I et nyt distrikt som 80-årig

FORTALT AF GWENDOLINE MATTHEWS

Da jeg blev 80, besluttede min mand og jeg at læsse alle vore ejendele på en lejet lastvogn og flytte fra England til Spanien. Vi talte ikke spansk, men var alligevel på vej til det sydvestlige Spanien, langt fra de engelsktalende turister. De fleste af vore venner troede at vi var blevet skøre, men jeg mindede fortrøstningsfuldt mig selv om at Abraham var 75 år da han forlod Ur.

VI ANKOM til Spanien i april 1992, og siden har vi haft nogle af de mest udbytterige år i vort liv. Men inden jeg forklarer hvorfor vi flyttede, vil jeg gerne fortælle hvordan vort liv i Jehovas tjeneste fik os til at tage så stor en beslutning.

Sandheden fra Bibelen ændrer vort liv

Jeg er vokset op i et religiøst hjem i det sydvestlige London. Mor plejede at tage min søster og mig med i forskellige kirker, da hun hele tiden søgte at få sin åndelige hunger stillet. Min far led af kronisk tuberkulose og måtte blive hjemme. Men han læste meget i Bibelen, og hver gang han stødte på en passage der lærte ham noget nyt, blev den understreget. En af mine mest skattede ejendele er den slidte bibel der betød så meget for ham.

I 1925, da jeg var 14, blev der skubbet en traktat ind under vores dør. Det var en invitation til et offentligt foredrag der blev holdt i rådhushallen i West Ham. Min mor og en nabo besluttede at overvære det, og min søster og jeg tog med. Det var ved dette foredrag, „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“, at Bibelens sandhedskorn blev sået i min mors hjerte.

Nogle få måneder senere døde min far, kun 38 år gammel. Hans død var et hårdt slag, da vi både var tyngede af sorg og havde mistet vort eksistensgrundlag. Ved begravelsen, der blev forrettet i den lokale engelske statskirke, blev mor chokeret over at høre præsten hævde at fars sjæl var i himmelen. Hun vidste fra Bibelen at de døde sover i graven, og hun troede fuldt og fast på at far en dag ville blive oprejst til evigt liv på jorden. (Salme 37:9-11, 29; 146:3, 4; Prædikeren 9:5; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 21:3, 4) Overbevist om at hun måtte komme sammen med folk der underviste i Guds ord, besluttede hun sig for at lære de internationale bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, bedre at kende.

Hver uge gik vi i to timer for at overvære Jehovas Vidners møder da vi ikke havde råd til at tage med offentlige transportmidler. Efter mødet tog det igen to timer at traske hjem. Men vi værdsatte disse møder umådelig meget, og vi svigtede dem aldrig, selv ikke når den berygtede londontåge indhyllede byen. Mor indviede sig kort efter til Jehova og lod sig døbe, og i 1927 fulgte jeg hendes eksempel.

Trods vore økonomiske vanskeligheder lærte mor mig vigtigheden af altid at prioritere åndelige anliggender højest. Mattæus 6:33 var et af hendes yndlingsskriftsteder, og der var ingen tvivl om at hun selv ’søgte riget først’. Inden hun i 1935 døde alt for tidligt af kræft, havde hun planlagt at følge opfordringen til heltidsforkyndere om at flytte til Frankrig og tjene dér.

Eksempler der styrkede os

I denne periode var der nogle i menigheden i London der ønskede at fremføre deres egne idéer, og de var årsag til skænderier og grove meningsudvekslinger. Men min mor sagde altid at det ville være illoyalt at forlade Jehovas organisation efter alt det den havde lært os. Besøg af Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident, gav os styrke til fortsat at tjene loyalt.

Jeg husker broder Rutherford som en venlig og imødekommende mand. I mine teenageår havde London-menigheden arrangeret en udflugt hvor han også var med. Han fik øje på mig — en noget genert teenager der stod med et kamera — og spurgte om jeg ville tage et billede af ham. Dette fotografi blev et højt værdsat minde.

Senere kom jeg ud for en episode der gjorde mig opmærksom på forskellen mellem dem der fører an i den kristne menighed, og verdens ledere. Jeg var ansat som stuepige i en stor villa i London hvor Franz von Papen, en af Hitlers udsendinge, var blevet inviteret til officiel frokost. Han nægtede at tage sin sabel af under middagen, og det resulterede i at jeg faldt over den og tabte suppen. Han sagde vredt at i Tyskland var jeg blevet skudt for en sådan skødesløshed. Resten af middagen gik jeg i en stor bue uden om ham.

I 1931 blev der afholdt et betydningsfuldt stævne i Alexandra Palace, hvor jeg hørte broder Rutherford tale. Det var ved dette stævne at vi begejstret antog vort nye navn, Jehovas Vidner. (Esajas 43:10, 12) To år senere, i 1933, meldte jeg mig som pioner, som heltidsforkynderne bliver kaldt. En anden velsignelse jeg husker fra den tid, var samværet med dygtige unge mænd der senere blev missionærer i fjerntliggende lande, blandt andet Claude Goodman, Harold King, John Cooke og Edwin Skinner. Sådanne trofaste eksempler gav mig lyst til selv at tjene i det fremmede.

Pioner i East Anglia

Mit første pionerdistrikt var East Anglia i den østlige del af England, og her var det nødvendigt at være begejstret og nidkær for at kunne forkynde. Vi måtte cykle fra by til by og overnatte i lejede værelser for at kunne dække dette vidtstrakte distrikt. Der var næsten ingen menigheder i området, så hver uge gennemgik min pionermakker og jeg sammen de forskellige punkter der ville blive behandlet ved de ugentlige møder. I forkyndelsen uddelte vi i hundredvis af bøger og brochurer der forklarede Guds hensigt.

Et besøg jeg særligt husker, var i en præstegård hvor vi talte med den lokale sognepræst fra den engelske statskirke. De fleste steder var den anglikanske sognepræst en af de sidste vi besøgte, da det ofte gav problemer når han hørte at vi forkyndte den gode nyhed i hans sogn. Men i denne landsby talte alle godt om præsten. Han besøgte de syge, lånte bøger ud til de læselystne og aflagde endda besøg hos sognebørnene for at forklare Bibelen for dem.

Han var ganske rigtigt meget venlig da vi besøgte ham, og modtog adskillige bøger. Han forsikrede os om at hvis nogen i landsbyen gerne ville have nogle af vore bøger, men ikke havde råd til dem, ville han dække udgifterne. Vi fik at vide at de frygtelige ting han havde oplevet under den første verdenskrig, havde gjort at han for enhver pris ville fremme fred og venskabelighed i sit sogn. Inden vi gik, gav han os sin velsignelse og opmuntrede os til at fortsætte vort gode arbejde. Hans afskedshilsen til os var hentet fra Fjerde Mosebog 6:24: „Herren velsigne dig og bevare dig.“ — King James Version.

Min mor døde to år efter at jeg var begyndt som pioner, og jeg vendte tilbage til London uden penge og familie. En kær skotsk søster tog mig under sine vinger og hjalp mig med at komme over mors død. Samtidig opmuntrede hun mig til at fortsætte i heltidstjenesten. Jeg tog derfor tilbage til East Anglia sammen med Julia Fairfax, min nye pionermakker. Vi istandsatte en gammel campingvogn der skulle være vort hjem og benyttede en traktor eller en lastvogn til at flytte den fra sted til sted. Sammen med et ældre ægtepar, Albert og Ethel Abbott, som også havde en lille campingvogn, fortsatte vi i forkyndelsen. Albert og Ethel var nærmest som forældre for mig.

Mens jeg var pioner i Cambridgeshire, mødte jeg John Matthews, en god kristen broder som allerede havde bevist sin trofasthed over for Jehova under vanskelige forhold. Vi blev gift i 1940, umiddelbart efter den anden verdenskrigs udbrud.

Krigstid og familie

Som nygifte boede vi i en campingvogn på størrelse med et køkken, og vi kom rundt i forkyndelsen på en driftsikker motorcykel. Da vi havde været gift i et år, blev John idømt tvangsarbejde på en gård fordi han på grund af sin bibelske overbevisning nægtede at udføre militærtjeneste. (Esajas 2:4) Selv om det betød at vi måtte stoppe som pionerer, viste denne straf sig at være en fordel. Jeg var nemlig gravid, og nu havde John arbejde så han kunne forsørge os.

I krigsårene overværede vi de særlige møder der blev afholdt trods de vanskelige forhold. I 1941 kørte John og jeg, som på det tidspunkt ventede vores første barn, de 300 kilometer til Manchester på motorcykel. På vejen passerede vi mange udbombede byer, og vi spekulerede på om mødet kunne afholdes under sådanne omstændigheder. The Free Trade Hall i Manchesters centrum var fyldt til trængsel med Jehovas vidner fra mange dele af England, og hele programmet blev gennemført.

Ved slutningen af stævnets sidste foredrag bad taleren de tilstedeværende om hurtigst muligt at forlade hallen da man ventede et luftangreb. Advarselen kom i rette tid. For vi var ikke langt fra hallen før vi hørte lyden af sirener og antiluftskyts. Da vi så os tilbage, kunne vi se i snesevis af fly der kastede bomber over byens centrum. I det fjerne, midt i ild og røg, kunne vi se hallen som vi kort forinden havde siddet i — fuldstændig udbombet. Lykkeligvis blev ingen af vore kristne brødre eller søstre dræbt.

Under børnenes opvækst kunne vi ikke være pionerer, men vi åbnede vort hjem for rejsende tilsynsmænd og heltidsforkyndere som manglede logi. På et tidspunkt havde vi seks pionerer boende i nogle måneder. Der er ingen tvivl om at samværet med disse brødre og søstre var en af grundene til at vores datter Eunice begyndte som pioner i 1961 i en alder af kun 15 år. Sørgeligt nok fortsatte vores søn, David, ikke med at tjene Jehova da han voksede op, og vores anden datter, Linda, døde under tragiske omstændigheder under krigen.

Vores beslutning om at flytte til Spanien

Min mors eksempel og opmuntring havde givet mig et ønske om at blive missionær, og det mål mistede jeg aldrig helt af syne. Vi var derfor glade da Eunice i 1973 rejste til Spanien, hvor der var et stort behov for forkyndere. Vi var selvfølgelig kede af at skulle sige farvel til hende, men vi var også stolte over at hun ønskede at tjene i et fremmed land.

I årenes løb besøgte vi Eunice og kom til at lære Spanien godt at kende. Faktisk besøgte John og jeg hende fire af de steder hvor hun tjente. Som årene gik, blev vort helbred dårligere. På et tidspunkt faldt John, hvilket svækkede hans helbred i alvorlig grad, og selv havde jeg problemer med mit hjerte og min skjoldbruskkirtel. Derudover led vi begge af artritis. Selv om vi virkelig havde brug for Eunices hjælp, ønskede vi ikke at hun skulle forlade sit distrikt for vores skyld.

Vi drøftede vore muligheder med Eunice og bad Gud om at vejlede os. Hun var villig til at komme hjem og hjælpe os. Men vi blev enige om at den bedste løsning var at John og jeg flyttede ned til hende i Spanien. Hvis jeg ikke selv kunne være missionær, kunne jeg i det mindste støtte min datter og hendes to pionermakkere. John og jeg betragtede allerede Nuria og Ana, som havde været Eunices pionermakkere igennem cirka 15 år, som vore egne døtre. Og de var glade for at vi ville bo hos dem uanset hvor de fik til opgave at tjene.

Der er nu gået seks år siden vi traf denne beslutning. Vort helbred er ikke blevet dårligere, og vores tilværelse er ikke blevet mindre interessant. Jeg kan stadig kun tale en smule spansk, men det afholder mig ikke fra at forkynde. John og jeg føler os hjemme i den lille menighed i Extremadura i det sydvestlige Spanien.

Livet i Spanien har lært mig meget om forkyndelsesarbejdets internationale omfang, og jeg forstår nu langt bedre Jesu Kristi udtalelse om at „marken er verden“. — Mattæus 13:38.

[Illustrationer på side 28]

Pionertjeneste i 1930’erne