AZEKA
(Azeʹka) [af en rod der betyder „grave op, bearbejde (jord) med en hakke“].
En by i Sjefela i den øvre ende af Eladalen. Azeka identificeres med Tell Zakariyeh (Tel ‛Azeqa), der ligger ca. 26 km nordvest for Hebron.
Byen omtales første gang i Josua 10:5-11 i forbindelse med fem kana’anæerkongers samlede angreb på Gibeon. Josua og hans hær, der kom Gibeon til undsætning, slog de kana’anæiske hære på flugt og forfulgte dem „helt til Azeka og Makkeda“, en strækning på ca. 30 km. Byen blev herefter tildelt Judas stamme. — Jos 15:20, 35.
I kong Sauls regeringstid (1117-1078 f.v.t.) lod filistrene deres hære opmarchere mellem Soko og Azeka og lod Goliat træde frem som deres mægtigste kriger. Da israelitterne kom til, stod de to hære over for hinanden med Eladalen imellem sig indtil Davids overraskende sejr over Goliat fik filistrene til at tage flugten. — 1Sa 17:1-53.
Ved rigets deling efter Salomons død (ca. 998 f.v.t.) befæstede kong Rehabeam af Juda Azeka, Lakisj og andre strategisk vigtige byer. (2Kr 11:5-10) Udgravninger i Tell Zakariyeh har afsløret rester af mure og tårne, og på stedets højeste punkt har man fundet vidnesbyrd om et befæstet citadel.
Da Nebukadnezars babyloniske tropper løb Juda rige over ende i 609-607 f.v.t., var Azeka og Lakisj de sidste befæstede byer der faldt før Jerusalem selv blev indtaget. (Jer 34:6, 7) Dette bekræftes øjensynlig ved fundet af de beskrevne potteskår eller ostraka der betegnes som „Lakisjbrevene“. Disse breve lader til at være budskaber fra en militær forpost til kommandanten i Lakisj, og et af dem lyder i uddrag: „. . . vi holder udkig efter ildsignalerne i Lakisj ifølge de anvisninger som min herre har givet, for vi kan ikke mere se Azeka.“ (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 322) Hvis dette brev, som det ser ud til, blev skrevet under det babyloniske angreb, tyder dets indhold på at Azeka allerede var faldet siden man ikke længere modtog signaler fra denne fæstning.
Efter landets 70 års øde tilstand var Azeka en af de byer der blev beboet igen af de hjemvendte jøder. — Ne 11:25, 30.