HIND

[hebr.: ’ajjalahʹ, ’ajjæʹlæth].

Hundyret hos hjortene; et medlem af familien Cervidae. Hinden er et slankt og yndefuldt dyr der er kendt for sin skyhed, sin hurtighed og sit sikre fodfæste. Når den drægtige hind skal føde, trækker hun sig tilbage til en tykning i skoven, hvor hun nænsomt passer, plejer og beskytter sit afkom indtil det kan klare sig selv. — Job 39:1; Sl 29:9.

Den blide, yndefulde hind optræder ofte i Bibelens billedsprog. (Ord 5:18, 19; Høj 2:7; 3:5; se GAZELLE.) Der hentydes til dyrets hurtighed og adræthed, som sætter det i stand til at undslippe sine fjender. (2Sa 22:1, 34; Sl 18:32, 33; Hab 3:19) Sikkert med tanke på dygtighed og hurtighed i krig beskrev Jakob profetisk Naftalis stamme som „en spinkel hind“. (1Mo 49:21) Da salmisten var hindret fri adgang til helligdommen, sammenlignede han sin længsel efter Gud med hindens higen efter bække med vand. (Sl 42:1-4) Når en hind på grund af tørke forlader sit afkom, som den ellers under normale forhold har stor omsorg for, skildrer det træffende hvor svær tørken var som ramte Juda. — Jer 14:1, 2, 5.