LØSESUM, LØSKØBELSE

En „løsesum“ er en pris der betales for at købe noget tilbage eller for at købe en person fri fra en forpligtelse eller fra uønskede omstændigheder. „Løskøbelse“ er den handling at købe noget fri ved hjælp af en løsesum. Den mest betydningsfulde løsesum er Jesu Kristi udgydte blod, som har givet Adams efterkommere mulighed for at blive udfriet fra synden og døden.

De forskellige hebraiske og græske ord der gengives med „løsesum“ og „løskøbe“ (eller „genløse“), har det tilfælles at de alle sigter til at der betales et beløb eller noget andet værdifuldt for at udvirke en løskøbelse, eller genløsning. De indeholder alle tanken om en udveksling eller erstatning og om overensstemmelse og værdilighed. Det vil sige at noget gives i bytte for noget andet, at retfærdighedens krav opfyldes, og at der finder en udligning sted. — Se FORLIGELSE.

En pris der dækker. Det hebraiske navneord koʹfær, „løsesum“, kommer af udsagnsordet kafarʹ, der har grundbetydningen „at dække, tildække“. Det er brugt i denne betydning i 1 Mosebog 6:14, hvor der siges at Noa skulle „stryge“, altså „dække“, arken med tjære. I almindelighed anvendes kafarʹ imidlertid til at beskrive at retfærdigheden sker fyldest ved at der skaffes dækning, eller soning, for synder. Navneordet koʹfær betegner det der gives for at udvirke dette, løsesummen. (Sl 65:3; 78:38; 79:8, 9) Det der anvendes som dækning, må svare til det der skal dækkes, enten i form (som det bogstavelige dække eller låg [kappoʹræth] på pagtens ark; 2Mo 25:17-22) eller i værdi (som for eksempel en skadeserstatning, en betaling til dækning af skader som er blevet forårsaget på en eller anden måde).

Som et middel til at bringe retfærdighedens vægtskåle i ligevægt og genoprette israelitternes gode forhold til Jehova fastsatte denne i Moseloven forskellige ofre som sonede, eller dækkede over, synder — det kunne være præsternes og levitternes (2Mo 29:33-37; 3Mo 16:6, 11), andre enkeltpersoners eller folkets som et hele (3Mo 1:4; 4:20, 26, 31, 35) — og som rensede alteret og tabernaklet ved at skaffe det soning på grund af det omgivende folks synder. (3Mo 16:16-20) Offerdyrets liv trådte på en måde i stedet for synderens liv, og dets blod skaffede soning på Guds alter i den udstrækning det var muligt. (3Mo 17:11; jf. He 9:13, 14; 10:1-4.) ’Forsoningsdagen [jōm hakkippurīmʹ]’ kunne lige så godt kaldes ’løskøbelsesdagen’. (3Mo 23:26-28) Disse ofre var nødvendige for at folket og dets tilbedelse fortsat kunne have den retfærdige Guds anerkendelse og godkendelse.

Løskøbelses- eller genløsningsprincippet kommer for eksempel til udtryk i Moselovens bestemmelse om en okse der var tilbøjelig til at stange. Hvis ejeren var blevet advaret, men alligevel lod oksen gå løs så den dræbte et menneske, skulle ejeren selv lide døden og således betale for den dræbtes liv med sit eget liv. Men eftersom han ikke direkte eller med forsæt havde taget det andet menneskes liv, kunne dommerne, hvis de fandt det rigtigt, pålægge ham i stedet at betale „sonepenge [koʹfær, en løsesum]“, og så måtte han betale denne løskøbelsessum. Denne sum blev regnet for at træde i stedet for hans liv og at tjene som erstatning for det liv der var gået tabt. (2Mo 21:28-32; jf. 5Mo 19:21.) Derimod kunne der ikke modtages en løsesum for den forsætlige morder; kun hans eget liv kunne sone offerets død. (4Mo 35:31-33) Øjensynlig fordi folketællinger angik menneskeliv, skulle hver mand over 20 år som blev mønstret, udrede en løsesum (koʹfær) til Jehova på en halv sekel (7 kr.) for sin sjæl, hvad enten han var rig eller fattig. — 2Mo 30:11-16.

Da enhver uretfærdighed mishager såvel Gud som mennesker, kan en løsesum desuden bevirke at vrede afværges eller dæmpes. (Jf. Jer 18:23; også 1Mo 32:20, hvor „forsone“ er oversat fra kafarʹ.) En ægtemand der er forbitret over at en anden mand har begået ægteskabsbrud med hans hustru, vil imidlertid „ikke godtage nogen som helst løsesum [koʹfær]“. (Ord 6:35) Ordet kan også bruges i den forbindelse at nogle som skulle øve ret, i stedet modtager en gave som „stikpenge [koʹfær]“ der skulle ’dække deres øjne til’ for den urette handling, få dem til at lukke øjnene for den. — 1Sa 12:3; Am 5:12.

Løskøbelsen, eller udfrielsen. Det hebraiske udsagnsord padhahʹ betyder „at løskøbe“, og det beslægtede navneord pidhjōnʹ betyder „løskøbelsessum“. (2Mo 21:30) Mens kafarʹ betoner løsesummens kvalitet eller indhold og dens evne til at bringe retfærdighedens vægtskåle i ligevægt, lægger padhahʹ og pidhjōnʹ vægten på den udfrielse der opnås. Der kan være tale om at blive udfriet, eller løskøbt (padhahʹ), fra trældom (3Mo 19:20; 5Mo 7:8), fra andre former for trængsel eller undertrykkelse (2Sa 4:9; Job 6:23; Sl 55:18) eller fra døden og graven (Job 33:28; Sl 49:15). Der henvises ofte til at Jehova løskøbte Israels nation fra Ægypten som sin „personlige ejendom“ (5Mo 9:26; Sl 78:42), og til at han mange hundrede år senere løskøbte sit folk fra landflygtigheden i Assyrien og Babylon. (Es 35:10; 51:11; Jer 31:11, 12; Zak 10:8-10) Også i disse tilfælde indebar løskøbelsen at der blev betalt en pris til gengæld. Da Israel blev løskøbt fra Ægypten, sørgede Jehova åbenbart for at Ægypten betalte prisen. Israel var i realiteten Guds „førstefødte“, og Jehova advarede Farao om at hvis han stædigt blev ved med at nægte at give israelitterne fri, ville Jehova kræve Faraos og alle Ægyptens førstefødtes, menneskers såvel som dyrs, liv. (2Mo 4:21-23; 11:4-8) Og til gengæld for at Kyros indtog Babylon og udfriede jøderne fra landflygtigheden, gav Jehova „Ægypten som en løsesum [form af koʹfær] for [sit folk], Ætiopien og Seba i [dets] sted“. Senere indtog Perserriget disse områder, og på denne måde blev ’folkestammer givet i stedet for israelitternes sjæle’. (Es 43:1-4) Disse udvekslinger stemmer med den inspirerede erklæring i Ordsprogene 21:18: „Den ugudelige er [eller tjener som] løsesum [koʹfær] for den retfærdige, og forræderen træder i de retskafnes sted.“

Endnu et hebraisk ord som er forbundet med løskøbelse, er ga’alʹ. Dette ord indeholder i første række tanken om at genløse, købe tilbage, eller generhverve. (Jer 32:7, 8) Dets lighed med padhahʹ fremgår af den parallelle brug af ordene i Hoseas 13:14: „Af Sheols vold vil jeg løskøbe [form af padhahʹ] dem, fra døden vil jeg genløse [form af ga’alʹ] dem.“ (Jf. Sl 69:18.) Ga’alʹ lægger vægten på retten til at genløse, eller købe tilbage. Denne ret kunne udøves enten af den oprindelige ejer eller sælgeren selv eller af en nær slægtning til den der havde behov for at blive genløst, eller købt tilbage, eller hvis ejendom havde det. En nær slægtning, en go’elʹ, var således „genløser“ (Rut 2:20; 3:9, 13) eller, i tilfælde af mord, ’blodhævner’. (4Mo 35:12) Tilbagekøbspligten påhvilede nære slægtninge i denne rækkefølge: (1) En broder, (2) en farbroder, (3) en farbroders søn, (4) enhver anden mandlig, kødelig slægtning af familien. — 3Mo 25:48, 49; jf. rækkefølgen i 4Mo 27:5-11; se BLODHÆVNER.

Loven foreskrev at hvis en fattig israelit af omstændighederne blev tvunget til at sælge sin arvelod, sit hus i byen eller endog sig selv som træl, havde „hans genløser, hans nærmeste slægtning“, hans go’elʹ, ret til at „købe dét tilbage [ga’alʹ] som hans broder [havde] solgt“, eller sælgeren kunne selv gøre det hvis han fik råd til det. (3Mo 25:23-27, 29-34, 47-49; jf. Rut 4:1-15.) Hvis en mand aflagde et løfte til Gud og ’helligede’ ham et hus eller et stykke jord og derefter ønskede at købe det tilbage, skulle han betale den værdi det blev vurderet til, plus en femtedel af beløbet. (3Mo 27:14-19) Det der blev „viet“, enten „til hellig brug“ eller „til udslettelse“, kunne derimod ikke løskøbes, heller ikke et menneskeliv. — 3Mo 27:21, 28, 29; se VIE TIL UDSLETTELSE.

Et eksempel på udøvelse af genløsningsretten findes i Ruts Bog. Da Rut kom hjem og fortalte at hun havde sanket aks på Boaz’ mark, udbrød hendes svigermoder, No’omi: „Manden er nært beslægtet med os. Han er en af vore genløsere [flertal af go’elʹ].“ (Rut 2:20) Boaz påtog sig denne forpligtelse og foretog tilbagekøbet i dommeres og vidners nærværelse, men først efter at en anden som var nærmere beslægtet med No’omi, havde afslået at gøre brug af retten. — Rut 3:9, 12, 13; 4:1-17.

Hvis der blev begået et mord, kunne morderen ikke opnå asyl i en af tilflugtsbyerne, men efter at han var blevet forhørt, skulle dommerne overgive ham til „blodhævneren [go’elʹ]“, en nær slægtning af offeret, som derefter lod morderen lide døden. Eftersom man ikke måtte tage imod „en løsesum [koʹfær]“ for morderen, og eftersom den nære slægtning der havde genløsningsretten, ikke kunne få sin døde slægtnings liv tilbage, kunne han med rette kræve livet af den der havde myrdet hans slægtning. — 4Mo 35:9-32; 5Mo 19:1-13.

Ikke altid en håndgribelig betaling. Som nævnt ’løskøbte’ (padhahʹ) eller ’udløste’ (ga’alʹ) Jehova israelitterne fra Ægypten. (2Mo 6:6; Es 51:10, 11) Senere „solgte“ israelitterne sig imidlertid gang på gang „til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne“ (2Kg 17:16, 17), med det resultat at Jehova ved flere lejligheder ’solgte dem’ eller „prisgav dem til deres fjender“. (5Mo 32:30; Dom 2:14; 3:8; 10:7; 1Sa 12:9) Når de angrede, bevirkede det at han købte dem tilbage, eller genløste dem, fra trængselen eller landflygtigheden (Sl 107:2, 3; Es 35:9, 10; Mik 4:10), hvorved han optrådte som en go’elʹ, en genløser som var beslægtet med dem ud fra den betragtning at han havde indgået ægteskab med nationen. (Es 43:1, 14; 48:20; 49:26; 50:1, 2; 54:5-7) Når Jehova ’solgte’ dem, fik han ikke nogen materiel betaling af de hedenske nationer. Hans betaling bestod i at retfærdigheden skete fyldest og hans hensigt blev opfyldt, idet israelitterne blev tugtet og tilrettevist for deres oprørskhed og mangel på respekt. — Jf. Es 48:17, 18.

Når han købte israelitterne tilbage, betød det heller ikke nødvendigvis at han måtte yde en håndgribelig betaling. Da han genløste dem fra landflygtigheden i Babylon, frigav Kyros dem frivilligt, uden at forvente nogen håndgribelig kompensation. I de tilfælde hvor Jehova genløste sit folk fra undertrykkende nationer som havde handlet ondt mod Israel, lod han derimod undertrykkerne selv betale prisen idet han lod dem bøde med deres eget liv. (Jf. Sl 106:10, 11; Es 41:11-14; 49:26.) Da Guds folk blev solgt til de hedenske nationer, modtog de „intet“ af deres undertrykkere, intet som virkelig gavnede dem eller bragte dem lindring. Derfor behøvede Jehova heller ikke at betale deres erobrere noget for at skabe balance i regnskabet. Han gennemførte derimod genløsningen ved hjælp af sin kraft, „sin hellige arm“. — Es 52:3-10; Sl 77:14, 15.

I sin egenskab af go’elʹ hævnede Jehova således den uret der var begået mod hans tjenere, hvilket bevirkede at hans eget navn blev renset for de anklager der var blevet rejst af dem der benyttede Israels ulykke som en anledning til at smæde ham. (Sl 78:35; Es 59:15-20; 63:3-6, 9) Som både nationens og dens enkelte medlemmers nære Slægtning og store Genløser førte han deres sag for at skaffe dem retfærdighed. — Sl 119:153, 154; Jer 50:33, 34; Kl 3:58-60; jf. Ord 23:10, 11.

Selv om den sygdomsramte Job ikke var israelit, sagde han: „Jeg ved at min genløser lever, og at han bagefter vil fremstå over støvet.“ (Job 19:25; jf. Sl 69:18; 103:4.) Israels konge skulle følge Guds eksempel og optræde som genløser for den ringe og fattige i landet. — Sl 72:1, 2, 14.

Jesus Kristus som genløser. På grundlag af det foregående er det muligt at forstå den genløsningsforanstaltning der er truffet for menneskeheden gennem Guds søn, Jesus Kristus. At menneskene har brug for at blive genløst, eller løskøbt, skyldes oprøret i Eden. Adam solgte sig selv til at gøre det onde for den selviske nydelse fortsat at kunne være sammen med sin hustru, som nu var en syndig overtræder, og han kom derfor til at indtage den samme fordømte stilling som hun over for Gud. Han solgte derved sig selv og sine efterkommere til trældom under synden og døden, hvilket var den pris Guds retfærdighed krævede. (Ro 5:12-19; jf. Ro 7:14-25.) Adam havde ejet menneskelig fuldkommenhed, men satte dette værdifulde eje over styr for både sig selv og sine efterkommere.

Under Moseloven, der havde „en skygge af kommende goder“, skulle der bringes dyreofre til soning af synd. Dette udvirkede dog kun en symbolsk soning, for de dyr der blev ofret, var ringere end mennesker, og derfor var det „ikke muligt at blod af tyre og bukke“ virkelig kunne „tage synder bort“, som apostelen påpeger. (He 10:1-4) Disse offerdyr, der tjente som forbilleder, skulle være fuldkomne og fejlfri. (3Mo 22:21) Det sande genløsningsoffer — et menneske der virkelig kunne borttage synder — skulle derfor også være fuldkomment og fejlfrit. For at kunne betale den løsesum der ville befri Adams efterkommere for den skyld, ufuldkommenhed og trældom som deres første fader havde solgt dem til, skulle den pågældende svare til den fuldkomne Adam og eje menneskelig fuldkommenhed. (Jf. Ro 7:14; Sl 51:5.) Kun derved kunne han opfylde Guds fuldkomne retfærdigheds krav om lige for lige, „sjæl for sjæl“. — 2Mo 21:23-25; 5Mo 19:21.

Da Guds retfærdighed stillede dette strenge krav, var det umuligt for menneskene selv at tilvejebringe en genløser. (Sl 49:6-9) Følgen var imidlertid at Guds kærlighed og barmhjertighed trådte endnu tydeligere frem, for han opfyldte selv sine krav skønt han for at fremskaffe løsesummen måtte betale en meget høj pris, nemlig sin egen søns liv. (Ro 5:6-8) Dette betød at hans søn måtte blive et menneske for at kunne svare til den fuldkomne Adam. Gud sørgede for dette ved at overføre sin søns liv fra himmelen til den jødiske jomfru Marias moderliv. (Lu 1:26-37; Joh 1:14) Eftersom Jesus ikke havde fået livet af nogen jordisk fader som stammede fra synderen Adam, og eftersom Guds hellige ånd ’overskyggede’ Maria, øjensynlig fra undfangelsen indtil Jesu fødsel, blev Jesus født uden nedarvet synd eller ufuldkommenhed. Han var så at sige „et dadelfrit og fejlfrit lam“ hvis blod kunne tjene som et antageligt offer. (Lu 1:35; Joh 1:29; 1Pe 1:18, 19) Han forblev syndfri hele sit liv og mistede således ikke sin antagelige stilling. (He 4:15; 7:26; 1Pe 2:22) Eftersom han ’havde del i blod og kød’, var han en nær slægtning af menneskeheden, og han var i besiddelse af den værdi der skulle til for at menneskeheden kunne blive løskøbt og frigjort, nemlig et fuldkomment menneskeliv som var bevaret rent under prøve. — He 2:14, 15.

Det fremgår tydeligt af De Kristne Græske Skrifter at udfrielsen fra synd og død finder sted ved at der betales en pris. Der siges at de kristne er „købt for en pris“ (1Kor 6:20; 7:23), og at de har en „herre som har købt dem“ (2Pe 2:1), og Jesus fremstilles som Lammet der ’blev slagtet og med sit blod har købt mennesker til Gud ud af hver stamme, hvert tungemål og hver nation’. (Åb 5:9) I disse skriftsteder anvendes udsagnsordet agoraʹzō, der slet og ret betyder „at købe på torvet [agoraʹ]“. Paulus brugte det beslægtede ord exagoraʹzō (løskøbe) da han forklarede at Kristus ved sin død på pælen ’løskøbte dem der var under loven’. (Ga 4:5; 3:13) Tanken om løskøbelse, eller genløsning, udtrykkes dog hyppigere og mere specifikt ved hjælp af det græske navneord lyʹtron og dermed beslægtede udtryk.

Lyʹtron (af udsagnsordet lyʹō, „at løse“) anvendes især af græske forfattere om den pris eller løsesum hvormed krigsfanger eller slaver blev købt fri. (Jf. He 11:35.) Det anvendes to steder i Bibelen, nemlig dér hvor Jesus siger at han er kommet for at „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Mt 20:28; Mr 10:45) Det beslægtede ord antiʹlytron forekommer i 1 Timoteus 2:6. I Parkhursts Greek and English Lexicon to the New Testament forklares det således: „en løsesum, genløsningsbetaling, eller snarere en tilsvarende løsesum“. Parkhurst citerer Hyperius, som siger: „Det betegner egentlig en pris hvormed en fange løskøbes fra fjenden, og den form for udveksling hvorved den enes liv løskøbes med den andens liv.“ Han slutter med at sige: „Aristoteles bruger således verbet [antilytroʹō] om det at løskøbe liv med liv.“ (London 1845, s. 47) Kristus gav således sig selv som „en tilsvarende løsesum for alle“. (1Ti 2:5, 6) Andre beslægtede ord er lytroʹomai, ’at befri ved en løsesum’ (Tit 2:14; 1Pe 1:18, 19), og apolyʹtrōsis, ’udfrielse ved en løsesum’. (Ef 1:7, 14; Kol 1:14) Det er tydeligt at disse ord anvendes på samme måde som de hebraiske ord der er behandlet i det foregående. De beskriver ikke et køb eller en befrielse i almindelig forstand, men en genløsning, eller løskøbelse, en udfrielse der bringes i stand ved at der betales en tilsvarende løsesum.

Kristi genløsningsoffer kan komme alle mennesker til gode, men det er ikke alle som ønsker at tage imod det. Over dem der afviser det, og dem der først tager imod det og derefter vender sig bort fra det, ’forbliver Guds vrede’. (Joh 3:36; He 10:26-29; se i modsætning hertil Ro 5:9, 10.) De opnår ingen udfrielse fra trældommen under synden og døden. (Ro 5:21) Under Moseloven kunne den forsætlige morder ikke løskøbes. Adam bragte ved sin forsætlige handling død over hele menneskeheden og var således en morder. (Ro 5:12) Gud kan derfor ikke antage Jesu opofrede liv som en løsesum for synderen Adam.

Gud anerkender derimod gerne at løsesummen anvendes til gavn for de efterkommere af Adam der benytter sig af denne foranstaltning til udfrielse. Som Paulus siger: „Ligesom de mange gennem det ene menneskes ulydighed blev stillet som syndere, således vil de mange også gennem den enes lydighed blive stillet som retfærdige.“ (Ro 5:18, 19) Da Adam syndede og blev dømt til døden, befandt alle hans efterkommere, eller hele menneskeslægten, sig stadig ufødte i hans lænd og døde derfor alle sammen med ham. (Jf. He 7:4-10.) Som et fuldkomment menneske havde Jesus, „den sidste Adam“ (1Kor 15:45), en ufødt slægt af efterkommere i sin lænd, og da han døde uskyldig og bragte sit fuldkomne menneskeliv som et offer, døde denne potentielle menneskeslægt sammen med ham. Han havde frivilligt afstået fra at stifte familie og få efterkommere. I stedet benytter han den myndighed Jehova har skænket ham på grundlag af hans genløsningsoffer, til at give liv til alle dem der tager imod denne foranstaltning. — 1Kor 15:45; jf. Ro 5:15-17.

Jesus var således „en tilsvarende løsesum“, ikke for synderen Adam, men for hele den menneskeslægt der nedstammer fra ham. Ved at frembære den fulde værdi af sit genløsningsoffer for den absolutte retfærdigheds Gud i himmelen løskøbte han menneskeheden så den kunne blive hans slægt. (He 9:24) På denne måde erhvervede han sig en brud, en himmelsk menighed bestående af hans disciple. (Jf. Ef 5:23-27; Åb 1:5, 6; 5:9, 10; 14:3, 4.) De messianske profetier viser at han også, som „Evig Fader“, vil få „afkom“. (Es 9:6, 7; 53:10-12) For at dette kan ske, må hans løsesum komme flere mennesker til gode end dem der hører til hans „brud“. Foruden dem der er „blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde“, og som vil komme til at udgøre den himmelske menighed, må der derfor også være andre som får gavn af hans genløsningsoffer og opnår evigt liv ved at deres synder og ufuldkommenhed bliver fjernet. (Åb 14:4; 1Jo 2:1, 2) Eftersom de der hører til den himmelske menighed, tjener sammen med Kristus som præster og „konger over jorden“, må disse andre der får gavn af løsesummen, blive Kristi riges jordiske undersåtter, og de opnår evigt liv som den Evige Faders børn. (Åb 5:10; 20:6; 21:2-4, 9, 10; 22:17; jf. Sl 103:2-5.) Hele denne foranstaltning afspejler både Jehovas visdom og hans retfærdighed, idet retfærdighedens krav opfyldes til fuldkommenhed samtidig med at han viser ufortjent godhed og tilgiver synder. — Ro 3:21-26.