Jehovas retstrætte med nationerne
„Larmen skal nå til jordens ende, for Jehova har en retstrætte med nationerne.“ — JEREMIAS 25:31.
1, 2. (a) Hvad skete der i Juda efter kong Josias’ død? (b) Hvem var den sidste konge i Juda, og hvordan kom han til at undgælde for sin troløshed?
JUDAS land stod over for kritiske tider som var vanskelige at klare. En enkelt god konge, Josias, havde midlertidigt holdt Jehovas brændende vrede tilbage. Men hvad skete der efter at Josias var blevet dræbt i 629 f.v.t.? De konger der fulgte ham på tronen, ærede ikke Jehova.
2 Ifølge Anden Kongebog 24:19 fortsatte Judas sidste konge, Zedekias, Josias’ fjerde søn, med at gøre „hvad der var ondt i Jehovas øjne, nøjagtig som [hans ældre broder] Jojakim havde gjort“. Det resulterede i at Nebukadnezar kom imod Jerusalem, tog Zedekias til fange, dræbte hans sønner for øjnene af ham, blindede ham og førte ham til Babylon. Babylonierne tog desuden de kar der blev brugt i tilbedelsen af Jehova, og nedbrændte templet og byen. De overlevende blev ført i fangenskab i Babylon.
3. Hvilken periode begyndte med Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., og hvad skulle der ske ved afslutningen af denne periode?
3 Dette år, 607 f.v.t., markerede ikke blot Jerusalems ødelæggelse, men også begyndelsen til „nationernes fastsatte tider“, der er omtalt i Lukas 21:24. Denne periode på 2520 år er udløbet i vor tid, i 1914. Da var tiden inde til at Jehova, ved sin indsatte søn, Jesus Kristus, der er større end Nebukadnezar, kunne bekendtgøre og fuldbyrde dommen over den fordærvede verden. Denne dom begynder med Judas nutidige modstykke, et modstykke der hævder at repræsentere Gud og Kristus på jorden.
4. Hvilke spørgsmål melder der sig nu i forbindelse med Jeremias’ profeti?
4 Kan vi se en parallel mellem urolighederne i Judas sidste år som kongerige — ødelæggende begivenheder, også for andre folk og nationer — og urolighederne i kristenheden i dag? Ja, det kan vi så afgjort! Hvad viser Jeremias’ profeti med hensyn til hvad Jehova vil gøre i dag?
5, 6. (a) Hvordan har tilstanden i kristenheden siden 1914 lignet tilstanden i Juda umiddelbart før dets ødelæggelse? (b) Hvilket budskab har nutidens Jeremias overbragt kristenheden?
5 Den engelske matematiker og filosof Bertrand Russell sagde for cirka 40 år siden: „Lige siden 1914 har enhver der er opmærksom på udviklingen i verden, været dybt foruroliget over det der synes at være en af skæbnen forudbestemt march mod stadig større katastrofer.“ Og den tyske statsmand Konrad Adenauer har sagt: „Tryghed og ro har været forsvundet siden 1914.“
6 Udgydelsen af store mængder uskyldigt blod markerer i vor tid, ligesom på Jeremias’ tid, at afslutningen på en tingenes ordning er nært forestående. Det sås især i de to verdenskrige. De blev først og fremmest udkæmpet af nationer inden for kristenheden, der hævder at tilbede Bibelens Gud. Hvilket hykleri! Det er ikke så mærkeligt at Jehova har sendt sine vidner til dem for at overbringe det budskab vi finder i Jeremias 25:5, 6: „Vend dog om, hver især fra sin onde vej og fra jeres onde handlinger . . . Og gå ikke efter andre guder for at dyrke dem og for at bøje jer for dem, og krænk mig ikke med jeres hænders værk; så vil jeg ikke volde jer ulykke.“
7. Hvad viser at kristenheden har ignoreret Jehovas advarsler?
7 Kristenhedens nationer er imidlertid ikke vendt om. Det fremgår tydeligt af de ofre de siden da har bragt til krigsguden i Korea og Vietnam. De støtter også fortsat dødens købmænd, våbenfabrikanterne. Det er kristenhedens lande der har brugt størstedelen af de næsten 7 billioner kroner der hvert år op gennem 80’erne blev anvendt på våben. Mellem 1951 og 1991 oversteg militærudgifterne alene i De Forenede Stater alle amerikanske firmaers samlede nettoindtægt. Siden den meget omtalte afslutning på den kolde krig har man skåret ned på arsenalerne af forældede kernevåben, men der findes stadig enorme arsenaler af andre dødbringende våben, og man udvikler fortsat nye. De kan en dag blive taget i anvendelse.
Jehovas dom over den principløse kristenhed
8. Hvordan vil ordene i Jeremias 25:8, 9 blive opfyldt på kristenheden?
8 Jehovas ord i Jeremias 25:8, 9 gælder nu i særlig grad kristenheden, der ikke har fulgt de kristne normer for retfærdighed: „Derfor, således har Hærstyrkers Jehova sagt: ’Fordi I ikke adlød mine ord, se, så sender jeg bud og henter alle Nordens slægter,’ lyder Jehovas udsagn, ’ja sender bud til Nebukadrezar, Babylons konge, min tjener, og bringer dem imod dette land og imod dets indbyggere og imod alle disse nationer rundt omkring; og jeg vil vie dem til udslettelse og gøre dem til noget man forfærdes over og noget man fløjter undrende ad og til steder der er øde for stedse.’“ Den store trængsel vil således først bryde løs over kristenheden, der foregiver at være Guds folk, og derefter brede sig til hele jorden, til ’alle nationerne rundt omkring’.
9. På hvilke områder er kristenhedens åndelige tilstand blevet forværret i vor tid?
9 Engang var det sådan inden for kristenheden at Bibelen blev respekteret, ægteskabet og familien blev så godt som alle steder betragtet som en kilde til lykke, folk stod tidligt op og glædede sig over deres daglige arbejde, og mange nød at læse og studere Guds ord om aftenen i lampens skær. Men i dag har kønslig umoralitet, skilsmisser, stofmisbrug og drukkenskab, kriminalitet, begær, dovenskab og afhængighed af tv — foruden meget andet — fordærvet livet i alarmerende omfang. Disse tilstande skulle råde forud for den ødelæggelse Jehova Gud vil lade komme over den principløse kristenhed.
10. Beskriv kristenhedens tilstand efter Jehovas domsfuldbyrdelse.
10 Jehova siger, som vi læser i Jeremias, kapitel 25, vers 10 og 11: „Jeg vil udrydde lyden af glæde og lyden af fryd fra dem, brudgommens stemme og brudens stemme, håndkværnens lyd og lampens lys. Og hele dette land skal blive et øde sted, noget man forfærdes over.“ Ja, det vil blive forfærdende når kristenhedens vældige templer og luksuriøse paladser styrtes i grus. Hvor omfattende vil ødelæggelsen blive? På Jeremias’ tid lå Juda og dets nabolande øde i 70 år, et tidsrum der i Salme 90:10 omtales som et menneskes fulde levetid. Jehovas domsfuldbyrdelse i vor tid vil være fuldstændig og evigvarende.
Dommen over Babylon den Store
11. Hvilket redskab vil blive brugt til at tilintetgøre kristenheden, og hvorfor?
11 Som det forudsiges i Åbenbaringen 17:12-17 vil den tid komme da Jehova påbegynder sin usædvanlige gerning ved at indgive „de ti horn“ — de militariserede medlemmer af De Forenede Nationer — „at udføre hans tanke“, nemlig at udslette den falske religions verdensimperium. Hvordan vil det foregå? „De ti horn“ der omtales i Åbenbaringen, kapitel 17, kan på talrige måder „hade skøgen og . . . opbrænde hende med ild“, som der står i vers 16. Sandt nok er antallet af kernevåben steget og stiger stadig i mange farezoner på jorden, men vi må vente og se hvordan Jehova vil indgive i de politiske herskeres hjerte at fuldbyrde hans hævn.
12. (a) Hvad skete der med Babylon efter at det havde ødelagt Jerusalem? (b) Hvad vil der ske med nationerne efter kristenhedens ødelæggelse?
12 I fortiden blev det Babylons tur til at mærke Jehovas brændende vrede. Fra og med Jeremias, kapitel 25, vers 12, beskriver profetien begivenheder der finder sted på et senere tidspunkt hvor forholdene har ændret sig. Nebukadnezar og Babylon virker nu ikke længere som Jehovas domsfuldbyrder, men sidestilles med alle de andre nationer. Vi ser en lignende situation i dag. „De ti horn“ i Åbenbaringen, kapitel 17, vil tilintetgøre den falske religion, men senere vil de selv blive udslettet sammen med alle jordens andre „konger“, som beskrevet i Åbenbaringen, kapitel 19. Jeremias 25:13, 14 forklarer hvordan Babylon dømmes sammen med ’alle de nationer’ der har udbyttet Jehovas folk. Jehova havde brugt Nebukadnezar som domsfuldbyrder da han straffede Juda, men både han og de senere konger over Babylon begyndte at hovmode sig imod Jehova, som det for eksempel kom til udtryk da de vanhelligede karrene fra Jehovas tempel. (Daniel 5:22, 23) Og da babylonierne lagde Jerusalem øde, jublede Judas nabolande — Moab, Ammon, Tyrus, Edom og andre — og hånede Guds folk. Også de vil få deres fulde løn fra Jehova.
Dommen over „alle nationerne“
13. Hvad symboliserer „dette bæger med forbitrelsens vin“, og hvad sker der med dem som må tømme det?
13 Jeremias siger derfor i kapitel 25, vers 15 og 16: „Således har Jehova, Israels Gud, sagt til mig: ’Tag dette bæger med forbitrelsens vin af min hånd og lad alle nationerne som jeg sender dig til, drikke den. Og de skal drikke og svaje frem og tilbage og handle forrykt på grund af sværdet som jeg sender iblandt dem.’“ Hvorfor er der tale om et ’bæger med Jehovas forbitrelses vin’? Ifølge Mattæus 26:39, 42 og Johannes 18:11 brugte Jesus ordet „bæger“ som et symbol på Guds vilje med ham. Tilsvarende bruges et bæger her som symbol på at det er Jehovas vilje at nationerne skal inddrikke hans hævn. I Jeremias 25:17-26 nævnes disse nationer der er et forbillede på nationerne i dag.
14. Hvem kommer ifølge Jeremias’ profeti til at drikke bægeret med Jehovas forbitrelses vin, og hvad symboliserer dette i vor tid?
14 Efter at kristenheden, ligesom Juda, er gjort til „et øde sted, noget man forfærdes over, noget man fløjter undrende ad, og en forbandelse“, vil hele den falske religions verdensimperium blive udslettet. Derefter må hele verden, symboliseret ved Ægypten, drikke af Jehovas vredes bæger. Ja, „alle Nordens konger, nær og fjern, den ene efter den anden, og alle jordens andre riger som er på jordens flade“ må drikke. Til sidst vil „kongen af Sjesjak selv . . . komme til at drikke efter dem“. Hvem er denne ’konge af Sjesjak’? Sjesjak er et symbolsk navn, et kryptogram eller en kode for Babylon. Ligesom Satan var den usynlige konge over Babylon, er han den dag i dag „verdens hersker“, som Jesus sagde. (Johannes 14:30) Jeremias 25:17-26 danner altså en parallel til Åbenbaringen, kapitlerne 18 til 20, og disse passager hjælper os til at forstå i hvilken rækkefølge begivenhederne vil finde sted når Jehovas forbitrelses bæger bydes rundt. Først vil den falske religions verdensimperium blive udslettet, derefter kommer turen til de politiske magter, og til sidst vil Satan selv blive kastet i afgrunden. — Åbenbaringen 18:8; 19:19-21; 20:1-3.
15. Hvad vil der ske når der bliver sagt „fred og sikkerhed“?
15 Der er blevet talt meget om fred og sikkerhed siden den kolde krig angiveligt sluttede, med kun én supermagt tilbage. Som der står i Åbenbaringen 17:10 vil denne supermagt, vilddyrets syvende hoved, „forblive en kort tid“. Men denne ’korte tid’ nærmer sig sin afslutning. Snart vil alle påstande om politisk „fred og sikkerhed“ forstumme, når „pludselig undergang [kommer] over dem“, som apostelen Paulus udtrykker det. — 1 Thessaloniker 5:2, 3.
16, 17. (a) Hvad vil der ske hvis nogen forsøger at undfly Jehovas dom? (b) På hvilken ødelæggende måde vil Jehovas vilje i nær fremtid ske på jorden?
16 Hele Satans verdensordning, begyndende med kristenheden, må drikke af Jehovas hævns bæger. Det fremgår af hans videre befaling til Jeremias, som vi kan læse i kapitel 25, versene 27 til 29: „Du skal sige til dem: ’Således har Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, sagt: „Drik og bliv berusede, og bræk jer og fald så I ikke kan rejse jer, på grund af det sværd som jeg sender iblandt jer.“’ Og hvis de nægter at tage bægeret af din hånd for at drikke, skal du sige til dem: ’Således har Hærstyrkers Jehova sagt: „I skal visselig drikke. For se, over den by som mit navn er nævnt over, begynder jeg at bringe ulykke, og skulle så I på nogen måde gå fri for straf?“’ ’I går ikke fri for straf; for et sværd kalder jeg frem mod alle jordens indbyggere,’ lyder Hærstyrkers Jehovas udsagn.“
17 Det er stærke ord, ja, frygtindgydende ord, for de udtales af hele universets suveræne Herre, Jehova Gud. Gennem årtusinder har han tålmodigt udholdt bespottelserne, forhånelserne og det had som har været rettet mod hans hellige navn. Men nu er tiden endelig inde til at han kan besvare den bøn som hans elskede søn, Jesus Kristus, lærte sine disciple at bede mens han var her på jorden: „I skal derfor bede således: ’Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.’“ (Mattæus 6:9, 10) Det er Jehovas vilje at Jesus skal handle som hans sværd og fuldbyrde hævnen.
18, 19. (a) Hvem rider ud for at sejre i Jehovas navn, og hvad venter han på før han fuldender sin sejr? (b) Hvilke frygtindgydende begivenheder indtræffer når englene slipper Guds vredesstorm løs, og hvilke forfærdende ting vil ske på jorden?
18 I Åbenbaringen, kapitel 6, læser vi først at Jesus rider ud på en hvid hest ’for at sejre og fuldende sin sejr’. (Vers 2) Dette ridt begyndte da han i 1914 blev indsat på tronen som konge i himmelen. Andre heste og ryttere følger ham, og de symboliserer krigene, hungersnøden og pesten der siden har plaget jorden. Men hvornår får alle disse uroligheder ende? Åbenbaringen, kapitel 7, oplyser at fire engle holder „jordens fire vinde“ fast, indtil det åndelige Israel og en store skare af alle nationer er blevet indsamlet til frelse. (Vers 1) Hvad vil der ske derefter?
19 I Jeremias, kapitel 25, vers 30 og 31, siges der videre: „’Fra det høje brøler Jehova selv, og fra sin hellige bolig lader han sin stemme lyde. Han vil visselig brøle over sit bosted. Et råb som fra dem der træder vinpersen vil han udstøde mod alle jordens indbyggere.’ ’Larmen skal nå til jordens ende, for Jehova har en retstrætte med nationerne. Han indleder et retsopgør med alt kød. De ugudelige overgiver han til sværdet,’ lyder Jehovas udsagn.“ Ingen nation vil slippe for at drikke af Jehovas forbitrelses bæger. Det er derfor på høje tid at alle retsindige tager afstand fra nationernes ugudelighed, før de fire engle slipper Jehovas forbitrelses stormvinde løs. Og det vil virkelig blive en storm, for i Jeremias’ profeti siges der videre i vers 32 og 33:
20. Hvilket sceneri understreger alvoren i Jehovas dom, og hvorfor er det nødvendigt med så drastisk en indgriben?
20 „Således har Hærstyrkers Jehova sagt: ’Se! En ulykke går fra nation til nation, og en vældig storm opvækkes fra jordens fjerneste egne. Og Jehovas slagne skal på den dag ligge fra den ene ende af jorden til den anden. Der bliver ikke holdt klage over dem, og de bliver ikke samlet eller begravet. Til gødning på jordens flade bliver de.’“ Det er et grufuldt sceneri, men det er nødvendigt for at jorden kan blive renset for al ondskab før Guds lovede paradis indføres.
Hyrderne hyler og skriger
21, 22. (a) Hvem er de „hyrder“ i Israel som er omtalt i Jeremias 25:34-36, og hvorfor blev de tvunget til at hyle? (b) Hvilke nutidige hyrder har påkaldt sig Jehovas vrede, og hvorfor fortjener de deres straf?
21 I versene 34 til 36 siges der videre om Jehovas dom: „Hyl, I hyrder, og skrig! Og vælt jer, I hjordens mægtige, for dagene da I skal slagtes og I skal spredes er kommet, og I skal falde ned som et kostbart kar! Og et tilflugtssted for hyrderne er gået til grunde, og et sted man kan undslippe til, for hjordens mægtige. Hør! Hyrderne skriger og hjordens mægtige hyler, for Jehova hærger deres græsgang.“
22 Hvem er disse hyrder? Det er ikke de religiøse ledere, for de har allerede smagt Jehovas vrede. Det er de militære hyrder, der også beskrives i Jeremias 6:3, som samler deres hære i trods mod Jehova. Det er de politiske herskere, der er blevet rige på deres undersåtters bekostning. Mange af dem er bedragere og korrupte. De har været sene til at afhjælpe den hungersnød der har udslettet en stor del af befolkningen i dårligt stillede lande. De beriger „hjordens mægtige“, som for eksempel skruppelløse våbenhandlere og begærlige fabrikanter der forurener miljøet, mens de nægter at yde medicinsk hjælp og uddele nærende mad der uden de store omkostninger kunne redde millioner af døende børn.
23. Beskriv forholdene i Satans verden efter Jehovas indgriben.
23 Det er ikke så mærkeligt at der sidst i Jeremias’ 25. kapitel, vers 37 og 38, siges om dem der selvisk har søgt fred for sig selv alene: „De fredelige bosteder er bragt til tavshed på grund af Jehovas brændende vrede. Han har forladt sit skjul ligesom en ungløve med manke, for deres land er blevet til noget man forfærdes over på grund af det undertrykkende sværd og på grund af hans brændende vrede.“ Ja, der vil blive noget at forfærdes over. Jehova vil lade sin brændende vrede komme til udtryk gennem sit „sværd“ — den person der i Åbenbaringen 19:15, 16 omtales som „Kongers Konge og Herrers Herre“ og som vogter nationerne med en jernstav. Hvad vil der ske derefter?
24. Hvilke velsignelser vil tilintetgørelsen af den falske religion og resten af Satans verden medføre for den retfærdige menneskehed?
24 Har du nogen sinde oplevet en orkan eller en tyfon? Det kan være en frygtindgydende oplevelse. Morgenen efter ligger der måske vraggods overalt, men luften er som regel så ren og stilheden så forfriskende at man kan takke Jehova Gud for en usædvanlig dejlig dag. Når den store trængsels stormvinde har lagt sig, vil der ske noget lignende. Så vil vi kunne se ud over jorden i taknemmelighed over at vi er i live og rede til at deltage i det arbejde Jehova til den tid ønsker gjort: at omdanne den rensede jord til et vidunderligt paradis. Jehovas retstrætte med nationerne er bragt til en storslået afslutning. Hans navn er blevet helliget og vejen er banet for at hans vilje kan ske på jorden i tusindårsriget under Messias’ styre. Måtte dette rige komme snart!
Repetition af paragraf 5-24 i denne artikel
◻ Hvilket hykleri i kristenheden står nu til doms?
◻ Hvilket udvidet syn på dom anlægges i Jeremias 25:12-38?
◻ Hvilket hævnens bæger rækkes til alle nationerne?
◻ Hvem er de hyrder som hyler og skriger, og hvorfor er de foruroligede?
[Illustration på side 18]
Jehova har udvalgt det redskab der skal tilintetgøre kristenheden
[Illustration på side 23]
Når den store trængsels stormvinde har lagt sig vil jorden være renset