KAPITEL SEKS
„Adlyd dog Jehovas røst“
1, 2. Hvilken indstilling har de der følger „den vante kurs“, ofte, og hvorfor må vi være anderledes?
DET er ikke populært at være lydig i dag. Mange træffer beslutninger uden overhovedet at tænke ’Er det mon det rigtige at gøre?’ Deres indstilling er snarere ’Gør hvad du har lyst til’, eller ’Gør hvad du kan slippe godt fra’. Det kommer til udtryk når folk overtræder færdselsloven, investorer bryder økonomiske aftaler og højtstående embedsmænd overtræder love som de selv har været med til at indføre. Dette at man bare følger „den vante kurs“, selvom det man gør er forkert og måske skader andre, var også almindeligt på Jeremias’ tid. — Jer. 8:6.
2 Vi ved at de der ønsker at have den almægtige Guds godkendelse, ikke bare kan følge „den vante kurs“. Det er værd at lægge mærke til at Jeremias beskrev den forskel der var mellem dem der ’ikke adlød Jehovas røst’, og dem der ønskede at adlyde ham. (Jer. 3:25; 7:28; 26:13; 38:20; 43:4, 7) Vi må hver især ransage os selv for at se hvad vi vil vælge at gøre. Hvorfor? Fordi Satans forsøg på at bryde Jehovas sande tjeneres uangribelighed er mere forbitrede end nogen sinde. Han er som en slange der ligger på lur og pludselig går til angreb med et dødeligt hug. Vores beslutning om at adlyde Jehovas røst hjælper os til at undgå denne slanges gifttænder. Men hvad kan styrke os i vores beslutning om at adlyde Jehova? Det Jeremias skrev, kan hjælpe os.
DEN VI SKYLDER LYDIGHED
3. Hvorfor fortjener Jehova at vi adlyder ham?
3 Hvorfor fortjener Jehova at vi adlyder ham uden forbehold? En af grundene er, som Jeremias siger, at Jehova er „den der frembragte jorden ved sin kraft, den der i sin visdom grundfæstede den frugtbare jord“. (Jer. 10:12) Jehova er universets Suveræn. Vi bør frygte ham mere end nogen anden hersker. Han har uindskrænket ret til at forlange at vi følger hans vise love, som altid er til varig gavn for os. — Jer. 10:6, 7.
4, 5. (a) Hvilken sandhed lærte jøderne i tider med tørke? (b) Hvad gjorde folk i Juda så det „levende vand“ fra Jehova gik til spilde? (c) Hvordan kan vi drikke det „levende vand“ fra Gud?
4 Jehova er imidlertid ikke alene universets Hersker; han er også den der opretholder liv — vores liv. Dette blev på dramatisk vis gjort klart for jøderne på Jeremias’ tid. I Ægypten var man meget afhængig af vandet fra en flod, Nilen, men sådan var det ikke i det forjættede land. Guds folk var i stor udstrækning afhængig af regnen der kom på bestemte tider af året, og de opbevarede ofte regnvand i underjordiske cisterner. (5 Mos. 11:13-17) Kun Jehova kunne sende regn til at væde jorden så den kunne frembringe afgrøde. Han kunne imidlertid også holde den vigtige regn tilbage. På Jeremias’ tid kom de ulydige jøder til at opleve en række ødelæggende tørker der afsved deres marker og vingårde og udtørrede deres brønde og cisterner. — Jer. 3:3; 5:24; 12:4; 14:1-4, 22; 23:10.
5 Jøderne satte stor pris på bogstaveligt vand, men de forkastede det „levende vand“ som Jehova så rundhåndet tilbød dem. Det gjorde de ved med overlæg at bryde Guds lov og indgå pagter og forbund med andre folkeslag. Jøderne var som nogle der i en tid med vandmangel hælder vand i en cisterne der er utæt, og de led under konsekvenserne af deres handlinger. (Læs Jeremias 2:13; 17:13). Der er absolut ingen grund til at vi skulle påføre os selv en lignende ulykke. Jehova forsyner os til stadighed med rigelig vejledning der er baseret på hans inspirerede ord. Men vi kan naturligvis kun få gavn af dette „levende vand“ hvis vi regelmæssigt studerer det og bestræber os for at leve efter det.
6. (a) Beskriv kong Zedekias’ indstilling til det at adlyde Jehova. (b) Hvorfor var kongens handlemåde uklog?
6 Efterhånden som tiden da Gud ville gøre regnskabet op med Juda, nærmede sig, var lydighed vigtigere end nogen sinde. Hvis jøderne som enkeltpersoner ønskede at få Guds godkendelse og beskyttelse, måtte de ændre sind og begynde at adlyde ham. Det gjaldt også Zedekias. Han holdt ikke fast ved det der var rigtigt. Da nogle af hans underordnede fortalte ham at de ville dræbe Jeremias, havde han ikke rygrad nok til at stå dem imod. Som vi læste i det foregående kapitel, overlevede Jeremias med Ebed-Meleks hjælp dette drabsforsøg, og senere lød hans tilskyndelse til Zedekias: „Adlyd dog Jehovas røst.“ (Læs Jeremias 38:4-6, 20). For sin egen skyld måtte kongen beslutte sig for om han ville adlyde Gud.
Hvorfor var det rigtigt af Jeremias at blive ved med at tilskynde jøderne til at adlyde Gud?
VÆR HURTIG TIL AT ADLYDE JEHOVA
7. Nævn nogle situationer som kunne sætte din lydighed på prøve.
7 I dag er det lige så nødvendigt at være lydig som det var på Jeremias’ tid. Hvor besluttet er du på at adlyde Jehova? Hvis du ved en fejltagelse kom ind på en pornografisk hjemmeside på internettet, ville du da vælge at se nærmere på den, eller ville du modstå fristelsen og hurtigt komme væk fra den? Hvad hvis en fra dit arbejde eller din skole der ikke deler din tro, inviterede dig på en date? Ville du da have styrke til at afslå tilbuddet? Hvad med frafaldnes litteratur og hjemmesider? Er det noget du føler dig tiltrukket eller frastødt af? I disse og andre situationer er det godt at huske på det der siges i Jeremias 38:20.
8, 9. (a) Når de ældste prøver at hjælpe dig, hvorfor er det da klogt at lytte til dem? (b) Hvordan bør man se på det hvis man gentagne gange bliver vejledt af de ældste?
8 Jehova sendte ofte Jeremias ud til sit folk med tilskyndelser som denne: „Vend dog om, hver fra sin onde vej, og sørg for at forbedre jeres veje og jeres handlinger.“ (Jer. 7:3; 18:11; 25:5; læs Jeremias 35:15). I dag gør kristne ældste også alt hvad de kan, for at hjælpe trosfæller der i åndelig henseende er i fare. Hvis de ældste på et tidspunkt vejleder dig om at undgå en uklog eller forkert handlemåde, så lyt til dem. De har samme mål med deres vejledning som Jeremias havde.
9 Måske vil de ældste minde dig om nogle bibelske principper som de før har talt med dig om. Husk at det aldrig er let at skulle gentage en vejledning, og at det er endnu vanskeligere hvis den man forsøger at hjælpe, har samme indstilling som mange af jøderne på Jeremias’ tid. Betragt de ældstes gentagne bestræbelser for at hjælpe dig som et udtryk for Jehovas kærlighed. Tænk også på at Jeremias ikke ville have været nødt til at gentage advarslerne hvis folk havde lyttet til ham. Ja, hvis man vil undgå at blive vejledt for det samme flere gange, må man være hurtig til at følge de råd man får.
JEHOVA TILGIVER FRIT — MEN IKKE AUTOMATISK
10. Hvorfor tilgiver Jehova ikke automatisk synder?
10 Uanset hvor meget vi anstrenger os i dag, kan vi ikke til fuldkommenhed være lydige mod Jehova. Vi er derfor taknemmelige for at han er villig til at tilgive vores synder. Men Jehova tilgiver ikke synder automatisk. Hvorfor ikke? Fordi han betragter synd som noget der er afskyeligt. (Es. 59:2) Jehova vil derfor sikre sig at vi er værdige til at få hans tilgivelse.
11. Hvorfor er det umuligt at slippe godt fra skjulte synder?
11 Som vi har set, havde mange af jøderne på Jeremias’ tid for vane at være ulydige mod Gud og satte derved Jehovas tålmodighed og barmhjertighed på prøve. Kunne en af Guds tjenere i dag gøre noget lignende? Ja, hvis han eller hun ignorerer Jehovas vejledning og begynder at øve synd. I nogle tilfælde er dette sket helt åbent, for eksempel hvis nogen har indgået ægteskab uden at være bibelsk fri til det. Men selv hvis en synd ikke er kendt af andre mennesker, er en der er ulydig mod Jehova, slået ind på en farlig kurs. En der lever et dobbeltliv, tænker måske at ingen vil opdage det. Men sandheden er at Gud ser hvad der bor i et menneskes sind og hjerte, og han kan også se hvad der foregår bag lukkede døre. (Læs Jeremias 32:19). Hvad skal man da gøre hvis man virkelig har været ulydig mod Gud?
12. Hvad må de ældste nogle gange gøre for at beskytte menigheden?
12 Mange af jøderne nægtede at tage imod den hjælp Jehova gang på gang tilbød dem gennem Jeremias. I dag kan det også ske at en der har gjort sig skyldig i en alvorlig synd og ikke angrer, afviser de ældstes hjælp. I et sådant tilfælde må de ældste følge Bibelens vejledning om at beskytte menigheden ved at udelukke den der har syndet. (1 Kor. 5:11-13; se rammen „Et liv uden lov“ på side 73). Men vil det sige at han eller hun er fortabt for evigt, at vedkommende aldrig vil kunne vende tilbage til Jehova? Nej. Selvom israelitterne var ulydige i mange år, sagde Jehova til dem: „Vend om, I troløse sønner. Jeg vil helbrede jeres troløshed.“ (Jer. 3:22)a Jehova indbyder syndere til at vende om til ham. Ja, han pålægger dem ligefrem at gøre det.
Hvorfor er det klogt at søge Guds tilgivelse når vi synder?
ADLYD JEHOVA VED AT VENDE OM TIL HAM
13. Hvis en synder ønsker at vende om til Jehova, hvad må han da erkende?
13 For at kunne vende om til Jehova må man, som Jeremias sagde, spørge sig selv: ’Hvad har jeg gjort?’ Derefter må man, på grundlag af de bibelske normer, ærligt vedkende sig det man har gjort. De forhærdede jøder på Jeremias’ tid undgik bevidst at stille sig selv dette spørgsmål. De nægtede at erkende omfanget af deres synder; derfor hverken kunne eller ville Jehova tilgive dem. (Læs Jeremias 8:6). I modsætning hertil vil en angrende synder se i øjnene at han ved at være ulydig mod Jehova har bragt vanære over Guds navn og den kristne menighed. Hvis man virkelig angrer, vil man også være dybt bedrøvet over den skade man måske har forvoldt uskyldige mennesker. Man må forstå at det kun er når man erkender det fulde omfang af sine syndige handlinger, at Jehova vil tage ens anmodning om tilgivelse alvorligt. Der skal imidlertid mere til før man igen kan få et godt forhold til Gud.
14. Hvordan kan man „vende om til Jehova“? (Se også rammen „Hvad er sindsændring?“).
14 En der virkelig angrer, vil analysere sine motiver, ønsker og vaner. (Læs Klagesangene 3:40, 41). Han vil se nærmere på områder hvor det har vist sig at han har nogle svagheder, som for eksempel i sit forhold til det modsatte køn, i sit syn på alkohol og tobak samt i sin brug af internettet og i forbindelse med sine forretningsmetoder. Ligesom en husmoder der af hensyn til hygiejnen kommer helt ind i hjørnerne når hun gør rent i sit køkken, må en der angrer, gøre en stor indsats for at rense sit sind og forbedre sine handlinger. Han må „vende om til Jehova“ ved at leve op til Guds krav og følge hans normer. Nogle jøder på Jeremias’ tid vendte om til Jehova „på skrømt“. De gav det udseende af at de angrede, men ændrede hverken indstilling eller levevis. (Jer. 3:10) Til forskel fra dem vil en der i oprigtighed beder om tilgivelse, ikke forsøge at føre Jehova og hans menighed bag lyset. For ham eller hende er det vigtigste ikke blot at få et godt omdømme eller igen at kunne være sammen med sin familie og andre i menigheden, men helt at ophøre med det forkerte og at få Guds tilgivelse og godkendelse.
15. Hvordan vil en der oprigtigt angrer, bede til Gud?
15 Bøn til Jehova er vigtigt i forbindelse med sindsændring. I gammel tid var det ikke ualmindeligt at man løftede sine hænder mod himmelen når man bad. En der i dag oprigtigt angrer og beder til Jehova, løfter, som Jeremias udtrykker det, ’sit hjerte såvel som sine hænder til Gud’. (Klages. 3:41, 42) Når en angrende synder fortryder det han har gjort, hjælper det ham til at bringe sine handlinger i harmoni med sin bøn om tilgivelse. Hans bønner er oprigtige og kommer fra hjertet.
16. Hvad kan tilskynde en synder til at vende om til Gud?
16 Du forstår uden tvivl at en synder som fuldt ud erkender sine fejl, kan blive nødt til at overvinde sin stolthed. Men denne sandhed står fast: Jehova ønsker at syndere vender om til ham. Når Jehova ser at et menneske oprigtigt og af hjertet angrer, rører det hans eget hjerte. Han ’røres i sit indre’ fordi han ønsker at tilgive alle der angrer deres synder, ligesom han tilgav de israelitter der vendte tilbage fra landflygtigheden. (Jer. 31:20) Hvor er det trøstende at vide at Jehova lover dem der adlyder ham, fred og håb! (Jer. 29:11-14) De kan igen have fællesskab med Guds trofaste tjenere.
LYDIGHED ER EN BESKYTTELSE
17, 18. (a) Hvem var rekabitterne? (b) Hvad er de kendt for, som det fremgår af billedet på side 77?
17 Det vil altid være en beskyttelse for os at adlyde Jehova fuldt og helt. Det ses af eksemplet med rekabitterne på Jeremias’ tid. Over to hundrede år forinden havde Jonadab, rekabitternes kenitiske forfader, som loyalt stillede sig på Jehus side, givet dem en række påbud. Et af dem var et forbud mod at drikke vin. Jonadab havde været død i mange år, men rekabitterne adlød stadig hans bud. For at sætte dem på prøve tog Jeremias dem med til et spiserum i templet, satte vin foran dem og indbød dem til at drikke af den. Men de sagde til ham: „Vi drikker ikke vin.“ — Jer. 35:1-10.
18 Rekabitterne betragtede det som vigtigt at adlyde deres forfader, selvom han havde været død i mange år. Guds tjenere burde være endnu mere opsatte på at adlyde den levende Guds bud. Rekabitternes beslutning om at forblive lydige imponerede Jehova, og den stod i skarp kontrast til jødernes ulydighed. Gud lovede rekabitterne at de ville blive beskyttet mod den kommende ødelæggelse. Hvis vi skal overføre dette på os i dag, er det da ikke rimeligt at tro at de der uforbeholdent adlyder Jehova, vil blive beskyttet i den store trængsel? — Læs Jeremias 35:19.
Hvorfor er det at angre en alvorlig synd en vigtig del af at være lydig? Hvordan kan man ved at være lydig undgå at skulle angre?
DE DER ADLYDER JEHOVA, ER IKKE ALENE
19. Hvordan kan Gud beskytte dig hvis du adlyder ham?
19 Det var ikke kun i fortiden at Gud havde beskyttende omsorg for sit folk. I dag beskytter Jehova også dem der adlyder ham, mod noget der kunne skade dem åndeligt. Ligesom byer i fortiden var beskyttet af en høj mur, beskytter Guds lov i dag dem der studerer hans ord og hele tiden søger at følge det. Vil du holde dig inden for den beskyttende mur som Guds moralnormer udgør? Du kan være sikker på at det vil gå dig godt hvis du gør det. (Jer. 7:23) Der er mange eksempler på at det forholder sig sådan. — Se rammen „Det er en beskyttelse at adlyde Jehova“ på side 78.
20, 21. (a) Hvad kan du være sikker på når du tjener Jehova? (b) Hvordan reagerede kong Jojakim på Guds budskab gennem Jeremias?
20 Hvis man møder modstand, hvad enten det er i familien, på arbejdspladsen, i skolen eller fra myndighederne, kan det sætte ens beslutning om at tjene Gud på prøve. Men du kan være forvisset om at Jehova vil hjælpe dig gennem selv den mest vanskelige situation hvis du adlyder ham i alt. Glem ikke at Jehova lovede at han ville holde Jeremias oppe når han mødte hård modstand, og Jehova holdt sit løfte. (Læs Jeremias 1:17-19). I kong Jojakims dage blev det for eksempel tydeligt at Jeremias havde Guds støtte.
21 Der var ikke mange herskere i Israel der modstod Guds talsmænd med så stor vrede som Jojakim gjorde. Det ses af det der skete med profeten Urija, en af Jeremias’ samtidige. Selvom Urija flygtede til et andet land, lod den onde kong Jojakim nogle mænd følge efter ham. Da Jehovas profet Urija blev bragt tilbage, slog kongen ham ihjel. (Jer. 26:20-23) I Jojakims fjerde regeringsår befalede Jehova Jeremias at nedskrive alle de ord Han indtil da havde talt, og derefter læse dem højt i templet. Senere fik Jojakim fat i Jeremias’ bogrulle og bad en embedsmand om at læse den højt. Efterhånden som læsningen skred frem, skar kongen bogrullen i stykker og brændte den stykke for stykke, selvom nogle af fyrsterne indtrængende bad ham om ikke at gøre det. Derefter sendte han nogle mænd hen for at arrestere Jeremias og Baruk. Hvad skete der så? „Jehova holdt dem skjult.“ (Jer. 36:1-6; læs Jeremias 36:21-26). Jehova tillod ikke Jojakim at skade disse to trofaste mænd.
22, 23. Hvordan hjælper Jehova sine tjenere, som et Jehovas vidne i Centralasien har erfaret?
22 I dag kan Jehova også vælge at skjule sine tjenere så de er uden for fare. Men i de fleste tilfælde giver han dem simpelt hen mod og visdom til at adlyde ham og fortsat forkynde den gode nyhed. En enlig mor, som vi vil kalde Gulistan, har fire børn. Hun har mærket hvordan Jehova har hjulpet hende. I nogen tid var hun det eneste Jehovas vidne i et stort område i Centralasien hvor myndighederne modstår forkyndelsen af Riget. Den nærmeste menighed er mere end 400 kilometer væk, og derfor er Gulistan sjældent sammen med andre trosfæller. Trods modstand og andre problemer forkynder hun fra hus til hus og finder mange interesserede. Ifølge en nylig rapport studerer hun Bibelen med omkring 20 forskellige mennesker, og hun tager sig af en voksende gruppe af Jehovas får.
23 Ligesom Gud hjalp Jeremias og har hjulpet Gulistan, vil han også villigt hjælpe dig og andre af sine lydige tjenere. Vær besluttet på at adlyde ham som din hersker mere end mennesker. Så vil modstand og andre forhindringer ikke holde dig tilbage fra offentligt at prise den eneste sande Gud der hvor du bor. — Jer. 15:20, 21.
24. Hvilke fordele er der allerede nu ved at være lydig?
24 Det er umuligt at opnå sand glæde og tilfredshed hvis vi vælger at leve uafhængigt af Skaberen. (Jer. 10:23) Efter at have set nærmere på hvad Jeremias skrev om lydighed, er der da nogle områder i dit liv hvor du i højere grad kunne lade Jehova styre dine skridt? Hans bud udgør den eneste vejledning der kan hjælpe os til at leve et liv der giver sand glæde og lykke. „Adlyd min røst,“ siger Jehova, „for at det kan gå jer godt.“ — Jer. 7:23.
Hvad kan du lære om lydighed og dit forhold til Gud gennem Jeremias’ Bog?
a Jehova talte her til nordriget Israel. De der kom fra dette tistammerige, havde været i landflygtighed i omkring 100 år da Jeremias forkyndte dette budskab. Han sagde at folket indtil da ikke havde ændret sind. (2 Kong. 17:16-18, 24, 34, 35) Men enkeltpersoner kunne ikke desto mindre vende om til Gud og endda vende tilbage fra landflygtigheden.