen truet. Folket havde ikke taget ved lære af den tugt der var givet ved hjælp af Assyrien. „De drev spot med den sande Guds sendebud og ringeagtede hans ord og gjorde nar af hans profeter.“ Som følge heraf var „Jehovas forbitrelse . . . vokset mod hans folk i den grad at der ingen lægedom var“. (2 Krønikebog 36:16) Babylons konge Nebukadnezar erobrede Juda, og denne gang var der intet tilbage som lignede „en hytte i en vingård“. Selv Jerusalem blev ødelagt. (2 Krønikebog 36:17-21) Men alligevel ’levnede Jehova nogle få’. Selv om judæerne måtte udholde 70 års landflygtighed, sikrede Jehova folkets beståen og især at den davidiske slægtslinje, hvorigennem den lovede Messias skulle komme, blev bevaret.
22, 23. Hvorfor ’levnede Jehova nogle få’ i det første århundrede?
22 I det første århundrede gennemgik Israel sin sidste afgørende krise som Guds pagtsfolk. Da Jesus fremstillede sig som den lovede Messias, forkastede folket ham, og som følge heraf forkastede Jehova folket. (Mattæus 21:43; 23:37-39; Johannes 1:11) Vil det sige at Jehova ikke mere havde et særligt folk på jorden? Nej. Apostelen Paulus viste at Esajas 1:9 fik endnu en opfyldelse. Han skrev, idet han citerede fra Septuaginta-oversættelsen: „Ganske som Esajas forud havde sagt: ’Hvis ikke Hærstyrkers Jehova havde efterladt os et afkom, ville vi være blevet som Sodoma, og vi ville have lignet Gomorra.’“ — Romerne 9:29.
23 Denne gang var de overlevende, eller dette „afkom“, de salvede kristne, som troede på og tog imod Jesus Kristus. Disse var i begyndelsen troende jøder. Senere sluttede troende ikkejøder sig til dem. De kom tilsammen til at udgøre et nyt Israel, „Guds Israel“. (Galaterne 6:16; Romerne 2:29) De overlevede ødelæggelsen af den jødiske tingenes ordning i år 70. Dette „Guds Israel“ findes stadig i dag. Millioner af troende af alle nationaliteter har nu sluttet sig til dem og udgør „en stor skare, som ingen [er] i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. — Åbenbaringen 7:9.
24. Hvad bør alle nøje overveje hvis de vil overleve menneskehedens største krise?
24 Snart vil denne verden stå over for slaget ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14, 16) Selv om dette vil blive en krise der er større end da assyrerne og babylonierne invaderede Juda, og større end da romerne lagde Judæa øde i år 70, vil der være overlevende. (Åbenbaringen 7:14) Det er derfor af største betydning at alle nøje overvejer Esajas’ ord til Juda. De som troede hans ord dengang, overlevede. Og de som tror i dag, kan også overleve.
[Fodnoter]
a Med „Israel“ menes der her tostammeriget Juda.
b Esajas’ ord afspejler datidens sårbehandling. Bibelforskeren E. H. Plumptre siger: „Det første man gjorde, var at trykke det betændte sår ud for at fjerne materien. Derefter blev det ’forbundet’ idet man, som i Ezekias’ tilfælde (kap. xxxviii. 21), også lagde et omslag på, hvorefter man brugte en stimulerende olie eller salve for at rense såret; sandsynligvis brugte man, som i Lukas x. 34, olie og vin.“
c C. F. Keil og F. Delitzsch siger i deres bibelkommentar: „Der er her et ophold i profetens tale. At den på dette sted er opdelt i to adskilte afsnit, fremgår af at der i tekstlinjen er et mellemrum mellem vers 9 og 10. Denne måde at markere større eller mindre afsnit på, enten ved hjælp af et mellemrum på selve linjen eller ved at begynde på en ny linje, er ældre end vokalpunkterne og accenttegnene og hviler på en meget gammel tradition.“ — Commentary on the Old Testament.
[Billede på side 20]
Til forskel fra Sodoma og Gomorra ville Juda ikke ligge øde for bestandig