Dommen eksekveres i „Afgørelsens Lavning“
„Lad nationerne . . . drage op til Josafats Lavning; for dér vil jeg sidde og dømme alle nationerne.“ — Joel 3:12.
1. Hvorfor er de skarer som Joel ser, samlet i Afgørelsens Lavning?
„DER er skarer og atter skarer i Afgørelsens Lavning“! Disse malende ord læser vi i Joel 3:14. Hvorfor er disse skarer samlet? Joel svarer: „Jehovas dag er nær.“ Det er Jehovas store dag hvor han vil hævde sin suverænitet — den dag da han vil eksekvere dommen over de skarer der har forkastet Guds oprettede rige under Kristus Jesus. Omsider vil de „fire engle“ der er omtalt i Åbenbaringen, kapitel 7, løsne deres faste greb om „jordens fire vinde“, og en stor trængsel som „ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“, vil bryde løs. — Åbenbaringen 7:1; Mattæus 24:21.
2. (a) Hvorfor kaldes stedet hvor Jehova eksekverer sin dom, meget passende „Josafats Lavning“? (b) Hvad gjorde Josafat da han stod over for et angreb af fjendtlige nabofolk?
2 I Joel 3:12 kaldes det sted hvor denne domseksekvering finder sted, for „Josafats Lavning“. I en stormfuld periode i Judas historie eksekverede Jehova på dette sted en dom til fordel for den gode kong Josafat, hvis navn betyder „Jehova er dommer“. Når vi undersøger hvad der skete dengang, vil vi bedre kunne forstå hvad der skal finde sted i vor tid. Beretningen findes i Anden Krønikebog, kapitel 20. Her læser vi i vers 1 at „Moabs sønner og Ammons sønner og sammen med dem nogle ammonim-folk“ kom „for at føre krig mod Josafat“. Hvad gjorde Josafat? Han gjorde hvad Jehovas trofaste tjenere altid gør i vanskelige situationer. Han søgte vejledning hos Jehova og bad inderligt: „Vor Gud, vil du ikke dømme dem? For i os er der ingen kraft over for denne vældige folkemængde som kommer imod os, og vi ved ikke hvad vi skal gøre, men vore øjne er vendt mod dig.“ — 2 Krønikebog 20:12.
Jehova besvarer en bøn
3. Hvad befalede Jehova Juda at gøre da man stod over for angrebet?
3 Mens „hele Juda [stod] for Jehovas ansigt, også deres små børn, deres hustruer og deres sønner“, besvarede Jehova bønnen. (2 Krønikebog 20:13) Ligesom den der hører bøn, i dag benytter „den trofaste og kloge træl“, satte han den levitiske profet Jahaziel i stand til at give forsamlingen sit svar. (Mattæus 24:45) Vi læser: „Således har Jehova sagt til jer: ’I skal ikke være bange eller skrækslagne for denne vældige folkemængde; for kampen er ikke jeres, men Guds. . . . I får ikke brug for at kæmpe i dette tilfælde. Stil jer op, bliv stående og se at Jehova frelser jer . . . vær ikke bange eller skrækslagne. Drag i morgen ud imod dem, og Jehova vil være med jer.’“ — 2 Krønikebog 20:15-17.
4. Hvad krævede Jehova at hans folk aktivt skulle gøre da det stod over for fjendens udfordring?
4 Jehova krævede mere af kong Josafat og folket end at de blot sad passivt og ventede på en mirakuløs udfrielse. De skulle selv gøre noget for at klare fjendens udfordring. Kongen og ’hele Juda, også deres små børn, deres hustruer og deres sønner,’ viste deres stærke tro da de lydigt stod tidligt op om morgenen og drog ud for at møde de invaderende horder. På vejen derud fortsatte kongen med at give dem teokratisk vejledning og opmuntring idet han sagde: „Tro på Jehova, jeres Gud, så I kan holde stand. Tro på hans profeter, så jeres sag kan lykkes.“ (2 Krønikebog 20:20) Tro på Jehova! Tro på hans profeter! Det var dét der skulle til for at deres sag kunne lykkes. Sådan er det også i dag. Vi må aldrig tvivle på at Jehova vil lade vor tro sejre, mens vi fortsætter med at være aktive i hans tjeneste.
5. På hvilken måde er Jehovas vidner aktive i dag mens de priser Jehova?
5 Som judæerne på Josafats tid må vi ’prise Jehova, for hans loyale hengivenhed varer evindelig’. Hvordan priser vi ham? Ved nidkært at deltage i forkyndelsen. Ligesom fortidens judæere brød ud i „glædesråb og lovsang“, viser vi vores tro i gerninger. (2 Krønikebog 20:21, 22) Vi kan give udtryk for en lignende ægte tro mens Jehova gør sig rede til at skride ind over for sine fjender. Selv om vejen måske synes lang, lad os da være besluttede på at holde ud, aktive i troen, ligesom Jehovas trofaste vidner gør hvor der er uro og vanskelige forhold. I nogle lande hvor Jehovas vidner er udsat for forfølgelse og vold og der er hungersnød og vanskelige økonomiske forhold, oplever de en bemærkelsesværdig fremgang, som det ses i Jehovas Vidners Årbog 1998.
Jehova frelser sit folk
6. Hvordan vil en stærk tro hjælpe os til at forblive loyale i dag?
6 De ugudelige nationer der omgav Juda, prøvede at opsluge Guds folk, men med en eksemplarisk tro modstod Jehovas tjenere angrebet ved at synge lovsange. Vi kan vise en lignende tro i dag. Ved at lade vores tilværelse være fyldt af gerninger der er en lovprisning af Jehova, forstærker vi vores åndelige rustning, så der ikke bliver nogen svage steder hvor Satan kan sætte ind med sine listige anslag. (Efeserne 6:11) En stærk tro vil hjælpe os så vi modstår fristelsen til at lade os distrahere af den nedbrydende underholdning, materialisme og ligegyldighed der kendetegner den døende verden omkring os. Denne uovervindelige tro vil hjælpe os til at tjene loyalt sammen med „den trofaste og kloge træl“ mens vi til stadighed næres af den åndelige føde der tilvejebringes „i rette tid“. — Mattæus 24:45.
7. Hvordan har Jehovas Vidner reageret på de angreb der rettes mod dem?
7 Vores tro, der bygger på Bibelen, vil beskytte os mod de hadkampagner der sættes i gang af dem der har samme ånd som „den onde træl“, omtalt i Mattæus 24:48-51. I dag opfylder frafaldne på bemærkelsesværdig måde denne profeti ved i mange lande at udbrede løgne og propaganda og ved endog at gøre fælles sag med fremtrædende personer i offentlige stillinger. Hvor det har været på sin plads, har Jehovas Vidner, i overensstemmelse med det der siges i Filipperbrevet 1:7, søgt „at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. For eksempel kan nævnes en sag fra Grækenland som blev forelagt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, og som blev afgjort den 26. september 1996. Her bekræftede de ni dommere enstemmigt at „Jehovas Vidner hører hjemme under definitionen ’et kendt trossamfund’“, at de har ret til tankefrihed, samvittighedsfrihed og religionsfrihed, og at de har ret til at udbrede deres tro. Angående de frafaldne lyder Guds ord: „Det er gået dem som det sande ordsprog siger: ’En hund vender tilbage til sit eget bræk, og en badet so for at vælte sig i sølen.’“ — 2 Peter 2:22.
8. Hvordan eksekverede Jehova på Josafats tid sin dom over sit folks fjender?
8 På Josafats tid eksekverede Jehova dommen over dem der ville skade hans folk. Vi læser herom: „Jehova [lod] nogle der lå i baghold falde over Ammons, Moabs og Se’irs bjerglands sønner, som var på vej ind i Juda, og de gav sig til at nedkæmpe hinanden. For Ammons og Moabs sønner rejste sig mod dem der boede i Se’irs bjergland for at vie dem til udslettelse og tilintetgøre dem; og så snart de var færdige med Se’irs indbyggere, hjalp de til med at udrydde hinanden.“ (2 Krønikebog 20:22, 23) Judæerne gav dette sted navnet Berakalavningen, og Beraka betyder „velsignelse“. I vor tid vil Jehovas eksekvering af dommen over hans fjender også resultere i store velsignelser for hans folk.
9, 10. Hvem har vist at de fortjener en ugunstig dom?
9 Man kunne spørge om hvem der her i vor tid vil blive ramt af Jehovas ugunstige dom. For at få svar på dette må vi vende tilbage til Joels profeti. I Joel 3:3 læser vi at Guds folks fjender „gav en dreng for en skøge, og solgte en pige for vin, så de kunne drikke“. Ja, de betragter Guds tjenere som stående langt under dem. Deres børn var ikke mere værd end det man gav for en skøge eller en kande vin. Det må de stå til regnskab for.
10 Lige så dadelværdige er de der bedriver åndelig utugt, og de vil også blive dømt. (Åbenbaringen 17:3-6) Det gælder især dem der påvirker de politiske myndigheder til at forfølge Jehovas vidner og lægge hindringer i vejen for deres virksomhed, sådan som nogle religiøse ledere for nylig har gjort i Østeuropa. Jehova har besluttet at han vil gribe ind over for alle der øver uretfærdighed. — Joel 3:4-8.
„I skal hellige en krig!“
11. Hvordan udfordrer Jehova sine fjender til en krig?
11 Derpå giver Jehova med følgende ord sit folk befaling til at udfordre nationerne: „I skal hellige en krig! Opvæk de vældige krigere! Lad dem træde frem! Lad dem drage op, alle stridsmændene!“ (Joel 3:9) Det er en usædvanlig krig der erklæres her — en retfærdig krig. Jehovas loyale vidner sætter deres lid til åndelige våben når de besvarer løgnagtige angreb og nedkæmper løgn med sandhed. (2 Korinther 10:4; Efeserne 6:17) Snart vil Gud hellige „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14) Den vil befri jorden for alle modstandere af Guds suveræne herredømme. Hans folk på jorden vil ikke selv deltage i denne krig. Både bogstaveligt og i overført betydning har de ’smedet deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive’. (Esajas 2:4) Som vi ser, opfordrer Jehova nationerne til at gøre lige det modsatte: „Smed jeres plovjern om til sværd og jeres beskæreknive om til lanser.“ (Joel 3:10) Med andre ord opfordrer han dem til at gøre brug af hele deres våbenarsenal, også moderne våben. Men nationerne vil ikke vinde, for kampen og sejren tilhører Jehova!
12, 13. (a) Hvordan viser mange nationer at de stadig er indstillede på krig selv om den kolde krig er forbi? (b) Hvad er nationerne dog ikke forberedte på?
12 I begyndelsen af 1990’erne erklærede nationerne at den kolde krig var forbi. Men har De Forenede Nationer nået sit hovedmål, fred og sikkerhed? Det kan man næppe sige. Hvad viser begivenhederne i Burundi, Den Demokratiske Republik Congo (Zaire), Irak, det tidligere Jugoslavien, Liberia, Rwanda og Somalia? Med ordene i Jeremias 6:14 siger man: „’Der er fred! Der er fred!’ skønt der ikke er fred.“
13 Selv om egentlig krigsførelse er ophørt nogle steder, kappes De Forenede Nationers medlemsnationer stadig med hinanden om at fremstille avancerede krigsvåben. Nogle opretholder stadig lagre af atomvåben. Andre udvikler kemiske og bakteriologiske våben til masseødelæggelse. Mens nationerne samles til det symbolske sted der kaldes Harmagedon, udfordrer han dem med ordene: „Lad svæklingen sige: ’Jeg er en vældig kriger.’ Tilbyd jeres hjælp og kom, alle I nationer rundt om, og saml jer.“ Derefter bryder Joel selv ind med en anmodning og siger: „Før dine vældige krigere derned, Jehova.“ — Joel 3:10, 11.
Jehova beskytter sit folk
14. Hvem er Jehovas „vældige krigere“?
14 Hvem er Jehovas „vældige krigere“? Omkring 280 gange kaldes den sande Gud i Bibelen for „Hærstyrkers Jehova“. (2 Kongebog 3:14) Disse hære er de himmelske hærstyrker af engle der står rede til at udføre Jehovas befaling. Da aramæerne søgte at pågribe Elisa, åbnede Jehova Elisas medhjælpers øjne så han kunne se hvorfor aramæerne ikke ville få held til at fange Elisa: „Se, bjerglandet omkring Elisa var fyldt med heste og stridsvogne af ild.“ (2 Kongebog 6:17) Jesus sagde at han kunne have bedt sin Fader om „mere end tolv legioner engle“. (Mattæus 26:53) I Åbenbaringens Bog beskrives det hvordan Jesus rider ud for at eksekvere dommen ved Harmagedon: „Hærene som var i himmelen fulgte ham på hvide heste, og de var klædt i hvidt, rent, fint linned. Og af hans mund udgår et langt, skarpt sværd, så han kan slå nationerne med det, og han vil vogte dem med en jernstav. Han træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse.“ (Åbenbaringen 19:14, 15) Denne symbolske vinperse beskrives malende som „Guds harmes store vinperse“. — Åbenbaringen 14:17-20.
15. Hvordan beskriver Joel Jehovas krig mod nationerne?
15 Hvordan besvarer Jehova Joels anmodning om at Gud fører sine vældige krigere ned? Det beskrives i profetien på følgende måde: „Lad nationerne sætte sig i bevægelse og drage op til Josafats Lavning; for dér vil jeg sidde og dømme alle nationerne rundt om. Gå i gang med seglen, for høsten er moden. Kom, stig ned, for vinpersen er fuld. Persekarrene flyder over, for deres ondskab er stor. Der er skarer og atter skarer i Afgørelsens Lavning, for Jehovas dag er nær i Afgørelsens Lavning. Solen og månen formørkes, og stjernerne holder deres klare lys tilbage. Og Jehova brøler fra Zion, og fra Jerusalem lader han sin røst lyde. Og himmelen og jorden vil ryste.“ — Joel 3:12-16.
16. Hvem vil være blandt dem som Jehova eksekverer sin dom over?
16 Lige så sikkert som navnet Josafat betyder „Jehova er dommer“, lige så sikkert vil Gud, Jehova, til fulde hævde sin suverænitet når han eksekverer sin dom. Profetien beskriver dem der får en ugunstig dom, som „skarer og atter skarer i Afgørelsens Lavning“. Hvis der er nogen tilbage som støtter falsk religion, vil de være blandt disse skarer. Der vil også være dem der omtales i Salme 2 som ’nationerne, folkestammerne, jordens konger og magthavere’, der har foretrukket denne verdens fordærvede ordning frem for at ’tjene Jehova med frygt’ og at ’kysse sønnen’. (Salme 2:1, 2, 11, 12) De anerkender altså ikke Jesus som Jehovas medregent. Skarerne vil desuden indbefatte alle dem som den herliggjorte Konge vil dømme som værende ’geder’. (Mattæus 25:33, 41) Når Jehovas tid er inde til at ’brøle’ fra det himmelske Jerusalem, vil hans indsatte „kongers Konge“ ride ud for at eksekvere dommen. Himmelen og jorden vil til den tid komme til at ryste. Men vi får forsikringen: „Jehova er et tilflugtssted for sit folk og en fæstning for Israels sønner.“ — Joel 3:16.
17, 18. Hvem vil overleve den store trængsel, og hvilke forhold kan de glæde sig over?
17 Åbenbaringen 7:9-17 viser at de der overlever den store trængsel, er „en stor skare“ som består af dem der tror på Jesu blods genløsende værdi. De vil blive beskyttet på Jehovas dag, mens skarerne der beskrives i Joels profeti, får en ugunstig dom. Joel siger til de overlevende: „I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud, der bor på Zion, mit hellige bjerg“, som er Jehovas himmelske bolig. — Joel 3:17a.
18 Profetien fortæller derefter at Guds himmelske riges domæne „vil blive et helligt sted; og fremmede skal ikke længere gå igennem det“. (Joel 3:17b) I himmelen og i det himmelske riges jordiske domæne vil der ikke være nogen fremmede, for alle vil være forenede i den rene tilbedelse.
19. Hvordan beskriver Joels profeti de paradislignende forhold som Guds folk oplever i dag?
19 Allerede i dag hersker der stor fred blandt Jehovas folk her på jorden. I forening forkynder de Guds domme i mere end 230 lande på over 300 sprog. Deres velstand beskrives smukt af Joel: „På den dag vil bjergene dryppe af sød vin, og højene vil flyde med mælk, og alle Judas bække vil flyde med vand.“ (Joel 3:18) Ja, Jehova vil fortsat udøse en overflod af velsignelser over sine lovprisere på jorden i form af glæde, fremgang og en stadig stigende strøm af dyrebare sandheder. Jehovas suverænitet vil være fuldt ud hævdet i Afgørelsens Lavning, og der vil herske glæde overalt når han for bestandig bor blandt sit genløste folk. — Åbenbaringen 21:3, 4.
Husker du?
◻ Hvordan frelste Jehova sit folk på Josafats tid?
◻ Hvem dømmer Jehova til udslettelse i „Afgørelsens Lavning“?
◻ Hvem er Jehovas „vældige krigere“, og hvad gør de i den endelige kamp?
◻ Hvilke velsignelser får trofaste tilbedere del i?
[Illustration på side 21]
Det blev sagt til Juda: ’Vær ikke bange, for kampen er ikke jeres, men Guds’
[Illustration på side 23]
Jehova opfordrer sine fjender til at ’smede deres plovjern om til sværd’
[Illustration på side 24]
Bibelen viser at en stor skare vil overleve den store trængsel