Satan Djævelen

Definition: Den åndeskabning der er hovedmodstander af Jehova Gud og alle som tilbeder den sande Gud. Han fik navnet Satan fordi han blev Jehovas modstander. Han kaldes også Djævelen, fordi han mere end nogen anden har bagvasket Gud. Desuden omtales han som slangen fra fortiden, tydeligvis fordi han i Eden brugte en slange for at bedrage Eva, af hvilken grund ordet „slange“ er blevet ensbetydende med „bedrager“. I Åbenbaringens bog fremstilles Satan endvidere symbolsk som en glubsk drage.

Hvordan kan vi vide om der virkelig findes en sådan åndeskabning?

Det vigtigste vidnesbyrd har vi i Bibelen, som ofte nævner ham ved navn (Satan 52 gange, Djævelen 33 gange) og tilmed indeholder øjenvidneudsagn om hans eksistens. Øjenvidnet er Jesus Kristus, der levede i himmelen før han kom til jorden. Han omtalte flere gange denne onde modstander ved navn. — Luk. 22:31; 10:18; Matt. 25:41.

Hvad Bibelen siger om Satan Djævelen, giver mening. Ondskaben i verden er så omfattende og ubeskrivelig at den umuligt kan forklares ved de enkelte menneskers onde tilbøjeligheder. Bibelens redegørelse for hvordan Satan er opstået og hvad han foretager sig, forklarer hvorfor menneskene i årtusinder har været plaget af had, vold og krig, selv om de fleste ønsker at leve i fred, og hvorfor dette nu har nået et sådant omfang at selve menneskehedens eksistens er truet.

Hvis Djævelen ikke fandtes, ville det ikke gavne noget at tro på hvad Bibelen siger om ham. Men mange som tidligere har beskæftiget sig med det okkulte eller har tilhørt grupper der udøvede spiritisme, fortæller at de dengang led mange kvaler fordi de hørte „stemmer“ fra det usynlige, var „besat“ af overmenneskelige væsener eller blev plaget på anden måde, og at de blev befriet for dette da de lærte hvad Bibelen siger om Satan og hans dæmoner, fulgte Bibelens vejledning om at tage afstand fra spiritistiske handlinger, og søgte hjælp hos Jehova. — Se siderne 359-363, under emnet „Spiritisme“.

At man tror på at Satan findes, betyder ikke at man går ind for den opfattelse at han har horn og lang hale og en fork i hånden, og at han steger mennesker levende i et brændende helvede. Denne beskrivelse af Satan findes ikke i Bibelen. Den stammer fra middelalderlige kunstnere som var påvirket af fremstillinger af den mytologiske græske gud Pan og af den italienske digter Dante Alighieris Inferno. Bibelen lærer ikke at der findes et brændende helvede, men siger klart at ’de døde slet ingen ting ved’. — Præd. 9:5.

Er Satan mon blot det onde inden i mennesket?

I Job 1:6-12; og 2:1-7 berettes om nogle samtaler mellem Jehova Gud og Satan. Hvis Satan var det onde inden i en person, måtte det onde i dette tilfælde være i Jehova. Men dette strider fuldstændig mod hvad Bibelen fortæller om Jehova, nemlig at der „ingen uret“ er hos ham. (Sl. 92:15; Åb. 4:8) Det er værd at bemærke at den hebraiske tekst i Jobs bog anvender udtrykket hasSatanʹ (Satan i bestemt form), hvilket viser at der sigtes til Guds hovedmodstander. — Se også Zakarias 3:1, 2, fodnote i NW, studieudgaven 1984.

Lukas 4:1-13 fortæller at Djævelen forsøgte at friste Jesus til at adlyde ham. Beretningen gengiver hvad Djævelen sagde og hvad Jesus svarede. Blev Jesus her fristet af det onde inden i sig selv? En sådan opfattelse stemmer ikke med Bibelens beskrivelse af Jesus som værende syndfri. (Hebr. 7:26; 1 Pet. 2:22) I Johannes 6:70 benyttes det græske ord diaʹbolosʹ ganske vist til at beskrive en dårlig egenskab der havde udviklet sig hos Judas Iskariot, men i Lukas 4:3 anvendes den bestemte form ho diaʹbolos (Djævelen), som betegner en bestemt person.

Når man giver Djævelen skylden, er det så ikke bare fordi man selv vil undgå at tage ansvaret for de dårlige tilstande?

Nogle giver Djævelen skylden for det de selv gør. I modsætning hertil viser Bibelen at mennesker i mange tilfælde selv må bære en stor del af skylden for det onde de kommer ud for, hvad enten det skyldes deres egen adfærd eller andre menneskers handlinger. (Præd. 8:9; Gal. 6:7) Bibelen lader os imidlertid ikke i tvivl om at der findes en overmenneskelig fjende som driver sit spil og har udsat menneskeheden for megen sorg og lidelse. Den viser også hvordan vi kan slippe fri af hans herredømme.

Hvor er Satan kommet fra?

Alle Jehovas værker er fuldkomne. Han er ikke ophav til uret, så han har ikke skabt nogen der er ond. (5 Mos. 32:4; Sl. 5:4) Den der blev Satan var oprindelig en fuldkommen åndesøn af Gud. Da Jesus sagde at Djævelen ’ikke stod fast i sandheden’, angav han dermed at han engang var „i sandheden“. (Joh. 8:44) Men ligesom alle andre fornuftbegavede skabninger havde denne åndesøn en fri vilje. Han misbrugte sin frihed, gav hovmodige følelser næring i sit hjerte, begyndte at hige stærkt efter den tilbedelse der udelukkende tilkom Gud, og lokkede derfor Adam og Eva til at lytte til ham i stedet for at adlyde Gud. Ved sin handlemåde gjorde han således sig selv til Satan, der betyder „modstander“. — Jak. 1:14, 15; se også side 371, under emnet „Synd“.

Hvorfor udslettede Gud ikke straks Satan efter at han havde gjort oprør?

Satan rejste nogle alvorlige stridsspørgsmål: (1) Om Jehova udøvede sit suveræne herredømme retfærdigt og med rette. Forholdt Jehova menneskene en frihed som ville bidrage til deres lykke? Behøvede de at adlyde Gud for at kunne styre deres egne anliggender tilfredsstillende og for at kunne blive ved med at leve? Eller havde Jehova været uærlig over for dem da han sagde at ulydighed ville medføre døden for dem? (1 Mos. 2:16, 17; 3:3-5) Med andre ord: Havde Jehova egentlig ret til at herske? (2) Fornuftbegavede skabningers uangribelighed over for Jehova. Da Adam og Eva svigtede, opstod spørgsmålet: Adlød Jehovas tjenere ham af kærlighed, eller kunne det tænkes at de alle ville forlade Gud og følge Satans ledelse? Dette sidste spørgsmål blev fremsat mere detaljeret på Jobs tid. (1 Mos. 3:6; Job 1:8-11; 2:3-5; se også Lukas 22:31.) Disse spørgsmål kunne ikke afgøres bare ved at Gud udslettede oprørerne.

Gud behøvede ikke at bevise noget over for sig selv. Men for at disse stridsspørgsmål aldrig skulle dukke op igen og forstyrre freden og harmonien i universet, afsatte han tilstrækkelig tid til at de kunne afgøres én gang for alle. At Adam og Eva døde efter deres ulydighed mod Gud, viste sig med tiden. (1 Mos. 5:5) Men der var mere som skulle afgøres. Derfor har Gud ladet både Satan og menneskene forsøge sig med enhver styreform de har kunnet finde på. Ingen af dem har bragt varig lykke. Gud har ladet menneskene gå lige til stregen med hensyn til at ignorere hans retfærdige normer i deres livsførelse, og frugterne taler for sig selv. Som Bibelen siger: „Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ Samtidig har Gud givet sine tjenere lejlighed til at bevise om de loyalt vil adlyde ham af kærlighed på trods af fristelser og forfølgelse fra Satans side. Han tilskynder sine tjenere: „Vær viis, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ (Ordsp. 27:11) De trofaste får store velsignelser nu og kan se frem til evigt liv i fuldkommenhed, et liv hvor de vil gøre Jehovas vilje, han hvis egenskaber og handlemåde de elsker af hele deres hjerte.

Hvor stor indflydelse har Satan i vore dages verden?

Jesus Kristus omtalte ham som „verdens hersker“, den som menneskene i almindelighed adlyder fordi de følger hans tilskyndelse til at ignorere Guds krav. (Joh. 14:30; Ef. 2:2) Bibelen kalder ham også „denne tingenes ordnings gud“, som æres ved de religiøse skikke der følges af dem der går ind for denne tingenes ordning. — 2 Kor. 4:4; 1 Kor. 10:20.

Da Djævelen forsøgte at friste Jesus, „førte han ham op og viste ham på et øjeblik alle rigerne på den beboede jord; og Djævelen sagde til ham: ’Jeg vil give dig hele myndigheden over dem og også deres herlighed, for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil. Derfor, hvis du vil udføre en tilbedelseshandling over for mig, skal det alt sammen være dit.’“ (Luk. 4:5-7) Åbenbaringen 13:1, 2 viser at Satan har givet „sin magt og sin trone og stor myndighed“ til det verdensomspændende politiske regeringssystem. Daniel 10:13, 20 åbenbarer at Satan har haft dæmonfyrster indsat over jordens førende riger. Efeserbrevet 6:12 omtaler disse fyrster som ’regeringerne, myndighederne, verdensherskerne i dette mørke, ondskabens åndemagter i det himmelske’.

Det er intet under at Første Johannesbrev 5:19 siger: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ Men hans magt vil kun vare en begrænset tid, og han udøver den kun fordi Jehova, som er den almægtige Gud, tillader det.

Hvor længe vil Satan få lov til at vildlede menneskene?

Beviserne for at vi nu lever i „de sidste dage“ for Satans onde tingenes ordning er nærmere behandlet på siderne 435-438 under „Årstal“, samt under emnet „Sidste dage“.

Udfrielsen fra Satans onde indflydelse beskrives symbolsk på denne måde: „Jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende. Derefter skal han løses en kort tid.“ (Åb. 20:1-3) Hvad skal der så ske? „Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen.“ (Åb. 20:10) Hvad vil det sige? Åbenbaringen 21:8 svarer: „Dette er den anden død.“ Satan vil da være udslettet for evigt!

Vil det at Satan ’kastes i afgrunden’ sige at hans virkefelt begrænses til en affolket jord hvor han ikke kan friste nogen i 1000 år?

Nogle henviser til Åbenbaringen 20:3 (citeret på side 329) som støtte for denne tanke. De siger at „afgrunden“ betegner jorden i en øde eller affolket tilstand. Er det rigtigt? Åbenbaringen 12:7-9, 12 (DA) viser at Satan, et stykke tid før han kastes i afgrunden, bliver „nedstyrtet“ fra himmelen til jorden, hvor han bringer øgede veer over menneskeheden. Når Åbenbaringen 20:3 (DA) siger at Satan bliver ’kastet i afgrunden’, kan det derfor ikke betyde at han bare får lov at blive hvor han allerede er — i sin usynlige tilstand begrænset til jordens nærhed. Nej, han bliver fjernet derfra ’så han ikke mere kan forføre folkeslagene, før de tusinde år er omme’. Læg også mærke til at det ifølge Åbenbaringen 20:3 er Satan, og ikke folkeslagene, der løses fra afgrunden når de tusind år er omme. Når Satan løses, vil de mennesker der tidligere udgjorde disse folkeslag, allerede være til stede på jorden.

Esajas 24:1-6 og Jeremias 4:23-29 (DA) anføres somme tider til støtte for denne opfattelse. Der siges her: „Se, HERREN gør jorden tom og øde . . . Jorden tømmes og plyndres i bund og grund, thi HERREN har talet dette ord.“ „Jeg så på jorden, og se, den var øde og tom, . . . jeg så, og se, der var mennesketomt . . . Thi så siger HERREN: Al jorden bliver ørk, . . . hver by er forladt, og ikke et menneske bor der.“ Hvad betyder disse profetier? De fik deres første opfyldelse på Jerusalem og Judas land. Da Jehova eksekverede sin dom over landet, lod han babylonierne hærge det, og til sidst blev det hele efterladt øde og tomt. (Se Jeremias 36:29.) Men Gud affolkede ikke dengang hele kloden, og det vil han heller ikke gøre nu. (Se siderne 199-202 under emnet „Jorden“, samt emnet „Himmel“.) Derimod vil han hærge og helt ødelægge det nutidige modstykke til det utro Jerusalem, nemlig kristenheden, der har smædet Guds navn ved sin vanhellige adfærd, samt hele den øvrige del af Satans synlige organisation.

I stedet for at ligge øde hen under Kristi tusindårige regering, mens Satan befinder sig i afgrunden, vil hele jorden blive forvandlet til et paradis. (Se emnet „Paradis“.)