Jehovas dom over falske lærere
„Hos Jerusalems profeter har jeg set noget der er grufuldt: de begår ægteskabsbrud og vandrer i løgn . . . For mig er de alle blevet som Sodoma, og dets indbyggere som Gomorra.“ — JEREMIAS 23:14.
1. Hvorfor påtager enhver der oplærer andre i Guds ord sig et tungt ansvar?
ENHVER der oplærer andre i Guds ord, påtager sig et tungt ansvar. Der siges advarende i Jakob 3:1: „Ikke mange af jer bør blive lærere, mine brødre, da I ved at vi vil få en tungere dom.“ Ja, lærere i Guds ord skal stå til regnskab i højere grad end kristne i almindelighed. Hvad vil dét betyde for dem der viser sig at være falske lærere? Lad os se hvordan situationen var på Jeremias’ tid; den er nemlig et forbillede på det der sker i dag.
2, 3. Hvilken dom over Jerusalems falske lærere skulle Jeremias overbringe fra Jehova?
2 I 647 f.v.t., i kong Josias’ 13. regeringsår, blev Jeremias bemyndiget til at tjene som Jehovas profet. Jehova rettede anklage mod Juda, og han gav Jeremias den opgave at gøre den kendt. Jerusalems falske profeter eller lærere gjorde ting der var ’grufulde’ i Guds øjne. Deres ondskab var så stor at Gud sammenlignede Jerusalem og Juda med Sodoma og Gomorra. I Jeremias’ Bog, kapitel 23, fortælles der herom. I vers 14 står der:
3 „Hos Jerusalems profeter har jeg set noget der er grufuldt: de begår ægteskabsbrud og vandrer i løgn; og de har styrket de ondes hænder så de ikke vender om, hver fra sin ondskab. For mig er de alle blevet som Sodoma, og dets indbyggere som Gomorra.“
4. Hvordan har det dårlige moralske eksempel Jerusalems lærere satte, en parallel i kristenheden i dag?
4 Ja, disse profeter eller lærere satte et meget dårligt eksempel hvad moral angår, og de tilskyndede i realiteten folket til at gøre det samme. Tænk på forholdene inden for kristenheden i dag! Er de ikke præcis som på Jeremias’ tid? De gejstlige lader ægteskabsbrydere og homoseksuelle blive inden for deres rækker og endda forrette gudstjenester. Kan det da undre at mange af kirkens medlemmer også lever umoralsk?
5. Hvorfor kan det siges at kristenheden er mere umoralsk end Sodoma og Gomorra?
5 Jehova sammenlignede Jerusalems indbyggere med indbyggerne i Sodoma og Gomorra. Men kristenheden er endnu mere umoralsk end Sodoma og Gomorra, og den er derfor også langt mere dadelværdig i Jehovas øjne. Kristenhedens lærere lader hånt om de kristne morallove. Det resulterer i et moralsk fordærv med underfundige tillokkelser til onde handlinger af enhver art. Og disse umoralske forhold er så udbredte at de i dag betragtes som normale.
„Vandrer i løgn“
6. Hvad sagde Jeremias om Jerusalems onde profeter?
6 Lad os nu se hvad der siges om Jerusalems profeter i vers 14. De ’vandrede i løgn’. Og i den sidste del af vers 15 står der: „Fra Jerusalems profeter er der nemlig udgået frafald til hele landet.“ I vers 16 læser vi derefter: „Således har Hærstyrkers Jehova sagt: ’Hør ikke på profeternes ord, de som profeterer for jer. De gør jer tomme. De taler om deres eget hjertes syn — ikke ord fra Jehovas mund.’“
7, 8. I hvilke henseender ligner kristenhedens gejstlighed Jerusalems falske profeter, og hvordan har dette påvirket kirkegængerne?
7 Ligesom det var tilfældet med Jerusalems falske profeter, vandrer kristenhedens præster i løgn. De spreder falske dogmer, læresætninger der ikke findes i Guds ord, som for eksempel treenighedslæren, læren om sjælens udødelighed, om skærsilden og om evig pine i et brændende helvede. De kildrer også tilhørernes ører ved at forkynde det som folk gerne vil høre. De prædiker at kristenheden har fred med Gud og derfor ikke vil blive ramt af ulykke. Men det er „deres eget hjertes syn“ præsterne taler om. Det er en løgn. De der tror på sådanne løgne bliver åndeligt forgiftede. De bliver vildledt, til deres undergang!
8 Læg mærke til det Jehova siger om disse falske lærere i vers 21: „Jeg sendte ikke profeterne, dog løb de. Jeg talte ikke til dem, dog profeterede de.“ Vore dages præster er heller ikke sendt af Gud, og de underviser ikke i hans sande lære. Resultatet er at der råder en rystende uvidenhed om Bibelen blandt kirkegængere fordi deres præster fylder dem med verdslig filosofi.
9, 10. (a) Hvilke drømme havde Jerusalems falske lærere? (b) Hvordan har kristenhedens gejstlige fremholdt „løgnagtige drømme“?
9 Desuden vækker vore dages præsteskab falske forhåbninger. Bemærk ordene i vers 25: „Jeg har hørt hvad profeterne der profeterer løgn i mit navn har sagt, når de siger: ’Jeg har haft en drøm! Jeg har haft en drøm!’“ Hvad er det for nogle drømme de har haft? Det fremgår af vers 32: „’Se, jeg er imod profeterne som har løgnagtige drømme,’ lyder Jehovas udsagn, ’og som fortæller dem og får mit folk til at fare vild ved deres løgne og ved deres pralen.’ ’Men jeg har ikke sendt dem eller givet dem noget påbud, og de vil på ingen måde gavne dette folk,’ lyder Jehovas udsagn.“
10 Hvilke løgnagtige drømme eller forhåbninger har gejstligheden fremholdt? At menneskehedens eneste håb for fred og sikkerhed i dag er De Forenede Nationer. Inden for de senere år har de kaldt FN „det sidste håb for harmoni og fred“, „fredens og retfærdighedens fornemste forum“ og „det vigtigste jordiske håb om verdensfred“. Hvilken vildfarelse! Menneskehedens eneste håb er Guds rige. Men præsterne lærer ikke folk sandheden om denne himmelske regering der var hovedtemaet i Jesu forkyndelse.
11. (a) Hvordan bragte Jerusalems falske lærere skam over Guds navn? (b) Hvad har nutidens falske religiøse lærere, i modsætning til Jeremiasskaren, gjort med Guds navn?
11 I vers 27 får vi mere at vide: „De tænker på at få mit folk til at glemme mit navn ved hjælp af deres drømme som de fortæller hinanden, ligesom deres fædre glemte mit navn på grund af Ba’al.“ Jerusalems falske profeter fik folket til at glemme Guds navn. Har nutidens falske religiøse lærere ikke gjort det samme? Og hvad der er endnu værre: de skjuler Guds navn, Jehova. De siger at der ikke er nogen grund til at bruge det, og de fjerner det fra deres bibeloversættelser. Enhver der oplyser andre om at Guds navn er Jehova, kritiseres voldsomt af dem. Men Jeremiasskaren, resten af de salvede kristne, og dens medarbejdere har efterlignet Jesus. De har fortalt millioner af mennesker om Guds navn. — Johannes 17:6.
Deres skyld afsløres
12. (a) Hvorfor hviler der en stor blodskyld på de falske religiøse lærere? (b) Hvilken rolle har gejstligheden spillet i de to verdenskrige?
12 Jeremiasskaren har gentagne gange afsløret de gejstlige som falske lærere der leder deres hjorde ad den brede vej der fører til undergangen. Ja, resten har tydeligt vist hvorfor disse drømmere fortjener at blive dømt af Jehova. For eksempel har Jehovas tjenere ofte henvist til Åbenbaringen 18:24, hvor der står at der i Babylon den Store fandtes blod af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. Tænk på alle de krige der er blevet udkæmpet på grund af religiøse uoverensstemmelser. Der hviler en kolossal blodskyld på de falske religiøse lærere! Deres lære har skabt splittelse og har fremmet hadet mellem mennesker af forskellig nationalitet og tro. Angående den første verdenskrig siges der i bogen Preachers Present Arms: „Det var de gejstlige der tillagde krigen en stærk åndelig betydning og udgjorde drivkraften. . . . Kirken blev således uløseligt knyttet til krigsapparatet.“ Det samme gjaldt under den anden verdenskrig. De gejstlige gav de krigsførende nationer deres fulde støtte og velsignede deres hære. To verdenskrige er brudt ud inden for kristenheden; to krige hvori trosfæller har nedslagtet hinanden. Og verdslige og religiøse fraktioner inden for kristenheden er stadig årsag til blodsudgydelser den dag i dag. Hvilket forfærdeligt resultat af deres falske lære!
13. Hvordan fremgår det af Jeremias 23:22 at kristenhedens præster ikke har noget forhold til Jehova?
13 Læg mærke til hvad der siges i Jeremias, kapitel 23, vers 22: „Hvis de havde stået i min fortrolige kreds, ville de have ladet mit folk høre mine ord, og de ville have fået dem til at vende om fra deres onde vej og fra deres onde handlinger.“ Hvis kristenhedens religiøse profeter stod i Jehovas fortrolige kreds og havde et nært forhold til ham som en trofast og klog tjener, ville de også leve efter Guds normer. De ville også lade folk inden for kristenheden høre Guds ord. Nu har vore dages falske lærere i stedet gjort deres tilhængere til forblindede tjenere for Guds modstander, Satan Djævelen.
14. Hvilken afsløring af kristenhedens præster blev fremholdt i 1958?
14 Jeremiasskaren har ikke lagt fingrene imellem i sin afsløring af gejstligheden. Ved det internationale stævne som Jehovas Vidner i 1958 holdt i New York med temaet „Den guddommelige Vilje“, sagde Vagttårnsselskabets vicepræsident for eksempel i et foredrag: „Uden tvetydighed eller tøven erklærer vi at denne hovedårsag til forbrydelser, had, strejker, fordomme . . . og afsindig forvirring, er en forkert religion, falsk religion; bag den står menneskets usynlige fjende, Satan Djævelen. De der bærer det største ansvar for tilstandene i verden er religionsledere og -lærere; og de mest dadelværdige af disse er kristenhedens religiøse præsteskab. . . . Efter alle disse år siden den første verdenskrig er kristenhedens forhold til Gud at ligne med Israels på Jeremias’ tid. Ja, kristenheden står over for en ødelæggelse der er endnu frygteligere og mere demonstrativ end den Jeremias så overgå Jerusalem.“
Dommen over de falske lærere
15. Hvilke profetier om fred har gejstligheden fremsat? Vil de gå i opfyldelse?
15 Hvordan har præsteskabet siden handlet, på trods af denne advarsel? Præcis som det beskrives i vers 17: „Igen og igen siger de til dem som har handlet respektløst over for mig: ’Jehova har talt: „Fred får I.“’ Og til enhver som vandrer i sit hjertes trods har de sagt: ’Ingen ulykke skal komme over jer.’“ Har de ret? Nej! Jehova vil afsløre at gejstlighedens profetier er løgnagtige. Han vil ikke opfylde det de lover i hans navn. Men gejstlighedens falske forsikringer om fred med Gud er yderst bedrageriske!
16. (a) Hvordan er det moralske klima i denne verden, og hvem bærer noget af skylden for dette? (b) Hvordan har Jeremiasskaren stillet sig til den fordærvede moral i denne verden?
16 Måske tænker du at du aldrig ville lade dig narre af gejstlighedens falske lære. Men du skal ikke være alt for sikker! Husk at gejstlighedens falske lære har fremmet et snigende moralsk fordærv. Dens principløse lære kan retfærdiggøre så godt som alt, uanset hvor umoralsk det er. Og dette degenererede moralske klima gennemtrænger alle former for underholdning: film, tv, blade og musik. Vi må derfor være i høj grad på vagt, så vi ikke bliver påvirket af denne fordærvede men underfundigt tillokkende umoralske atmosfære. Unge kan blive besnæret af nedbrydende videofilm og musik. Husk at den eftergivende holdning der præger folk i dag, er et direkte resultat af præsternes falske lære og af at de ikke har fulgt Guds retfærdige normer. Jeremiasskaren kæmper mod det fordærv der præger kristenheden og hjælper Jehovas tjenere til at afvise dem.
17. (a) Hvilken dom skulle ifølge Jeremias ramme det ugudelige Jerusalem? (b) Hvad vil der snart ske med kristenheden?
17 Hvilken dom vil kristenhedens falske lærere få fra Jehova, den store Dommer? Vers 19, 20, 39 og 40 svarer: „Se! Jehovas storm, forbitrelsen, skal fare frem, ja en hvirvelstorm. Over de ugudeliges hoveder vil den hvirvle. Jehovas vrede vender ikke om før han har udført og gennemført sit hjertes tanker. . . . Jeg vil helt sikkert overgive jer til glemselen og kaste jer og den by som jeg gav jer og jeres forfædre, af — bort fra mit ansigt. Og jeg vil tilføje jer en varig forsmædelse og en varig ydmygelse som ikke vil blive glemt.“ Det var præcis hvad der skete med det ugudelige Jerusalem og dets tempel. Og nu vil ulykken snart komme over den ugudelige kristenhed.
Forkynd „Jehovas byrde“
18, 19. Hvilken „Jehovas byrde“ bekendtgjorde Jeremias for Juda, og med hvilke følger?
18 Hvilket ansvar bærer Jeremiasskaren og dens medarbejdere da? I vers 33 siges der: „Når dette folk eller profeten eller præsten spørger dig og siger: ’Hvad er Jehovas byrde?’ så skal du sige til dem: ’„I er — hvilken byrde! Og jeg vil kaste jer af,“ lyder Jehovas udsagn.’“
19 Det hebraiske ord for „byrde“ kan betyde to ting. Det kan sigte til et vægtigt budskab fra Gud eller til noget der tynger og trætter én. Udtrykket „Jehovas byrde“ sigter her til en tungtvejende profeti — budskabet om at Jerusalem var dømt til ødelæggelse. Men brød folket sig om at høre de tyngende profetiske udtalelser som Jeremias gentagne gange fremsatte fra Jehova? Nej. Folket spurgte hånligt Jeremias: ’Hvilken profeti (byrde) har du nu til os? Din profeti er ganske givet en ny, trættende byrde!’ Men hvad svarede Jehova dem? Dette: „I er — hvilken byrde! Og jeg vil kaste jer af.“ Ja, folket var en byrde for Jehova, og han ville fjerne dem, så de ikke længere ville bebyrde ham.
20. Hvad er „Jehovas byrde“ i dag?
20 Hvad er „Jehovas byrde“ i dag? Det er det vægtige profetiske budskab fra Guds ord. Det er en tungtvejende fordømmelse, idet det indeholder budskabet om at kristenheden står umiddelbart foran sin udslettelse. Og hvad os angår, har vi det tunge ansvar at forkynde „Jehovas byrde“. Mens enden nærmer sig må vi fortælle alle at kristenhedens egensindige medlemmer er en byrde for Jehova Gud og at han snart vil kaste den af sig ved at lade en ulykke komme over kristenheden.
21. (a) Hvorfor blev Jerusalem ødelagt i 607 f.v.t.? (b) Hvilken forsikring giver det der skete med de falske profeter og med Jehovas sande profet efter Jerusalems ødelæggelse, os i dag?
21 Jehovas dom blev eksekveret på Jeremias’ tid da babylonierne ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t. Som Jehova havde profeteret gennem Jeremias, var dette ’en forsmædelse og en ydmygelse’ for de stædige, troløse israelitter. (Jeremias 23:39, 40) Det viste dem at Jehova, som de gang på gang havde vanæret, nu lod dem føle konsekvenserne af deres ugudelighed. Deres overmodige, falske profeter blev omsider bragt til tavshed. Men Jeremias fortsatte med at profetere. Ham forlod Jehova ikke. Han vil heller ikke forlade Jeremiasskaren når hans tunge dom fører til at kristenhedens præster og de der tror på deres løgne, omsider bliver knust.
22. Hvordan vil kristenhedens tilstand være efter at den er blevet ramt af Jehovas domme?
22 Ja, når kristenheden er blevet berøvet sine rigdomme og afsløret i al sin skændighed, vil den være lige så øde og forladt som Jerusalem var efter år 607 f.v.t. Det er denne velfortjente dom Jehova har udtalt over de falske lærere. Og dommen vil blive fuldbyrdet. Ligesom alle Jeremias’ inspirerede advarselsprofetier gik i opfyldelse i fortiden, vil de få en opfyldelse i nutiden. Lad os derfor være som Jeremias og frygtløst oplyse folk om Jehovas profetiske byrde. Lad dem vide hvorfor hans retfærdige dom kommer over alle falske, religiøse lærere!
Repetitionsspørgsmål
◻ Hvor slemt stod det i Jehovas øjne til i fortidens Jerusalem?
◻ I hvilke henseender har kristenheden ’vandret i løgn’?
◻ Hvordan er nutidens gejstlighed blevet afsløret?
◻ Hvilken „Jehovas byrde“ bliver nu bekendtgjort?
[Illustration på side 8]
Jerusalems profeter gjorde ’ting der var grufulde’
[Illustration på side 9]
„De taler om deres eget hjertes syn“
[Illustration på side 10]
Det der skete med Jerusalem er en advarsel om hvad der venter kristenheden