DEL 1
“Det bortkomne dyr vil jeg søge efter”
Det lille får er helt forvirret. Mens det gik og nippede af det grønne græs, kom det på en eller anden måde væk fra de andre får. Nu kan det hverken få øje på flokken eller hyrden. Mørket er ved at falde på. Helt alene i en dal hvor rovdyr strejfer om, vil fåret ikke have en chance. Men så hører det en velkendt stemme kalde – det er hyrden! Han skynder sig hen til fåret, løfter det op, tager det ind under kappen og bærer det hjem.
JEHOVA sammenligner flere gange sig selv med en sådan hyrde. I sit ord forsikrer han os om at han vil “søge efter” sine får og “sørge for dem”. – Ezekiel 34:11, 12, 16.
‘Jeg vil sørge for mine får’
Hvem er Jehovas får? Enkelt sagt er det alle dem der elsker og tilbeder Jehova. I Bibelen står der: “Lad os tilbede, og lad os bøje os; lad os knæle for Jehova, der frembragte os. For han er vor Gud, og vi er folket på hans græsgang og den hjord der ledes af hans hånd.” (Salme 95:6, 7) Ligesom bogstavelige får følger en hyrde, er Jehovas tjenere ivrige efter at følge deres Hyrde. Er det ensbetydende med at de aldrig begår fejl? Nej. Til tider har Guds folk været som “spredte får”, “bortkomne får” og “får der var faret vild”. (Ezekiel 34:12; Mattæus 15:24; 1 Peter 2:25) Men det at en person forvilder sig væk, betyder ikke at Jehova opgiver vedkommende.
Føler du stadig at Jehova er din Hyrde? Uanset hvad du svarer, så tænk over tre områder hvor Jehova viser at han er hyrde for os i dag.
Han giver os åndelig føde. “På et sted med god græsning vil jeg være hyrde for dem,” siger Jehova, “dér vil de lægge sig på en god græsgang, og på et sted med fed græsning skal de græsse.” (Ezekiel 34:14) Jehova har altid givet sine tjenere en god og varieret åndelig føde, og de har fået den lige når de havde brug for den. Kan du komme i tanker om en artikel, et foredrag eller en film som var et svar på dine bønner? Var det ikke med til at overbevise dig om at Jehova viser dig personlig omsorg?
Han støtter og beskytter os. Om sine får har Jehova sagt: “Det fordrevne vil jeg føre tilbage, og det sårede vil jeg forbinde og det syge vil jeg styrke.” (Ezekiel 34:16) Jehova ‘styrker’ dem der er blevet svækket eller overvældet af bekymringer. Han ‘forbinder’ dem der er blevet såret, måske endda af trosfæller, og hjælper dem til at komme sig igen. Og dem der er kommet på afveje og måske kæmper med negative følelser, ‘fører han tilbage’.
Han føler ansvar for os. “Jeg [vil] sørge for mine får; og jeg vil udfri dem fra alle de steder hvortil de blev spredt,” siger Jehova. “Det bortkomne dyr vil jeg søge efter.” (Ezekiel 34:12, 16) Jehova opgiver ikke bare et får der er faret vild. Han lægger mærke til at det mangler, han søger efter det, og han fryder sig når han finder det. (Mattæus 18:12-14) Ja, Jehova betragter dem der tilbeder ham, som ‘sine får, sin græsgangs hjord’. (Ezekiel 34:31) Du er et af disse får!
Jehova opgiver ikke bare et får der er faret vild. Og han fryder sig når fåret bliver fundet
“Giv os nye dage som i fortiden”
Hvorfor søger Jehova efter dig og prøver at hjælpe dig til at vende tilbage til ham? Fordi han ønsker at du skal være lykkelig! Han har jo lovet at overøse sine tjenere med velsignelser. (Ezekiel 34:26) Hvis du tænker tilbage, vil du sikkert kunne bekræfte at det ikke bare er tomme ord.
Prøv at huske hvordan det var da du begyndte at lære Jehova at kende. Hvilke følelser vakte det i dig da du første gang hørte om Guds navn og om den fantastiske fremtid han har lovet mennesker? Kan du genkalde dig hvor skønt det var at være sammen med glade trosfæller ved stævnerne? Og hvordan havde du det når du havde forkyndt for en der var oprigtigt interesseret i den gode nyhed? Fyldte det dig ikke med dyb indre glæde og tilfredshed?
Du kan igen komme til at opleve den lykke alt dette giver. I fortiden bad Guds tjenere: “Bring os tilbage, Jehova, til dig, og vi vil villigt komme tilbage. Giv os nye dage som i fortiden.” (Klagesangene 5:21) Jehova besvarede deres bøn; de vendte tilbage og kom igen til at tjene ham med glæde. (Nehemias 8:17) Jehova vil også gerne hjælpe dig til at komme tilbage.
Det at vende tilbage til Jehova kan dog være lettere sagt end gjort. I det følgende kan du læse om nogle af udfordringerne og om hvordan du kan tackle dem.